Kvinder arbejder MERE end mænd

Iværksætter Martin Thorborg sagde på TV2 News i mandags, at kvinder ikke vil arbejde lige så hårdt og lige så meget som mænd – og derfor er der så få kvinder i ledende stillinger og i bestyrelser.

Det er tværtimod.

De fleste kvinder arbejder langt mere end mænd, da de udover lønarbejdet tager sig af hovedparten af opgaverne på hjemmefronten.

Kvinden er således familiens projektleder, indkøber, research-ansvarlige, PR-medarbejder, HR-ansvarlige, rengøringsdame, receptionist og vicevært – mens manden begrænser sig til at være grill-ekspert om sommeren – og den, der brokker sig året rundt over maden i kantinen.

Det holder ikke. Manden må tage sit ansvar på hjemmefronten. For kvinden skal bruge sin energi på at sparke huller i glasloftet.

Og der er nok at gå i gang med:

  1. Manglende ligeløn. Der er en lønforskel på mere end 10% mellem mænd og kvinder, som gør det samme arbejde – i den samme virksomhed.
  2. Blandt de 50 mest citerede eksperter i danske medier i 2022 var kun TRE kvinder.
  3. Kvinderne tager stadig langt størstedelen af barslen.
  4. Kvinder forventes på en arbejdsplads at tage de arbejdsopgaver på sig, som hverken giver prestige eller avancementsmuligheder.
  5. En kvinde kan sige det samme som en mand til et møde – uden at det bemærkes. Når så en mand siger det, så er der straks respons og applaus.
  6. Kvinder holdes udenfor de uformelle netværk, hvor de gode stillinger, bestyrelsesposter og andre kødben fordeles mellem mændene.

Så til alle kvinder: Lad blomsterne visne i vasen – og kom i gang med at sparke til nogen glaslofter.

Og til alle mænd: Bak din kone/kæreste op ved at lave din halvdel af arbejdet derhjemme – og på arbejdspladsen: Bak dine kvindelige kollegaer op.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

3 thoughts on “Kvinder arbejder MERE end mænd

  1. Jeg har aldrig sagt at kvinder generelt arbejder mindre end mænd.
    Det jeg har sagt, er at det er tydeligt at færre kvinder end mænd, ønsker at være topchefer og sidde i bestyrelser, da min bestyrelsesportal nboar.dk inderholder langt flere mandlige profiler, end kvinder, selvom vi har brugt enorme ressourcer på at få flere kvinder med.

    Og som jeg sagde i programmet, er de kvinder der vælger disse jobs, mindst lige så kompetente som mænd,
    Så jeg synes helt ærligt at du hænger mig ud for ting jeg hverken har sagt eller ment.

    • Kære Martin Thorborg.
      Tak for din besked. Det er faktisk også det, som jeg skriver: Citat: “Og derfor er der så få kvinder i ledende stillinger og i bestyrelser”. citat slut.
      Men det glæder mig, at du mener, at kvinder er lige så kompetente som mænd.
      Så undrer jeg blot på, hvordan du forholder dig til ting som ligeløn, den strukturelle forskelsbehandling, som sker på det danske arbejdsmarked og som handler om både målbare faktorer som barsel og ligeløn – og knap så målbare som de uformelle netværk.
      For skal vi for alvor i mål med en reel ligestilling – og dermed også maksimal udnyttelse af vores ressourcer som samfund – så skal i have et arbejdsmarked, som passer til alle – og ikke som i mange år de hanløver, som brøler højest.
      Venlig hilsen
      Dorte J. Thorsen, indehaver af Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *