Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899
Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.
I dag skal det handle om to kvinder, der begge prøvede faldet fra tinderne:
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow
Renæssancen var forbi. Barokken og enevælden blomstrede. Forholdene for Danmarks kvinder var dog ikke væsentligt ændrede siden middelalderen. De var stadig underlagt mændene i stort set alt.
Dog var der noget i gang, men endnu førte det ikke andet med sig end ulykke for de to kvinder, der – med meget forskellige bevæggrunde – udfordrede et statisk og mandsdomineret samfund. Den ene gjorde det bevidst – og den anden fordi hun forelskede sig i en konge.
Vi starter med hende, der gjorde det bevidst. Hun hed Marie Grubbe og levede fra 1643 til 1718 – og hendes skæbne har fascineret forfattere gennem alle tider: Ludvig Holberg er interesseret i det moralske og omtaler hende i ”Epistel 89”, Steen Steensen Blicher har hende som kvindelig hovedskikkelse i hans berømte novelle ”Af en Landsbydegns Dagbog”, hos I. P. Jacobsen er hun hovedpersonen i hans store roman ”Marie Grube”, H. C. Andersen tegner hende i det ret ukendte eventyr ”Hønsegrethes familie” – og i nyere tid har Juliane Preisler skrevet om hende i ”Kysse Marie” og Lone Hørslev i ”Dyrets år”.
Marie Grubbe var datter af Erik Grubbe til Tjele, en adelsmand, der led hårdt under svenskekrigene midt i 1600-tallet, men som alligevel formåede at have en fin position ved hoffet og få sine døtre godt gift, og bedst Marie Grubbe, der i 1660 blev gift med ingen ringere end Ulrich Frederik Gyldenløve, der som efternavnet indikerede det var en uægte søn af kongen, her Frederik d. 3.
Ægteskabet varede i 10 år – og var en total fiasko. Ingen af de unge havde ønsket hinanden. Det var udelukkende en aftale mellem fædrene. Marie Grubbe hævnede sig ved nærmest med det samme at gå i seng med mandens sekretær Joachim Lambert og en franskmand ved navn Blanquefort.
Dengang var der ellers ikke tradition for, at kvinder var så oprørske. Det var mere stilen, at kvinderne fandt sig i tingene, led i stilhed og græd i smug, men altså ikke Marie Grubbe.
Da skilsmissen endelig var en realitet, tog Marie Grubbe også medgiften, som hun fik tilbage og stak af til udlandet, hvor hun brændte det, der svarer til mindst to millioner kroner i nutidsmønt, af på kun to år, inden hun fattig og helt til rotterne vendte hjem til faderen.
Faderen fik hende gift igen i 1673, denne gang med adelsmanden Palle Dyre til Sindinggård. Det endte også galt. Palle Dyre kunne ikke styre Marie Grubbe, der hurtigt fik kontrollen over pengene og satte det hele over styr, så hun og manden måtte flytte hjem til hendes far Erik Grubbe. Hjemme igen på Tjele fortsatte Marie Grubbe den diktatoriske adfærd, også overfor den gamle far, som hun behandlede som en hund, som det er beskrevet af flere kilder.
Faderen skrev til kongen om ikke han ville sætte Marie i fængsel for hendes forargelige levned. Dengang kunne mænd nemlig få sat både kvinder og børn i fængsel for meget lidt.
I fængsel kom hun dog ikke. Til gengæld fik Palle Dyre sin skilsmisse, faderen slap af med datteren – og Marie Grubbe? Ja, hun havde i mellemtiden forelsket sig i kusken Søren Møller på Tjele, og 48 år gammel vandrede hun så sammen med ham ud af porten på Tjele.
I de første mange år spillede parret formentlig til markeder og andet for at overleve, men i 1706 havnede de i Borrehuset ved Grønsund på Falster. Her holdt de færgekro og stod for færgefarten over Grønsund. De havde det ikke elendigt, men alligevel niveauer under Maries normale levestandard.
Alligevel kan man sige, at der til sidst kom der lidt stabilitet i historien om Marie Grubbe, adelsfrøkenen, der blev gift med en kongesøn, men som endte som færgekone sammen med en kusk, som hun vistnok elskede som den første af sine mænd.
En historie, som især tidligere tider selvfølgelig elskede at svælge i for dens mange moralske pointer.
Den anden kvinde, der udfordrede normerne, var som sagt styret af kærligheden. Hun hed Anna Sophie Reventlow og levede fra 1693 til 1743. Hendes far var kong Frederik d. 4´s storkansler, der oprindelig stammede fra Clausholm slot i Jylland. Og det var også til et maskebal i Jylland i 1711, at den purunge Anna Sophie og den yngre Frederik d. 4 mødte – og forelskede sig – i hinanden.
Kongen var gift og havde børn – og nok havde konger friller, som man kaldte elskerinderne dengang, men det var en ting. Noget andet var, hvis man ville gifte sig til venstre hånd, som det hed, når man tog sig kone nr. 2. Noget, der for alle andre kongen var det samme som en dødsstraf. Men kongen var jo enevældig og dermed lige under Gud, så kongen kunne godt.
Frederik d. 4. havde også allerede gjort det en gang tidligere, men frøken von Vieregg, som dog døde i barselsseng. Og nu var han altså forelsket i Anna Sophie og hun i ham. Moderen sagde dog nej og holdt dem fra hinanden. Men som altid fandt kærligheden en vej, og en mørk nat i 1712 bortførte kongen – med Anna Sophies velsignelse – hende fra Clausholm, og de blev gift ved en hemmelig ceremoni i Skanderborg.
Kongens kone til højre hånd og landets dronning tog det selvfølgelig ilde op, og hun fortalte sine børn, og især sønnen, den senere Kong Christian d. 6 om faderens nye kone, som han kaldte både en tøjte og en hore. Drengens sind mod Anna Sophie blev selvfølgelig ikke mildere stemt, hvilket hun fik at føle senere.
Men i første omgang gik årene for kongen og Anna Sophie, der elskede hinanden hele vejen – dog ikke kun lykkeligt. Alle Anna Sophies og Frederiks otte børn døde som spæde – noget, som hun især tolkede som Guds straf over det, som de havde gjort ved at gifte sig, imens dronningen stadig levede.
Helt galt gik det dog, da dronningen døde i 1721. Hun blev bisat i Roskilde d. 3. april. Dagen efter d. 4. april var der om formiddagen sørgefest – og om eftermiddagen blev kongen og Anna Sophie gift – og hun blev kronet som dronning. Dét vakte forargelse langt udover landets grænser. Alligevel elskede hun og kongen hinanden hele livet, og han prøvede at sikre hende.
Men forgæves. Da Frederik d. 4 døde, kunne sønnen med den første dronning endelig få sin hævn. Og det fik han ved at forvise Anna Sophie til Clausholm og tage store værdier fra hende. Det var småligt, men måske også psykologisk forståeligt.
Paradoksalt nok blev både den nye konge og Anna Sophie begge dybt grebne af pietismen, der fejrede triumfer landet over i de år, og som var en meget følelsesladet og inderlig kristendom, hvor mange af dens tilhængere især fokuserede på det syndige, som de selv og andre havde gjort. Livet var en jammerdal, mennesket var syndigt og kun troen på Jesus kunne frelse én, var holdningen hos de pietistiske.
Det var altsammen vældig trist, også for Danmark og danskerne, der oplevede, at Christian d. 6 lukkede teatre og dansesteder og forbød kortspil og druk. Danskerne kunne først trække vejret igen, da den næste konge, altså Frederik d. 5 kom på tronen sammen med sin kone dronning Louise, som danskerne elskede for hendes milde og muntre væsen. Tragedien lurede dog lige om hjørnet for dette populære kongepars barn – og især svigerbarn.
For den måske mest triste, mest tragiske skæbne i Danmarkshistorien ventede en anden kvinde, en engelsk-født prinsesse, der som dansk dronning oplevede at få sine børn taget fra sig, inden hun selv blev deporteret til udlandet, hvor hun døde helt alene og ganske ung.
Denne markante kvinde skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.
Vel mødt.
Læs tidligere indlæg her:
Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk