Terror i Barcelona NU – og i hverdagen

Alle danskere over 25 år husker, hvor de var – og hvad de lavede d. 11. september 2001. Vores verden blev én anden den dag – og vi blev klar over, at der er nogen, der hader os og vores samfund så meget, at de vil dræbe os.

Siden fulgte et årti, hvor der var enkelte terrorangreb, som hver gang rystede os … selvom vi godt vidste, at risikoen var dér.

Så kom dén vinterdag i 2015, hvor Charlie Hebdo blev angrebet i Paris – og hvor terroren tog en ny drejning. Det handlede ikke længere om bomber og store mål, men blot om at dræbe mennesker med de midler, som terroristerne nu havde.

Og siden har der været angreb på angreb … igen i Paris, i Nice, i Bruxelles, i London, i København, i Berlin, i Stockholm … og flere andre steder … mange af dem hvor en bil er blevet brugt som våben.

Senest for lidt siden i Barcelona, hvor man nu har lukket metro og togstationer efter en hvid varevogn angiveligt skulle være kørt ind i en menneskemængde med fuldt overlæg. Man skal også have lukket “gågaden” Ramblaen og minimum et sted mere.

Medierne er (selvfølgelig) gået i breaking.

Men her i Danmark vil hverdagen nok bare fortsætte. For vi er blevet vant til det. Man laver lige tjek-listen: Kender jeg nogen, som er på det pågældende sted? Hvis ja, så sms´er/ringer man til dem med det samme, men ellers så fortsætter man med sine gøremål, mens man følger med i nyhederne omkring, hvad der sker/er sket på stedet, som idag er Barcelona – men som i morgen måske er et andet sted.

Og denne insisteren på at leve er på den ene side sund og rigtig, for vi kan ikke lade verden gå i stå hver gang en eller flere fundamentalister laver terror. Men på den anden side er det også skræmmende, at terror kan blive så meget hverdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Må man nappe et jordbær i supermarkedet?

I en verden hvor klodens mægtigste mand, USA´s præsident Trump, kan lyve efter behag, og hvor uligheden bare vokser, samtidig med at terrorangrebene bliver flere og flere, kan man synes, at det er småt at bekymre sig om et stjålet jordbær. Men alting starter som bekendt i det små.

Historien er denne: For et par timer siden var jeg nede i mit lokale supermarked. Her stod jeg og kiggede på de mange fristende bakker med jordbær for at se hvilken, som jeg helst ville have. Mens jeg således stod der og prøvede at spotte bakken med de mest røde jordbær, kom en dame sidst i 50´erne gående og stillede sig på den anden side af jordbærbakkerne. Hun var i øvrigt det, som man kalder en fin dame med nederdel og skjortebluse og guldhalskæde med ditto øreringe.

Så tro mod fordommene om sådan nogle pæne, ældre damer blev jeg derfor også mere end overrasket, da hendes hånd skød frem og nappede et jordbær, som hun straks puttede i munden – uden i øvrigt at gøre mine til samtidig at tage bakken. Men hun skulle ikke slippe, syntes jeg.

Så jeg sagde: Nå, så ved du da, hvilken bakke du skal have.

Men hun svarede: Njaaa, jeg skulle bare lige smage et enkelt jordbær. 

Dertil sagde jeg: Det du´r jo ikke, så får den, der køber bakken jo mindre og ikke den mængde, som vedkommende betaler for.

Så snerpede hun sammen og sagde med spids stemme: Nå, men så tager jeg bakken – hvorpå hun tog bakken ved siden af.

Det skulle hun ikke slippe afsted med heller, mente jeg og pegede på den bakke, hvorfra hun havde taget det største og saftigste jordbær, mens jeg sagde: Nej, det var den bakke dér.

Det vidste hun godt. For hun protesterede ikke, men tog et jordbær fra hendes egen bakke og lagde over, hvorpå hun gik, men jeg stod tilbage og tænkte: Sådan et jordbær er jo bare en lille ting – og så alligevel. For alting starter i det små, og hvis først vi accepterer, at man godt kan tage et ekstra jordbær i supermarkedet eller andre af den slags småting, så er vi allerede inde på en moralsk glidebane.

For nej, man må ikke tage noget, som ikke er ens eget – ligesom at man ikke må køre over for rødt, smugle ulovlige varer over grænserne og alt muligt andet, som vi har det så let ved at gøre, for det betyder jo ikke noget, det er så lidt, lyder vores egen argumentation overfor os selv. Men hvis vi skal gøre os håb om en bedre verden, må vi starte med den moralske oprustning i vores egen hverdag – her og nu, hver og én.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Metro fucked … terror?

Sms´erne tikkede ind her til morgen …

Først til datteren fra hendes klassekammerat, som hun pt. laver projekt med, om at denne ville komme for sent i skole, da metroen var fucked … for nu at blive i teenage-sproget.

Senere fra manden på vej på arbejde … hvor han konkluderede, at han hellere ville gå de 4 km, der er mellem hjem og arbejde – eller tage en bus, end han ville vente på en metro, der ikke kørte pga tekniske problemer.

For selvfølgelig var det bare – som sædvanlig – en teknisk fejl, der havde stoppet metroen i København mandag morgen.

Men i disse tider – og især i myldretiden – tænker man hurtigt TERROR. Og det er det virkeligt skræmmende. For nok lever vi vores liv, som vi altid har gjort – og det skal vi også.

Men lige under overfladen lurer bevidstheden om, at terrorens død og ødelæggelse når som helst kan ramme os. Og det gør ikke noget godt for nogen af os … tværtimod så er dén bevidsthed med til at forgifte vores sind og vores hverdag, hvis ikke vi er opmærksomme …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den politiske debat-tone ødelægger demokratiet

Danmarksbloggen har modtaget flg. indlæg fra en af sine trofaste læsere:

Undskyld mig et øjeblik, men er I politikere sammen med medierne ikke selv skyld i blokdannelserne og befolkningens opfattelse af jer som fjender?

Meget ofte hører jeg jer nemlig i debatter prøve at komme med modargumenter, selvom I stort set er enige om det, som I diskuterer lige nu. Men I “må” jo ikke være enige, hvis ikke partifarven er den samme nuance. Og det er ligegyldigt, om vi kigger på rød eller blå blok.

Lige nu er Venstres Jens Rohde i kraftig modvind, fordi han har haft nosser til at sige, hvad han mener fagbevægelsen skal gøre ved Ryanair. Hvis politikerne i blå blok i bund og grund er enige i, at den danske model med at organisationerne selv bestemmer arbejds- og lønvilkår er gode for Danmark, hvorfor støtter I så ikke Jens Rohde? Han er en af de få der de senere år har turdet bevæge sig over “farveskellet” på enkeltsager.

Når vi almindelige danskere i pressen hører og læser, hvordan I debatterer, så er det jo nemt at tro, at I heller ikke kan lide hinanden, når kameraerne er slukket!

Jeg tror, at mange danskere er af den opfattelse, at Christiansborg er et sted, hvor de røde og de blå spiser hver for sig – eller i hvert fald ved hvert sit bord, fordi I ikke kan lide “de andre”. Vi ser nemlig slet ikke hverdagen, hvor I faktisk kan hygge jer sammen. Vi ser kun alt det negative ved jeres samarbejde!

Alt det gør, at den menige dansker hurtigt ser den enkelte politiker som en person, man enten kan lide – eller ikke kan lide. Og så begynder personangrebene, der minder om mobning på de sociale medier.

Indlæg slut.

Danmarksbloggen er enig – og vil tilføje, at det på det lange bane ikke kun er ødelæggende for danskernes holdning til politikerne, men også for demokratiet.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Året 2013 og 2014 på Danmarksbloggen

Tiden mellem jul og nytår handler om status, også på Danmarksbloggen, hvor der kigges på året, der er gået og skues lidt fremad mod 2014.

2013 var det år, hvor Danmarksbloggen blev skabt udfra et brændende ønske om (igen) at gøre Danmark til det, som Danmark er, når det er bedst: Nemlig et samfund, hvor der er højt til loftet og bredt til siderne, hvor der er rummelighed, tolerance og solidaritet. Hvor vi passer godt på hinanden – og især på de svageste.

For danskhed handler ikke om – angste og fremmedfjendske – at lukke sig inde bag mure og grænsebomme med kuglerammen og snævertsynetheden som eneste remedier.

Danskheden handler derimod om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed.

Det er nemlig dén danskhed, der er Danmark og danskerne værdig.

Og at få den tilbage i det danske samfund er et arbejde og en kamp, som kræver tålmod og en aldrig svigtende tro på de medmenneskelige værdier, som er fællesskabets grundpiller: Frisindet, tolerancen og solidariteten.

I 2014 vil Danmarksbloggen fortsætte denne kamp med endnu flere reportager, analyser, anmeldelser, indlæg og kommentarer til hvad der sker i Danmark, blandt danskerne og i danskernes hverdag.

For der er – og skal være – plads til os alle. Lad os derfor sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Vel mødt på Danmarksbloggen, både de sidste dage i 2013 og i hele 2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk