En alternativ og genial julekalender

Det er i dag d. 1. december. 24 dage til jul. Tid til julekalendere, hvoraf mange er fulde af luksus-chokolade, dyr lakrids, make-up, parfume og mange andre ting, der handler om at forbruge – og om at få.

Danmarksbloggen vil i stedet henlede opmærksomheden på denne geniale julekalender – skabt af den svenske kirke i Umeå: https://www.svenskakyrkan.se/umea/julkalender

Den handler ikke om konsum og om at rage til sig, men om at give og om de rigtige værdier …

Dén julekalender er Danmarksbloggens julekalender i år – i håbet om at de enkeltes dages gaver bliver til gode vaner – også efter jul og nytår.

For der er nemlig større glæde i at give end i at få … året rundt …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Og ja, julekalenderen tager afsæt i Sverige og svenske juletraditioner. Så har man ikke en svensk pepparkaka d. 9. december, så kan man byde på en brunkage. Og man kan lade sig inspirere af store, danske videnskabsfolk som Niels Bohr og Inge Lehmann http://danmarksbloggen.dk/?p=6814 , hvis man ikke på Nobeldagen d. 10. december vil læse om Nobelpristagernes bedrifter.

God sommer

Sommeren er kommet til landet, og mange er i sommerhus eller på anden måde på ferie.

Danmarksbloggen vil derfor også ønske alle sine læsere en rigtig god sommer med masser af sol, svømmeture, jordbær og ikke mindst opladning, inden et spændende år tager sin begyndelse.

Vi lægger fra land igen lidt inde i august med en spændende anmeldelse af både musik, scenekunst og kultur. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen 4 år – og et Sisyfos-arbejde

Danmarksbloggen fylder i dag fire år.

Fire år er det samme som en olympiade – altså perioden mellem to omgange af de olympiske lege. For en olympiade og de olympiske lege er – stik mod hvad sportsjournalisterne siger – nemlig ikke det samme, og det vidste man udmærket i antikkens Grækenland, hvor de olympiske lege også blev opfundet.

I antikkens Grækenland troede man – ikke overraskende – også på de gamle, græske guder, som nok ikke har været så gamle dengang, men som der knytter sig mange sagn til.

Et af dem handler om krigshelten Sisyfos, der i al evighed skal skubbe en stor, tung sten op af en stejl bakke i dødsriget Hades. Desværre smutter stenen altid for ham lige inden, at han og stenen når toppen – og så er det forfra.

At det gik Sisyfos så ilde, skyldtes to ting: 1) At han afslørede, at det var selveste chefguden Zeus, der havde bortført en kongedatter og 2) At han snød sig tilbage til livet efter sin første død.

Sisyfos var altså lidt en blanding af en Snowdon og en Einstein, og den slags åbenhed, vidensdeling og kundskab brød guderne sig ikke om. De gamle guder tillod nemlig ingen at sætte sig ustraffet op imod dem og magten. Det gælder stadigvæk.

Derfor skal vi nu gøre det alligevel. Vi skal kæmpe for og satse på fællesskabet og frisindet, solidariteten og sammenhængskraften, respekten og rummeligheden.

Danmarksbloggen har gjort det i nu fire år – en hel olympiade, og tænker at blive ved, selvom det at arbejde for fællesskab, frisind, solidaritet osv næsten altid er et rigtigt Sisyfos-arbejde.

Men på et eller andet tidspunkt MÅ stenen da blive liggende oppe på bakken. En naiv tro? Sikkert. Men alternativet er værre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den politiske kandestøber

Teater til tiden – og så endda så forrygende godt spillet. Så kort kunne man faktisk anmelde ”Den politiske kandestøber”, der havde premiere i lørdags på Folketeatret i København. For Ludvig Holbergs stykke fra 1722 er mere aktuelt denne vinter end det har været i mange årtier.

For nok har danskerne – og alle andre folkeslag med for den sags skyld – altid været trætte af og skældt ud på deres politikere. Politikerleden og folkets bedreviden er nemlig kunstarter, der er ligeså gamle som det politiske håndværk.

Men en ting er at sidde på kroen eller måske øverst oppe i en sort skyskraber i New York og tro, at man er klogere end The Establishment. Noget andet er at få de gyldne kæder på, hvad enten det sker i Gramborg eller i Washington D.C.

Så skal magten eksekveres – så skal skibet føres, og det kan være farligt i hænderne på en populist. Som dr. phil. Bent Holm skriver i programmet: Pointen er, at når magten ikke hviler på overblik, ansvarlighed og kompetence, men tværtimod på indbildskhed, usikkerhed og selvhævdelse, så bliver magthaveren hurtigt ømskindet, mistroisk og aggressiv, kortluntet og kolerisk – og så har man balladen.

Om manden med håret, der har samme orange farve som Gramborgs flag, så ligesom Herman von Bremen som en anden pølse ender med at knække sammen under ansvars- og arbejdsbyrden af sager og retslige tvister, mens døre og vinduer i Det Ovale Værelse står og klaprer, er nok tvivlsomt. Den amerikanske reality-rigmand er vist gjort af et andet og hårdere stof end Holbergs danske kandestøber.

Men lige dén psykologiske sammenligning er en overvejelse, der intet har med forestillingen at gøre. En forestilling, der især i første akt sprudler af tempo, humor og snart det ene og snart det andet hip til nutidig dansk politik med en 1725-plan, som må droppes, en hammer, der bankes med i tide og utide, en Joachim Kuglestøder, der ikke har tid til at komme til dagens politiske møde – og en insisteren på kun at skulle beskæftige sig med det, der foregår i en radius af max 500 meter omkring Gramborg. Alt andet er nemlig udlandet, og det er ikke relevant. Tværtimod så afvises udlandet, også når det står og banker på.

Ja, sågar de nymodens juletræer vil man ikke have ind i stuerne. De er nemlig ikke stuerene, og så udvander de også vores kristne tro. Og nok kommer de grønne træer fra Tyskland, men selv i Tyskland er de en utysk skik, lyder den luftige (bort)forklaring.

Øl og pølser vil man derimod gerne have i Gramborg – de sidste endda i en grad, så det ligefrem risikerer at udvikle sig til en decideret Pølse-gate med både bilag og bøvl med dateringer.

Lyder det som noget, vi kender fra vor tid? Åh, ja. For også i 2017 vrimler det med politiske kandestøbere i Danmark. Nogle af dem sidder allerede i Folketinget – og andre er på vej. Så nej, vi kan ikke bare pege fingre af USA, selvom det er meget nemt. Vi må også være selvkritiske og se indad, så vi bedre kan skelne populisten fra den kompetente.

Mere skal ikke siges her. Gå selv ind og se forestillingen.

For den er såre god. Alle på scenen leverer fantastisk skuespil, dog skal kandestøberen i skikkelse af Henrik Koefoed fremhæves, fordi han så klart formår at spille, så man ender med at få sympati for og have oprigtigt ondt af denne i starten så latterlige og opstyltede mandsperson. Omvendt er det med Heinrich, som man får mere og mere antipati imod – men som ligeså excellent spilles af Kristian Holm Joensen.

Men også kandestøberens kone Geske – i skikkelse af Mette Horn, der har et udpræget talent for komik – sætter sig fast, og forestillingen går simpelthen et gear op, da hun stormer ind på scenen som Mutter. For slet ikke at tale om scenen med grisen, undskyld hunden i anden akt, hvor publikum bogstaveligt talt vred sig af grin.

Det gjorde salen også under indsættelsen af borgmesteren/kandestøberen, hvor lejlighedssangen med både manglende rytme og flere tilfælde af rod i versefødderne viser, hvad der sker, når amatører skal stå for værket. Lejlighedssang er i øvrigt et udpræget dansk fænomen, så det var mesterligt at bruge netop det til at vise, hvad der sker, når skidt kommer til ære – og ikke ved, hvordan det skal være.

Det havde ellers været let at falde for fristelsen til under indsættelsen af kandestøberen at lade ham have fingersprog og attituder, som vi kender det fra anden populist, der for nylig er blevet indsat. Man kunne også nemt have talt om antallet af borgere tilstede på Gramborgs torv, og det havde Danmarksbloggen næsten også forventet, at man gjorde. Men det skete ikke, og det er herligt ikke altid at få det oplagte.

Det Eder får, hvis Eder gakker til Folketeatret, er derimod en farverig, festlig og forrygende opsætning af “Den politiske kandestøber”, hvor teatret traditionen tro og med stor dygtighed har ført Holbergs gamle komedie ind i vor tid – og bevaret det Holbergske drilleri og den særlige Holbergske tone.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks gyldne borgmesterkæder.

”Den politiske kandestøber” spiller på Folketeatret til og med d. 11. marts, og er derefter på turné landet rundt i perioden 18. marts til 17. maj. Det er Søren Iversen, der har instrueret. Thor Bjørn Krebs har bearbejdet Ludvig Holbergs tekst. Scenografien står Stine Martinsen for.
Medvirkende er: Henrik Koefoed, Mette Horn, Sonja Oppenhagen, Søren Hauch-Fausbøll, Lisbeth Gajhede, Torben Zeller, Kristian Holm Joensen, Matthias Sprogøe Fletting, Sofie Alhøj og Jesper Riefensthal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den Anden Verden”

Der er noget i vandet under broen. En anden verden. Det får man også i dén grad vist – endda hele to gange i første afsnit af DR´s nye julekalender ”Den Anden Verden”, som så gerne vil lave noget spændende om magi og om det at være ung, være på en bro mellem at være barn og voksen, mellem to verdner på så mange måder.

Desværre bliver det ved de gode viljer i en tv-julekalender, der er så gennemforudsigelig og i det hele taget så gennemsnitlig, at det bliver svært at ramme de tweens og de teenagere, som må være målgruppen.

For historien er både for dyster og for optaget af, hvordan man kysser rigtigt til at man kan nå de små og større børn. De vil nemlig have hygge og nisser og søde dyr. Eller i hvert fald festlige og sjove guder, feer, prinser og prinsesser og den slags fantasivæsner.

Og det fås ikke i denne julekalender, der minder mere om en klassisk nordic noir fortælling end om så meget andet, dog uden det format og den dybde som der er i mange af de nordiske skæbnefortællinger af både ældre og nyere dato.

De voksnes skuespilspræstationer skal dog roses – og især Lars Brygman og Christian Tafdrup (og formentlig også Sofie Gråbål, når hun for alvor kommer på banen dernede i den anden verden) er eminente, mens de unge igen mere er drevet af den gode vilje.

Det er synd. For historien burde ramme os lige i hjertekulen med de to tvillingesøstre, hvor den ene er extrovert og den anden introvert, men hvor begge har mistet deres far som ganske små. En far, der stod for det teater, som moderen nu tappert prøver at drive videre. Et rent eventyr som dem Brdr. Grimm samlede, og som vi efter sigende skal møde i de kommende 24 dages julekalender på DR.

Men det er alt sammen så forudsigeligt og ja, kedeligt. Danmarksbloggen er derfor ked af kun at kunne give ”Den Anden Verden” to nissehuer ud af seks mulige.

Danmarksbloggen vil dog retfærdigvis se julekalenderen og vende tilbage med en ny anmeldelse, hvis det her kun er startvanskeligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reformationsdag – også for kvinder

Halloween, keltisk nytår, reformationsdag – d. 31. oktober har mange navne og mange ting at mindes.

Men et er sikkert: Det er efterår – og i år er dagen d. 31. oktober endda ekstra speciel for mange heroppe i Norden, da den romersk-katolske pave for første gang i små tre årtier er på besøg. I denne omgang dog kun i Sverige, hvor pave Frans besøger Lunds Domkyrka, der i øvrigt blev bygget af danskerne, da Skåne var dansk, dengang katedralen blev skabt i 1100-tallet.

Men nu er Lund altså svensk. Og det er måske meget passende, at paven ved begyndelsen af 500-året for Luthers teser (han bankede dem op på kirkedøren i Wittenberg d. 31. oktober 1517) og dermed reformationens start besøger ikke kun Nordens første domkirke. Men også en kirke der ligesom resten af Svenska Kyrkan har bevaret meget af den katolske liturgi, selvom kirken i sit bekendelsesgrundlag er evangelisk-luthersk.

Svenska Kyrkan er derfor en god brobygger mellem en ord-fokuseret protestantisme og en følelsesladet katolicisme, som dog har det tilfælles, at de diskriminerer kvinderne. I klassisk protestantisme er jomfru Maria fx reduceret til at være en fødemaskine, mens der i de katolske kirker fx ikke er kvindelige præster. Kvinderne skal med andre ord begge steder kende deres plads.

I Svenska Kyrkan derimod må kvinderne gerne fylde, både på prædikestolen og i selve troen. Her vrimler det med både kvindelige præster og biskopper – men også med Maria-statuer og dage og andet tilegnet Maria. Det er dejligt at opleve, og det minder om, at reformationen også handlede om kvinder – og især om en kvinde: Reformatorens hustru Katharina Luther, hvis liv var både dramatisk og rørende – og som man i løbet af det næste år kan opleve i mere end 120 kirker over hele Danmark.

Danmarksbloggen kommer også med en anmeldelse, når forestillingen rammer Hovedstadsområdet. Men inden da, så læs denne reportage (skrevet af undertegnede) om premieren på den fantastiske forestilling: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/katharina-luther-var-paa-praedikestolen-i-haderslev-domkirke

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: De dybeste rødder

Der har allerede været skrevet meget om Thomas Larsens mere end 400 siders lange bog ”De dybeste rødder”, der vel egentlig bedst kan beskrives som en historie- og samtalebog med Dronning Margrethe d. 2., der fortæller om sit eget liv i relation til Danmark, Danmarkshistorien og de begivenheder, som er sket i hendes levetid.

Det er en velskrevet og letlæst bog i fire dele, hvor man som læser dog godt kunne ønske sig, at der var gået mere i dybden med nogle af emnerne. Ikke nødvendigvis på den sædvanlige kritisk-journalistiske facon, som ofte blot handler om at udstille et menneske (især hvis det menneske er kendt). Men hvor man i stedet havde brugt den respektfulde nysgerrige og samtale-orienterede facon, som Dronningen ifølge bogen er meget begejstret for og selv praktiserer, når hun skal indsamle viden.

Den første del ”Rødder” handler om Dronningens lykkelige barndom på Amalienborg og rundt omkring på de andre kongelige slotte i Danmark. Her fortælles der ikke noget, som ikke allerede er almen viden om Danmarks dronning, der altid har elsket at læse (sådan set alt, men måske allermest Danmarkshistorien og de store fortællinger), at tegne og male samt at grave efter fortidsfund i den danske muld.

En dronning, der dengang hun var prinsesse, voksede op i en kærlig familie, hvor fædrelandet og fædrelandskærligheden var naturlige ingredienser i en hverdag, der bestod af lige dele rydden op i kommodeskuffen og rejse på togter med kongeskibet ”Dannebrog”, så hun i mange år efter kendte Danmark bedre fra søsiden end fra landsiden. Præcis som de vikinger, som hun beundrer meget og roser for deres mod og initiativ, gjorde det.

Det mest interessante i første del er derfor også Dronningens udmeldinger om barndommens betydning, danskerne og danskheden. Her siger hun fx: “Man kan stille to næsten diametrale modsætninger op og sige, at det er typisk dansk. Det er typisk dansk at have nok i sig selv, være derhjemme og have det hyggeligt. Men det er også typisk dansk at have udsyn og vilje til at drage ud og vise, hvad vi kan.”

I anden del ”På vej” beskæftiger bogen sig med de store linjer i Dronninge-gerningen, fra dengang Dronningen som 13-årig blev tronfølger efter Grundlovsændringen, der knyttede hendes skæbne til Danmark – og ikke til et andet land, som normen ellers var det for prinsesser. Men i stedet kom Margrethe d. 2. i Statsrådet med sin far, da hun fyldte 18 – som hendes egen søn også er det i dag.

For vi er med hele vejen rundt, også geografisk og historisk. Vi hører selvfølgelig om Grænselandet og Genforeningen, om Besættelsen og Den Kolde Krig – og om Dronningens kærlighed til Grønland og Færøerne – og vi forstår de to lande bedre, hvilket er en stor gevinst ved bogen. For i Danmark mangler der viden om og interesse for de nordlige dele af Rigsfællesskabet. Ved du fx hvornår det er grønlandsk og færøsk flagdag? Det gør Dronningen, og det er den 21. juni og den 29. juli.

Men vi hører også om Dronningens yndlingsregenter, hvor især det at læse om den af mange så oversete Christian d. 8 gør indtryk. Han var efter Dronningens mening den måske mest begavede mand, der nogensinde har siddet på Danmarks trone med en stor interesse for både kunst og kultur, men som samtidig også ønskede at knytte folkestyret tættere til Danmark. For nok var det sønnen Frederik d. 7., der gav danskerne Grundloven, men det var Christian d. 8., der lang tid inden havde støbt formen.

I det hele taget går Dronningen meget op i folkestyre, og i at være noget for sit folk og sit land – og det er derfor naturligt, at hendes valgsprog er: Guds hjælp. Folkets kærlighed. Danmarks styrke. Og det skal tages helt bogstaveligt.

Dronningen skal ifølge Grundloven være medlem af Folkekirken, men Margrethe d. 2. er et meget troende menneske, der også giver den kristne etik en stor del af æren for det gode samfund, som vi har i Danmark. Men hun nævner også andelsbevægelsen, åndskæmpen Grundtvig og så det at danskerne altid har handlet og sejlet ud som uundværlige dele af den danske folkesjæl.

Men som i første del er det Dronningens egne ord, der gør størst indtryk. Som når hun kalder Margrete d. 1. for en allerhelvedes kone, fordi den stærke dame i en mandsdomineret tidsalder kunne samle hele Norden – som den eneste regent gennem historien vel at mærke.

Eller som når Dronningen fortæller om Danmarks placering ved Østersøen og kalder Danmark et for andre lande ”Handy foretagende”, som de måske let kunne løbe over ende, men som omvendt alle også har en interesse i er et selvstændigt land, så ingen af de store magter sidder på adgangen til Østersøen.

I tredje del ”Skiftetid” kan man læse, hvordan det var i de bevægede dage i 1972, da Dronningen overtog tronen efter sin far – og i tiden efter, hvor både manden og moderen var Dronningen uvurderlige støtter i en dronninge-gerning, der med Dronningens egne ord var ganske umoderne på den tid.

En stor del af kapitlet er også tilegnet prins Henrik, som Dronningen stadig siger ligeså meget JA til, som hun gjorde det i Holmens Kirke for snart 50 år siden – også selvom danskerne ikke altid har mødt ham med samme forståelse og varme. Det er også gammelt nyt for nu at sige det ligeud.

Men også flytningen fra land til by og den nuværende diskussion om Udkantsdanmark kommer bogen ind på – dog desværre uden at gå rigtigt i dybden. Noget af det bedste er som sædvanlig et citat fra Dronningen selv, der ikke bryder sig om ordet Udkantsdanmark. Hun siger: ”Når man siger udkant, er det oplagt, at udsigtspunktet ligger i København … Men så plejer jeg at sige: Kom til Herning eller Holstebro. Det kan godt være, at de byer ligger langt fra København, men de er godtnok ikke udkant.”

Det hopper i det hele taget lidt i del tre, hvor det næste afsnit handler om en ligestilling, som Dronningen er glad for, men også opfatter som noget naturligt på en måde, så hun aldrig har været kvindesagsforkæmper. Men at hun i stedet mener, at der er forskel på de to køn, hvilket hun selv sætter trumf på med disse ord: ”For så ville vi jo være koraller, ikke? Og de har det ikke så sjovt, korallerne. De bliver større og større, og de kommer ingen vegne.”

Fra kvinder og børn – og at det har en pris, hvis både far og mor skal bruge pæren på job hele dagen – og en uforbeholden ros til svigerdatteren kronprinsesse Mary – går bogen videre med de nye danskere, som Dronningen i alle landets aviser er blevet citeret for at give en opsang i bogen med ordene om, at indvandrerne skal skifte lidt af jorden i potten, hvis de skal blive danske.

Og ja, det siger hun OGSÅ. Men som altid er det mere spændende at få det hele med end et løsrevet citat. For læser man kapitlet i bogen ”De dybeste Rødder” står det klart, at Dronningen i mange år har ment, at der var et ansvar på ALLE sider om at sørge for, at integrationen kunne lykkes, men at ingen faktisk har gjort det særligt god. Så de royale fingre peger på os alle sammen. Også hende selv, som ikke havde forestillet sig, at det ville blive så svært, men omvendt så mener Dronningen ikke, at problemet er større, end at vi burde kunne klare det.

Og så springer vi ellers tilbage til 1989 og Murens fald, som var en meget glædelig begivenhed for en Margrethe d. 2. der som et ægte barn af 2. verdenskrigs ulykker, blev meget glad for at se chancen for et forenet Europa i fred og frihed folde sig ud. Både for sig selv, men også i forhold til Danmark, som med Dronningens ord ikke er en isoleret ø, men som er knyttet sammen med både Norden og resten af Europa, men som alligevel skal bevare sin nationalkarakter.

Igen bruger hun potte-billedet, når hun siger om EU-samarbejdet: ”Man kan sige, at alle vi lande gerne skulle stå i samme vindueskarm, men i hver sin potte.”  For at nationalstaten og nationalfølelsen betyder noget, er Dronningen ikke i tvivl om.

Og det gælder også i en krigs- og terrortid som vores, hvor det er vigtigt for Dronningen, at vi holder hovedet klart, men også er i stand til og villige at forsvare os. Hun er derfor også en stor tilhænger af forsvaret og mener, at vi har gjort en forskel ved at have soldater udsendt i Irak og Afghanistan. For ja, det er godt, mener hun, at vi kaster åget fra 1864 fra os og tror på, at vi kan forsvare os selv og vores gamle land.

Fjerde og sidste del hedder ”Danskernes Dronning”. Det er bogens mindste del, og den starter med at tale om Dronningens nytårstaler og om danskheden, der både kan være selvtilstrækkelig og selvtilfreds, men også rummelig og en livsbekræftende det-går-nok-attitude.

Men også en danskhed, der med Dronningens ord handler om at påvirkninger udefra. Påvirkninger, som den danske kultur behøver – men ikke uden lige at se dem an. For som Dronningen siger det: ”Hvis man kritikløst omfavner det (nye), så kan man blive kvalt. Og hvis man kritikløst afviser det, kan man også blive kvalt. Af luftmangel.”

Det danske sprog, årstiderne, landskaberne, byerne, øerne og broerne kommer bogen også ind på – med særlige afsnit reserveret til landets to største byer, København og Aarhus, hvor Dronningen også opholder sig meget.

Og så slutter bogen som forventeligt med at konkludere, at danskerne gerne vil deres kongehus og monarki – selvom der altid er en debat, som ifølge Dronningen så sandelig også skal være der.

Med Margrethe d. 2. ved roret er det dog en debat, som næsten altid ender med en entydig lovprisning af monarkiet i Danmark. For Dronningen er en regent – en kone som hun nok selv ville sige det – der vil sit land og dets befolkning mere end de færreste måske gør sig klart … medmindre altså man læser denne bog. For så står det mejslet ind i sten som Danmarks dåbsattest gør det i Jellingestenen.

Danmarksbloggen giver fire kongekroner ud af seks mulige til journalist Thomas Larsen, der har skrevet bogen. Men Danmarksbloggen giver så også seks ud af seks kongekroner til Dronning Margrethed d. 2., fordi hun – de steder, hvor hun selv kommer til orde – med få ord og i fyndige sætninger får sagt så meget, at man som læser sidder med øjne så store som Rundetårn (ligesom H. C. Andersens hunde i Fyrtøjet) for at få det hele med.For i de sætninger ligger guldet i bogen – eller som det vel retteligen skulle hedde: Her glimter kronjuvelerne.

Bogen er udgivet af Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Superbia – den værste dødssynd

Vores samfund og sammenhængskraft trues af både ydre og indre fjender.

Ja, skriger højrefløjen: Af Islamisk Stat og andre (muslimske) fundamentalister.
Ja, skriger venstrefløjen: Af den stigende sociale ulighed og brølende liberalisme.

Og det har de vel begge ret i. MEN hverken religiøse mørkemænd m/k eller liberale hulemænd m/k ville kunne stille så meget op, hvis ikke langt de fleste (læs: alle) var grebet af den snert, der hedder MIG, MIG, MIG og så MIG igen.

I gamle dage talte man om de syv dødssynder: Hovmod, vrede, utugt, dovenskab, frådseri, misundelse og griskhed.

Hovmod – superbia – var den værste, for den repræsenterer en selvoptagethed, der for den enkelte betyder, at man erstatter Gud med sit eget jeg. Det er derfor også den dødssynd, der fører til alle de andre seks – på den ene eller anden måde.

Lyder det bekendt? Det tror Danmarksbloggen nok, at det gør. Vi lever i en tid, hvor superbia er blevet den nye religion, som alle ledsaget af diverse ligegyldige selfies jublende bekender sig til. For det handler om MIG, lyder nutidens morale – hvis man ellers kan kalde det en morale.

Men i superbia ligger også kimen til vores samfunds ødelæggelse. Det er derfor på tide at få de syv dyder på banen igen. De er: Tro, håb, kærlighed, mådehold, klogskab, udholdenhed og retfærdighed. Dyder, som Danmark var bygget på fra Kanslergadeforliget og indtil samfundet kæntrede engang i 00´erne under Fogh og Kjærsgaard.

Heldigvis kan – og skal – det bygges op igen, og det starter med hver og en af os. I DAG. Med at JEG og DU skal tænke på VI og OS.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuen lyser igen

Så er det dén tid på året: Priden er i gang igen – og Danmarksbloggen bakker som altid 100% op om regnbuen – og om den mangfoldighed, som den repræsenterer.

Det startede faktisk allerede i går, og det fortsætter i dag, i morgen, på fredag og på lørdag, hvor den store parade foregår – og lidt på søndag.

Paraden og Drag Night, som er på fredag, trækker altid mange tilskuere.

Men der er også mange debatter, film og andet, der sætter fokus på, at accept og opnåelse af seksuelle rettigheder stadig er noget, som der skal kæmpes for mange steder i verden – også i Danmark, hvor vi ellers roser os af vores frisind.

Men her i Danmark findes der også hatecrimes med seksuelt motiv. Der er fundamentalistiske religiøse kræfter, både indenfor islam og kristendom, der er imod alt andet end heteroseksualitet, som de opfatter som “det normale”.

I Danmarksbloggens øjne er det normale at være et menneske – så man kan ligeså godt spørge om “HVORNÅR FANDT DU UD AF, AT DU VAR HETERO?” som man kan spørge om alt muligt andet.

Det gør de så ikke. Heller ikke dem, der bare har et generelt snævert sind og en manglende rummelighed, selvom de ikke er hverken særlig religiøse eller politiske.

Så der er stadig en kamp at kæmpe – også i Danmark. En kamp, der heldigvis får masser af næring, masser af kærlighed i de her dage. Kom og vær med. Det er en fest.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Velkommen tilbage

Juli kom og gik – og rundt om Danmark stod verden i brand. Alt for meget og alt for mange steder. Tyrkiet, Nice, München, Saint-Etienne-du-Rouvray og alt for mange flere endnu. Og i USA blev en gal mand kåret til republikanernes præsidentkandidat. Det er vanvid med vanvid på.

Men hvad gjorde den danske statsminister midt i al dette? Jo, han holdt sommerferie – og så tog han til Frankrig for at forsøge at få Tour de France til Danmark – og det vil da være både herligt og spektakulært at få verdens største cykelløb til et af verdens største cykellande – og cykelbyer. Touren skal nemlig i så fald starte i København om nogle år.

MEN at landets leder fokuserer på et cykelløb med gule, grønne, hvide og prikkede trøjer istedet for på en verden, der mere og mere nærmer sig noget, der minder om kollaps og krig – dét er galimatias i én grad, så det er absurd for selv den nuværende V-regering.

Nye boller på suppen er det i hvert fald ikke. Danmarksbloggen lovede derimod nye boller på suppen efter sommerferien – og det skal I få.

I går – i utide – kom en anmeldelse og en reportage fra weekendens Harry Potter-udgivelse. Og fredag d. 12. august fx kommer der et interview med Lise Lotte Møller, der vil fortælle om det kommende Folkemøde på Møn, og hvorfor det kan regnes som en slags lillesøster til Folkemødet på Bornholm.

Og det er planen, at der kommer mange flere interviews med spændende mennesker fra hele Danmark. Samt reportager om stort og småt. Og selvfølgelig også stadig masser af kultur, kunst, historie – og holdninger.

For Danmark er et dejligt land – og det er skønt at være dansk i den oprindelige betydning, som handler om at danskhed er lig med åbenhed, mangfoldighed, tolerance og vidsyn – og ikke den falske danskheds mørke og angst, som især Dansk Folkeparti men også andre repræsenterer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk