Integrationens gåde

Flygtninge skal i job fra dag 1, siger socialdemokraterne i nyt, politisk udspil – og der er på Christiansborg en bred enighed om, at et job er vejen til integration i det danske samfund.

Men er det nu så simpelt? Er et job altid vejen til at blive integreret? Og hvad vil det sige at blive integreret?

Er det at være overbevist om demokratiets fortræffeligheder? I så fald er det et problem for de cirka 40% af alle muslimer, der mener, at Koranen skal have en central plads i dansk lovgivning. Læs mere her: http://politik.tv2.dk/2015-10-19-fire-ud-af-ti-danske-muslimer-loven-boer-bygge-paa-koranen

Eller er integration at være tolerant og rummelig overfor andre kulturer og religioner? I så fald kan man med rette anføre, at mange også født i Danmark af danske forældre, der hedder fx Jensen og Hansen, på ingen måde er integreret.

Så måske er det ikke så enkelt. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at det at få et job er godt for den enkelte og den enkeltes eget selvværd. MEN – for der er stadig et men.

De job, som man vil give flygtninge, er tredjerangs-jobs, som flygtningene i øvrigt ikke skal have løn for, men sulte-ydelser, hvis det er på det offentlige arbejdsmarked – eller en lav indslusningsløn, hvis det er det private arbejdsmarked.

Det er ikke i orden. Dels fordi man skal have løn for det arbejde, som man laver – og dels fordi det vil skubbe andre – primært ufaglærte – ud i arbejdsløshed.

Det er med andre ord den sædvanlige del-og-hersk-mentalitet, hvor flygtninge på den ene side og ufaglærte på den anden slås om smulerne – og ingen tænker på at rette skytset hen dér, hvor det burde rettes hen: Mod samfundets top, der år for år rager mere og mere til sig.

For ja, vi har faktisk råd og mulighed for at give ALLE ordentlige vilkår, hvis vi blev bare lidt bedre til at deles om goderne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bevis, tak

Danmarksbloggen siger ikke, at direktøren i Panorama taler usandt. Danmarksbloggen siger heller ikke, at bageren i Svinninge idag taler usandt.

Danmarksbloggen siger bare, at det er svært at forholde sig til noget, der – når alt kommer til alt – kun er en påstand. 

For hvem som helst, der har en virksomhed, kan stille sig op og sige, at vedkommende har mødt en person, der ikke ville arbejde dér med den begrundelse, at vedkommende hellere ville have kontanthjælp.

Men skal det bruges til noget, skal det verificeres af den pågældende. Der skal med andre ord bevis på bordet, tak. Og det er mediernes rolle at forlange dette af Venstre, når partiet bruger disse påstande som vigtige elementer i deres valgkamp.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1960´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1960´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1960´erne: Frigørelser

1960´erne handlede om frigørelse, både økonomisk og fysisk. To markante ændringer skete først i årtiet.

I 1960 blev der således indført 14 ugers barselshvile for dagpengeforsikrede samt to uger for selvstændigt erhvervsdrivende, der var dagpengeforsikrede.

Og i 1961 oprettede Mødrehjælpen præventionsklinikker samt at de fik tilladelse til at informere ALLE om prævention, også de ugifte og barnløse. Der var altså tale om et gigant-hop frem, om end at abort stadig var forbudt.

Unge piger risikerede nemlig stadig liv og helbred, når de lagde sig på køkkenbordet hos en kvaksalver, der var mere eller mindre ferm med de strikkepinde, der blev stukket op og brugt til at starte en blødning, så den ulykkelige kunne tage på hospitalet og få en udskrabning. Noget, som er beskrevet præcis så barskt som det var i Bjarne Reuters bog ”Når snerlen blomstrer”, der som film kom til at hedde ”Tro, håb og kærlighed”.

Men det var ikke kun de unge piger, som oplevede drastiske forandringer i 1960´erne. Det var hele det danske samfund, der buldrede frem med en økonomisk vækst større end nogensinde tidligere. Der var også brug for alle hænder på arbejdsmarkedet, så nu kom også middelklassens og overklassens kvinder i stor stil ud på arbejdsmarkedet. Arbejderklassens kvinder har jo som bekendt altid været dér.

Men nu var der brug for alle – og kvinderne fik i stigende grad uddannelse, også lange uddannelser. Det var et helt andet samfund, og det var ikke så mærkeligt, at det skabte uro, både strukturelt, men også i den enkelte familie. Det helt store kvindeoprør ventede dog til 1970´erne, men kvinden fandt sig i mindre og mindre op gennem 1960´erne.

Hun kunne også tillade sig det. For nu tjente hun sine egne penge og var dermed økonomisk uafhængig af sin mand. Hun havde også få år tidligere fået de samme rettigheder ifht børnene. Ja, det var først i 1957, at kvinder fik lov til at være værger på lige fod med mændene ifht deres egne børn. Man tror næsten, at det er løgn – men det er det ikke.

Men altså i 1960´erne blev kvinden et langt stykke hen af vejen fri – for frihed hænger uløseligt sammen med retten til at bestemme over egen krop og det at tjene sine egne penge. Det var en sejr – men også stadig en kamp, som blev kæmpet af mange kvinder.

En af de kvinder, der siden 1960´erne og frem utrætteligt har arbejdet for kvinders – og især udsatte kvinders og børns vilkår – er socialrådgiver og forfatter Hanne Reintoft, født 1934.

Hun kom i Folketinget i 1966 efter i flere år at have arbejdet med både alkoholikere, udsatte, sindslidende m.fl. Hanne Reintoft var aktiv i politik i 10 år for SF, VS og DKP, inden hun i 1976 blev redaktør for DR´s sociale brevkasse. Det var hun frem til 2004.

I 1983 var hun også med til at stifte ”Mødrehjælpen af 1983”, som udfyldte det tomrum, som nedlæggelsen af den gamle Mødrehjælpen havde skabt i 1976. Senere blev hun også direktør dér.

I dag skriver Hanne Reintoft historiske bøger, fordi hun mener, at den socialrealisme, som det ellers ville være nærliggende for hende fortsat at skrive i, “hænger folk ud af halsen”. Men at hun kan fange interessen for det socialrealistiske ved istedet at gå tilbage i historien. Tidligere skrev hun ellers socialrealistiske debatbøger – og en enkelt erindringsbog ”Et liv – manges liv” fra 1996.

Hanne Reintoft har modtaget flere priser.

En anden kvindelig forfatter, der også startede i 1960´erne, og som også skiftede genre flere gange, er den nyligt afdøde Helle Stangerup, der blev født i 1939, og som døde i marts 2015. Udover at være forfatter var hun også skolekammerat med Dronning Margrethe – og derfor en af de eneste, der ved, hvad det vil sige at være dus med regenten.

Helle Stangerups forfatterskab handlede ikke om socialrealisme, men om en blanding af rejseskildringer, kriminalromaner og historiske romaner, hvor hun især er kendt for ”Christine” fra 1985 og ”Spardame” fra 1989. Hendes romaner er oversat til flere sprog, og selv modtog hun også flere hædersbevisninger.

Helle Stangerup er også kendt for sit ægteskab med godsejer Adam Knuth, som hun sammen med opbyggede Knuthenborg Dyrepark i perioden 1972-80. En park, som mange danskere kender fra udflugter i sommer og sol.

Sommer og sol var der også over filmens verden i 1960´erne – det gyldne årti, som frembragte mange skuespillerinder, der stadig her i deres karrieres efterår er blandt de fremmeste i Danmark.

Mest stråler Ghita Nørby, født 1935, der startede som dansk films søde, kønne og uskyldige pige, naboens datter – men som i dag er blandt de helt store danske karakterskuespillerinder til alle tider.

Hendes repertoire er imponerende og tæller på scenen stort set, hvad der findes af store roller som rollen som Johanne Luise Heiberg i ”Regnormenes liv”, dronning Elizabeth i ”Maria Stuart”, fru Levin i ”Indenfor murene” og mange-mange andre af store forfattere som Strindberg, Ibsen og mange andre.

På tv og i film dækker hun også alt fra rollen som oprørsk arving i komedien ”Baronessen fra benzintanken” over den alvorlige rolle i ”Dansen med Regitze” til glansrollen som Ingeborg Skjern i ”Matador”, hvor ikke kun teaterpublikummet, men også alle andre danskere fik øjnene op for, at Ghita Nørby rummede mere end et kønt ansigt og en perlende latter.

Ghita Nørby har – selvfølgelig – også modtaget et væld af priser gennem hele karrieren, der stadig kører for fuld kraft.

Men også Malene Schwartz, født 1936 slog igennem i 1960´erne, hvor hun ofte spillede den modige og ret sexede unge pige – meget modsat den forsigtige Maude Varnæs i ”Matador”, der blev hendes livs rolle.

Efter Matador helligede Malene Schwartz sig teateret og var i mange år direktør for blandt andet Aalborg Teater, inden hun vendte tilbage til København – og på sigt også arbejdet som skuespillerinde.

Malene Schwartz er også forfatter – bl.a. til en meget rost bog ”Alba” fra 2012 om farmoderen Alba Schwartz, der i sine to bøger ”Skagen før og nu” som den eneste har beskrevet, hvordan det ”virkelig” var, dengang Krøyer, Ancher og de andre levede og virkede på Skagen.

Endelig skal nævnes Susse Wold, født 1938, der ikke havde det med film og teater fra fremmede. Hendes mor var Marguerite Viby, der var en stor stjerne især i 40´erne og 50´erne.

Susse Wold selv huskes for sine roller i Sommer i Tyrol, som Gitte Graa i ”Matador”, som moderen i ”Den kroniske uskyld” og senest i Vinterbergs ”Jagten”.

Derudover har hun spillet mange markante roller på teatret, fx som Ophelia i ”Hamlet” – og i samspillet i både ”Privatliv” og ”Kærestebreve” med Bent Mejding, som hun også privat er gift med.

Susse Wold er også kendt som forfatter, som foredragsholder – og som fortolker og oplæser af H. C. Andersens Eventyr – både i Danmark, men især i udlandet, hvor hendes engelske versioner vækker stor begejstring.

Derudover har Susse Wold i mange år været stærkt engageret i AIDS-sagen, hvor hun siden 1986 har været præsident for AIDS-fondet – og hvor hun på hjemmesiden er citeret for: Jeg ønsker mig en fremtid uden hiv og aids – og jeg ved, at den bedste måde at forudsige fremtiden på er – at gøre noget ved den.

Ord der også kunne gælde for kvinderne i 1960´erne. For også her var kamp og engagement kodeord for årtiet.

En af de forfattere, som har tegnet det bedst, er Martha Christensen.

Martha Christensen, 1926-1995, skrev en række socialrealistiske romaner, hvor hun med sikker sans for virkeligheden og psykologien tegnede det ene knugende kvindeportræt efter det andet i fx ”Vores egen Irene” fra 1976 og ”En fridag til fru Larsen” fra 1977.

Men også den posthume ”Når mor kommer hjem”, der handler om den 11-årige Ronnie, der står med hele familieansvaret, mens mor afsoner en kortere fængselsstraf, er stærk i sin skildring af de oversete og de udsattes forhold.

Det er også Martha Christensen, der har skrevet ”Dansen med Regitze”, der blev en af Ghita Nørbys helt store filmroller.

Hun var selv uddannet fritidspædagog, og var hele livet optaget af de såkaldt stille eksistenser, dem som ikke finder vej til de bonede gulve eller avisernes overskrifter – medmindre selvfølgelig der er sket noget dramatisk.

Man kunne godt ønske sig, at der var en Martha Christensen i Danmark i dag!!!

Den sidste forfatter fra 1960´erne, som vi skal have med, er Inger Christensen, 1935-2009, der ikke beskæftigede sig med hverken socialrealisme, rejser eller historie – men som i sit poetiske hovedværk ”Det” fra 1969 står for en sproglig nytænkning, der stadigvæk påvirker dansk og international litteratur.

Der er også mange, der mener, at Inger Christensen med sit banebrydende sproglige arbejde burde have haft Nobelprisen i litteratur.

Arbejdet stod på gennem hele årtiet med både debutdigte og romaner, hvor man kan læse hendes tanker om ordene, som det der holder verden oppe – ligesom at cellerne holder kroppen sammen.

Senere fulgte andre bøger – og ny udvikling, som da hun i 1991 opdaterede den gamle verseform sonetkransen til nutiden i ”Sommerfugledalen”.

Inger Christensens mission var nemlig at give modernismens splittelser en mulighed for at blive til poetiske helheder. Noget, der måske ikke direkte havde så meget med frihed at gøre – men kvinderne læste hende i stor stil i 1960´erne og i 1970´erne.

For frigørelsen var sat på skinner, men i næste årti 1970´erne blev den kronet på mere end én måde. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stigende solidaritet med de ledige

De fleste danskere mener, at der skal være et større incitament for at tage et arbejde. MEN i modsætning til tidligere mener 7 ud af 10 ikke, at det skal gøres ved at sænke overførselsindkomsterne. Tværtimod skal de enten bibeholdes på det nuværende niveau – eller stige.

Det er derfor i stedet enten fradraget, der skal øges – eller lønnen, der skal op.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2015/01/06/102949.htm

Dét er en udmelding, der glæder Danmarksbloggen. For nok er det kun en lille sprække i den is af umenneskelighed, der omgiver det danske samfund pt. Men ethvert forår starter i det små, også solidaritetens og fællesskabets forår, som måske nu er på vej.

Danskerne er altså stadig et folk med masser af solidaritet og medfølelse … dét er i sandhed godt nyt en mandag i januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Blå logik: Flere fattige vil kunne fjerne fattigdommen i Danmark

Dét kunne lyde som et hedeslag her i varmen, men desværre er det noget, som de blå mener i ramme alvor: Nemlig at vi skal have flere fattige i dette land, hvis fattigdommen skal bekæmpes og fjernes i Danmark.

Dét giver på ingen måde mening, men det er ikke desto mindre, hvad de blå hævder, når de igen-igen bruger en påstået manglende lyst til at arbejde som argument.

Folk skal have et incitament til at ville arbejde, hedder mantraet nemlig fra mange borgerlige politikere i disse sidste hedevarme julidage.

Men når man skal arbejde, så er det logik for alle (pånær de blå), at første krav er, at der er jobs at få. Og her er det arbejdsgiverne, som i kraft af at de ejer produktionsmidlerne, der skal tilbyde jobs til arbejdstagerne, som nærmest alle per automatik ønsker at gøre en forskel og yde noget.

For sådan er mennesket indrettet.

Mennesket er så også – for en god dels og ihvertfald for de blå og borgerliges vedkommende – særdeles grådige, når de således uden blusel er klar til at kaste endnu flere mennesker ned i fattigdommens svøbe, blot for at de selv kan få et par flasker rødvin mere – af den bedste kvalitet selvfølgelig …

Så nej, det handler ikke om incitamentet til at arbejde hos dem, der er afhængige af, at andre giver dem et job.

Det handler istedet om egoisme og grådighed hos de blå, som repræsenterer dem, der har magten til at skabe, nedlægge eller flytte arbejdspladser efter forgodtbefindende.

Som journalist Georg Metz så mesterligt beskriver det i flg. kronik fra Information:

http://www.information.dk/504655

“Fattigdom har satan skabt, som andre systemsammenbrud i artens gang på jorden, borgerkrig og krig. Følgerne af fattigdom – også den relative – sætter sig varige spor i menneskene for ikke at tale om menneskenes børn inklusive de godt nulevende 50.000 danske børn af fattige forældre. Det er disse medborgeres vilkår, de borgerlige politikere vil have forringet til det incitament, som de hævder vil afhjælpe den mangel på den nødvendige fattigdom, de gerne ser opretholdt og forværret for incitamentets skyld! Det er logikken. Man kan i den forbindelse fristes til at operere med uvidenskabelige begreber som råhed, ondskab, dumhed eller uvidenhed. Man kan også forestille sig, at kravet om mere og varig fattigdom i riget er en blanding parret med den velbjærgede forkæledes naturlige grådighed i et brændende behov for at slippe få hundrede kroner billigere i skat.”

Citat slut.

Det er rystende, men virkelighed i dagens Danmark – og kommer de blå til magten efter næste folketingsvalg, vil det moralske forfald her i landet blive endnu større, og endnu flere danskere vil komme til at leve i fattigdom, mens en stadig mindre privilegeret (blå) gruppe vil skumme fløden.

Det hverken kan eller skal vi tillade ske.

Danmarksbloggen blæser derfor til kamp mod grådighed og egoisme – og til kamp for fællesskab og solidaritet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Taler Løkke socialdemokratisk?

På en konference hos Dansk Industri i går sagde Venstres formand Lars Løkke, at det var vigtigere at sænke bundskatten end topskatten. Ifølge Lars Løkke kan det at have et arbejde slet ikke betale sig for 14.000 danskere, der vil miste penge på at gå fra kontanthjælp til job, mens 57.000 får mindre end 1000 kroner ud af at komme på arbejdsmarkedet.

http://www.information.dk/telegram/473172

At arbejde for et øget beskæftigelsesfradrag og en lavere bundskat er kendt som traditionelle socialdemokratiske værdier. Så gør det Løkkes udmelding til klassisk socialdemokratisk retorik? Både ja og nej.

Ja til at de laveste indkomster skal betale mindre i skat. Men absolut nej til at der skal skæres i overførselsindkomsterne.

For det er primært det, som Løkke tænker på. Nemlig at kontanthjælp og dagpenge skal være endnu lavere end de er idag, hvor de er forvejen er på et sulteniveau. For med endnu lavere ydelser vil de ledige blive pisket ud på det arbejdsmarked, hvor der ikke er jobs nok. Det giver ikke mening.

Så nej, Venstre ved du (stadig) præcis, hvor du har: Nemlig som beskytter af dem, der har (meget) i forvejen på bekostning af dem, der har allermindst.

Og dét er ihvertfald ikke en klassisk socialdemokratisk dyd …

Derfor kunne Danmarksblogen også rigtig godt tænke sig at vide, hvor Venstre vil finde de 14.000 jobs. For de jobs eksisterer ikke idag. Så ville en af de altfor mange ledige forlængst havde taget dem.

For det er en skrøne, at ledige ikke vil arbejde. Det vil langt de fleste hellere end gerne. Ikke kun af økonomiske grunde, men også og måske endda endnu mere fordi mennesket er sådan indrettet, at det gerne vil yde en indsats og bidrage til det fælles gode i samfundet.

Men denne anerkendende tilgang og tiltro til mennesket er åbenbart ikke noget, som Venstre har. Dét er der heller ikke tradition for i det gamle bondeparti.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Tag mere ansvar og led dig selv – medmindre du er lærer altså

Mantraet på det danske arbejdsmarked i disse år er mere selvbestemmelse, mere selvledelse, mere ansvar til og for den enkelte medarbejder i forhold til vedkommendes eget arbejde.

Hvis vi giver vores medarbejdere mere ansvar, bliver de også mere engagerede i deres arbejde, er meldingen fra både private og offentlige arbejdsgivere, mens alle omkring dem nikker samstemmende.

Det vil sige: Lige undtagen hvis det er en skolelærer, der siger det. For så er det en ganske anden sag tilsyneladende. Så bestemmer den enkelte medarbejder alt for meget selv. Så skal direktøren, skolelederen, istedet til at bestemme meget mere – også nede i de små detaljer.

For det med at tage ansvar for egen arbejdsindsats, dét kan lærerne sørme ikke finde ud af selv – længere. De har ellers gjort det med stor succes i flere årtier og kunne måske lære andre grupper på arbejdsmarkedet noget om at planlægge sin egen arbejdstid, have styr på mange forskellige opgaver og samtidig stå for kommunikation og afrapportering.

Men nej, de erfaringer og kompetancer kan ikke bruges til noget, har KL og flertallet af politikere bestemt. Tværtimod skal lærerne bombes tilbage til en arbejdsmåde, som resten af arbejdsmarkedet er igang med at forlade til fordel for den eksakt samme model, som man vil fratage lærerne.

Hvis ikke det var så tragisk for lærerne – og de mange tusind skoleelever – kunne det næsten være sjovt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk