Græsk klassiker – og kvinder, der tør sige NEJ

Der sker noget spændende på Glyptoteket denne mørketid. Det begyndte i oktober, hvor man kunne høre oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som sammen med Glyptoteket står for de spændende søndage i selskab med de græske klassikere.

Og i går var det så tid til samtale nummer to. Stadig med Marcel Lysgaard Lech og Klaus Rothstein, men også med professor emerita Birgitte Rossing, der for et år siden skrev ”Argumenter imod kvinder”, som Danmarksbloggen anmeldte: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Så det kan ikke undre, at gårsdagens samtale handlede om Sofokles´s tragedie “Antigone”. Antigone var en af Ødipus´ døtre. Hende, som udfordrede onklen kong Kreon ved at insistere på, at hun ville begrave den bror, som var kommet tilbage som fjende – og som blev dræbt i opgøret med den anden bror, der var konge inden Kreon.

Men modsat konge-broderen, som fik en helte-begravelse inde i byen, så skulle forræder-broderen blive ude på marken og rådne op – sådan helt bogstaveligt.

Den slags lugter – også bogstaveligt, og Antigone ville selvfølgelig begrave sin bror. For uden begravelse så ingen tur ned i Dødsriget og genforenes med familien. Så Antigone henholdt sig til, at hun som familie til den afdøde – fjende eller ej – havde ret til at begrave ham. Et helt legitimt krav ifølge datidens græske skik.

Dilemmaet var så bare, at hendes onkel, kong Kreon, var i sin ligeså legitime ret til at sige nej. Byens fjende skulle ikke have den ære at blive begravet. Han kunne blive ædt af orme og andet snask, og holdt ude af Dødsriget, var meldingen fra onklen.

Men Antigone trodsede onklen og begravede broderen. Man går så ikke ustraffet op mod magten, så Antigone måtte bøde med sit liv. Hun blev lukket inde i en klippehule.

Det gik i øvrigt heller ikke konge-onklen godt. Hans søn (som var forlovet med Antigone) og kone begik selvmord, og selv vidste han godt, at han var dømt af guderne. For man går heller ikke ustraffet op imod den største magt af dem alle, nemlig guderne.

Så var der ligesom også gjort rent bord. En klassisk græsk tragedie med andre ord.

Men kan den også sige os noget i dag, noget om vores verden? Altså udover den klassiske konflikt mellem menneske og magt, som gør, at langt de fleste dropper al modstand og indordner sig samfundets krav. Men indimellem er der én, som betaler prisen, ofrer alt, og siger det helt store NEJ.

Præcis som Antigone gjorde, selvom det kostede hende alt, hvilket måske ikke var så meget – hvis man ser bort fra livet selv. For kvinder i det gamle Grækenland havde – medmindre de boede i Sparta – ingen rettigheder.

Det athenske demokrati var således udelukkende for mænd, og kvindens opgave i livet var at føde børn. Eller som Marcel Lysgaard Lech sagde det: Kvinden gav liv – og manden tog liv. Det var den jordiske balance, som guderne tilsyneladende også bifaldt.

Men Antigone fik ikke givet liv. Og da hun står og skal ind i det, som både er hendes gravkammer og brudekammer, som hun kalder hulen, hvor hun ender sine dage, så rammes hun af den basale usikkerhed, som er så typisk for Sofokles, hvor vi ender med at tvivle på os selv.

For Antigone tvivlede ifølge Marcel Lysgaard Lech i starten ikke på, at guderne var med hende. Men hvor var de, da hun stod på det yderste?

Den tvivl kender vi også i dag. Den der almenmenneskelige tvivl, som gør, at vi i grunden ved så lidt, kan så lidt, gør så lidt – og til sidst så dør vi.

Vi kender også til kampen mod magten som Antigones kamp mod onklen. Men hvor hendes kamp ikke rigtig kan kaldes en kvindekamp, men en søsters kamp for at begrave sin elskede bror, så er der i dag tale om en reel kvindekamp, som det giver endnu mere mening at kæmpe i dag end for nogle årtier siden.

Ja, det eneste i “Antigone”, som måske kan kaldes om ikke kvindekamp, så kvindesolidaritet er, at søsteren – selvom hun ikke var med til at begrave broderen og faktisk rådede Antigone fra at gøre det – alligevel solidarisk sagde, at ja, hun havde været med, da hun blev beskyldt for det af kongen.

Det må siges at være solidaritet … især fordi søsteren vidste, at det også betød en dødsdom. Hun blev så benådet, men det regnede hun ikke med, da hun stillede sig på Antigones side. You go, girl, som vi ville sige det i dag – og som det skal siges i dag.

For det går nemlig den gale vej, når vi ser på ligestillingen i dette land. Danmark var ifølge Birgitte Possings meldinger på Glyptoteket tilbage i 1970´erne nr. 7 i verden, når det kom til ligestilling. I dag er vi nr. 97 i én opgørelse – og nr. 13 i en anden.

Men uanset hvordan man ser på det, så er Sverige, Norge, Finland og Island førende – og langt længere fremme i skoene end Danmark, hvor der er modstand mod at tage de politiske virkemidler i brug som al forskning viser skaber mere ligeret.

Det er fx: Øremærket barsel til mænd, en lov der effektivt går ind og sikrer ligeløn fremfor den hensigtserklæring, som vi har i Danmark – samt en kvoteordning, når det kommer til antal kvinder i bestyrelser og andre ledende organer.

Men intet af det vil man tage i brug i Danmark. For her sætter vi friheden højt, lyder argumentationen. Det må så siges at være friheden for mændene, som kan fortsætte deres Rip-, Rap- og Rup-rekruttering til magten, mens kvinderne stadig knalder hovedet mod glasloftet.

Det minder om antikkens demokrati i Athen, som også kun var for mænd.

Hvad Sofokles mente om kvinders forhold og eventuelle rettigheder ved man ikke, men Birgitte Possing kunne fortælle, at der i magtens cirkler i dag er en del mænd, som gerne vil gøre det anderledes, og som ofte i forbindelse med foredrag og andet spørger hende om, hvad de selv kan gøre for at få flere kvinder ombord.

Så der er lys i mørket.

For nok er magt ikke noget, som nogen får foræret. Det er noget, som man tager. Men det hele bliver så meget nemmere, når der er mennesker (læs: mænd) inde i magtens cirkler, som gerne vil lukke kvinder ind.

Mænd, som ikke synger med på sangen om, at kvinder skal vise yndighed, ikke myndighed.

Mænd, som ikke mener, at kvinder skal tie i forsamlinger eller at kvinder har nogle karaktertræk, bare fordi de er kvinder og andet, som bliver hæftet på kvinder – og brugt til at holde kvinder nede og væk fra fadet.

Mænd, som selv trækker kvindekortet – fordi det skal trækkes.

For det skal det, så længe kvinder stadig er enten for lidt, for meget eller forkerte, som Birgitte Possing gjorde opmærksom på, at det stadig er en udbredt antagelse om kvinder – både hos mænd og hos kvinder.

Så der skal siges NEJ til at blive holdt nede og ude …

Birgitte Possing sluttede i øvrigt af med en tankevækkende parallel: Magt i dag handler – som det altid har gjort – om penge. Rå kapitalmagt. I den finansielle sektor er 93-95 procent af lederne mænd, og de ligner alle sammen hinanden. Hvide mænd med gode uddannelser og pænt tøj. Ikke megen mangfoldighed her altså.

Men hvordan er det lige, at det går i den finansielle sektor? Det går skidt. Skandale på skandale. Hvidvask og svindel.

Men hvem trækker kønnet ind som argumentation og siger, at alle lovovertrædelserne og alle de moralske forkerte valg skyldes, at finansbranchen er en mandsdomineret branche? Det gør ingen.

Men havde der været tilsvarende skandaler i en kvindedomineret branche, så var kønskortet blevet trukket hurtigere end man kan nå at sige kvindekortet.

Den tanke lader vi lige stå sammen med bevidstheden om, at det ikke er hverken en naturlov eller en gudernes lov, at noget skal være på en bestemt måde. Vi mennesker har et frit valg, og kan skabe den verden, som vi ønsker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk