Dansk kunst, der er ligeså grå og kedelig som november

November er en lang og trist måned. Danmarksbloggen har derfor sat sig for at skrive om verdenskendt dansk kunst, der er ligeså grå og kedelig som november.

Vi starter med Wilhelm Hammershøi … vores vældig verdensberømte maler, hvis maleri ”Interiør fra Strandgade 30” skal sælges i slutningen af november på auktion hos Bruun Rasmussen, hvor maleriet forventes at indbringe ikke færre end 30 millioner kroner.

Det er vildt mange penge for et billede af en dør, et vindue og en kvinde, der står og læser i en bog – endda et billede udelukkende lavet i diverse hvide, grå og sorte nuancer, som Hammershøi er kendt for at holde sig til. Sand nordic noir – og sand minimalisme kunne man sige. Ikke desto mindre så enkelt, at det bliver massivt kedeligt.

Lige i hælene på Hammershøi som mester af det triste kommer Michael Kvium, som basalt set kun har malet ét billede i sin glorværdige karriere, nemlig af den samme grimme mand i forskellige situationer og fra forskellige vinkler. Her er der flere farver med, men det er stadig trist.

Ikke desto mindre falder i det mindste kunsteliten og alle wanna-bee-kunstelite-individer i svime over disse mandslinger i de forskellige akavede positioner, og kalder Kviums malerier for ”stor kunst, som siger noget om samfundet – og om os nutidsmennesker”.

Danmarksbloggen mener, at Kviums mandslinger i bedste fald kan sammenlignes med det tomgangs-blik, som man ser hos de mange, der sidder bøjet over deres mobilskærm på vej hjem i bussen, metroen eller toget i myldretiden her i november-mørket.

Danmarksbloggen er helt klar over, at mange vil være vildt uenige i Danmarksbloggens påstande om Hammershøi og Kvium – og det er i virkeligheden det bedste af det hele.

For enighed fører til ensretning – og tomgang. Mens uenighed fører til diskussion og nye tanker – så nye frø kan spire. Og det kan også ske her i årets kedeligste og mest grå måned, hvor det bliver mørkere og mørkere dag for dag – og hvor lyset og farverne endnu er meget langt væk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Håndværkerne smed Berlinmuren ud …

Op til samt på selve dagen, nemlig lørdag d. 9. november, vil det vrimle med historier i medierne fra mennesker, som var i Berlin for 30 år siden.

9. november 1989. Den minderige aften hvor Berlinmuren faldt, den kolde krig sluttede, og Europa blev et andet – også selvom os der kan huske 1989 måske stadig har nogle mentale skel inde i hovedet.

Men historien om Berlinmuren hverken startede eller sluttede dén aften i november 1989. En af Danmarksbloggens læsere, Brian Holmstrøm Nielsen, har i hvert fald sin helt egen oplevelse med Berlinmuren.

Han fortæller:

I påsken 1990 var jeg med en kammerat på tur til Polen. På vejen hjem kørte vi til Berlin. Jeg kan huske, hvordan vi kom fra øst-området – og i vores bevidsthed skulle vi derfra videre til Vest-Berlin. Så vi sad efter gammel vane klar med pas og bilens papirer til når vi kom til grænsen.

Men stor var vores overraskelse, da vi slet ikke kunne få øje på nogen grænse. Så vi stoppede og spurgte nogle berlinere, hvor grænsen var. Så de stod og skraldgrinede af os turister, som sad dér med passene fremme, og ikke havde fattet, at en ny tid var startet.

Skrækken for DDR-vagter, ordnung muss sein-panik og skyderi lå også i os, da vi senere stod henne ved Berlinmuren – og hakkede et stort stykke ud af den. Med en skruetrækker!!! Lige dér hvor Brandenburger Tor ligger.

Men vi gjorde det – og vi fik autentiske stykker Berlinmur med hjem. Det var historiens vingesus. Jeg gemte så murstumpen nede i min kælder, og fortalte flere gange, at jeg havde sådan en minde-skat liggende.

Men så forleden gik jeg ned for at finde den frem. Blot for at opdage, at der havde været en vandskade, og at nogle blikkenslagere havde ryddet kælderrummet, så de kunne komme til. Og da huset, hvor jeg bor, er et gammelt hus, så røg det stykke beton ud sammen med det puds, som blikkenslagerne havde banket ned for at skifte rørene.

Det var øv. Historien røg direkte ud ad vinduet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jonas Eika – og hans noveller

Den danske forfatter og vinder af Nordisk Råds litteraturpris 2019 Jonas Eika var genstand for stor debat i sidste uge.

For Danmarksbloggen var sagen helt enkel. Vi har menings- og ytringsfrihed, og det gælder også en forfatter i en takketale, hvor han i dén grad sparkede opad mod magten. En retning, som vi allesammen burde sparke meget mere i.

Men både medier og politikerne glemte, at det her i bund og grund handler om mandens novellesamling, nemlig ”Efter solen”. Så skal man forholde sig til noget omkring Jonas Eika, så skal det være de noveller, som gav ham prisen – og ikke hvad han sagde i takketalen – eller hvem der sad som publikum.

Danmarksbloggen har derfor læst ”Efter solen”, som overordnet set er en samling noveller med dystopien som det gennemgående tema.

Det er samtidig så også en ualmindelig kedelig samling noveller, som minder mest om en af de der spidsfindige kunstfilm, som anmelderne elsker – men som ingen gider se.

Der er nemlig en stemning af livstræt inerti i novellerne, som dræber enhver nysgerrighed og læselyst – og man spørger selv sig selv, om ikke hovedpersonen i alle novellerne i virkeligheden er den samme person, nemlig Jonas Eika selv.

Svaret får vi selvfølgelig ikke – og det skal vi heller ikke have. Men det rykker ikke ved, at novellerne – hvor velskrevne de end er – er dræbende kedsommelige i en grad, så man tænker, at ethvert dystopisk scenarie næsten må være bedre, uanset hvor blodigt og dramatisk det end må være.

Men nu har manden jo vundet den fine litteraturpris – og så kender vi rumlen: Så kommer hele parnasset og alle spytslikkerne rendende med allehånde roser …

Dét er forstemmende.

Det bliver derimod spændende, hvordan Jonas Eika selv håndterer det hele fremover. Han har startet på imponerende vis med at donere de 350.000 kroner, som han fik i forbindelse med prisen, til dem, der hjælper børnene på Sjælsmark. Det afkræver stor respekt.

Men igen skal vi huske at skille tingene ad. Der er forfatteren Jonas Eika – og der er mennesket Jonas Eika.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk