Kvinderne – de skjulte helte i påskehistorien

Påsken gemmer som et andet chokolade-påskeæg på en overraskelse – nemlig de skjulte helte.

Men vi starter lige med et kort rids af påskens begivenheder, hvis nu man ikke har begivenhederne helt fremme i hukommelsen:

Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem, og hyldes som en konge.
Skærtorsdag: Jesus indstifter nadveren ved påskemåltidet – og forrådes.
Langfredag: Jesus dømmes, korsfæstes og dør.
Påskedag: Jesus genopstår.

Hele beretningen er verdens måske mest kendte historie. Men hvem er i grunden heltene?

Er det de mandlige disciple, som kritiserer kvinden, der salver Jesus med den dyre nardus-salve palmesøndag?

Er det den mandlige discipel Judas, som forråder Jesus for 30 sølvpenge skærtorsdag?

Er det den mandlige discipel og senere første pave Peter, som fornægter Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag?

Er det de mandlige disciple, som gemmer sig, fra lang tid inden Jesus korsfæstes og indtil de hører, at han er genopstanden? Ja, som ikke engang vil tro på kvinderne til at starte med, da de kommer og fortæller om genopstandelses-miraklet?

NEJ. NEJ. OG ATTER NEJ.

Mændene er nogle feje svæklinge, som kun tænker på at hytte eget skind.

Kvinderne er derimod de seje, de udholdende. Kvinderne er påskens helte – eller rettere heltinderne.

Først er der kvinden fra Betania, som ikke nævnes med navn i Nyt Testamente, selvom hun bruger det, der svarer til en årsløn, på dyr nardus-salve, da hun palmesøndag salver Jesus inden døden.  

Så er der Jesus mor Maria og de andre kvinder, som følger Jesus hele vejen, fra han modtages med jubel og palmegrene palmesøndag, og til han langfredag går med korset op af Via Dolorosa (Smertens Vej) til Golgata (Hovedskalsbjerget), hvor han korsfæstes og dør nogle timer senere.

De er altså med Jesus hele vejen, også ved korset da han lider og dør.  

Og endelig er der de tre kvinder, Maria Magdalene, Maria (Jakobs mor) og Salome, som om morgenen efter den jødiske sabbat går ud til graven, og møder englen, der fortæller dem, at Jesus er genopstanden og gået forud for dem – og at de vil møde ham i Galilæa.

Verdens største budskab – det om genopstandelsen – blev nemlig givet til kvinder – ikke til mænd.

Kirkefædrene tilbage i 300-tallet gjorde så, hvad de kunne for at skrive kvinderne ud af historien om Jesus. Og forskning tyder desværre på, at de fik fjernet en hel masse som fx, at der også var kvinder blandt Jesu disciple, og at Jesus selv ikke gjorde forskel på kvinder og mænd.

Så desværre er mange af historierne om de modige kvinder omkring Jesus væk. Slettet af mænd.

Men tilbage står heldigvis, at vi her næsten 2000 år efter begivenhederne kan se, at påskens rigtige helte er de heltinder, som var hos Jesus hele vejen fra indtoget i Jerusalem, over da han led på korset og til genopstandelsen påskemorgen.

Dét er en viden, som det er godt at holde påske på.

Glædelig påske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De efterladte”

Nogen må dø for at andre kan leve. Sådan lød moralen i den første film om Hvidstensgruppen. Den velkendte del. Den om modstandskampen, nedkastningerne og sammenholdet. Den om kroejer Marius Fiil, der som en anden Jesus tilgav den unge tyske soldat, inden Marius Fiil og de syv andre mænd blev henrettet af tyskerne i Ryvangen.

Jeg sad ligesom alle andre og græd snot i biografen, da dén film gik sin sejrsgang over lærredet for ti år siden. For hvor var det stort det offer, som de mænd ydede. Men efter at have set fortsættelsen – den anden film om Hvidstensgruppen ”De efterladte”, har jeg fået en anden dimension på sagen.

For hvorfor fortæller vi altid historien om mændene? Dem, som havde privilegiet at dø og blive husket som helte. Dem, som vi rejser mindesten over. Hvorfor glemmer vi kvinderne, som resten af livet måtte leve med de lidelser, som krigen påførte dem?

For ja, kvinderne fra familien Fiil overlevede – fysisk. Men på alle andre områder betalte kvinderne en langt højere pris, fordi de skulle leve videre med skyggerne, smerten, sorgen og alt det andet, som kvinderne altid har skullet det i krigens ødelæggende malstrøm.

Normalt taler vi ikke om det. Normalt holder vi os til historien om mændene – og deres heltegerninger. Men her får kvinderne og deres skæbne deres egen film, og det er også på tide:

Matriarken Gudrun Fiil, der som en anden trojansk dronning Hekabe mistede så meget: En mand, en søn og en svigersøn – og som havde to døtre (Gerda og Tulle) i umenneskelige fængsler i Tyskland, og som samtidig kørte kroen videre, og passede på den yngste datter Bitten – og barnebarnet Gulle, hvis mor Tulle først kom hjem med de hvide busser.

Deres historie er ikke fortalt før, selvom den i sin grundform er lige så gammel som krigens væsen og de lidelser, som kvinder altid har måttet udholde. For krige er altid ekstra grusomme mod kvinderne. Fordi kvinderne er de efterladte. Fordi kvinderne kan fornedres på så mange – også seksuelle – måder.

Og tro endelig ikke, at kvindelige fangevogtere er mere humane, bare fordi de er kvinder. I filmen – og i nazismens Tyskland – var det snarere tværtimod. Her er der ingen nåde eller bare mindste glimt af håb og lys at finde hos de sadistiske kvinder, som i forskellige fængsler og på transporterne umenneskeliggører og fornedrer de tilfangetagne kvinder på måder, som burde høre hjemme i en absurd horrorfortælling.

Desværre er det hele autentisk. Det foregik sådan.

De scener er ikke til at holde ud. De er så slemme, at jeg ikke engang kunne græde. Kun sidde stivnet i frygt og bange anelser, og holde om mig selv for at komme igennem det. For der var ingen afstand mellem mig og kvinderne på lærredet – ikke mentalt.

Jeg var i ånden lige ved siden af Tulle, som er hende, man følger mest – og jeg greb flere gange mig selv i indeni at gentage Tulles ord: ”De skal ikke få mig”. ”De skal ikke få mig”. ”De skal ikke få mig”.

Og jeg sad endda i et behageligt sæde, og var mæt og varm. Tulle og de andre har levet i dage, uger, måneder med sulten, kulden, stanken, rædslen, angsten og uvidenheden omkring, hvad der skete om et sekund, og om de var i livet om fem minutter. 

Og netop derfor kan jeg ikke anbefale ”De efterladte” nok. For filmen viser eksakt, hvor ondt mennesket kan være – og nej, den kommer ikke med letkøbte svar på, hvorfor mennesker kan være så onde. Den viser bare – ærligt og brutalt, hvordan tilværelsen kan være, når den er et sted så mørkt, at jeg godt kan forstå, at man kan miste enhver tro – også den kristentro, som var en del af livsgrundlaget for familien Fiil – og som også både Tulle og Gudrun Fiil giver udtryk for.

For kan vi få større byrder, end vi kan bære? De to kvinder kom i hvert fald derud, hvor man skal være en helgen for at slå ud med hånden og sige jeg tilgiver dig. Og ja, jeg kan også godt forstå, hvorfor tyskerhadet blev en faktor i tiden efter krigen.

I det hele taget tegner filmen et så gribende og medrivende billede, så man kan forledes til at tro, at det er en dokumentar – hvis ikke det var fordi, at man kan genkende de skuespillerinder, som spiller de store hovedroller, og som alle spiller med mere nerve, nærvær og følelse, end de nogensinde har gjort før.

Og det siger meget, når vi taler om: Marie Bach Hansen som Tulle, Bodil Jørgensen som Gudrun og Ellen Hillingsø som Monica Wichfeld.

Derudover ser vi Laura Winther Møller som Gerda og Selma Sophia Høst som Bitten. Samt en hel masse andre, også udenlandske, kvinder i rollerne som fangevogtere og fanger. Og fordi vi ikke kender de udenlandske kvinder, bliver de et ekstra symbol på alle de ukendte kvinder, som vi ikke kender, aldrig hører om, men som altid – sammen med børnene – er de største ofre i enhver krig.

Det er skarpt set af Anne-Grethe Bjarup Riis, som har instrueret – og Torval Lervad, som har skrevet manuskriptet.

Det her er så en film, som er mere end mimik og større end ord. Den løfter historien præcis som virkeligheden gjorde det.

For hvad kræver mest: At sidde på kroen med piben og øllet – og blive enig med de andre mænd om, at de våben ude i mosen, dem napper vi sgu, drenge. Eller: Måned efter måned at udholde kulde, sult, sygdom, lidelse og fornedrelse i en tysk celle – af og til alene, af og til sammen med andre kvinder, mens man ryster af savn, og klamrer sig fast til håbet om en dag at komme hjem, en dag se sit barn igen.

Jeg er ikke i tvivl, og det er Anne-Grethe Bjarup Riis heller ikke. Hun gik med det, som hun ville – og skabte et mesterværk om nogle af de danske kvinder, der var Hitlers Nacht-und-Nebel-fanger.

I centrum står selvfølgelig Hvidstensgruppens to kvinder – Gerda og Tulle – som nok kom hjem, men hele mennesker blev de aldrig mere. Især Tulle havde det svært resten af livet. I dag ville vi sige, at de havde PTSD og give dem massiv psykologhjælp. Dengang var det mere et velment nu er du hjemme igen, som i ”nu bliver alt godt”.

Det gør det ikke. Svigtet var massivt – og end ikke offentlig anerkendelse fik de hjemvendte kvinder. De skulle tværtimod bare være stolte af deres mandlige familiemedlemmer, som ofrede hjerteblodet for Danmark.

Det er lige til at sprænge i luften af raseri over. Og jeg indrømmer ærligt, at jeg var så afsindigt vred, da jeg gik ud af biografen, at jeg næsten ikke kunne være i min krop. Vreden ligger i mig endnu. Den er massiv.

For der er noget historie, der skal om ikke skrives om, så dog suppleres. Og her er denne film en ledestjerne. Ja, filmen ”De efterladte” er et mesterværk, en hel ny måde at fortælle kvinde- og krigshistorie på. Et paradigmeskifte fordi den tør være med kvinderne i lidelserne – og helt derud, hvor det ikke er til at bære, ikke er til at holde ud. Lige dér hvor livet er – især når man er kvinde og efterladt i eller efter en krig.

For de største helte er ikke de mænd, der dør på slagmarken, men de kvinder, der overlever og må leve med det hele bagefter. Det ved man, når man har set ”De efterladte”.

Filmen skulle have haft premiere 1. juledag sidste år, men nu bliver det 10. marts i stedet. Budskabet gælder også til alle tider – og vi kan også året rundt synge med Tulle og de andre ”Dejlig er jorden”. For det er den – også midt i krigens ufattelige gru og rædsel.

Det er vi nødt til at tro på, hvis ikke vi skal falde ned i det barbari, som blev udøvet og fremelsket som en kunstart i Det Tredje Riges mørke og tåge.

Danmarksbloggen giver ”De efterladte” en hel armada at hvide busser som dem, der hentede de danske fanger hjem i foråret 1945. Det er det samme som seks stjerner, som kommer sammen med en understregning fra en kvinde, der ikke bander.

Men den her film: ”De efterladte” skal fucking have en Oscar for bedste udenlandske film til prisuddelingen i Hollywood i 2023.

Det er Regner Grasten Film, der har produceret – og det er Nordisk Film, der distribuerer.

TILFØJELSE: Når man anmelder, ser man filmen i god tid inden premieren, og jeg så og skrev anmeldelsen af ”De efterladte” i december 2021 op til det, som vi troede skulle være premieren.

Men jeg kunne lige så godt have set filmen i går. For jeg husker scener, replikker, mimik og stemning knivskarpt, og jeg føler stadig rædslen, der springer ud af filmen – og ind i sindet, og dér bliver den.

Det er godt. For vi må aldrig glemme, hvor ond krig er – og at det er kvinder og børn, som betaler den højeste pris.

Der ser vi hver dag i denne tid, hvor Europa igen hærges af stormagtsfantasier, invasion og krig. Så ”De efterladte” har nu også fået en uhyggelig aktualitet, der gør filmen endnu mere vigtig. For det grufulde og djævelske mørke, som fandtes dengang filmen foregår, kan så let omslutte os igen. Ja, det udfoldes i et land tæt på og truer os andre, mens disse ord skrives.

Men mørket skal have et modsvar. For ”Dejlig er Jorden” – og Jorden ER dejlig. Dét er vi nødt til at tro på. Nødt til at holde fast i.

Tulle Fiil gjorde det, mens hun som en af Hitlers Nacht-und-Nebel-fanger sultede, tørstede, frøs, længtes og var rædselsslagen hvert eneste sekund – og så kan vi andre også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når godheden farer vild

Findes der grænser for kærligheden, godheden, lyset og håbet? Selvfølgelig ikke.

Men nogle gange skal man alligevel tænke sig rigtigt godt om.

I nat kom tre kvinder og 14 børn tilbage til Danmark fra de syriske lejre for IS-fanger. Lejre, som er forfærdelige – og ikke til at være menneske i.

Det lyder derfor umiddelbart – og for det rene hjerte – som en enkel sag: SELVFØLGELIG skal de kvinder og de børn tilbage til Danmark. Vi kan simpelthen ikke andet, hvis vi vil kalde os selv for civiliserede og humane.

Men slår man hjernen til, kommer andre tanker.

For de kvinder rejste, fordi de ville det, ned til Islamisk Stat – og de levede og fungerede fint og med accept i det forfærdelige samfund, hvor mennesker blev henrettet på offentlige pladser på brutale måder, hvor unge kvinder (som var taget som fanger) blev fornedret, og solgt som sex-slaver på offentlige auktioner, og hvor andre uhyrligheder foregik.

Et barbari, som alle normalttænkende mennesker tager stærk afstand fra. Men som flere af de kvinder, der levede sammen med de mænd, som stod for forbrydelserne, ikke havde nogen problemer med.

Ja, jeg har flere gange set afhuggede hoveder i skraldespande – og jeg har også hørt sex-pigernes skrig, når de blev voldtaget af en gruppe af vores tapre krigere (IS-krigerne, red.). Det rørte mig overhovedet ikke, som en kvinde i lejrene sagde det i et interview.

Det siger alt om råheden, umenneskeligheden og fanatismen hos de kvinder, som regeringen nu har hentet til Danmark.

Så nej, at tage dem til Danmark er at lade godheden fare vild.

Mange danskere er nemlig så humane og civiliserede, at de ikke har fantasien til at forestille sig den råhed og den umenneskelighed, som findes i verden – og hos mennesker, og som end ikke den bedste psykolog kan gøre noget ved.

De tre kvinder hører til denne gruppe af barbarer. De fortryder ingenting, og de tænker kun på dem selv. Og derfor vil de tilbage til Danmark og de bedre vilkår end i lejrene.

Men de kvinder er samtidig 100% udenfor pædagogisk rækkevidde – og vi har med dem i landet importeret hårdkogte terrorister, som har deres børn med. Børn, som hvis der skal være en chance for at undgå, at de også fremover groomes til at blive islamister, skal tvangsfjernes øjeblikkeligt og uden mulighed for nogensinde at blive genforenet med deres mor.

Det kan lyde hårdt, men det er den eneste mulighed for, at de børn kan få en tryg og god opvækst fremadrettet, når mødrene har de radikaliserede holdninger, som de har.

Holdninger, som i virkeligheden kan sidestilles med grov misrøgt af børnene. Fordi kvinderne syntes, at det var ok at tage børnene med til et sted som Islamisk Stat. Ja, var terrorbevægelsen ikke blevet nedkæmpet, havde de børn med mødrenes velsignelse stadig levet i en verden, hvor henrettelser, vold, slaver og voldtægter var hverdag.

For de kvinder var – og er – fundamentalistiske islamister. Det er naivt at tro andet. Og de bliver ikke anderledes. Fanatikere kan man ikke overbevise med hverken fornuft eller kærlighed.

Man kunne derimod have ladet kvinderne blive dernede. Så havde man gjort risikoen mindre for, at danske børn her i landet skal miste deres forældre, fordi en eller flere af de hjemvendte kvinder – og på sigt deres børn, hvis de får lov til at blive hos mødrene – laver et terrorangreb her på dansk jord.

Så når man tænker over det, og føler efter, er det faktisk både hjernen og hjertet, der siger: Det var i dén grad at lade godheden fare vild at tage de kvinder tilbage til Danmark. Vi kan komme til at fortryde det så bitterligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvindekamp handler også om kroppen

Kvindekampen handler også om kroppen.

I de sidste uger er der – igen-igen – talt meget om kvindekroppen:

  1. Så forbød man piger og kvinder at have crops-tops på i fitness-centre, fordi det forstyrrer mændene(!). Dén kvindefjendske adfærd affødte heldigvis straks kæmpe-protester.
  2. Til gengæld forventes det stadig og uden anmærkninger, at kvindelige studieværter ifører sig så syletynde og skyhøje stiletter, at det er direkte sundhedsfarligt for deres fødder – og dermed hele kroppen. Men vi kan jo ikke modtage nyhederne fra én i flade sko, vel? Nå, jo – når det er en mand i snøresko, så går det fint. Så mon ikke vi kunne bruge en kvinde i ballerinaer eller sneakers?
  3. Ellers så har nogle medier – igen-igen – følt behov for at pointere, at det er ok (for kvinden) at have strækmærker, ar, være tynd, være tyk eller noget af det andet, som sker for de fleste kroppe i løbet af et langt liv. Samtidig med at de samme medier lever af annoncer, som bruger photoshoppede modeller – og som sælger produkter, der skal gøre os smukkere og se yngre ud – især kvinderne.

Hvad er det med kvinder og kroppe, som er så evigt spændende?

Og hvorfor accepterer vi overhovedet en debat om kroppen, der kun handler om kvindekroppe?

Mænds kroppe forfalder også med tiden. Mænd får også ar og andre mærker på kroppen i takt med det levede liv. Men mænds kroppe er højst noget, som der smågrines af, når en flok midaldrende mænd i latex aser afsted på deres cykler søndag formiddag. Der tales aldrig om mænds kroppe.

Kvinders kroppe er derimod hele tiden til dom og debat: Hvorfor er den studievært så tynd? Hvorfor farver hende den anden studievært ikke sit grå hår? De der briller – de klæder hende altså ikke. Og har hun ikke taget lidt på? Og så videre og så videre, og det er både mændene og kvinderne, som kører den samtale.

Ingen taler om de mandlige studieværter, når de bliver tykkere eller/og tynde i toppen, grå i tindingerne og helt tydeligt farver deres hår (for) sort.

En mand kan også blive på skærmen, selvom han er rynket som et vinteræble. Rynker giver nemlig åbenbart karakter til en mand, mens rynker – også i meget mindre antal – gør kvinder totalt usynlige og ubrugelige.  

Der er en skævvridning, der skal gøres noget ved. Og det er fint med øremærket barsel – og lad os bare smide en masse kvoteordninger oveni. Men skal vi have rigtig ligeret, skal vi have kroppen med.

Så fremover når der tales om kvinders kroppe, påklædning, hår og sko – så lad os tage mændene med – og vel at mærke sætte manden under samme lup som kvinden – og dømme ham præcis lige så nådesløst.

Dét vil ramme en del magtfulde mænd hårdt – især i medierne, hvor der er langt mellem de mænd, som er bare halvt så fuckable, som de forventer, at kvinderne på skærmen er det.

Men som en klog kusine engang sagde det: Karma is a bitch. Og det er magten, som det her handler om.

Og magten ligger stadig primært hos den heteroseksuelle hvide mand. Så det er her, vi starter med at fratage ham muligheden for at bestemme over, hvordan kvindekroppen skal se ud generelt – og specifikt vises frem i medierne, både når vi taler studieværter og annoncer med mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EM i HERREfodbold i Danmark

Vi skal have ligestilling – også på grønsværen, har det lydt i de seneste år.

Der er så rigtig lang vej endnu, må Danmarksbloggen konstatere.

I aften starter EM i fodbold, som medierne begejstret kalder den månedlange sportsbegivenhed, der skulle have fundet sted i 2020, men som så meget andet blev rykket. Det hedder ret beset EM i HERREFODBOLD. For kvinderne spiller som bekendt også fodbold, og det danske kvindelandshold i fodbold klarer sig glimrende.

Men når kvinderne spiller, får de ikke en brøkdel af dén opmærksomhed, som er blevet mændene til del denne sommer – og som gør, at det denne gang går vildere for sig end nogensinde. Også fordi nogle af de indledende gruppekampe skal spilles i Parken i København. Den første er i morgen, hvor Danmark skal møde Finland.

Men det hele starter altså i aften i Rom, hvor italienerne møder tyrkerne. Men overalt i Europa bølger fodboldfeberen og især i de 11 byer, hvor der skal spilles kampe, og en af dem er altså København.

Danmarksbloggen var så en tur rundt i hovedstaden for at vejre stemningen:

Fra den store blå bold på Rådhuspladsen i København, som i dag var frankeret af brudepar, turister og lokale over de butikker og restauranter på Strøget, som var pyntet op med Dannebrogsflag, landholdstrøjer og fodbolde – og til den store shop i Magasin, hvor enhver med lysten og pengepungen til det kan købe landsholdstrøjer og meget andet.

Det er nemlig den helt store nationale samling og fejring af vores HERRElandshold – som lige nu åbenbart igen bare er Landsholdet med stort L. For ligestillingen glemmes totalt, når stammementaliteten tager over – og ”vi-er-røde-vi-er-hvide”-følelsen bruser gennem kroppen.

Det mærkede undertegnede også i Nyhavn, som var så klædt i rødt og hvidt, at selv en forbenet nationalist måske ville synes, at der var lige i overkanten med Dannebrogsflag. Tag selv til Nyhavn og se. De mange Dannebrogsflag hænger der sikkert endnu.

Det gør DANMARK-halstørklæderne fra Carlsberg til gengæld ikke!

Danmarksbloggen kom nemlig forbi Kvæsthusbroen i bunden af Nyhavn, mens den gamle bro var pyntet med de rød-hvide – og lidt Carlsberg-grønne – halstørklæder. Et halstørklæde var bundet om hver jernstang – så længe det varede.

Det varede sjovt nok nogle minutter, før de første (to spanske turister) tog de to første DANMARK-halstørklæder. Men så gik det stærkt – og i løbet af noget, der virkede som sekunder, var hele Kvæsthusbroen rippet. Danskere og turister i skøn forening var hurtige. Danmarksbloggen fik også snuppet sig ét af de cirka 20 halstørklæder, som hang dér up for grabs, som det hedder på nudansk.

Så nu føler undertegnede sig forpligtet til at se EM i herrefodbold.

Også selvom jeg faktisk bedre kan lide kvindefodbold. Fordi kvinderne i modsætning til mændene ikke er primadonnaer, der laver skuespil på grønsværen. Fordi kvinderne er seje. Kvinderne maser på, og spiller med både hjerte og hjerne – også selvom deres lønninger er langt-langt-langt lavere end mændenes. Skammeligt meget lavere.

Men altså: Nu kører møllen … og jeg bliver garanteret grebet af den nationale eufori, når først ”Der er et yndigt land” lyder fra Parken. Det plejer jeg at blive. Nationale følelser taler til grund-dna´et og den stamme-hule-mentalitet, som vi stadig har, fordi vores hjerner stadig render rundt nede på savannen.

Ps. Og manden blev glad. Han manglede nemlig et nyt halstørklæde. Så nu har han fået ét, hvor der står både Danmark og Carlsberg på. Det kommer han til at bruge i flere år, end nogen andre end danske rooligans vil kunne huske, at man i nogle juni-dage i 2021 spillede EM i HERREfodbold i København.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De seje prinsesser

Her kommer et rigtigt eventyr:

Studievært Puk Elgård har på Instagram skrevet: Jeg synes, det er på tide. At vi hepper på de gode mænd. De mænd der aldrig danser alt for tæt eller er grænseoverskridende og dominerende. De mænd der er vores fortrolige og de mænd der skaber god stemning på vores arbejdspladser. De mænd der passer på os i nattelivet, i hverdagen og i hjemmet og spørger om vi er okay og giver tryghed og god energi. De mænd findes og dem må vi ikke glemme. Tak for jer. Citat slut.

NEJ, vi skal ikke hylde mænd for at opføre sig på måder, som det alle dage som minimum er blevet forventet, at kvinder skal opføre sig.

Ja, kvinder har endda altid fået at vide, at de skal gøre endnu mere. At man som kvinde skal sørge for, at ALLE har det godt. At der er prestige i at være klassens mor, arbejdspladsens gode fe. For det bliver man jo så glad for inderst inde. Og ja, det har man selvfølgelig også overskud til at være dag efter dag, år efter år uden at få anden anerkendelse end måske et klap i røven til julefrokosten (et klap som man ifølge dette værdi-set skal være glad for).

Samme fortælling siger så iflg. Pul Elgård, at mors lille prins skal have ros, når han ikke gramser løs på tilfældige kvinder, eller kommer med chauvinistiske bemærkninger og vitser om svigermødre og blondiner.

Jeg brækker mig.

Desuden kan jeg som mor til en 19-årig kvinde fortælle, at de der mænd, der passer på fremmede kvinder, er en myte. De findes ikke. Hver gang min datter eller hendes veninder har været i problemet i nattelivet, så er de blevet hjulpet af 1) deres veninder, 2) de mænd de i forvejen var venner med – eller og nu bliver det interessant 3) fremmede kvinder.

De hjælper selvsagt også andre kvinder, som fx dengang de mødte et par meget unge piger, 14-15 år, som var så berusede, at de var direkte syge. De gav pigerne mad og vand fra den nærmeste 7-11 – og fulgte dem så hjem. Det lyder måske som en heltinde-historie. Men sådan gør kvinder bare. Det er hverdag.

For blandt kvinder er der nemlig et stort søsterskab, hvor man holder øje med og hjælper hinanden, hvis man kan se på et dansegulv, en togstation og alle andre steder, at der er en kvinde, som er i problemer.

Så nej, vi skal ikke hylde mors lille prins. For der er INTET at hylde ham for. Enten gør han ingenting, eller også overskrider han kvindernes grænser.

De seje prinsesser – som er helt deres egne – skal derimod hyldes for deres store indsats for sig selv og hinanden.

You go, girls and women 😊

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

8. marts: Besviken

Kvindernes Internationale Kampdag. Der er også meget at kæmpe for stadigvæk. For samfundet er stadig vældig patriarkalsk. Vi kan altså stadig spejle os i Edith Södergrans digt ”Dagen svalnar” fra 1916, hvor sidste vers lyder:

Du sökte en blomma
och fann en frukt
Du sökte en källa
och fann ett hav
Du sökte en kvinna
och fann en själ –
du är besviken

Det findes også på dansk, hvor det lyder:

Du søgte en blomst
og fandt en frugt
Du søgte en kilde
og fandt et hav
Du søgte en kvinde
og fandt en sjæl –
du er skuffet

Digtet er bedst på svensk. Både i det hele taget og på grund af det sidste ord BESVIKEN, som betyder så meget mere end bare skuffet. Det betyder også sveget, bedraget, svigtet, ja nærmest snydt.

Men hvem bliver mest snydt? Manden og hele det patriarkalske system, når de finder ud af, at kvinden ikke kun er blid og føjelig ? Eller er det kvinden, der igen og igen giver køb på sig selv og sine drømme? Kvinden, der for at få og beholde en mand sætter sine længsler og lidenskaber på evig pause?

Jeg vil sige det sidste. Det er kvinden, der er (mest) besviken. For kvinder sammenlignes stadig mere med blomster, kilder og køn end med frugter, oceaner og sjæle. Men det duer ikke.

Vi er så meget mere. Så vi skal ikke sidde dér ved kilden og græde over de smukke blomster. Vi skal i stedet pakke sydfrugterne ned i en havtaske, tage våddragten på, kaste os i havet og så ellers svømme ud i horisonten. Sjælen vil stortrives ved øvelsen.

Så nej, vi var ikke i mål i 1916, da digtet blev skrevet. Det er vi heller ikke her 105 år senere i 2021.

Men måske er vi kommet tættere på horisonten om endnu 105 år – i 2126.

Ja, til den tid er digtet forhåbentlig ikke længere noget, som kvinder kan spejle sig i – men blot et velklingende historisk vidnesbyrd om de dårlige gamle dage.

Læs hele digtet her: https://litteraturbanken.se/skolan/poesi-forfattare-edith-sodergran-dagen-svalnar/

Læs i det hele taget Edith Södergran. Hun er formidabel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – om kvindernes skæbne i krig

I lørdags var det tid til den sjette og sidste samtale af ”Græske klassikere” på Glyptoteket. En samtale, som det var et privilegium at kunne nyde her midt under en pandemi, hvor kulturen mange andre steder i verden – også i vores verdensdel – er lukket helt ned. Og hvor ingen lige nu (mandag morgen) ved, hvad den snarlige delvise nedlukning i København vil betyde.

Men i lørdags var hovedstaden og Glyptoteket åbne. Og det var – som altid – litteraturkritiker Klaus Rothstein, der var ordstyrer på vegne af Hans Reitzels Forlag, og oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I lørdags var gæsten Robin May Schott, der er seniorforsker på DIIS.

Tragedien var Euripides ”Trojas kvinder”, som til dels er et rædselsvækkende og absolut feel-bad stykke, dels fordi tragedien beskæftiger sig med krigen set fra taberens synspunkt – og dels (og mest) fordi den handler om kvinderne og kvindernes skæbne.

Historien er denne: Troja er faldet, og de trojanske mænd er alle dræbt. Nu skal de overlevende kvinder med til Grækenland som grækernes slaver. Sådan gjorde man dengang. Ja, begrebet har endda sit eget ord Andrapodismos, som betyder slavetilgørelse.

Nogle af disse kvinder er Trojas tidligere kongefamilies kvindelige medlemmer, og de tackler nederlaget ret forskelligt: Dronningemoderen Hekabe er på scenen hele tiden, og vi følger hendes reaktioner på at opleve hele hendes liv, familie og verden gå i stykker – ivrigt sekunderet af koret, der også er kvinder, som spørger:  Hvad skal der ske med os? Ja, det samme som med alle andre kvinder fra Troja, nemlig et usselt liv som slave. Lykkelige være de døde, fristes man til at sige.

For det går skidt, undtagen (selvfølgelig fristes man til at sige) for elskerinden Den Skønne Helene, som ret beset var om ikke helt, så dog medskyldig i krigen, men som med list får lavet en stening af sig om til et evigt liv i luksus.

Men moderen Hekabe kommer til at dø ombord på Odysseus´ skib. Hendes yndlingsdatter Polyxena er allerede dræbt – ofret på Achilleus´ grav. Svigerdatteren Andromache, der var gift med den nyligt afdøde trojanske helt Hector, ønsker sig død fra start af – og endnu mere, da hendes lille søn dræbes af grækerne for øjnene af kvinderne. Andromache dør så ikke, og bliver også efter en tid som slave, gift igen og mor igen – og vistnok dronning. Og endelig er der Hekabes datter Kassandra, der er ypperstepræstinde i Apollon-templet. Hende vil kong Agamemnon have med hjem som sexslave – og det får han.

Kassandra planlægger så at dræbe ham og hævne hendes familie. For hun handler. Det gør Agamemnons kone Klytaimnestra også. Derhjemme venter Klytaimnestra nemlig, og hun er IKKE glad. Dels så ofrede Agamemnon deres datter for at få god vind på skibet til Troja ti år tidligere – og dels så tager man bare ikke en anden kvinde med i ægtesengen, så Klytaimnestra ender med at dræbe både Agamemnon og Kassandra.

Ægtesengen var i det hele taget kvindens domæne – altså den gifte kvinde. For nok kunne mændene voldtage og gå i seng med andre, men ikke i ægtesengen. Dér gik grænsen på samme måde som, at det er et problem, at en græsk soldat voldtager en kvinde på alteret i Pallas Athenes tempel i Troja. En ting er at voldtage. Det sker jo i krig, var den accepterende holdning. Men ikke på et alter til en gud eller en gudindes ære. Dét er bespotteligt, og det kan guderne straffe.

For guderne har det med at blande sig, men nogle gange blander de sig også udenom. Som de gør i ”Trojas Kvinder”, hvor der er så mange døde og så meget liv, som er blevet knust. Men guderne er ligeglade. De kommer ikke ind, redder nogen eller giver en morale – de er bare fraværende.

Vi mennesker er overladte til os selv. Og det er på mange måder nærmest nutidigt. Man kommer til at tænke på Jean-Paul Sartres ord om, at ”mennesket er dømt til frihed”. En frihed som vi måske ikke kan håndtere – og så begynder vi som en anden stor eksistentialist Samuel Beckett skrev det ”at vente på Godot”. Grækerne ventede ikke. De gjorde kort, hård og brutal proces med deres fjender – som mennesket altid har gjort det til alle krige. For krigen har ingen regler. Det er naivt at tro noget sådant.

”Trojas kvinder” er i virkeligheden tredje del af en trilogi, hvor der desværre ikke er noget bevaret fra den første, som handlede om Prins Paris og optakten til krigen – og kun stumper findes fra den anden om selve krigen, Odysseus og Palamedes, som Odysseus får stenet via en falsk anklage (et af verdens mest kendte justitsmord). Når det er sagt, skal man med Marcel Lysgaard Lechs ord huske, at en mand som Odysseus i tragedierne typisk er et svin, mens han er en helt i de episke digte – og at han som regel har ret i sine vurderinger af en situation. Sympatisk er han bare sjældent.

”Trojas kvinder” blev uropført i 415 f. Kr i teatret i Athen til den klassiske forårsfest til guden Dionysos ære, hvor der altid var en konkurrence om det bedste teaterstykke. ”Trojas kvinder” blev no. 2., men blev spillet mange gange i de næste mange hundrede år over hele Grækenland – af og til med tilføjelser af andre.

Så længe der er krig på jord, er tragedien også aktuel. For så længe der er krig, er der kvinder (og mænd), der mister alt. Og som vi har set det også i moderne tid fx i Syrien, så bliver kvinder stadig voldtaget, bortført og solgt som sexslaver, som det skete i stor stil under Islamisk Stats terror-regime. Men inden nogen skriger typisk, muslimer – så skal det nævnes, at ifølge FN bruges seksuel vold som et målrettet våben i moderne krigsførelse over hele kloden. Vi så fx sex som våben i Eksjugoslavien, og styret i det langt overvejende buddhistiske Myanmar udøver det lige nu mod det muslimske Rohingya-folk.

Så faktisk burde ”Trojas kvinder” opføres i vores tid, som mere end nogensinde har fokus på kvinder og kvinders rettigheder – og på mænds. For mænd og kvinder er ikke så forskellige – og kvinder har fx altid deltaget i krige, både som soldater, kokke, læger, sygeplejersker, prostituerede – og hjemme været i gang med at producere våben. Men kvinders indsats og bidrag i de forskellige krige er ikke – præcis som kvinders indsats indenfor så mange områder – hverken ordentligt belyst eller kommunikeret godt nok ud.

Men kvinder har altid været andet og mere end mødre, hustruer, døtre og ofre. Kvinder har også altid – som en anden Kassandra handlet – eller villet handle. Den græske digter Aristofanes beskriver også i komedien ”Lysistrate” fra 411 f. Kr (den er altså kun få år yngre end ”Trojas Kvinder”), hvordan kvinderne sexstrejker for at få mændene i både Athen og Sparta til at stoppe den peloponnesiske krig.

Det er så den klassiske historie om kvinden som fredskaberen, som vi også skal væk fra. For ellers ryger vi lige i køns-fælden, og tillægger kvinden de klassiske feminine dyder. Men kvinder skal kunne være højtråbende, voldelige, skabe ufred og uro – og stadig blive betragtet som fuldt ud kvindelige – lige som at mænd skal kunne være bløde, følsomme og diplomatiske uden at være ”kvindagtige”.

Det handler om holdning – og om magt (for seksualitet har også en magt, og magten har en seksualitet). Samt om give lige adgang til uddannelse og det politiske liv, men også til medier og finanser. Der mangler endnu meget. Så er vi slet-slet ikke i mål med nogen ligeret – og indtil det sker: Så gik de trojanske kvinder forgæves ned til grækernes skibe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

MeToo og blå blok

MeToo fejer over Danmark – med rette. For vores kroppe er vores egne, og ingen skal befamle eller berøre andre på de krænkende måder, som magtfulde mænd har gjort det overfor kvinder igennem generationer.

Det handler om frihed, lighed og respekt. Om at et samfund uden MeToo bliver et bedre samfund for alle, pånær selvfølgelig for de lumre krænkere. Dét er Danmarksbloggen helt overbevist om.

Danmarksbloggen er også overbevist om, at krænkerne findes i alle brancher, i alle samfundslag og blandt alle politiske overbevisninger.

Det er derfor tankevækkende, at vi endnu ikke har hørt noget til MeToo i blå blok – hvis altså man ser bort fra DF´s Pia Kjærsgaards og Venstres Inger Støjberg – og deres forældede holdninger om, at der er forskel på overgreb.

Ja, nogle overgreb er ifølge d´damer i grunden slet ikke overgreb, men mere sådan en slags kompliment til kvinden og hendes kvindelighed.

Til det kan man kun svare: Sig det til den unge praktikant, der bliver taget på låret af en minister under bordet til julefrokosten – og som ikke tør sige noget til nogen. Fordi han kan afgøre hendes videre skæbne. Denne unge praktikant vil derfor næppe være enig med Kjærsgaard og Støjberg, men hun tør måske heller ikke sige noget.

For hun ved, at det i ok-boomer-verdenen bliver hende og hendes opførsel og måske også påklædning – og ikke krænkeren og hans adfærd – som der sættes spørgsmålstegn ved. Men det duer bare ikke. Det her er et strukturproblem, og der skal gøres noget ved det.

Og vi har hørt om MeToo-sager hos de Radikale og hos Socialdemokraterne – og i morgen aften sender TV2 første del af en serie om MeToo i ungdomspartierne, og her er både Venstre og Liberal Alliance med.

Men endnu er lyset ikke vendt mod selve de borgerlige partier, hvoraf flere ikke engang har en politik omkring, hvordan de håndterer sager med seksuelle overgreb.

Så de blå sidder helt tavse og musestille og venter. Både dem, der er blevet krænket, dem der krænker (for ja, de findes også blandt de blå, hvis man skal tro rygterne fra de samme kilder, som i årevis har talt om fx tidligere overborgmester Frank Jensen) og dem, som ved en hel masse, men som ikke har sagt noget.

Gad vide om de blå satser på at kunne ride MeToo-stormen af? Danmarksbloggen håber i så fald ikke, at det lykkes.

For skal vi have en reel kulturændring i Danmark, når det kommer til forholdet mellem magt, sex, mænd og kvinder – og det skal vi – så skal alt vendes og luftes ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den stærkes ret

Danmarksbloggen har fået lov til at bringe dette indlæg skrevet af forfatter Steen Langstrup:

Kvinderne, der har været udsat for sexisme, har ofte oplevet, at når de gik til chefen med problemet, eller chefens chef, hvis det som oftest var chefen selv, der stod bag, så blev sagen vendt imod dem, og lynhurtigt måtte de forstå, at de selv var problemet, og nogle er endda blevet fyret på stedet.

Nogle lader til at chokeres over dette. Jeg selv, ikke rigtig.

For trods al vores snak om at tage os af de svage i samfundet, at ville mobning til livs, at ville bekæmpe magtmisbrug og gøre Danmark til et rart sted at være, så viser virkeligheden sig altså ofte at være en anden, når ordene skal omsættes til handling.

Børn, der mobbes i skolen, ender oftest selv med at måtte skifte skole, hvis forældrene forsøger at råbe skolen op. Her kan de så, usikre efter års mobning, se om de kan finde fodfæste i en ny klasses hierarki, og hvis de ikke kan, nå ja, så flyttede nissen jo med, og så var de nok selv ude om det. Imens fortsætter mobberne på toppen af den gamle klasse, styrket i deres magt, og tavst bakket op af skolen, der jo netop valgte ikke at gøre noget.

Folk, der mister jobbet, deres gode helbred eller begge, modtages af kommuner og jobcentre, som om de er svindlere, der blot ønsker at udnytte systemet, mens de lever en doven løgn om, at de enten er for syge til at arbejde, eller at der ikke er noget job til dem. For alle ved, at der ER job til dem, der vil. Arbejdsløshed har aldrig handlet om manglen på jobs, kun dovenskab, siger vi. Imens arbejder samfundet for flere skattelettelser til toppen, så dem, der har fat i den lange ende, kan bekræfte hinanden i, at de fortjener deres held.

Vi river ghettoer ned og gør byerne endnu dyrere at bo i, i den tro at underklassen forsvinder, hvis bare de presses langt nok ud på landet, og så kan vi andre imens nyde hinandens nydelige selskab i de dejlige byer med de mange kulturelle tilbud, mens vi glædes over, at statens har vores ryg, sålænge helbred og job består.

For den stærkes ret er nærmest en naturlov, og det skal man ikke lave om på. Går vi endelig på barrikaderne for at forsvare vores fine danske værdier, så er der intet som retten til at tryne og mobbe andre, der kan trække os op til fælles hån af de svagere, der ikke bare vil tage imod og finde sig i vores hellig ret til at IKKE at vise hensyn. Sagde nogen eskimoer?

Sådan har det altid været, det kan man ikke ændre på, hører jeg igen og igen. Og har jeg hørt igen og igen, når mit indre rebelske jeg har gjort oprør for snart syttende gang mod snart sagt hvad som helst. Man bør indordne sig, siger folk, de stærkes ret er lov, og man skal ikke tro, man kan ændre ved noget. Verden består, magten bliver på de samme hænder, der ruller et par hoveder, men intet ændrer sig. Bøj hovedet. Giv op. Det nytter ikke.

Men det skal nytte. Vi må ikke give op. Det hele hænger sammen. Lad det ikke stoppe ved et par hoveder, der ruller. Det handler ikke om hovederne. Det handler om liv, om frihed, om retten til at være her, om ligeværd. Det handler mindre om sexisme eller politisk korrekthed, og det handler slet ikke om retten til at more sig eller flirte. Det handler om, at den stærkes ret ikke skal være lov.

Det var bare det …

Læs også på Steen Langstrups blog: https://steenlangstrup.wordpress.com

Skrevet af: Forfatter Steen Langstrup