Danmark genåbner

Danmark genåbner i dag. Danmarksbloggen tog den tidlige og ret rolige tørn – men forudser, at stemningen senere i dag bliver mere euforisk. Sådan i stil med når køerne kommer på græs igen efter en vinter i stalden.

For overalt i Danmark pibler og bobler det – ikke kun af forårets lysegrønne blade og fuglesangen, men af glæde og forventning.

NU skal livet leves igen, er der enighed om.

Danmarksbloggen startede på Christianshavns Torv ved 8-tiden, hvor man kunne se folk gå ind i Brugsen og hos bageren, mens de fandt deres mundbind frem. Det har de gjort hele vinteren, så lige det var der ikke meget genåbning over.  

Men henne om hjørnet ved kanalen skete der noget. For dér ligger ”Kanal Bodega” – et vaskeægte brunt værtshus, som i dagens anledning åbnede allerede klokken 8 – og stamgæsterne var på plads fra første færd.

For at komme ind på såvel barer, spisesteder som museer med mere skal man have Corona-pas, og det havde undertegnede ikke. Så jeg måtte som en af gæsterne (der heller ikke havde fået anskaffet sig et Corona-pas) blive udenfor.

Jeg skulle også videre med metroen til Østerport. En metro, som var noget mere fyldt, end den har været det de sidste mange måneder, og hvor stemmen i højttaleren gjorde opmærksom på, at nu startede genåbningen, og derfor skulle vi sørge for at holde afstand og give plads.

Det gik udmærket, når metroen kørte. Men når vi nærmede os et stop, så klumpede folk tæt sammen, ligesom de gjorde det op ad rulletrapperne.

Derfra gik turen til Langelinie, som i øjeblikket er fuld af blomstrende kirsebærtræer – og hvor man også kan møde en statue af en berømt havfrue. Både de lyserøde blomster og havfruen trækker normalt mange, både turister og københavnere til. Men sådan en hverdagsmorgen kl. 9 kan man stadig have det lille vandvæsen for sig selv.

Det er nok noget, som slutter snart. For den første turist HAR pakket kufferten og sat kursen mod Danmark. Ja, måske er turisterne her allerede. Senere så jeg i hvert fald tre asiatiske turister.

Men endnu har vi altså – næsten – København for os selv. Det gælder også Amalienborg Slotsplads, hvor jeg ankom samtidig med Dronningen, der dog ret beset ankom i en Krone-bil, mens jeg brugte apostlenes heste.

Så det var nok for hende, at garderne spillede “Jens med fanen”, tænkte jeg. Ligesom at det nok heller ikke var for mig eller dagplejemoderen med de fire børn i Christiania-cyklen, der blev flaget for. Det var nok mere fordi, at det er prinsesse Isabellas fødselsdag.

Tillykke til hende. Hun kan gå på café på sin fødselsdag. Det kan alle vi andre også – og overalt blev der stillet stole og borde frem, lagt duge på og i det hele taget rigget til at tage imod gæster.

Ja, nede i Nyhavn var det som at være med til forberedelserne til en stor familiefest, som man faktisk glæder sig til. Våren er aldrig gået så forventningsfuld gennem Nyhavn som denne formiddag ved 10-tiden, hvor der selvfølgelig også var flag, og de første gæster var på plads.

Ovre på den anden side af et forårssmukt Kgs. Nytorv lå Magasin, der havde åbent igen for første gang i mere end 4 måneder. Der gik en lind strøm af mennesker ind og ud – og indenfor var der også gode fund, som de kaldte det. Der er også meget, som skal sælges, når man lukker ned ved juletid – og først åbner op igen efter påske.

Danmarksbloggen købte ingenting, men tog tilbage til Christianshavns Torv, hvor både pølsevognen og blomsterboden var ankommet i mellemtiden. Klar til en ny dag. Klokken var også blevet 11.

Genåbningen var – og er – i fuld gang … Dét bliver godt igen. Altsammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Befrielsen 75 år: Tænde lys, synge, mindes og håbe

Historikeren Palle Lauring, som var en ung mand under besættelsen, har engang sagt om Befrielsen: ”Vi følte, at vi fik et land i gave”. Jeg har altid tænkt, at det var både smukt og poetisk sagt. Jeg har også altid ment, at jeg – på en måde i hvert fald – forstod, hvad han og danskerne følte dengang om aftenen d. 4. maj 1945.

I dag – i Corona-virkelighedens knugende greb – ved jeg, at dét havde jeg ikke den mindste idé om.

Kun den, der har prøvet at leve på ubestemt tid i usikkerhed og med en konstant trussel på liv og hverdag, ved, hvad det vil sige at leve i en virkelighed, hvor normaliteten er sat afgørende ud af kraft, og man ikke kan andet end bare at hænge på. Det ved jeg nu, for sådan har jeg og alle andre danskere levet siden 11. marts.

Men jeg ved til gengæld stadig ikke, hvad det vil sige at blive befriet. For dér er vi ikke endnu. Vi er stadig midt i krigen mod Corona – og den lede fjende har vundet mange sejre, mange slag. Men måske vi har vundet det første slag med den foreløbige melding om, at lægemidlet Remdesivir kan afkorte forløbet og mindske dødsrisikoen.

Men vores Befrielse har vi endnu til gode. Så når vi i aften hører de berømte ord fra radioudsendelsen fra London: I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig, så skal vi vide, at vi ikke ved, hvordan det vil lyde, når vi en dag bliver frie igen.

Vi får heller ikke et land i gave, for det har vi allerede. Men vi får vores hverdag tilbage – og det bliver stort. Det bliver euforisk lykkeligt – og vi skal i aften tænde lys i forventning, i håb og til minde om dem, som levede sidste gang landet standede i vånde …

Så når stearinlysene blafrer i vores vindueskarme i den blå forårsaften, skal vi synge med på den landsdækkende alsang – sammen hver for sig. Og ingen sang er vel bedre end den blide og smukke ”En lærke letted” skrevet af apoteker Mads Nielsen fra Kolding.

For dén sang rummer det hele, både den enorme lettelse og den dybe taknemmelighed, som de følte dengang, og som jeg tror, alle nulevende danskere vil føle, når det bliver vores tur til at opleve vores Befrielse. Men i sangen huskes også dem, der døde, dem der led og stred.

Og det er helheden, der gør ”En lærke letted” til noget helt særligt. Det og så henvendelsen til Gud og forsikringen om, at vi danske lever i Guds hånd. For Danmark er stadig et kristent land – og regenten siger stadig: Gud bevare Danmark.

De ord klinger ekstra stærke en dag som idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen møder danskerne: En øre-vagtlæge – ja, det fandtes engang

At det danske sundhedsvæsen er presset helt i bund, kommer næppe bag på nogen.

Man skal således være glad for at have sin egen læge, glad for at der overhovedet findes speciallæger og sygehuse. Men kunne det ikke være bedre, meget bedre?

Der var fx engang, hvor der var en øre-vagtlæge, erfarede Danmarksbloggen i går på en tur ud i det danske samfund – en tur, der gik forbi en ørelæge, som havde en hukommelse, der gik mere end én enkelt valgperiode tilbage.

For det lyder måske utopisk i dag, men det var i mange år helt naturligt, at man kunne ringe til en øre-vagtlæge, som kørte rundt i de mørke timer, og gav lindring til de børn og voksne, der havde øresmerter.

I dag er der ikke engang tilknyttet ørelæger på de fleste akutter – også kaldet skadestuer, selvom alle ved, at der er fire slags smerter, som er ulidelige:

Galdestenssmerter, nyrestenssmerter, tandsmerter – og øresmerter.

Akutten kan tage sig af de første to – men kun overfladisk af de to andre.

Har man tandsmerter, må man vente til tandlægen åbner – og dér satse på at komme til hurtigt, medmindre man er så heldig at ramme de få timer om aftenen og i weekenden, hvor tandlægevagten har åbent (den havde engang døgnbemanding).

Har man øresmerter, er man derimod rigtig på spanden – for der findes ikke nær så mange ørelæger som tandlæger, så det er helt normalt at skulle vente i mange dage på en øretid.

I mellemtiden pumpes der penge ud til privathospitaler, som er meget dyrere i drift end det offentlige sundhedssystem – og til skattelettelser.

Det giver ikke mening. Slet ikke mening. Vi er rigere end nogensinde – men pengene bruges forkert. Helt forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen møder danskerne: Jeg vil soooooooove

Danmarksbloggen er i denne uge på gaden og møder danskerne i deres hverdag. I dag en lille pige og hendes far, som er gået i stå på fortovet. Hun er ked af det:

Jeg vil soooooooooove, skriger den lille pige på to-tre år, mens den desperate far pædagogisk prøver at forklare hende, at det ikke går, fordi han og moderen skal på arbejde og hun i vuggestue.

Det er den lille pige totalt ligeglad med – hun er bare træt og vil hjem og i seng igen.

Danmarksbloggen kan ikke bebrejde den lille pige noget. Klokken er otte om morgenen, og det er bælgmørkt, men afsted de må på deres vej, så de forsvinder i mørket og tågen denne mandag i januar.

Danmarksbloggen ved også godt, at der er mange andre børn, som allerede her ved otte-tiden har været lang tid i diverse institutioner, fordi forældrene skal passe deres arbejde. For sådan gør vi her i landet.

Men er det nu rigtigt? Og kunne vi gøre det anderledes?

Små børn har godt af at være ude blandt andre, siger vi – og det er sandt. Men behøver det at være fra tidlig morgen til sen eftermiddag, så de små er drøntrætte, når de skal op og afsted – og endnu mere drøntrætte, når de kommer hjem? Og så hele småbørnstiden derfor bliver en udmattende tour de force for både forældre og børn fremfor en sød og blød tid med nærvær og kærlighed?

Det sidste ville nemlig ellers skabe mennesker med bedre selvværd og mere rummelighed … for vi kan som bekendt kun give det, som vi selv modtager, og de første tre år af et menneskes liv er altafgørende.

Så hvorfor ikke indrette arbejdsmarkedet således, at småbørnsforældre kun arbejder 25 timer om ugen, således så de mindste ikke skal tilbringe mere end max seks timer om dagen på en institution, mens de resten af tiden kan være sammen med mor og far?

Det ville give små, glade og trygge børn, som ikke behøvede at græde i de mørke timer morgen og eftermiddag, men som i stedet glad kunne hoppe hen i vuggestuen ved ni-tiden – og mæt af indtryk, men stadig glad og med overskud kunne hoppe hjem igen senest ved 15-tiden om eftermiddagen.

Det vil også være en økonomisk besparelse på den lange bane – og dermed skulle alle være tilfredse, både dem, der går op i mennesker og dem, der går op i penge. Så hvad venter vi på?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når den franske præsident er i byen

Den franske præsident er på officielt statsbesøg i Danmark, og medierne bringer selvfølgelig reportager med og billeder af præsidenten, hans hustru, de danske politikere og den danske kongelige familie.

Men også hovedstaden er påvirket og har været det hele dagen.

Politikontroller af sorte biler på indfaldsvejene, politibetjente som står i massevis de steder, hvor præsidenten skal opholde sig og færdes – og det deraf følgende trafikkaos.

Det er alt sammen, som det plejer at være – også flagene på busserne, som dog ikke er Tricoloren, men udelukkende Dannebrog. For københavnerne går livet imens sin vante gang – altså på nær de trafikale udfordringer.

Danmarksbloggen var i hvert fald her til formiddag en tur med bus 9A ud og hjem mellem Gl. Kongevej og Christianshavns Torv, og udover en længere transporttid og at Knippelsbro var oppe på udturen, så vi måtte sidde og vente – så skete der ikke andet end det sædvanlige:

Bussen kørte over for gult ved Glyptoteket, og bagefter havde den så travlt, at chaufføren ikke gad at vente på en passager, der kom løbende og bankede på døren nede ved Stormbroen efter dørene var lukket, men mens vi stadig holdt ved stoppestedet. Og bag mig sad en mand og ringede til samtlige venner, mens han højlydt fortalte om sit lægebesøg og de piller, som han skulle hente på apoteket på vej hjem. Så nu ved en hel bus alt om hans ryg.

Ved siden af mig sad en turist med bykort og mobil. Måske på vej til Christiania? Det skal den franske præsident nok ikke, selvom hans landsmand, den nu afdøde prins Henrik, ellers kom derude fra tid til anden.

Men det ville sikkert kræve for meget af sikkerheden, for nok København er vant til at modtage statsledere, men sjældent er der så meget sikkerhed til vands, til lands og i luften som denne gang.

Frankrig er også voldsomt udsat for terror, så det giver god mening.

Man kommer så også til at spørge sig selv, om ikke vi til hverdag lever i en slags illusion om sikkerhed? En illusion hvor vi – trods betonblokke og andet på vejer og broer – alligevel vil være mere end nemme at ramme, hvis en terrorist m/k én dag skulle få lyst til det?

Danmarksbloggen tror det. Danmarksbloggen tror også, at meget af den såkaldte terrorsikring handler ligeså meget om (symbol)politik, som den handler om at beskytte befolkningen – eller i hvert fald give billedet af at beskytte befolkningen.

For man kan godt undre sig over, hvor lidt beskyttede almindelige mennesker er, når man sammenligner med den massive sikkerhedsopbud, som er omkring den franske præsident – og for den sags skyld også den danske kongefamilie og danske politikere.

Frihed, lighed og broderskab, har franskmændene ellers sagt siden reformationen. De to første hører vi stadig meget om – især som argument for at skære i vores frihedsrettigheder og til at legitimere det broderskab, der er mellem de etablerede magtfraktioner i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er det rigtige mod?

Det vrimler med jubilæer og andre folkefester i hovedstaden i denne uge …

I går fyldte Tivoli 175 år, i weekenden fejrer bydelen Christianshavn, at den runder de 400 år med både musik og fest og marked – og så er der selvfølgelig Priden, som også løber af stablen denne uge med et væld af arrangementer og ikke mindst den store parade på lørdag.

Danskerne valfarter glad og gerne til det alt sammen – for vi kan lide markeder og fest og musik og stemning, og det kan der vel ikke være noget galt i.

Selvfølgelig ikke, men derfor kan man nu godt blive lidt træt af det hele alligevel, når man ser på dén store kommercialisering, som der ofte går i det. Især i Priden, hvor enhver virksomhed med respekt for sig selv sælger regnbuefarvede produkter i denne uge. For i denne uge er ALLE med på mangfoldigheden og tolerancen – for hvem ønsker at risikere at blive mistænkt for at være et homofobt fortidsfossil? Det gør ingen.

Men hvor ville det klæde dem med magten og pengene, hvis de for alvor turde at gå foran i kampen for et bedre samfund. Det kunne gøres ved fx at give alle ansatte en ordentlig løn eller ved at tænke bæredygtigt i forhold til produkter, emballager og transport.

Men det kræver selvfølgelig noget mere end at bruge hele paletten af farver på sine produkter – eller at smække en underbolle sammen med en underbolle og en overbolle sammen med en overbolle og kalde det en prideburger.

PS. Danmarksbloggen bakker selvfølgeligt 100% op om Priden, hvad trofaste læsere også er klar over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Terror i Barcelona NU – og i hverdagen

Alle danskere over 25 år husker, hvor de var – og hvad de lavede d. 11. september 2001. Vores verden blev én anden den dag – og vi blev klar over, at der er nogen, der hader os og vores samfund så meget, at de vil dræbe os.

Siden fulgte et årti, hvor der var enkelte terrorangreb, som hver gang rystede os … selvom vi godt vidste, at risikoen var dér.

Så kom dén vinterdag i 2015, hvor Charlie Hebdo blev angrebet i Paris – og hvor terroren tog en ny drejning. Det handlede ikke længere om bomber og store mål, men blot om at dræbe mennesker med de midler, som terroristerne nu havde.

Og siden har der været angreb på angreb … igen i Paris, i Nice, i Bruxelles, i London, i København, i Berlin, i Stockholm … og flere andre steder … mange af dem hvor en bil er blevet brugt som våben.

Senest for lidt siden i Barcelona, hvor man nu har lukket metro og togstationer efter en hvid varevogn angiveligt skulle være kørt ind i en menneskemængde med fuldt overlæg. Man skal også have lukket “gågaden” Ramblaen og minimum et sted mere.

Medierne er (selvfølgelig) gået i breaking.

Men her i Danmark vil hverdagen nok bare fortsætte. For vi er blevet vant til det. Man laver lige tjek-listen: Kender jeg nogen, som er på det pågældende sted? Hvis ja, så sms´er/ringer man til dem med det samme, men ellers så fortsætter man med sine gøremål, mens man følger med i nyhederne omkring, hvad der sker/er sket på stedet, som idag er Barcelona – men som i morgen måske er et andet sted.

Og denne insisteren på at leve er på den ene side sund og rigtig, for vi kan ikke lade verden gå i stå hver gang en eller flere fundamentalister laver terror. Men på den anden side er det også skræmmende, at terror kan blive så meget hverdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Må man nappe et jordbær i supermarkedet?

I en verden hvor klodens mægtigste mand, USA´s præsident Trump, kan lyve efter behag, og hvor uligheden bare vokser, samtidig med at terrorangrebene bliver flere og flere, kan man synes, at det er småt at bekymre sig om et stjålet jordbær. Men alting starter som bekendt i det små.

Historien er denne: For et par timer siden var jeg nede i mit lokale supermarked. Her stod jeg og kiggede på de mange fristende bakker med jordbær for at se hvilken, som jeg helst ville have. Mens jeg således stod der og prøvede at spotte bakken med de mest røde jordbær, kom en dame sidst i 50´erne gående og stillede sig på den anden side af jordbærbakkerne. Hun var i øvrigt det, som man kalder en fin dame med nederdel og skjortebluse og guldhalskæde med ditto øreringe.

Så tro mod fordommene om sådan nogle pæne, ældre damer blev jeg derfor også mere end overrasket, da hendes hånd skød frem og nappede et jordbær, som hun straks puttede i munden – uden i øvrigt at gøre mine til samtidig at tage bakken. Men hun skulle ikke slippe, syntes jeg.

Så jeg sagde: Nå, så ved du da, hvilken bakke du skal have.

Men hun svarede: Njaaa, jeg skulle bare lige smage et enkelt jordbær. 

Dertil sagde jeg: Det du´r jo ikke, så får den, der køber bakken jo mindre og ikke den mængde, som vedkommende betaler for.

Så snerpede hun sammen og sagde med spids stemme: Nå, men så tager jeg bakken – hvorpå hun tog bakken ved siden af.

Det skulle hun ikke slippe afsted med heller, mente jeg og pegede på den bakke, hvorfra hun havde taget det største og saftigste jordbær, mens jeg sagde: Nej, det var den bakke dér.

Det vidste hun godt. For hun protesterede ikke, men tog et jordbær fra hendes egen bakke og lagde over, hvorpå hun gik, men jeg stod tilbage og tænkte: Sådan et jordbær er jo bare en lille ting – og så alligevel. For alting starter i det små, og hvis først vi accepterer, at man godt kan tage et ekstra jordbær i supermarkedet eller andre af den slags småting, så er vi allerede inde på en moralsk glidebane.

For nej, man må ikke tage noget, som ikke er ens eget – ligesom at man ikke må køre over for rødt, smugle ulovlige varer over grænserne og alt muligt andet, som vi har det så let ved at gøre, for det betyder jo ikke noget, det er så lidt, lyder vores egen argumentation overfor os selv. Men hvis vi skal gøre os håb om en bedre verden, må vi starte med den moralske oprustning i vores egen hverdag – her og nu, hver og én.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Metro fucked … terror?

Sms´erne tikkede ind her til morgen …

Først til datteren fra hendes klassekammerat, som hun pt. laver projekt med, om at denne ville komme for sent i skole, da metroen var fucked … for nu at blive i teenage-sproget.

Senere fra manden på vej på arbejde … hvor han konkluderede, at han hellere ville gå de 4 km, der er mellem hjem og arbejde – eller tage en bus, end han ville vente på en metro, der ikke kørte pga tekniske problemer.

For selvfølgelig var det bare – som sædvanlig – en teknisk fejl, der havde stoppet metroen i København mandag morgen.

Men i disse tider – og især i myldretiden – tænker man hurtigt TERROR. Og det er det virkeligt skræmmende. For nok lever vi vores liv, som vi altid har gjort – og det skal vi også.

Men lige under overfladen lurer bevidstheden om, at terrorens død og ødelæggelse når som helst kan ramme os. Og det gør ikke noget godt for nogen af os … tværtimod så er dén bevidsthed med til at forgifte vores sind og vores hverdag, hvis ikke vi er opmærksomme …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den politiske debat-tone ødelægger demokratiet

Danmarksbloggen har modtaget flg. indlæg fra en af sine trofaste læsere:

Undskyld mig et øjeblik, men er I politikere sammen med medierne ikke selv skyld i blokdannelserne og befolkningens opfattelse af jer som fjender?

Meget ofte hører jeg jer nemlig i debatter prøve at komme med modargumenter, selvom I stort set er enige om det, som I diskuterer lige nu. Men I “må” jo ikke være enige, hvis ikke partifarven er den samme nuance. Og det er ligegyldigt, om vi kigger på rød eller blå blok.

Lige nu er Venstres Jens Rohde i kraftig modvind, fordi han har haft nosser til at sige, hvad han mener fagbevægelsen skal gøre ved Ryanair. Hvis politikerne i blå blok i bund og grund er enige i, at den danske model med at organisationerne selv bestemmer arbejds- og lønvilkår er gode for Danmark, hvorfor støtter I så ikke Jens Rohde? Han er en af de få der de senere år har turdet bevæge sig over “farveskellet” på enkeltsager.

Når vi almindelige danskere i pressen hører og læser, hvordan I debatterer, så er det jo nemt at tro, at I heller ikke kan lide hinanden, når kameraerne er slukket!

Jeg tror, at mange danskere er af den opfattelse, at Christiansborg er et sted, hvor de røde og de blå spiser hver for sig – eller i hvert fald ved hvert sit bord, fordi I ikke kan lide “de andre”. Vi ser nemlig slet ikke hverdagen, hvor I faktisk kan hygge jer sammen. Vi ser kun alt det negative ved jeres samarbejde!

Alt det gør, at den menige dansker hurtigt ser den enkelte politiker som en person, man enten kan lide – eller ikke kan lide. Og så begynder personangrebene, der minder om mobning på de sociale medier.

Indlæg slut.

Danmarksbloggen er enig – og vil tilføje, at det på det lange bane ikke kun er ødelæggende for danskernes holdning til politikerne, men også for demokratiet.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk