Tag-arkiv: modstandsbevægelse

For 69 år siden … Danmark atter frit

Udgivet den af
1

69 år er der gået, siden Danmark atter blev frit efter den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. 69 år er lang tid, og langt de fleste nulevende danskere er også født EFTER befrielsen.

Alligevel spiller den tid stadig en rolle. Ikke kun fordi vi alle har en personlig relation eller måske flere ifbm besættelsestiden som fx undertegnedes morfar, der hjalp modstandsbevægelsen med at gemme våben fra nedkastningerne – men også fordi de ting, der skete dengang stadig definerer Danmark – og resten af verdenen.

Uden 2. Verdenskrig var der nemlig aldrig kommet en kold krig og et jerntæppe ned igennem Europa. Et jerntæppe, der her 25 år efter Murens fald i Berlin stadig deler Europa op i en fattig og en rig del – selvom vi nu (næsten) alle sammen er forenet i EU.

Og det er altsammen vigtigt at vide – og forstå – her få uger før Europa-parlamentsvalget 25. maj.

At vide, at når vi er bundet sammen i Europa, så går vi ikke i krig mod hinanden. Det var også en af grundene til, at Kul-og-Stålunionen, som EU dengang hed, blev skabt i 1951.

ALDRIG MERE KRIG I EUROPA.

Sporene fra 2. Verdenskrigs rædsler og 1. Verdenskrigs skyttegrave kastede nemlig lange skygger, som først nu små syv årtier senere er ved at blive glemt.

Og netop derfor er det farligere at være europæer i dag, end det har været i snart 70 år. For nu er vi ude af 2. Verdenskrigs skygge – og desværre er samtidig meget af det, der skete og gik forud for 1939-45, glemt – og netop derfor kan det hele ske igen.

Det er allerede på vej. Vi ser det især i den nationalisme, der i disse år går sejrsgang gennem Europa som et sort og hadefuldt spøgelse fuld af angst og talen til den indre svinehund.

Men den er så sindssyg farlig, den nationalisme … for det var den, der i 1930´erne lagde grund til det, der skete i 1940´erne …

I Danmark stemmer næsten hver 4. dansker på dén nationalisme.

Danmark anno 2014, 69 år efter befrielsen, har altså aldrig været tættere på en ny besættelse, men denne gang lavet ikke af en ydre fjende, men af folk indefra. Folk, som mener, at de har patent på at være dansk, ja, de kalder sig ovenikøbet Dansk Folkeparti.

Der er derfor kun ét at gøre: AT GÅ TIL MODSTAND mod dén umenneskelighed, som dén nationalisme repræsenterer. For dén modstand er nemlig ægte dansk. Som man sang i “Danmarks Frihedssang”:

Gå til modstand, alle danske, alle mand som én, og gør Danmark frit

Derfor: Stem til EU-parlamentsvalget og tænk over, hvor du sætter din stemme. Tænk over, hvilket Europa, hvilket Danmark, som du, dine børn og børnebørn skal leve i.

For vi har – præcis som de havde dengang – valget imellem, om vi vil støtte den sorte, hadefulde og angste side eller den lyse, solidariske, fællesskabsorienterede – ja kærlighedsfulde side.

Eftertiden vil vide at dømme os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Prinsesse Benedikte og bomberne i H.C. Ørstedsparken

Udgivet den af
1

Prinsesse Benedikte fylder 70 år idag.

Hun er altså født 29. april 1944 – eller midt i besættelsens hårdeste tid, hvor der hverken var dansk politi eller dansk militær. Kongesaluten, som lyder ved kongelige børns fødsel, kunne derfor heller ikke afskydes.

Det vil sige: Det blev den så bare alligevel. For modstandsgruppen Holger Danske bestemte sig til at affyre de 27 skud. De havde så ikke kanoner, men bomber. Men de kunne også bruges, mente de unge mennesker i Holger Danske, der oprindeligt havde udset sig Sct. Jørgens Sø i København som lokaliteten. Men der lå en fødeklinik, så istedet valgte de H.C. Ørstedsparken.

De kunne så ikke gennemføre på dagen, da det vrimlede med tyskere og tyske vogne i København d. 29. april 1944 – men dagen efter d. 30. april var kysten klar, og de placerede sig i H. C. Ørstedsparken. Dog var antallet af bomber svundnet ind til 21, da en gruppe med fem bomber var blevet taget – og endelig var den sjette ikke-tilstedeværende bombe blevet konfiskeret af provsten på Regensen, hvor en af de unge modstandsfolk boede.

Men altså der lå de unge mennesker med bomber. Det var dejligt vejr, og folk var ude, men det lykkedes at få dem ud af parken. Og så sprang bomberne, og det viste sig at være noget mere voldsomt, end modstandsfolkene havde regnet med. Glasskårene regnede ned fra husene. Der var ikke mange huse ud mod H.C. Ørstedsparken og de nærliggende gader, der ikke fik knust en rude eller flere.

Det gjorde dog ingenting. Det illegale blad “Danske Tidende” skrev begejstret – og til danskernes store fryd:

“Kongesaluten har lydt. Kredsen omkring Danske Tidende forener sig i dag med alle danske om hjertelig hyldest og lykønskning til det danske kronprinspar. Vor gode ønsker og forhåbninger gælder også vort land. Lad dagens glædelige begivenhed blive et tegn for os – et forårstegn om lysere tider, om frihed for land og folk, om arbejde og fred for alle. Større forhåbninger er aldrig stillet ved et lille barns vugge. De danske kanoner kunne ikke idag, som det ellers ville være sket, melde nyheden med kongesalutens 27 skud. Men fra det underjordiske Danmark lød saluten, så snart den glædelige nyhed kunne forkyndes. De skud, der hørtes over København og bragte bud om fødslen på Amalienborg, var en hilsen fra dem, der i disse år fører den skjulte kamp mod undertrykkerne. Kongesaluten har lydt trods undertrykkelse og gangstervælde.”

For visse dele af modstandsbevægelsen (BOPA og andre med kommunistiske sympatier) virkede det omsonst at bruge krudt på en kongesalut. Men det gav god mening. En del danskere troede nemlig, at alle modstandsfolk var en slags kommunistiske fortropper, der ville revolution i Danmark. Det fik happeningen i H.C. Ørstedsparken også lavet om på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk