Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Leonora Christine og Sophie Amalie

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om de to bitre fjender:

Leonora Christine og Sophie Amalie

Reformationen lå efterhånden næsten 100 år tilbage, da Leonora Christine og Sophie Amalie blev født i henholdsvis 1621 og 1628.

Men så hører alt lighed mellem de to kvinder, der blev hinandens livsfjender, stort set også op.

Leonora Christine var datter af Danmarks store byggekonge Christian d. 4 og hans anden kone, den adelige Kirstine Munk, der på grund af at hun var adelig og ikke fyrstelig, aldrig kunne blive dronning af Danmark. Leonora Christine var derfor heller ikke prinsesse, men kongedatter. Det skulle dog ikke forhindre hende i at spille rollen som Danmarks førstedame i mangel på en dronning i de mange år, hvor Christian d. 4. var konge, men ikke var gift med en fyrstelig kvinde.

Det med at føre sig frem havde Leonora Christine heller ikke fra fremmede. Hendes mormor var Ellen Marsvin, der i en mandsdomineret tid blev jordbesidder i den helt store stil – og som ikke alene forvaltede arven efter sin ægtemand, men også kraftigt øgede dens værdi.

Moderen var som sagt Kirstine Munk – en kvinde, der i mange år kunne få Christian d. 4. til at danse efter sin pibe – lige indtil hun dummede sig og ikke alene var kongen utro med den såkaldte Rhingreve, men også prøvede at forgive Christian d. 4.

Leonora Christine holdt sig klogeligt ude af balladen mellem forældrene – og var på mange måder et rent ug-barn, som hendes søskende ikke brød sig meget om, da hun gerne sladrede og gav dem skylden for alt, så hun selv kunne fremstå som den perfekte. Og det virkede. Leonora Christine var i stort og småt faderens, Christian d. 4´s, yndlingsdatter – og hun blev da også gift med den senere rigshovmester Corfitz Ulfeldt, der i mange år virkede nærmest som en slags statsminister, der dog tilranede sig store summer fra statskassen og i det hele behandlede den aldrende Christian d. 4. såre skammeligt.

Leonora Christine og Corfitz var altså usympatiske, men samtidig også datidens powerpar – og hun holdt fast i ham, hele vejen, både da han blev anklaget for landsforræderi, sad i fængsel på Bornholm og lavede maskepi med svenskerne, mens de havde besat Danmark og tog Skåne, Halland og Blekinge i 1658. Han døde senere alene på en båd på Rhinen, mens hans kone endnu havde det værste og det største til gode.

For selvom det allerede passerede er nok til for evigt at blive husket i Danmarkshistorien, så er den forkætrede kongedatters største mesterstykke nemlig Danmarks første selvbiografi: Jammers Minde, som Leonora Christine skrev i de 22 år, hvor hun sad som fange i Blåtårn i København anklaget for landsforræderi m.m.

Manuskriptet, der ikke må læses som et faktabaseret korrekt vidnesbyrd, men som er såre subjektivt, blev først genfundet i sidste halvdel af 1800-tallet, hvorefter det hurtigt blev kendt og faldt på et tørt sted, da Danmark efter 1864 havde desperat brug for netop sådan en national tragisk heltinde. Og her var hun så: Den smukke kongedatter, og skurken var oven i købet tysk. Dét kunne ikke være meget bedre. Så pyt med fakta.

For skurken var – og er stadig for mange danskere – Sophie Amalie, der blev gift med Danmarks første enevældskonge Frederik d. 3., der snedigt indførte enevælden ved et statskup i 1660.

Sophie Amalie var født og opvokset ved et lille hertughof i det nordtyske, og havde intet af den intelligens og det vid, som Leonora Christine havde så rigeligt af. Leonora Christine forsømte heller ikke en chance for at drille og udstille den unge dronning, da hun kom til København og ingen kendte, mens Leonora Christine derimod var på absolut hjemmebane, i hvert fald til at starte med.

Helt slemt blev det så, da kroningen af det nye kongepar skulle finde sted i 1648.

Kongen blev kronet den første dag – og alt gik, som det skulle. Men så dagen efter, hvor dronning Sophie Amalie skulle krones, var København raseret. Leonora Christine og Corfitz Ulfeldts folk havde ødelagt det meste af den pynt og de æresporte, som dronningen og det kongelige følge skulle ride igennem på vejen fra Københavns Slot til Vor Frue Kirke.

Og kronen, som Sophie Amalie skulle krones med, var ikke den prægtige dronningekrone, men en erstatningskrone, lavet i al hast og af billige materialer. Den rigtige krone var nemlig gået i stykker, da Leonora Christine ”helt tilfældigt” kom forbi guldsmeden og ”kom til” at tabe den på den hårde stengulv, så den gik i stykker og ikke kunne nå at blive repareret.

Dét tilgav Sophie Amalie aldrig.

Og tiden gik, og hjulpet på vej af Ulfeldts landsforræderi blev stemningen ved hoffet og i Danmark også mere og mere for kongen og hans dronning, selvom hun var rigeligt forlystelsessyg og lavede de mest (også for) dyre og spektakulære baller og udklædningsfester.

Det var i øvrigt også Sophie Amalie, der fik opført Amalienborg – som jo netop blev opkaldt efter hende selv.

Men den største respekt hos danskerne opnåede Sophie Amalie, da hun ved kongens side red rundt på voldene, mens svenskerne bombede og skød løs mod hovedstaden i dagevis. Dét havde ingen dronning gjort før.

Hadet til Leonora Christine slap hende dog aldrig – og selv da manden, kong Frederik d. 3. døde, og hendes svigerdatter, den nye dronning Charlotte Amalie, gik så mindeligt i forbøn for den aldrende Leonora Christine, var Sophie Amalie stejl og ubønhørlig.

Leonora Christine skulle blive i Blåtårn.

Så det blev hun – indtil Sophie Amalie døde i 1685. Samme dag om aftenen blev kongedatteren tilbudt at komme ud i løbet af natten, men Leonora Christine var livsskuespiller af det store format.

Jeg vil ud med manér, sagde hun – og det kom hun så næste morgen i fuldt dagslys og med fuld honnør.

Derfra gik turen til Maribo, hvor Leonora Christine levede i yderligere 12 år, hvor hun også fik besøg af sine børn – og gav en af dem dét manuskript, der skulle sikre hendes berømmelse. Dog ikke med et samme som hun havde håbet, men 200 år senere, da det blev fundet på et loft i Østrig.

Men det er først om lang tid. Vi er stadig i 16- og 1700-tallet.

Enevælden var kommet til Danmark – og kvinderne var stadig underlagt mændene. Men der blev flere og flere undtagelser, som turde og ville noget mere. Nogle af dem var også ikke-royale – og nogle gange kunne det gå helt galt som med adelsfrøkenerne Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow, der nåede bunden på to meget forskellige måder.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.