Der findes en race, som er i voldsom vækst overalt i verden, nemlig: Turistmyren.
Turistmyren er en afart af den menneskelige race, som vi alle sammen forvandler os til, når vi er ude og rejse. Racen er let at kende på sine flade sko, gerne sneakers, så den kan holde til at vade rundt i timevis, en rygsæk til trøjen og den obligatoriske flaske vand – og så de uundværlige mobiler og kameraer, som er nødvendige, når man skal forevige sig selv og seværdighederne.
Der kommer i disse år flere og flere turistmyrer til København – og især her i sensommeren vrimler det med dem.
Danmarksbloggen tog derfor en tur ud på Langelinie for at se nærmere på fænomenet, og det blev en fantastisk tur. Turisterne kom i store flokke og virkede ovenud glade for at se og blive foreviget sammen med den helt bogstaveligt LILLE havfrue.
Man kan undre sig over, at hun har sådan en tiltrækningskraft, men det har hun. Tak til H. C. Andersen – og til reklamebranchen og til kunstneren Edvard Eriksen. Og nok også til det faktum at man kan komme helt tæt på hende – og røre hende, hvilket de fleste turister selvfølgelig gør.
En af Danmarksbloggens faste læsere, Ole Frederiksen, har i seks år gået forbi Den Lille Havfrue hver dag på vej hjem fra arbejde, og han siger: ”Om det så er midt om vinteren, når det er iskoldt og mørkt – eller en stormende og regnfuld efterårsdag, så er der turister nede ved havfruen. Det er meget sjældent, at der slet ikke er nogen. Det sker måske fire gange om året og næsten altid kun, når jeg arbejder til meget sent, eller når jord og himmel står i ét .”
Selv ser Ole Frederiksen i øvrigt ikke Den Lille Havfrue særligt tit, selvom han går lige forbi hver dag. Der er simpelthen for mange turister. Han siger: ”For nogle år siden var der måske i gennemsnit 10-15 turister nede ved havfruen, når jeg gik forbi, i dag er tallet mellem 20 og 100 – og om sommeren det sidste.”
Men indimellem kigger han dog – og han kan også finde på at tage et billede af havfruen, hvis forholdene er helt specielle, som de var det sidst på vinteren i år, hvor is og sne pakkede hele Danmark ind – også havfruen.
Et billede som vi desværre ikke kan bringe, da arvingerne efter kunstneren har ophavsretten til Den Lille Havfrue frem til 2030. For loven er således, at 70 år efter kunstnerens død har arvingerne ophavsretten. Derfor har vi også været nødt til at slette hende på det billede, som vi trods alt viser af lokaliteten.
Så i disse maskeringsforbudstider er både havfruen og turisternes ansigter altså maskerede på det brugte bilede. Voilà.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk