Vi har været så fokuserede på Grønland i den sidste tid, at vi helt har glemt en anden af vores berømte øer – nemlig Bornholm.
Om det er derfor – eller fordi resten af Danmark svigtede Bornholm i 1945 – vides ikke. Men nu har bornholmerne afholdt en folkeafstemning, som viser et klart flertal – hele 99% – for, at klippeøen skal melde sig ud af Rigsfællesskabet – og blive selvstændigt.
Det forlyder, at Rønne skal være hovedstad i den nye nation Bornholm, som vil søge om optagelse i alt, hvad man kan komme i nærheden af.
At sproget – selvfølgelig – bliver bornholmsk.
At Krølle-Bølle sammen med rundkirkerne bliver nationalsymbolerne.
Dette for Danmark og Rigsfællesskabet så smertelige tab kunne være undgået, hvis:
- Royal Run havde været forbi Bornholm – at se Kongen i lycra kan åbenbart noget – også for andre end Dronning Mary.
- Man havde beholdt de gamle færger – og stadig spillet ”Bornholm, Bornholm, Bornholm”, når båden var ved at lægge til.
Om Bornholm stadig skal lægge ø til det danske Folkemøde i juni, vides endnu ikke.
Det forlyder fra klippeøen, at det jo på den ene side er gode penge, men på den anden måske lidt underligt at man stadig ønsker besættelsesmagten fra København på øen.
Bornholms selvstændighed træder i kraft i dag d. 1. april 2025.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk