Nekrolog med digt: Benny Andersen

En af de helt store danskere er ikke mere. Benny Andersen døde i går.

De fleste danskere kender ham som Snøvsens far – og som manden, der skrev Svantes viser, hvoraf især den ene ”Svantes lykkelige dag” – det er den med kaffen – er elsket af alle danskere. Det er også et godt billede med Nina, der kommer ud fra badet – og så den nylavede kaffe.

Danmarksbloggen vil dog alligevel hellere mindes Benny Andersen med et andet digt. Et af dem fra samlingen fra 1964 ”Den indre bowlerhat”, hvor han går i rette med det at leve forsigtigt og velovervejet – og i stedet på hans egen finurlige måde taler om, at livet skal leves i store bidder. Haps-haps-haps. Det gjorde Benny Andersen også selv.

Diæt
Rejer gir tørre hornhinder
fedt gir filipenser
pandekager ligger for fladt i maven
flæsk er ikke godt for hjertet
fisk er ikke godt for slagteren
kylling er ikke godt for kyllingen
frikadeller er ikke godt for noget
undgå sagosuppe under svangerskabet
undgå løg under ægteskabet
sødt er syndigt
surt er farligt
salt forkorter livet
bittert trækker det i langdrag
marmelade gir slatne ører
labskovs trækker svømmeblæren sammen
æg får armene til at sidde skævt
ost påvirker lugtesansen
peberrod påvirker smagen
småkager påvirker hørelsen
radiser indskrænker horisonten
ærter standser udviklingen
blomkål tager udsigten
morgenmad tager appetitten
natmad skærper den
mad er ikke godt for maven
livet er usundt
haps
haps
haps

Benny Andersen, Den Indre Bowlerhat 1964.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er det rigtige mod?

Det vrimler med jubilæer og andre folkefester i hovedstaden i denne uge …

I går fyldte Tivoli 175 år, i weekenden fejrer bydelen Christianshavn, at den runder de 400 år med både musik og fest og marked – og så er der selvfølgelig Priden, som også løber af stablen denne uge med et væld af arrangementer og ikke mindst den store parade på lørdag.

Danskerne valfarter glad og gerne til det alt sammen – for vi kan lide markeder og fest og musik og stemning, og det kan der vel ikke være noget galt i.

Selvfølgelig ikke, men derfor kan man nu godt blive lidt træt af det hele alligevel, når man ser på dén store kommercialisering, som der ofte går i det. Især i Priden, hvor enhver virksomhed med respekt for sig selv sælger regnbuefarvede produkter i denne uge. For i denne uge er ALLE med på mangfoldigheden og tolerancen – for hvem ønsker at risikere at blive mistænkt for at være et homofobt fortidsfossil? Det gør ingen.

Men hvor ville det klæde dem med magten og pengene, hvis de for alvor turde at gå foran i kampen for et bedre samfund. Det kunne gøres ved fx at give alle ansatte en ordentlig løn eller ved at tænke bæredygtigt i forhold til produkter, emballager og transport.

Men det kræver selvfølgelig noget mere end at bruge hele paletten af farver på sine produkter – eller at smække en underbolle sammen med en underbolle og en overbolle sammen med en overbolle og kalde det en prideburger.

PS. Danmarksbloggen bakker selvfølgeligt 100% op om Priden, hvad trofaste læsere også er klar over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommer-erindring: Territorial kamp i Berlin

Der er en voldsom storm på vej over Europa, hvilke bekræftes af tre oplevelser denne sommer – følg med i Danmarksbloggens sommer-erindrings-serie. Vi slutter i dag med Tyskland.

Danmarksbloggen sluttede sin sommerferie med nogle dages besøg i et hedevarmt Berlin – altid en spændende by, også fordi den vokser og ændrer sig så meget i disse år. Dog ikke altid til det bedre.

Der skete nemlig følgende: En af aftnerne stod jeg og min rejsefælle på en perron inde i Mitte og ventede på sporvognen ud til et af Prenzlauer Bergs hjerter, knudepunktet ved Eberswalder Strasse. Det var vi mange, som gjorde, da en større gruppe bestående af indvandrerdrenge ankom. De begyndte snart at spille særdeles højt på deres medbragte mobile højttaler, mens de tjekkede os andre – alle hvide – passagerer ud.

Min rejsefælle og jeg gjorde, hvad vi kunne for at se lokale ud, men det virkede vist ikke. For drengene – eller rettere de unge mænd – begyndte at nærme sig os fra flere sider. Umiddelbart tilfældigt men ud fra deres mimik og indbyrdes fagter (de talte nemlig et sprog, som vi ikke kunne forstå) virkede det mere som om, at det i høj grad var planlagt, at de nærmede sig os fra flere sider på samme tid.

Vi fandt aldrig ud af, hvad de evt. ville os – men de havde os på sigtekornet. Og måske var det grund nok, at vi blev siddende og ikke lod dem fylde hele perronen, som de hvide tyskere gjorde, da de unge mænd larmende ankom og begyndte at sprede sig og indtage hele den ret lange perron. For i selvsamme øjeblik var de hvide tyskere simpelthen gået væk fra perronen og havde stillet sig ovre på et slags fortov. Man skal nemlig vælge sine kampe med omhu.

Det endte vi også med, for man behøver ikke at sidde som en lam and – klar til at blive plukket, så vi rejste os fra bænken og gik væk fra perronen og over til dér, hvor de andre hvide stod. De unge indvandrere kom heller ikke efter os, men tog den næste sporvogn. Det samme gjorde de hvide tyskere, som vi stod sammen med – selvom de måtte løbe lidt for at nå dén – vi stod jo som sagt lidt væk fra perronen.

Men min rejsefælle og jeg nåede ikke sporvognen – og vi prøvede heller ikke. I stedet gik vi langsomt tilbage til den nu tomme perron og satte os ned – lidt chokerede. For aldrig havde vi i dén grad følt os truede og udsatte. Men nu var det jo endt godt, og det værste var alligevel også den stiltiende accept, som der åbenbart var blandt de lokale berlinere om, at dem, som er flest og i gruppe – de vinder retten til territoriet, som altså her var en sporvogns-perron.

Andre steder i Berlin handler det om andre ting – og vi så også andre eksempler, som bestyrkede teorien om, at livet i Berlin anno 2018 ikke kun er genopbygningen af en kultur- og verdensby, men at det OGSÅ er en territorial kamp om byen mellem forskellige etniske grupper – og med forskellige vindere.

Men det er jo netop dén mentalitet, der skaber krige … uanset hvem vinderen er i første omgang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommer-erindring: Jer fra København vil vi godt have i Sverige

Der er en voldsom storm på vej over Europa, hvilke bekræftes af tre oplevelser denne sommer – følg med i Danmarksbloggens sommer-erindrings-serie. Vi fortsætter i dag med Sverige.

Danmarksbloggen har været en uges tid i Stockholm i den forgangne sommerferie. En nordisk hovedstad med en meget større multietnicitet end København. Der er dog ingen, der blander sig eller mingler med hinanden – tværtimod så lever hvide, sorte, brune, gule, muslimer, kristne, kulturkristne, buddhister, ateister og alle andre side om side – men på måder som om de andre slet ikke eksisterer. Det er nemlig helt utroligt, så gode svenskerne – uanset herkomst – er til at ignorere hinanden på gaden, i tunnelbanen, i parken, i det udendørs svømmebassin og alle andre steder, hvor mennesker færdes i Stockholm.

Dvs. lige indtil de er nødt til at agere med hverandre – så sker der noget, og det er i reglen noget negativt, hvor venlighed og høflighed er erstattet af kulde, ja åbent fjendskab. Det er som om al den pænhed og politiske korrekthed, som Sverige ellers forbindes med, har en mørk og voldsom bagside, som ingen officielt vil være ved – men som alligevel kommer ud i hverdagen.

Jeg oplevede det blandt andet i et supermarked inde i hjertet af Stockholm, hvor dér foran mig i køen stod en muslimsk familie, som nok var lidt langsomme til at få varerne op på båndet, og som i tilgift havde et par børn, der råbte en del, hvilket kun øgede det generelle irritationsniveau. Nå, så blev det min tur, og da mine varer var kørt igennem, spurgte den unge – hvide – mand bag kassen, om jeg havde et kundekort. Nej, desværre – jeg er fra København, sagde jeg på mit lettere gebrokne svensk.

Han smilede venligt tilbage til mig, og svarede: Helt ok, jer fra København vil vi gerne have her i Sverige. I er altid velkomne. Og så kiggede han skævt henimod den muslimske familie, som stod og pakkede deres varer sammen, og som ikke kunne undgå at høre det. De sagde så ingenting, og det gjorde jeg heller ikke.

Jeg burde nok havde sagt noget, men vidste ikke lige hvad. Man vil også gerne være høflig, når man er i udlandet.

Men bag mig stod en nydelig ældre – og hvid – svensk dame, og hun var ikke mundlam, men helt enig med den unge mand bag kassen. Så hun smilede til ham og til mig, mens hun nikkede og sagde: Ja, danskerne er vores venner. Det er kun på fodboldbanen, at vi kæmper med hinanden. Og så smilede de begge to stort til mig, mens jeg med et ansigtsudtryk som en forvirret smiley tog mine ting og gik – ret rystet – ud på gaden.

For så langt ud er det åbenbart kommet i Sverige – altså når vi er væk fra det officielle Sverige. For der er en kæmpeverden til forskel på, hvad de svenske politikere siger – og hvad befolkningen mener, og til september er der valg til Riksdagen, Sveriges Folketing. Det bliver en gyser, som også vil give dønninger i Danmark. Især hvis Sverigesdemokraterne bliver det største parti – og det tror Danmarksbloggen, at de bliver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommer-erindring: Skrid hjem, muslim

Der er en voldsom storm på vej over Europa, hvilke bekræftes af tre oplevelser denne sommer. Følg med i Danmarksbloggens sommer-erindrings-serie. Vi starter i dag med Danmark.

Danmarksbloggen var en uge på Bornholm i den forgangne sommerferie, og det var pånær en enkelt begivenhed en skøn uge.

Ugens eneste sorte klat foregik dog ikke på selve Solskinsøen, men ude på Erteholmene – Danmarks østligste punkt, som er et fantastisk sted, der kun kan nås med båd inde fra Gudhjem. Erteholmene består af fire øer, hvoraf de to er beboede, nemlig Christiansø og Frederiksø, og mellem de to øer er en meget lille bro, som undertegnede gik over et par gange.

På den ene af turene skulle jeg forbi en mand, som også havde været med båden inde fra Gudhjem. Jeg havde godt set ham, da han gik ud på broen – og han havde også set mig, som pga. den stærke blæst havde taget hætten på min trøje op og snøret den godt til, så mine ører ikke fik træk. Men det syn var åbenbart for meget for den velklædte yngre – hvide – mand, for han stillede sig, så han fyldte nærmest hele den meget smalle bro. Jeg var derfor nødt til at kante mig forbi ham, og mens jeg så gjorde det, kom det hadefuldt hvislende ud mellem hans sammenknebne læber: Skrid hjem, din skide muslim.

Øh, det er altså bare en hættetrøje, og jeg er ikke muslim, sagde jeg ret paf. Det reagerede han ikke på, men gentog bare, at jeg – en skide muslim – skulle skride hjem.

Jeg var som sagt blevet paf, så jeg gik bare videre … og først ovre på den anden side af den lille bro kom alt det, som jeg skulle have sagt, nemlig: Altså det her er en hættetrøje, men selvom det havde været et tørklæde, hvad så? Vi lever vel i et frit land, hvor man må gå klædt, som man vil (eller det gjorde vi inden maskeringsforbuddet). Og nej, jeg er ikke muslim, men kristen – men selvom jeg havde været muslim, hvad så? Vi har religionsfrihed i Danmark – det står i Grundloven.

Jeg kom så også til at tænke på de kvinder, som ikke går med hættetrøjer, men med tørklæder – og på hvad de må høre, hver gang de viser sig på gaden. Jeg var udsat for én enkelt dum og latterlig kommentar fra en tydeligt åndeligt og intellektuelt mindrebemidlet mandsperson, mens de kvinder må lægge ører og krop til alt muligt hele tiden. Dét kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Og for en ordens skyld: Det går også den modsatte vej, som når drenge og mænd af anden etnisk herkomst kalder unge, etniske danske piger og kvinder for ludere, bare fordi de går i shorts eller kort kjole. Det er ligeså slemt. Der er ingen forskel.

Så RESPEKT skal der til. Det eneste, der skal skride hjem, er dumheden og intolerancen, som jeg forestiller mig bor i et mørkt og klamt hul med meget lavt til loftet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk