Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Dyveke, Sigbritt og Elisabeth

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om tre hollandsk-fødte kvinder:

Dyveke, Sigbritt og Elisabeth

De to foregående mandage har vi beskæftiget os med middelalderens markante kvinder. Vi er nu oppe i starten af 1500-tallet – og middelalderen synger på allersidste vers. Ja, på nogle punkter er renæssancen i fuld gang med at pible frem.

En af renæssancens højborge lå i Holland, der dengang hed Nederlandene, og som var et knudepunkt for ny arkitektur, litteratur, organisation, kunst, kultur, bankvæsen, handel, søfart og meget mere.

Og netop herfra kom de tre kvinder, der kom til at spille den største rolle i Christian d. 2.´ s liv. Kongen, der ville så meget: Først og fremmest føre Danmark ind i renæssancen, men som i stedet er mest kendt for det stockholmske blodbad og hans fangenskab på to danske slotte, da først eventyret var forbi.

Men det skal det ikke handle om. Det skal handle om de tre kvinder, der spiller en afgørende rolle i hans liv.

De to første, Dyveke og Sigbritt, var datter og mor – og Christian, eller Christiern, som han retteligen hed, mødte dem i 1507, mens han sad som kronprins i Norge. Historien fortæller, at han forelskede sig i den unge, smukke Dyveke nærmest øjeblikkeligt – og hun i ham.

Som tiden gik, satte den unge kronprins og senere konge, dog også større og større pris på hendes mor, Sigbritt, der blev betegnet som en kagekone fra Holland.

Hvem Dyveke og Sigbritt så var helt præcist, ved man ikke. Men Sigbritt har dog næppe været nogen helt almindelig kagekone. For hun var velbevandret i både økonomi, politik og organisation – og hun blev snart en af Christians nærmeste rådgivere, hvis ikke dén tætteste. Kongen ønskede nemlig at gøre Danmark til en stat á la Holland, hvor adelens magt var formindsket og driftige borgeres ditto forøget – og i dét arbejde var Sigbritt ham en uvurderlig støtte.

Det kunne syntes idyllisk med en konge, der elskede datteren og havde moderen som nærmeste rådgiver. Men da Dyveke var borgerlig, kunne Christian ikke gifte sig med hende.

Dengang skulle en konge gifte sig fyrsteligt – og valget faldt paradoksalt nok på Elisabeth, der var født og opvokset i Holland, var ud af den habsburgske slægt og søster til den senere kejser Carl den Femte.  Hun og Christian blev gift ved stedfortræder i Holland i 1515.

Nede i Holland kendte man til og var ikke særlig glad for Dyveke, som trods ægteskabet mellem Christian og Elisabeth stadig var ved hoffet i fuld offentlighed. Man sendte derfor også folk herop for at tale med kongen om det. Men de nåede ikke så langt. Elisabeth sendte de hollandske udsendinge hjem igen med bemærkningen om, at hendes og kongens ægteskab kunne parret godt selv håndtere uden hjælp udefra.

Det var dog udefra, at ændringen kom i form af de forgiftede kirsebær, som Dyveke spiste i 1517 – og som gjorde Christian d. 2. vanvittig af sorg. Ingen ved, hvem der sendte dem – men en dansk adelsmand fik skylden og blev henrettet.

Paradoksalt nok betød Dyvekes død, at kongen og Elisabeth kom tættere på hinanden – og stod hinanden bi i de frygtelige år, der ventede, hvor Christian blev sat fra bestillingen som Danmarks konge – og de måtte tage ned til hendes familie i Holland, inden hun døde i 1526, og han vendte tilbage til Danmark i et sidste forsøg på at blive Danmarks konge.

Det mislykkedes, og som bekendt sad Christian d. 2. først som fange på Sønderborg slot og siden Kalundborg Slot, mens hans og Elisabeths børn blev voksne og spredte sig i Europa.

Men hvad med moder Sigbritt? Ja, hun forsvandt ligeså gådefuldt ud af historien, som hun var kommet ind i den. Efter datterens død blev hun ellers ved hoffet som støtte for den unge dronning og landsmandsinde Elisabeth – og for kongen. Men da Christian tog flugten, forsvandt hun også.

Måske med ham og dronningen til Holland? Legenden siger, at hun blev smuglet ombord på deres skib i en tønde.  Men det er måske blot en skrøne?

Vi ved det ikke – men vi ved, at Sigbritt og Christian d. 2´s s tanker om borgervælde og fascination af Holland skulle få et comeback cirka 100 år senere hos en af Danmarkshistoriens mest berømte konger, nemlig Christian d. 4.

Han er også særdeles spændende, men ham skal det heller ikke handle om. Til gengæld skal det næste mandag handle om hans mest berømte datter og hendes livsfjende.

For nu var renæssancen for alvor kommet til Danmark – og nok var kvinderne stadig underlagt mændene. Men der blev flere og flere undtagelser, som turde og ville noget mere. To af dem var endda hinandens bitre fjender livet igennem.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.