At det danske sundhedsvæsen er presset helt i bund, kommer næppe bag på nogen.

Man skal således være glad for at have sin egen læge, glad for at der overhovedet findes speciallæger og sygehuse. Men kunne det ikke være bedre, meget bedre?

Der var fx engang, hvor der var en øre-vagtlæge, erfarede Danmarksbloggen i går på en tur ud i det danske samfund – en tur, der gik forbi en ørelæge, som havde en hukommelse, der gik mere end én enkelt valgperiode tilbage.

For det lyder måske utopisk i dag, men det var i mange år helt naturligt, at man kunne ringe til en øre-vagtlæge, som kørte rundt i de mørke timer, og gav lindring til de børn og voksne, der havde øresmerter.

I dag er der ikke engang tilknyttet ørelæger på de fleste akutter – også kaldet skadestuer, selvom alle ved, at der er fire slags smerter, som er ulidelige:

Galdestenssmerter, nyrestenssmerter, tandsmerter – og øresmerter.

Akutten kan tage sig af de første to – men kun overfladisk af de to andre.

Har man tandsmerter, må man vente til tandlægen åbner – og dér satse på at komme til hurtigt, medmindre man er så heldig at ramme de få timer om aftenen og i weekenden, hvor tandlægevagten har åbent (den havde engang døgnbemanding).

Har man øresmerter, er man derimod rigtig på spanden – for der findes ikke nær så mange ørelæger som tandlæger, så det er helt normalt at skulle vente i mange dage på en øretid.

I mellemtiden pumpes der penge ud til privathospitaler, som er meget dyrere i drift end det offentlige sundhedssystem – og til skattelettelser.

Det giver ikke mening. Slet ikke mening. Vi er rigere end nogensinde – men pengene bruges forkert. Helt forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk