Tag-arkiv: den lille havfrue

Anmeldelse: ”The Little Mermaid”

Udgivet den af
Svar

Disney får mig hver gang – som i hver gang. Jeg tudbrøler altid til slut, når kombinationen af eventyr, skurk og heltinde/helt går op i en happy end. Således også da jeg og min ledsager, en ung dame, som nærmest er vokset op med Disney-prinsesserne, så Disneys ”The Little Mermaid”, der har premiere i dag som film-version.

Måske det også har noget med musikken at gøre. Musik er nemlig det tætteste, som virkelighedens verden kommer på magi – og nogle af Disneys film har et soundtrack, der er i absolut særklasse – deriblandt musikken fra ”The Little Mermaid”.

Man havde så i filmen valgt at tilføje et par nye sange. Det skulle man have ladet være med. De nye sange var da udmærkede, men ikke i nærheden af de originale sanges skyhøje niveau, som det ret beset også kun er ”Snehvide”, ”Mary Poppins” og ”Løvernes konge”, der kan konkurrere med, når vi taler om Disneys egne produktioner.

Men de nye sange var trods alt skønhedsfejl i en film, som betager – fordi den er Disney Classics: Spændende, morsom og fuld at kærlighed.

Min ledsager, der som sagt kender Disney-prinsesserne indgående, var enig med mig.

Om end hun havde en stor og vigtig anke: Nemlig Ariels kjoler. I tegnefilmen har Ariel fx en glitrende blå kjole på, da hun står op af vandet efter kong Triton har givet hende ben til sidst i filmen. Dét havde filmens Ariel ikke.

Der var også andet, som manglede i en film, som ellers var imponerende flot, når det kom til kostumer, design og speciel-effects – og til at være politisk korrekt.

For som min ledsager sagde: Hudfarven på havfruen var selvfølgelig også anderledes – men bevares. Det er for os unge og børnene noget helt naturligt. Diversitet, du ved. Men når det er sagt, så laver man altså bare ikke om på Ariels kjoler. De skal se ud, som de gør i tegnefilmen – og det gør de ikke. Punktum.

Jeg tror, at en hel verdens små piger vil give min unge ledsager ret. At ændre på en ikonisk prinsessekjole er helligbrøde.

De ældre årgange vil nok lægge mere mærke til den mørke havfrue, som er langt fra den havfrue, som H. C. Andersen skrev om i eventyret, hvor der står: Men den yngste var den smukkeste af dem alle sammen, hendes hud var så klar og skær som et rosenblad, hendes øjne så blå som den dybeste sø.

Men selvfølgelig skal en mørk kvinde som sangerinden Halle Bailey kunne spille havfrue, ligesom en mand skal kunne spille en kvinde, en hvid en sort og så fremdeles. Hvis vi kun kan spille os selv, så bliver det hele hurtigt meget kedeligt – og vi går glip af en masse god skuespilkunst.

Men ja, Hollywood skal OGSÅ være politisk korrekt – og var det også med de syv havfruer, som kom fra hvert sit ocean, og ikke længere som i tegnefilmen havde navne, der startede med A – men derimod navne der passede til hvert sit ocean. Det var selvfølgelig igen min unge ledsager, som bed mærke i det.

Jeg var mere optaget af kong Triton (spillet af den spanske karakterskuespiller Javier Bardem) og hans indre kamp om at give datteren fri – og jeg græd, da han til sidst gav hende ben, og sagde: Nu har jeg kun ét problem – hvordan jeg skal håndtere at savne hende.

Heldigvis ender også dén del godt. Men det beviser, at Disney er for alle.

Der er noget, når man er barn, og drømmer om prinser og prinsesser. Når man er ung, og identificerer sig med Ariel eller/og prins Erik og deres kamp for kærligheden. Og når man bliver ældre, så er det åbenbart Kong Triton og hans smerte ved at skulle sige farvel til datteren, der rammer. Det er ok. Så længe man ikke rimer på Ursula, så har man sit på det tørre – eller det våde rettere.

For hvor vil man gerne leve nede i de oceaner – også med en fiskehale. Jeg vil i hvert fald (men jeg svømmer også Åbent Vand). Min unge ledsager er godt tilfreds med at blive på landjorden. Det er noget med præferencer.

Vi var til gengæld helt enige om, at Kong Triton og Eriks Dronninge-mor og alle de andre voksne roller spilles med en enorm dybde. Karaktererne har også levet et liv, mistet deres elskede, de har ansvar overfor andre og meget mere i den alvorlige boldgade, mens Ariel og Erik er unge og eventyrlystne.

Det er den kendte skuespiller Melissa McCarthy, som gestalter havheksen Ursula. En rolle, som hun spiller med en strejf af humor, som klæder det ellers ret uhyggelige hav-væsen.

Sebastian, Tumle og Skralde, som nu er en kvinde, er også med som muntre indslag, der kommer i en lind strøm filmen igennem. For som de krabber, svømmer og flyver rundt i Caribiens lune vande og varme luft, hvor historien foregår – selvom H. C. Andersen skrev om de kolde nordiske vande fulde af havfruer med rosenfarvet hud og blå øjne, som når de efter 300 års liv i vandet døde og blev til skum på havet.

For sådan gik det iflg. den danske eventyrsdigter havvæsner, medmindre et menneske elskede dem, og dermed gav dem et stykke af vedkommendes udødelige sjæl.

Og i H. C. Andersens oprindelige eventyr får havfruen heller ikke sin prins, men opnår alligevel en salighed større end normalt for en havfrue, idet hun efter 300 år sammen med luftens døtre, som hun også bliver til, da hun dør, svæver ind i Guds himmerige – til evig salighed. Fordi hun så har fået en udødelig sjæl.

Andersen har altså en helt anden slags happy end … men én som stadig viser, at man kan vinde det hele ved at bryde ud af sin egen verden og ind i en anden verden.

Filmen ”The Little Mermaid” handler så om at bruge sin stemme. Så det er dobbelt skade, at H. C. Andersens stemme ikke høres mere tydeligt i Disneys version af ”Den Lille Havfrue”.

For dimensionen med erhvervelsen af den udødelige sjæl er vigtig at få med, når man skal forstå den unge havfrues rejse op af vandet. En rejse, som hos Disney slutter på landjorden, men som hos H. C. Andersen førte havfruen endnu længere – helt op i luften og til sidst i den evige salighed.

For hvad er vigtigst? Sjælefreden/saligheden i evigheden eller kærligheden her på Jorden? Ja, Andersen, som skrev eventyret (og som ikke var bange for hverken skygger eller dårskaber), heppede på det første, mens Disneys drømmefabrik går med det sidste.

På den billedlige side af filmen er det også ærgerligt, at den ene ud af to meget ikoniske scener fra tegnefilmsversionen (som man ellers følger næsten slavisk i filmen) er droppet – nemlig den hvor Ariel med en stor pen skriver under på den katastrofale kontrakt med Ursula.

Den anden berømte scene – den hvor Ariel sidder på stenen og synger om, at hun vil være en del af menneskets verden – er heldigvis med sammen med en perlerække af andre scener under Koralmånens skær. 

Danmarksbloggen giver ”The Little Mermaid” fem ud af seks søstjerner – og siger: VI SES I BØLGEN.

Skrevet af: Anna M. Frederiksen, anmelder på Danmarksbloggen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Turistmyren og den lille havfrue

Udgivet den af
Svar

Der findes en race, som er i voldsom vækst overalt i verden, nemlig: Turistmyren.

Turistmyren er en afart af den menneskelige race, som vi alle sammen forvandler os til, når vi er ude og rejse. Racen er let at kende på sine flade sko, gerne sneakers, så den kan holde til at vade rundt i timevis, en rygsæk til trøjen og den obligatoriske flaske vand – og så de uundværlige mobiler og kameraer, som er nødvendige, når man skal forevige sig selv og seværdighederne.

Der kommer i disse år flere og flere turistmyrer til København – og især her i sensommeren vrimler det med dem.

Danmarksbloggen tog derfor en tur ud på Langelinie for at se nærmere på fænomenet, og det blev en fantastisk tur. Turisterne kom i store flokke og virkede ovenud glade for at se og blive foreviget sammen med den helt bogstaveligt LILLE havfrue.

Man kan undre sig over, at hun har sådan en tiltrækningskraft, men det har hun. Tak til H. C. Andersen – og til reklamebranchen og til kunstneren Edvard Eriksen. Og nok også til det faktum at man kan komme helt tæt på hende – og røre hende, hvilket de fleste turister selvfølgelig gør.

En af Danmarksbloggens faste læsere, Ole Frederiksen, har i seks år gået forbi Den Lille Havfrue hver dag på vej hjem fra arbejde, og han siger: ”Om det så er midt om vinteren, når det er iskoldt og mørkt – eller en stormende og regnfuld efterårsdag, så er der turister nede ved havfruen. Det er meget sjældent, at der slet ikke er nogen. Det sker måske fire gange om året og næsten altid kun, når jeg arbejder til meget sent, eller når jord og himmel står i ét .”

Selv ser Ole Frederiksen i øvrigt ikke Den Lille Havfrue særligt tit, selvom han går lige forbi hver dag. Der er simpelthen for mange turister. Han siger: ”For nogle år siden var der måske i gennemsnit 10-15 turister nede ved havfruen, når jeg gik forbi, i dag er tallet mellem 20 og 100 – og om sommeren det sidste.”

Men indimellem kigger han dog – og han kan også finde på at tage et billede af havfruen, hvis forholdene er helt specielle, som de var det sidst på vinteren i år, hvor is og sne pakkede hele Danmark ind – også havfruen.

Et billede som vi desværre ikke kan bringe, da arvingerne efter kunstneren har ophavsretten til Den Lille Havfrue frem til 2030. For loven er således, at 70 år efter kunstnerens død har arvingerne ophavsretten. Derfor har vi også været nødt til at slette hende på det billede, som vi trods alt viser af lokaliteten.

Så i disse maskeringsforbudstider er både havfruen og turisternes ansigter altså maskerede på det brugte bilede. Voilà.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den lille havfrue. En biografi”

Udgivet den af
Svar

Kan en bog være oplysende hele vejen rundt og i dybden, men samtidig også decideret lækker i sit fotografi- og billedmateriale?

Svaret er ja, når det handler om Olav Harsløfs biografi om Danmarks nationalikon nr. 1: ”Den lille havfrue”, der også er navnet på den 178 siders store bog, som er spækket med farvefotos af det danske superikon, som Olav Harsløf ikke viger tilbage for at sammenligne med Mona Lisa i Paris og Frihedsgudinden i New York.

Forskellen er så blot måske, at det danske nationalklenodie, der blev lavet af Edvard Eriksen i 1913, er både nemt og gratis at komme helt tæt på – præcis ligesom at Danmark er et lille land i modsætning til Frankrig og USA.

Men alligevel består de tre damer fra de tre lande ifølge Harsløf alle af noget helt unikt, som er godt for både kunsten og samfundet. Havfruen har uskylden, Mona Lisa gådefuldheden og Frihedsgudinden netop friheden – og ligheden.

Men havfruen, der er skabt i bronze, og som sidder på sin granit-sten, er alligevel noget særligt, hvad også udlandet, medierne og kunstnerne forlængst har opdaget. Bogen gennemgår derfor også havfruens omtumlede historie fra den første dag over succeserne i både ind- og udland, ikke mindst i Disney´s Hollywood – og til hun blev superstar i Kina under Expo 2010.

Men vi hører også om provokationerne fra malingen, burkaen, det oversavede hoved og meget mere til efterligningerne af hende, hvoraf nogle er irriterende, mens andre er direkte hyldester, hvad enten de tegnes på papir, laves i kunstens mange udtryk eller udføres i vandet af nulevende havfruer – dog i reglen uden fiskehale.

Men uanset emnet og vinklen, så skriver Harsløf vidende, flydende og med sans for at fange læseren, både når det handler om detaljer som at Victor Borge åbenbart har en kopi af havfruen (dog i en anden størrelse) stående på sit gravsted – eller når Harsløf berører den altid ulmende konflikt om ophavsretten til at bruge havfruen. En ophavsret, der ophører i 2029 – men indtil da bestemmer Edvard Eriksens arvinger – også selvom mange mener, at retten til at bruge den lille havfrue tilhører alle danskere allerede nu.

Edvard Eriksen som menneske og kunstner hører vi også meget om i bogen. For han frembragte selvsagt mere end havfruen, om end intet af det er tilnærmelsesvis så kendt, selvom modellen til havfruen – Eriksens hustru Eline – også stod model til det kongegravsmomument, som Eriksen lavede til Christian d. 9 og dronning Louise i Roskilde Domkirke, og som er det måske flotteste sarkofag i hele katedralen.

Mange mener i øvrigt, at det var balletdanseren Ellen Price, der stod model til havfruen, og hun inspirerede også, men det var hans kone Eline, som sad model i mere end 2000 timer.

For ja, vi er med helt inde i det kunstneriske maskinrum i bogen, hvor også den litterære genre er repræsenteret med flere sider helliget guldalderånder som H. C. Andersen, Oehlenschläger, Ingemann, Heiberg og mange andre, der kan knyttes til havfruen og hendes tid – og også en enkelt økonomisk sværvægter, selveste Brygger Carl Jakobsen, der også stod for bygningen af Jesuskirken i Valby.

For den tids store erhvervsmænd var særdeles kunstelskende i en grad, så vi skal helt op til vor tid og en Mærsk Mckinney-Møller for at finde noget tilsvarende, omend Hr. Møller ikke havde en P.S. Krøyer til at male sig, som Bryggeren fik det gjort til et selskab i Glyptoteket af netop den berømte Skagensmaler.

Til gengæld byder Harsløfs – og Folmers – bog på de smukkeste fotos, som undertegnede nogensinde har set af havfruen.

For bag bogens fantastiske fotos er Mads Folmer, der igennem et helt år og i alle belysninger og på alle tidspunkter af dagen og på alle tidspunkter af året har fotograferet en af de få statuer i verden, der ikke er en “det” eller “den”, men en “hende”. En statue, der både har køn og sjæl, fiskehale og personlighed i en charmerende blanding af uskyld og en erotik, der kalder muserne ned fra himlens sfærer.

Billederne er også mere end fineste topkvalitet, ja de nærmest lyser af en hengivenhed for og en forelskelse i den lille bronzefrøken, der pånær et smut til Kina i 2010 (og visse reparationer) nu har siddet på sin sten i mere end 100 år og tålmodigt ladet danskere og turister fotografere sig, mens skibe har sejlet forbi, og verdenen har ændret sig mere end én gang.

Men ikke hende. Hun er et symbol på det uforanderlige – og i en tid, hvor verden er mere usikker end den har været det i flere generationer, føler mange også, at det er brug for bestandigheden. Men ikke at bogen har dét som ærinde.

Det er en kunst-, historie- og biografi-bog af fineste slags. Men den rammer altså også det, at der i vor tid er en længsel og en sult efter historie og rødder, som læseren her kan få stillet på gourmetmanér. Og så fandtes der ifølge forfatteren heller ikke en biografi om den lille havfrue i forvejen.

Danmarksbloggen giver seks ud af seks mulige havfruer til Olav Harsløfs biografi ”Den lille havfrue”.

For nok sidder der kun en enkelt havfrue på stenen derude ved Langelinie, men nede i havets dyb og ude på de blå bølger svømmer der langt flere havfruer rundt, både ifølge folkeovertroen og ifølge Danmarks mest berømte eventyrdigter H. C. Andersen. Og så er det ganske vist.

Hans Christian Andersens Eventyr om ”Den lille Havfrue” er ogsaa med i Bogen, endda med rigtig Stavemaade. Det Eventyr kan ogsaa altid læses een Gang til – ligesom at Turen altid for baade os Danskere og vores Giæster gaar til Langelinie igjen paa et eller andet Tidspunkt. Sommer og Vinter. Høst og Vaar.

Udgiver er Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den lille havfrue til Kina – for altid

Udgivet den af
1

Så skal den lille havfrue til Kina – igen. Men denne gang for altid, hvis altså det står til Liberal Alliance, som ikke mener, at det danske samfund kan tåle at sige nej til dén milliard, som Danmark er blevet budt af en gruppe af kinesiske investorer.

Det er simpelthen for mange penge at gå glip af. Penge, som kan bruges til skattelettelser og nye Porscher, mener man hos LA, der også siger, at man jo bare kan sætte kopien op igen.

For ja, der findes en kopi af den lille havfrue, som sidst den originale var i Kina, sad på en sten i Tivoli-søen. Det kan hun jo bare gøre igen. Så kommer der også flere i Tivoli, er holdningen hos LA, der mener, at den originale havfrue kan sendes til Kina allerede om et år lørdag d. 1. april 2017.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Kongehuset, Tivoli, Dannebrog og Den Lille Havfrue

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og hvad er vel mere naturligt end at starte med de klassiske symboler som fx Kongehuset her på Dronningens fødselsdag?

Kongehuset er nemlig sammen med Dannebrog og nationalsymboler som Tivoli og Den Lille Havfrue indbegrebet af, hvad der var, er og altid vil være dansk.

Men er de nævnte symboler også symboler på den lyse og glade danskhed? Ikke altid. Tværtimod kommer det i høj grad an på, hvordan de bruges – og desværre også misbruges af de mørkemænd og -koner, som der er altfor mange af i vor tid.

Kongehuset er dog næsten altid noget festligt og fornøjeligt, især når Dronningen og prinsesserne kommer i deres smukke kjoler, glitrende diademer og strålende juveler. Eller som i dag, hvor livgarden normalt trækker op på Amalienborg Slotsplads, mens store skarer danskere hylder regenten – dog ikke i år, hvor Dronningen er på påskeferie i Aarhus, og derfor fejrer fødselsdag på Marselisborg Slot. Men det er altså noget med glæde i Danmark, når Kongehuset er på banen. Til gengæld er det ikke nutidigt i forståelsen af Danmark som et samfund, hvor alle er lige.

Så er Tivoli mere nutidigt – ja, en del vil endda mene, at Tivoli er blevet for nutidigt. At Den Gamle Have i jagten på endnu flere penge har smidt store dele af sin specielle egenart overbord i de senere år. Og sandt er det også, at Promenadeorkesteret og Big Bandet nærmest er helt væk, og at der ingen levende musik længere er på Pantomimen ligesom at børneteatret Valmuen er væk. Til gengæld er der – oh, skræk og ve – bygget endnu mere koncept-plastic henne i legepladshjørnet. Så jo, Tivoli er desværre meget nutidigt, men næppe noget særlig godt symbol på den lyse og glade danskhed i den Gamles Haves evige jagt efter endnu mere profit. Faktisk tværtimod så er den specielle danske tone, som Tivolis kultur engang stod for, nærmest blevet kvalt.

Så er Dannebrog og Den Lille Havfrue mere neutrale … det første blafrer i vinden året rundt, og den anden sidder på sin sten. Den giver god balance, og det har vi danskere brug for i denne tid, hvor mørke skyer trækker ind over Danmark, og det næsten ikke er til at holde ud.

Mn vi må ikke miste hverken modet eller håbet. For der er lys derude, der er små spirer i den danske muld – det er Danmarksbloggen sikker på.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer påskelørdag, hvor det skal handle om Grundtvig og den gule påskeblomst.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Det Frivillige Danmark, Niels Hausgaard og hans lune, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen på Facebook – med havfrue og regnbueflag

Udgivet den af
2

Så er Danmarksbloggen også kommet på Facebook – og hvad er vel mere naturligt for en blog, der handler om Danmark og danskerne, end at gøre det på vores nationalsymbols 100 års-fødselsdag?!

For idag, på denne solrige augustdag d. 23. august 2013, er det præcis 100 år siden, at den H. C. Andersen-inspirerede statue blev sat på sin sten på Langelinie i København. Vi viser dog ikke et billede af den lille statue af to grunde:

1) Opretsrettighederne til hende håndhæves til punkt og prikke – hvilket betyder, at det først er i 2030, at man frit kan benytte billeder af havfruen.

2) Det er regnbue-uge, og i den anledning vil Danmarksbloggen gerne markere, at Danmarksbloggen går ind for mangfoldighed, rummelighed, respekt – og retten til at gøre grin med tingene.

Danmarksbloggen viser derfor et helt andet billede, hvad man kan forvisse sig om på Danmarksbloggens Facebook-side:

www.facebook.com/danmarksbloggen.danmarksbloggen

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarksbloggen foreslår Den Lille Havfrues 100 år fejret med en regnbue

Udgivet den af
1

Imorgen, fredag d. 23. august, er det lige præcis 100 år siden, at Den Lille Havfrue blev opstillet på Langelinie.

Statuen, der er blevet Danmarks – og Københavns – vartegn, fylder ikke så meget som hun sidder der på sin sten. Men hun sidder der endnu – trods diverse afhugninger af hoved og andre legemsdele i tidens løb.

Hun er med andre ord langtidsholdbar.

I USA har de Frihedsgudinden, i Paris Eiffeltårnet, i Rom Colosseum og så videre. Det ene store, imponerende vartegn efter det andet. Men ikke i København, Danmark. Her er vartegnet en lille havfrue på en lille sten. Og det er fint nok.

For de små har også ret – og så er vi måske heller ikke så små alligevel her i Danmark. Der var ihvertfald en gang, hvor der var højt til loftet og plads til mennesker af alle slags i Danmark.

Det kan godt knibe idag, især når man ser på den måde, som mange udsatte grupper behandles. Diskrimination og forskelsbehandling er hverdag i Danmark, dog heldigvis i mindre grad når man ser på det seksuelle område.

Her formår vi – stadig – at holde regnbuefanen højt, og derfor vil det være passende at fejre Den Lille Havfrues 100 år med en regnbue.

Da Danmarksbloggen desværre ikke har Guds mobil-nummer eller mailadresse, vil Danmarksbloggen opfordre til at iklæde den ældre dame derude på Langelinie en af de herlige t-shirts fra “To Russia with Love”. Finere måde kan hun ikke fejre sin runde fødselsdag på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk