Dannebrog fylder 800 år

Dannebrog fylder i dag 800 år – og dét skal fejres. Danmarksbloggen siger selvsagt også tillykke til dette elskede symbol, som vi danskere bruger til ALT – som i ALT:

  • Som klistermærker på madvarer, der er produceret i Danmark
  • Som servietter
  • Som frimærker
  • Som små papirsflag, vi stikker ned i fødselsdagslagkagen
  • Som andre små papirsflag på snor, der hænger på juletræet
  • Som større papirsflag vi vifter med, når vi skal hente familie og venner i lufthavnen – eller Dronningen har fødselsdag, og mange danskere samles på Amalienborg
  • Som papirsflag brugt som vejvisere, når vi skal holde fest
  • Som dekoration når der skal laves æresport til fx et sølvbryllup
  • Som en decideret flagallé brugt både i særlige anledninger, men også når der fx er byfest
  • Som en del af en blomsterbuket – for hvad er vel smukkere end papirs-Dannebrog sammen med blomster?
  • Som noget vi maler på kinderne – eller har på en klaphat – når vi skal heppe på danske sportsfolk
  • Som emoji når vi skal skrive Danmark på de sociale medier

Men allermest er Dannebrog et flag, som engang var et symbol på kongemagten, der lige siden i hvert fald Christian d. 4 er blevet anvendt af militæret, og som stadig er at finde både på uniformerne og på skibene (også handelsflåden), men som vi i dag kan finde på at bruge, bare fordi det er søndag, og solen skinner i kolonihaven …

Dannebrog anvendes også, når de kongelige er i nærheden, når det er fødselsdag eller der flages på halv stang ved begravelser, på busserne når der er mærkedage, på helligdage, ved kirkelige højtideligheder, når folketinget åbner, når skolen åbner eller der er eksamen – eller til at ligge over kisten, når en død, dansk soldat kommer hjem …

For i glæde og i sorg følger den rød-hvide kors-dug os. Det er i grunden ganske smukt og også derfor, at danske malere har malet flaget, og danske digtere har skrevet om Dannebrog. Nogle af de mest kendte linier er disse:

B.S. Ingemann: Vift stolt på Codans Bølge! Blodrøde Dannebrog! (fra sangen af samme navn).
H. C. Andersen: Du danske, friske strand, hvor Dannebrogen vajer (fra: ”I Danmark er jeg født”).
Peter Faber: Vid det er en ære, Dannebrog at bære (fra: “Højt fra træets grønne top”).
Axel Juel: Der er ingenting, der maner som et flag, der går til top (fra sangen af samme navn).

Endelig skal nævnes vores nationalsang ”Der er et yndigt land”, skrevet af Adam Oehlenschläger. Sangen havde oprindelig 12 vers, hvoraf et vers faktisk var tilegnet Dannebrog. Det lyder:

Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt,
Og stedse har sin farve hvid,
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid!

Dét vers kan man jo overveje at synge næste gang, at den står på ”Der er et yndigt land”. Et Dannebrog i strid – ja, hvorfor ikke? Arven fra 1864 er vi vist ved at have kastet af os – eller hur?

Nu mangler vi så bare at gøre Dannebrog til et samlende symbol for os alle sammen igen – og ikke kun dem, som tilhører et vist politisk parti. For Dannebrog er gennem tiderne blevet brugt som politisk markering, senest af Dansk Folkeparti. Men også dengang Sønderjylland stemte sig hjem i 1920 – og som et mærke på tøjet under Besættelsen for at vise sin dansksindethed.

Dannebrog er altså blevet taget til indtægt for meget … både noget, der samler og noget, der skiller os.

Det er værd at huske på i en tid, hvor danskheden er mere spraglet og mangfoldig end nogensinde. For danskere anno 2019 – 800 år efter Dannebrog faldt ned fra Himlen vistnok som en gave fra Gud – fås i alle farver og former: Hvide, brune, sorte, gule – tynde, tykke, dem midt i mellem – ja, hele den brogede palet. Alle er vi danskere, når vi bebor de danskes øer.

God Valdemarsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen møder danskerne: En øre-vagtlæge – ja, det fandtes engang

At det danske sundhedsvæsen er presset helt i bund, kommer næppe bag på nogen.

Man skal således være glad for at have sin egen læge, glad for at der overhovedet findes speciallæger og sygehuse. Men kunne det ikke være bedre, meget bedre?

Der var fx engang, hvor der var en øre-vagtlæge, erfarede Danmarksbloggen i går på en tur ud i det danske samfund – en tur, der gik forbi en ørelæge, som havde en hukommelse, der gik mere end én enkelt valgperiode tilbage.

For det lyder måske utopisk i dag, men det var i mange år helt naturligt, at man kunne ringe til en øre-vagtlæge, som kørte rundt i de mørke timer, og gav lindring til de børn og voksne, der havde øresmerter.

I dag er der ikke engang tilknyttet ørelæger på de fleste akutter – også kaldet skadestuer, selvom alle ved, at der er fire slags smerter, som er ulidelige:

Galdestenssmerter, nyrestenssmerter, tandsmerter – og øresmerter.

Akutten kan tage sig af de første to – men kun overfladisk af de to andre.

Har man tandsmerter, må man vente til tandlægen åbner – og dér satse på at komme til hurtigt, medmindre man er så heldig at ramme de få timer om aftenen og i weekenden, hvor tandlægevagten har åbent (den havde engang døgnbemanding).

Har man øresmerter, er man derimod rigtig på spanden – for der findes ikke nær så mange ørelæger som tandlæger, så det er helt normalt at skulle vente i mange dage på en øretid.

I mellemtiden pumpes der penge ud til privathospitaler, som er meget dyrere i drift end det offentlige sundhedssystem – og til skattelettelser.

Det giver ikke mening. Slet ikke mening. Vi er rigere end nogensinde – men pengene bruges forkert. Helt forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Dronningens nytårstale var i år ventet med mere end almindelig spænding, for året i kongehuset har på ingen måde været et normalt år. Prins Henrik døde som bekendt i februar, og på sand dansk manér så hyldede danskerne prinsen i høje toner i dagene mellem dødsfaldet og bisættelsen.

Man kunne – som Danmarksbloggen skrev det dengang – godt havde ønsket, at den farverige prins havde fået lov til at mærke dén sympati og varme, mens han var i livet. Det havde han fortjent:

Fra fransk greve til dansk prins: http://danmarksbloggen.dk/?p=9247

Men alt det sagde Dronningen nu ikke noget om. Der er som bekendt stil over damen. Men selvfølgelig nævnte hun sin afdøde mand, og hans skulptur, La Main du Createur, (Skaberens hånd, red.) stod også på bordet under talen, som var en af hendes allerbedste – og mest skarpe.

Hun stillede fx spørgsmålet om økonomisk fremgang altid er det samme som fremskridt, om vi forvalter væksten i samfundet på en måde, så livet bliver rigere.

Hun kom også ind på tidens stress og jag – og ønske om at få det hele på én gang.

Om den eftertanke og omtanke som alt for tit klemmes og glemmes i en tid, hvor vi er online hele tiden, men ikke tænker på, at der i den anden ende findes levende mennesker, som kan såres – og at det handler om at mødes menneske til menneske.

At det – og her henvendte hun sig til børnene – ikke drejer sig om, hvordan du ser ud eller hvad du har opnået, men hvordan du er overfor dine venner.

For ja, moral og etik fyldte i Dronningens nytårstale – og allerstærkest blev det, da hun talte om ansvaret for fællesskabet, og sagde:

Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget vi genkender fra den senere tid?

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat.

Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

Nu må Dronningen jo ikke være politisk, men det der var direkte møntet på de politikere og de bank- og erhvervsfolk, som ikke forstår, at de er ansat til at tjene samfundet – og ikke omvendt. Og hun har jo ret. Helt ret.

Danmarksbloggen giver derfor også HM Dronning Margrethe d. 2. seks ud af seks mulige dronningekroner for nytårstalen 2018..

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Evnen til at reflektere – i Rusland og i Vesten

Danmarksbloggen savner evnen til refleksion … også hos os her i Vesten.

For det er nemt at pege fingre, og i disse dage efter det russiske valg og mordforsøget på den tidligere russiske spion og hans datter går de vestlige medier og politikere i selvsving i deres iver efter at pege fingre ad Rusland og især den russiske leder Vladimir Putin.

Der er ingen ende på kritikken af Rusland som et udemokratisk land, et topstyret land, et land med store sociale forskelle – og et land som er særdeles aggressivt. Se bare på annekteringen af Krim.

Men sådan ser russerne ikke på det. De kan lide Putin og den russiske politik. De synes, at Krim er russisk – og at Vesten er aggressiv. Så mange russere – også dem, der er bosat i Danmark – stemte på Putin, fordi de mener, at han er en stærk mand, som gør det godt for Rusland og russerne.

Det grines der så af i Vesten – og også med god grund. Men er vi i grunden så meget bedre? Ja, vi har da demokrati, vil mange hævde. Korrekt – og der ligger en stor forskel.

MEN også i Vesten griber vi militært ind i andre lande og regioner, når det handler om at værne om vores interesser, også i Vesten har vi store sociale forskelle (og de er voksende i denne tid) – og også i Vesten lærer vi af vores politikere og vores medier, at de andre (blandt andet Rusland) er aggressive.

Så måske er der flere ligheder end forskelle? Måske vil de fleste af os – uanset om vi er russere eller danskere – bare leve et roligt og stille liv med job og familie?

Det tror Danmarksbloggen, der derfor vil opfordre til refleksion. Til ikke bare blindt at acceptere og tro på alt, som medier og politikere siger – men i stedet prøve at forholde sig kritisk til det, som der bliver sagt og gjort. For det mangler – både hos den almindelige russer og den almindelige dansker og europæer.

Vi tager alt for let udgangspunkt i det, som vore egne politikere vil have, at vi skal tro og mene.

Men vi skal tænke selv!!! For livet og verden er langtfra altid et spørgsmål om dem eller os, selvom mange ønsker at give os det indtryk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Misk-mask på Christiansborg

Dansk politik her op mod vinterferien er et mærkeligt misk-mask, der mest minder om panik før lukketid – læs et folketingsvalg er også på vej, senest i sommeren 2019.

Først kommer socialdemokraterne og vil sende samtlige asylansøgere til lejre i Nordafrika, hvor de lejre så end skulle ligge. For vis Danmarksbloggen dét land i dén region, som er sikker nok til, at man kan have flygtninge dér – og som er villig til at huse flygtninge. Dét land findes vist kun på papiret.

Så kommer der en skatte-aftale mellem regeringen og DF, som er en svag skygge af, hvad de blå partier ellers lagde op til, men stadig tordnende forkert, fordi de dårligst stillede endnu engang skal betale for skattelettelser til de bedre stillede. Den sædvanlige omvendte Robin Hood. Denne gang for fem milliarder kroner. Men så kan VLAK gå ud og sige det op til et valg.

Og indimellem pengene og flygtningene kommer den radikale Morten Østergaard så og meddeler i store, dyre annoncer, at han skam vil finde ud af, hvordan det er at bo i ghettoen, altså ikke den kreative overklasse-ghetto, hvor han normalt bor – men en anden slags ghetto. Det mener han så kan gøres med tre dage og to nætter i Vollsmose i Odense  – plus lidt i Aarhus og København. Danmarksbloggen kalder det ghetto-turisme og spil for galleriet.

For hvor er visionerne? Hvor er sammenhængen? Og er der nogen, der gider sende amatør-politikerne hjem til egnsteatrene og få fat i de professionelle – dem der kan noget? Dem, der har visioner om et samfund og et fællesskab – og som kan tænke længere end til næste valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens nytårsønsker

Danmarksbloggen slutter nytårsønske-serien anno 2018 med at bringe sine egne tre gode nytårsønsker for Danmark.

De tre ønsker er:

En øget erkendelse hos danskerne af at samfundet er et hele, som ikke er stærkere end det svageste led. Så alene af dén grund skal vi have mere lighed og mere solidaritet. Men vi skal også gå dén vej af ren og skær medmenneskelig anstændighed.

En øget forståelse hos danskerne for at vi alle har perioder i livet, hvor vi er svage og har brug for hjælp – og at vi derfor skal hjælpe hinanden, bære over med hinanden – ja, for nu at bruge et stort ord: Elske hinanden i en fælles-medmenneskelig kontekst.

Et større mod hos flere danskere til at tale egoismen og junglesamfundet imod – og tale fællesskabet og solidariteten op – samt kræve af vores politikere, at samfundet indrettes, så der er goder og tryghed nok til alle mennesker (Danmark er mere end rigt nok til det). For velmenende hattedamer m/k anno 2018 kan ikke redde Danmarks udsatte, svage, syge, arbejdsløse, ældre, børn, fattige og hjemløse, selvom der knokles i døgndrift. Det er strukturerne i samfundet, som der skal justeres på, hvis det virkelig skal batte noget, og goderne skal fordeles på en anstændig måde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En alternativ og genial julekalender

Det er i dag d. 1. december. 24 dage til jul. Tid til julekalendere, hvoraf mange er fulde af luksus-chokolade, dyr lakrids, make-up, parfume og mange andre ting, der handler om at forbruge – og om at få.

Danmarksbloggen vil i stedet henlede opmærksomheden på denne geniale julekalender – skabt af den svenske kirke i Umeå: https://www.svenskakyrkan.se/umea/julkalender

Den handler ikke om konsum og om at rage til sig, men om at give og om de rigtige værdier …

Dén julekalender er Danmarksbloggens julekalender i år – i håbet om at de enkeltes dages gaver bliver til gode vaner – også efter jul og nytår.

For der er nemlig større glæde i at give end i at få … året rundt …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Og ja, julekalenderen tager afsæt i Sverige og svenske juletraditioner. Så har man ikke en svensk pepparkaka d. 9. december, så kan man byde på en brunkage. Og man kan lade sig inspirere af store, danske videnskabsfolk som Niels Bohr og Inge Lehmann http://danmarksbloggen.dk/?p=6814 , hvis man ikke på Nobeldagen d. 10. december vil læse om Nobelpristagernes bedrifter.

God sommer

Sommeren er kommet til landet, og mange er i sommerhus eller på anden måde på ferie.

Danmarksbloggen vil derfor også ønske alle sine læsere en rigtig god sommer med masser af sol, svømmeture, jordbær og ikke mindst opladning, inden et spændende år tager sin begyndelse.

Vi lægger fra land igen lidt inde i august med en spændende anmeldelse af både musik, scenekunst og kultur. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen 4 år – og et Sisyfos-arbejde

Danmarksbloggen fylder i dag fire år.

Fire år er det samme som en olympiade – altså perioden mellem to omgange af de olympiske lege. For en olympiade og de olympiske lege er – stik mod hvad sportsjournalisterne siger – nemlig ikke det samme, og det vidste man udmærket i antikkens Grækenland, hvor de olympiske lege også blev opfundet.

I antikkens Grækenland troede man – ikke overraskende – også på de gamle, græske guder, som nok ikke har været så gamle dengang, men som der knytter sig mange sagn til.

Et af dem handler om krigshelten Sisyfos, der i al evighed skal skubbe en stor, tung sten op af en stejl bakke i dødsriget Hades. Desværre smutter stenen altid for ham lige inden, at han og stenen når toppen – og så er det forfra.

At det gik Sisyfos så ilde, skyldtes to ting: 1) At han afslørede, at det var selveste chefguden Zeus, der havde bortført en kongedatter og 2) At han snød sig tilbage til livet efter sin første død.

Sisyfos var altså lidt en blanding af en Snowdon og en Einstein, og den slags åbenhed, vidensdeling og kundskab brød guderne sig ikke om. De gamle guder tillod nemlig ingen at sætte sig ustraffet op imod dem og magten. Det gælder stadigvæk.

Derfor skal vi nu gøre det alligevel. Vi skal kæmpe for og satse på fællesskabet og frisindet, solidariteten og sammenhængskraften, respekten og rummeligheden.

Danmarksbloggen har gjort det i nu fire år – en hel olympiade, og tænker at blive ved, selvom det at arbejde for fællesskab, frisind, solidaritet osv næsten altid er et rigtigt Sisyfos-arbejde.

Men på et eller andet tidspunkt MÅ stenen da blive liggende oppe på bakken. En naiv tro? Sikkert. Men alternativet er værre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den politiske kandestøber

Teater til tiden – og så endda så forrygende godt spillet. Så kort kunne man faktisk anmelde ”Den politiske kandestøber”, der havde premiere i lørdags på Folketeatret i København. For Ludvig Holbergs stykke fra 1722 er mere aktuelt denne vinter end det har været i mange årtier.

For nok har danskerne – og alle andre folkeslag med for den sags skyld – altid været trætte af og skældt ud på deres politikere. Politikerleden og folkets bedreviden er nemlig kunstarter, der er ligeså gamle som det politiske håndværk.

Men en ting er at sidde på kroen eller måske øverst oppe i en sort skyskraber i New York og tro, at man er klogere end The Establishment. Noget andet er at få de gyldne kæder på, hvad enten det sker i Gramborg eller i Washington D.C.

Så skal magten eksekveres – så skal skibet føres, og det kan være farligt i hænderne på en populist. Som dr. phil. Bent Holm skriver i programmet: Pointen er, at når magten ikke hviler på overblik, ansvarlighed og kompetence, men tværtimod på indbildskhed, usikkerhed og selvhævdelse, så bliver magthaveren hurtigt ømskindet, mistroisk og aggressiv, kortluntet og kolerisk – og så har man balladen.

Om manden med håret, der har samme orange farve som Gramborgs flag, så ligesom Herman von Bremen som en anden pølse ender med at knække sammen under ansvars- og arbejdsbyrden af sager og retslige tvister, mens døre og vinduer i Det Ovale Værelse står og klaprer, er nok tvivlsomt. Den amerikanske reality-rigmand er vist gjort af et andet og hårdere stof end Holbergs danske kandestøber.

Men lige dén psykologiske sammenligning er en overvejelse, der intet har med forestillingen at gøre. En forestilling, der især i første akt sprudler af tempo, humor og snart det ene og snart det andet hip til nutidig dansk politik med en 1725-plan, som må droppes, en hammer, der bankes med i tide og utide, en Joachim Kuglestøder, der ikke har tid til at komme til dagens politiske møde – og en insisteren på kun at skulle beskæftige sig med det, der foregår i en radius af max 500 meter omkring Gramborg. Alt andet er nemlig udlandet, og det er ikke relevant. Tværtimod så afvises udlandet, også når det står og banker på.

Ja, sågar de nymodens juletræer vil man ikke have ind i stuerne. De er nemlig ikke stuerene, og så udvander de også vores kristne tro. Og nok kommer de grønne træer fra Tyskland, men selv i Tyskland er de en utysk skik, lyder den luftige (bort)forklaring.

Øl og pølser vil man derimod gerne have i Gramborg – de sidste endda i en grad, så det ligefrem risikerer at udvikle sig til en decideret Pølse-gate med både bilag og bøvl med dateringer.

Lyder det som noget, vi kender fra vor tid? Åh, ja. For også i 2017 vrimler det med politiske kandestøbere i Danmark. Nogle af dem sidder allerede i Folketinget – og andre er på vej. Så nej, vi kan ikke bare pege fingre af USA, selvom det er meget nemt. Vi må også være selvkritiske og se indad, så vi bedre kan skelne populisten fra den kompetente.

Mere skal ikke siges her. Gå selv ind og se forestillingen.

For den er såre god. Alle på scenen leverer fantastisk skuespil, dog skal kandestøberen i skikkelse af Henrik Koefoed fremhæves, fordi han så klart formår at spille, så man ender med at få sympati for og have oprigtigt ondt af denne i starten så latterlige og opstyltede mandsperson. Omvendt er det med Heinrich, som man får mere og mere antipati imod – men som ligeså excellent spilles af Kristian Holm Joensen.

Men også kandestøberens kone Geske – i skikkelse af Mette Horn, der har et udpræget talent for komik – sætter sig fast, og forestillingen går simpelthen et gear op, da hun stormer ind på scenen som Mutter. For slet ikke at tale om scenen med grisen, undskyld hunden i anden akt, hvor publikum bogstaveligt talt vred sig af grin.

Det gjorde salen også under indsættelsen af borgmesteren/kandestøberen, hvor lejlighedssangen med både manglende rytme og flere tilfælde af rod i versefødderne viser, hvad der sker, når amatører skal stå for værket. Lejlighedssang er i øvrigt et udpræget dansk fænomen, så det var mesterligt at bruge netop det til at vise, hvad der sker, når skidt kommer til ære – og ikke ved, hvordan det skal være.

Det havde ellers været let at falde for fristelsen til under indsættelsen af kandestøberen at lade ham have fingersprog og attituder, som vi kender det fra anden populist, der for nylig er blevet indsat. Man kunne også nemt have talt om antallet af borgere tilstede på Gramborgs torv, og det havde Danmarksbloggen næsten også forventet, at man gjorde. Men det skete ikke, og det er herligt ikke altid at få det oplagte.

Det Eder får, hvis Eder gakker til Folketeatret, er derimod en farverig, festlig og forrygende opsætning af “Den politiske kandestøber”, hvor teatret traditionen tro og med stor dygtighed har ført Holbergs gamle komedie ind i vor tid – og bevaret det Holbergske drilleri og den særlige Holbergske tone.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks gyldne borgmesterkæder.

”Den politiske kandestøber” spiller på Folketeatret til og med d. 11. marts, og er derefter på turné landet rundt i perioden 18. marts til 17. maj. Det er Søren Iversen, der har instrueret. Thor Bjørn Krebs har bearbejdet Ludvig Holbergs tekst. Scenografien står Stine Martinsen for.
Medvirkende er: Henrik Koefoed, Mette Horn, Sonja Oppenhagen, Søren Hauch-Fausbøll, Lisbeth Gajhede, Torben Zeller, Kristian Holm Joensen, Matthias Sprogøe Fletting, Sofie Alhøj og Jesper Riefensthal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk