Anmeldelse: Den umoralske politiker

Politikernes moral – eller mangel på samme – er et emne, som ofte er oppe og vende i den offentlige debat – og også mere nu end dengang, hvor politikeres privatliv ikke blev plastret ud på avisernes forsider. Men det er nye tider, og i dag vil vælgerne – og medierne – se en sammenhæng mellem politikernes udmeldinger og adfærd, også i privatsfæren.

Derfor er det helt naturligt, at Det Etiske Råds tidligere formand Jacob Birkler, der er uddannet filosof, tager emnet op i sin nye bog ”Den umoralske politiker”, hvor der gøres rede for forskellen mellem etik og moral – og hvor diverse begreber som fx dobbeltmoral og samvittighed sættes i relief til både fortid og nutid. Samt i forhold til Christiansborg og til det væld af eksempler på politikere og deres handlinger gennem de seneste årtier, som der diskes op med på bogens 140 sider.

For kan man kæmpe for folkeskolen samtidig med at man sætter sine egne børn i privatskolen? Kan man tillade sig at opfordre danskerne til at blive bedre til at affaldssortere, når man selv ikke gør det? Og så videre. En politikers troværdighed i dag starter og slutter ikke på Christiansborg, men er i spil 24 timer i døgnet – 365 dage om året.

Jacob Birkler viser med sine mange – og rammende – eksempler, at han kan sin politiske historie. Og bare for en ordens skyld: Begge sider af Folketinget har talrige eksempler på situationer, hvor der er blevet løjet, fortiet og fordrejet enten for at vinde noget eller for at undgå noget.

Skulle man ikke vide det i forvejen, så ved man det, når man har læst bogen, der både er letlæst og substantiel.

Efter ”Den umoralske politiker” sidder man tilbage med en følelse af, at den moralske habitus ikke er afhængig af politisk farve, men mere af tidsånden og af den personlige karaktér hos de forskellige politikere.

En karakter, som sjældent er båret af ydmyghed, høflighed og redelighed – eller rettere: Det kan den være, men så bliver vedkommende sjældent i politik ret længe, som tilsyneladende kun er en metier for de hårdføre i vores dage, hvilket er skadeligt for demokratiet. For robuste og viljestærke mennesker har ikke altid sans for empati og den beskyttelse af de svage, som efter Danmarksbloggens mening er enhver regerings vigtigste opgave.

Så nej, moral og for den sags skyld også etik kan åbenbart ikke bruges som pejlemærke, når der skal stemmes senest til sommer. Der må noget andet til.

Hvad dette andet kunne være, giver Jacob Birkler selv et bud på i bogens slutning – efter en glimrende gennemgang af de underlødige kneb, som det kan anbefales ALLE at læse om, inden man ser en debat eller åbner en avis.

Men altså Jacob Birkler foreslår monteringen af etisk sanitet på Christiansborg – måske lidt i stil med kontoret for regeringsetik i USA (sidebemærkning fra undertegnede: Gad vide om Trump har sendt dét kontor på permanent ferie?). Men altså, det er et kontor, som undersøger politikeres potentielle interessekonflikter, donationer, gaver, lobbyisme, finansielle transaktioner og meget mere.

Det lyder som en god ide, men desværre arbejder virkeligheden imod denne etiske komite, da Venstre-politikeren Eva Kjer sidste uge forslog nedlæggelsen af Etisk Råd. I så fald det sker, så er der fri leg for politikerne i den arena, hvor de bruger moralen til at angribe andre eller beskytte sig selv.

For en af bogens store pointer er, at moral ikke længere kun anvendes som en rettesnor for politikernes egen opførsel, men at moralen også bruges som et middel til at fremhæve sig selv eller dunke modstanderne i hovedet med. Moralen som redskab er altså både en forhammer og et middel til at pudse sin glorie af. Det handler heller ikke længere så meget om, hvordan noget er – men om hvordan det virker.

Det er en påstand, som det er svært at være uenig i, hvis man bare følger en smule med i dansk og for den sags skyld også international politik.

Spørgsmålet er også, hvad en sådan ”moral-som-metode-praksis” vil betyde på langt sigt for politikernes troværdighed og demokratiet?

Svaret er ikke enkelt, og resultatet er – trods tidens mange dommedagsrøster – heller ikke givet. Danmarksbloggen kunne derfor godt have tænkt sig et oprids og en diskussion af de forskellige scenarier.

Jacob Birkler havde uden tvivl kunnet løfte den opgave også.

Danmarksbloggen giver derfor fire store stjerner ud af seks mulige for ”Den umoralske politiker”. Bogen er udkommet hos Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gule fagforeninger og moralen

Dengang de gule fagforeninger kom på banen, handlede det ikke kun om at spare penge i kontingent. Det var også et spørgsmål om at være imod de etablerede – og oftest røde – fagforeninger af politiske grunde.

I vores dage er der mange, der ikke længere tænker på fagforeninger som andet end et godt grundlag, når løn- og arbejdsvilkår skal forhandles.

At være med i en gul fagforening bliver derfor også let et spørgsmål om moral.

For nok kan medlemmerne af de gule fagforeninger hverken lockoutes eller strejke, og dermed risikerer de ikke noget. Til gengæld drager de alle fordelene af de løn- og arbejdsvilkår, som de andre fagforeninger forhandler hjem.

Der findes et begreb for den slags: AT KØRE PÅ FRIHJUL. Ja, der findes flere ord for det, nogle af dem meget lidt pæne. Men uanset hvad man kalder det, så er resultatet det samme, og det er ikke et facit, som danskerne kan lide i disse tider, hvor moralen spiller en stadig større rolle efter devisen vi-skal-alle-både-yde-og-nyde.

Hvis der bliver en storkonflikt til april, kunne man derfor godt forestille sig, at de gule fagforeninger kommer i et særdeles dårligt lys. For nok vil deres medlemmer arbejde, men det vil blive tydeligt for enhver, at her er der tale om mennesker, som har fravalgt den solidaritet, der nu i mere end 100 år har sikret stadig bedre arbejdsvilkår i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Selvfølgelig abdicerede Dronning Margrethe ikke – selvom mange medier ellers havde hævdet, at det var en mulighed lige netop i år, hvor kronprinsen fylder 50 år til maj – og hvor prins Henrik har fået konstateret demens.

Dronningen bliver siddende på pinden, som hun også altid selv har sagt det – og som der er tradition for i Danmark. Og hvis det er noget, som et monarki skal blive ved med (også for at sikre sin eksistensberettigelse i en moderne tid), så er det netop at holde fast i de rodfæstede traditioner, som fx at den danske regent sidder på tronen livet ud.

Så det ville klæde medierne at stoppe denne abdikations-snak, som efterhånden har karakter af mobning af regenten – i hvert fald alders-diskrimination. Ja, medierne kunne lære af Dronningen, for hvem har i nytårs-kavalkaderne og tilbageblikkene haft bare ET indslag om dengang i sommers, da tsunamier ramte Grønland? INGEN, men Dronningen nævnte det.

Men hvad havde Dronningen ellers på hjerte i år? Ja, hun kom jo ikke udenom at tale om prins Henriks demens – og det gjorde hun udmærket. Rigtig udmærket endda.

Derudover kom hun ind på styrken ved mangfoldighed og vigtigheden ved at møde andre mennesker og andre ideer med åbenhed – og det gælder både dem, der kommer her til landet – og dem, der rejser ud. For kun sådan bliver vi beriget som individer og som samfund.

Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der er unyttigt, noget der nærer tanken og fantasien – det er ikke så unyttigt endda, kom det senere livsklogt fra regenten, der dermed også talte bundlinie-tænkningen og new management-ideologien imod. Det er der også brug for i et dansk samfund, hvor kravene øges – samtidig med at mulighederne mindskes, især for dem, som ikke er født med en sølvske i munden og et leksikon under armen.

Ifølge en meningsmåling ville danskerne også helst have, at Dronningen snakkede om netop danskheden og vores liv her i Danmark, for hun er åbenbart nationens stemme. En moralens røst, som vi gerne lytter til hver nytårsaften.

Danmarksbloggen må så også spørge, om kronprins Frederik til sin tid – som kong Frederik d. 10. – bliver i stand til at være det samme? Man kan – helt ærligt – godt tvivle.

Danmarksbloggen glæder sig derfor over, at det stadig er en regerende dronning, som vi har – og giver Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2 seks ud af seks kroner for en god nytårstale, fordi versionen anno 2017-18 taler denne leflen for laveste fællesnævner og angst for det fremmede imod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Må man nappe et jordbær i supermarkedet?

I en verden hvor klodens mægtigste mand, USA´s præsident Trump, kan lyve efter behag, og hvor uligheden bare vokser, samtidig med at terrorangrebene bliver flere og flere, kan man synes, at det er småt at bekymre sig om et stjålet jordbær. Men alting starter som bekendt i det små.

Historien er denne: For et par timer siden var jeg nede i mit lokale supermarked. Her stod jeg og kiggede på de mange fristende bakker med jordbær for at se hvilken, som jeg helst ville have. Mens jeg således stod der og prøvede at spotte bakken med de mest røde jordbær, kom en dame sidst i 50´erne gående og stillede sig på den anden side af jordbærbakkerne. Hun var i øvrigt det, som man kalder en fin dame med nederdel og skjortebluse og guldhalskæde med ditto øreringe.

Så tro mod fordommene om sådan nogle pæne, ældre damer blev jeg derfor også mere end overrasket, da hendes hånd skød frem og nappede et jordbær, som hun straks puttede i munden – uden i øvrigt at gøre mine til samtidig at tage bakken. Men hun skulle ikke slippe, syntes jeg.

Så jeg sagde: Nå, så ved du da, hvilken bakke du skal have.

Men hun svarede: Njaaa, jeg skulle bare lige smage et enkelt jordbær. 

Dertil sagde jeg: Det du´r jo ikke, så får den, der køber bakken jo mindre og ikke den mængde, som vedkommende betaler for.

Så snerpede hun sammen og sagde med spids stemme: Nå, men så tager jeg bakken – hvorpå hun tog bakken ved siden af.

Det skulle hun ikke slippe afsted med heller, mente jeg og pegede på den bakke, hvorfra hun havde taget det største og saftigste jordbær, mens jeg sagde: Nej, det var den bakke dér.

Det vidste hun godt. For hun protesterede ikke, men tog et jordbær fra hendes egen bakke og lagde over, hvorpå hun gik, men jeg stod tilbage og tænkte: Sådan et jordbær er jo bare en lille ting – og så alligevel. For alting starter i det små, og hvis først vi accepterer, at man godt kan tage et ekstra jordbær i supermarkedet eller andre af den slags småting, så er vi allerede inde på en moralsk glidebane.

For nej, man må ikke tage noget, som ikke er ens eget – ligesom at man ikke må køre over for rødt, smugle ulovlige varer over grænserne og alt muligt andet, som vi har det så let ved at gøre, for det betyder jo ikke noget, det er så lidt, lyder vores egen argumentation overfor os selv. Men hvis vi skal gøre os håb om en bedre verden, må vi starte med den moralske oprustning i vores egen hverdag – her og nu, hver og én.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det umenneskelige fortsæt

Når man i jura´ens verden taler om at gøre noget med forsæt, bedømmes det altid strengere end når man “bare kommer til det”.

Sådan bør det også være i politikens verden. Så når den konservative Rasmus Jarlov siger, at beslutningen om at risikere at sende 33.000 børn i fattigdom som følge af 225-timers reglen var en beslutning, som de konservative tog med åbne øjne, så er det rigtigt slemt.

For så siger han også, at han og resten af de konservative – uden at ryste på hånden – ikke har noget problem med at sparke til dem, der i forvejen ligger ned. Så gør de konservative det med vilje, med fortsæt …

Læs mere her: http://www.avisen.dk/konservative-rimeligt-at-boern-rammes-af-225-timers_404784.aspx

Der er også et andet ord, som kommer i spil her – og det er MORAL. For én ting er, at man kan være rygende uenige politisk og ideologisk, men når man – uden mindste problem – kan sende 33.000 danske børn ud i fattigdom, så har man en moralsk brist, som i bedste fald kan kaldes for umenneskelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En moral i frit fald

En skatteminister, der taler om skatte-flygtninge og om at give skatte-snyderne frit lejde …
En beskæftigelsesminister, der uden problemer kaster mere end 30.000 mennesker ud i fattigdom for MÅSKE så at kunne skabe 700 jobs …
En miljøminister, der synes, at det er en gevinst, at landmændene igen kan pløje HELT ud til kanten, selvom det betyder, at miljøet smadres …
En integrationsminister, der reelt ikke ønsker integration, men placerer traumatiserede mennesker i teltlejre …
Og sidst, men ikke mindst: En statsminister, der ikke kan kende forskel på sit og statens, men som til gengæld ikke er bange for at true sig til at få sin vilje …

Og sådan kunne man blive ved. Den nuværende Venstre-regering er en regering, hvor moralen er i frit fald – væk fra alt der er menneskeligt og medmenneskeligt – og henimod det umenneskelige …

Det er rystende – og det eneste værre er, at der findes to partier, som på hver deres måde er endnu mere umenneskelige – nemlig de fremmedfjendske bangebukse i Dansk Folkeparti og de pengegriske egoister i Liberal Alliance.

Moralen er i frit fald … vi må stå imod …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal du skifte bank?

Panama-krisen får mange til at overveje at droppe Nordea. Men måske skal man lige holde hestene et øjeblik, inden man evt. river Dankortet i stykker.

For hvor finder man en bank med moralen i orden? De fleste banker optræder nemlig fra tid til anden i historier, der tyder på en blakket moral og en flosset etik, hvor pengene til hver en tid kommer før end menneskene.

Danmarksbloggen vil derfor heller ikke anbefale brug af nogen bestemte banker. Det ligger ikke i Danmarksbloggens regi – og Danmarksbloggen ved heller ikke nok om økonomi til at gøre det.

Danmarksbloggen vil dog anbefale, at man tænker sig om, når man vælger bank. For det du´r jo ikke udelukkende at vælge sin bank med hjertet, hvis den samme bank er i så elendig en økonomisk forfatning, at man risikerer at miste sine sparepenge, som fx kunderne i Roskilde Bank gjorde det.

Tjek derfor risikovurderingen af din bank ud – og husk, at pengeinstitutter med et risikoindeks højere end 450 kan være udsatte og behæftet med en risiko, som bør give kunder og investorer anledning til at holde et vågnet øje med disse institutter:

https://www.banken.gl/media/334200/Risikovurdering-2014-tabel-2-.pdf

Læs også hvad Forbrugerrådet via sit blad Tænk siger om bankkrak og god bankskik: http://taenk.dk/gode-raad/bankkrak-hvis-din-bank-gaar-konkurs

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkekirkens dna er medmenneskeligheden

Et flertal af danskerne vil adskille stat og folkekirke. De mener ikke, at én enkelt kirke skal have fortrinsret i Danmark.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/kultur/tro/ny-maaling-flertal-vil-adskille-stat-og-kirke

Holdningen er helt i tråd med den voksende sekularisme og omsiggribende egoisme. MEN den er også en udtryk for en stor historieløshed og uvidenhed om folkekirkens rolle som samlende element i det danske samfund, når det handler om etik og værdier.

I alle danske byer står der en eller flere kirker, som sjældent overrendes om søndagen, men som for de fleste spiller en stor rolle ved overgangsritualer som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Læg dertil at kristendommen – og især den lyse, grundtvigske kristendom – har haft en afgørende betydning for de tanker om solidaritet og fællesskab, som indtil for små 15 år siden var en integreret del af det danske velfærdssamfund.

Folkekirken er nemlig så meget mere end præstens prædiken og julegudstjenestens tradition. Den er det etiske og moralske grundlag for et samfund, hvor de stærke hjælper de svage. Så nej, stat og kirke skal ikke adskilles – men folkekirken skal til at fokusere på diakoni og på forkyndelsen af den næstekærlighed, der ikke kan lade være med at hjælpe andre.

For Danmark er i bund og grund et kristnet land – og kristendommens bedste egenskab er netop næstekærligheden, som når den ikke blot er ord, men også handling, ikke kan lade være med at give – og dermed skabe et samfund, hvor vi deles om goderne.

Der er med andre ord i nutidens egocentrerede samfund i dén grad brug for den medmenneskelighed og rummelighed, som er folkekirkens dna.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Troels Lund Poulsens manglende moral

Carl Holst kan sagtens fortsætte som minister, har erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen lige sagt i et direkte interview på TV2 News efter det er kommet frem, at en af regionsrådet ansat kommunikationsmedarbejder ulovligt har arbejdet med Carl Holsts valgkampagne.

Danmarksbloggen undrer sig så ikke over udtalelsen.

Troels Lund Poulsen er nemlig den samme mand, som lækkede fortrolige skatteoplysninger i Thornings skattesag, mens han selv var skatteminister.

Mandens moral er altså tilsyneladende: Målet helliger midlet – så pyt med om det er lovligt eller ej, sålænge vi bare skader modstanderne og gavner os selv.

Danmarksbloggen er rystet over en sådan arrogance og ligegyldighed overfor love og regler. Rystet, men ikke overrasket – ikke når det kommer til den gruppe af Venstre-mænd, der omgiver Lars Løkke, hvilket netop gælder Lund Poulsen og Holst. Men også andre, der ligesom Løkke har en moral, som man i bedste fald kan kalde anløben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke, Riis og moralen

Lars Løkke og Bjarne Riis har mere end bare glæden ved cykling tilfælles, omend at Riis sikkert stadig kan sætte Løkke på vej op af et bjerg – medmindre selvfølgelig der er en ministerbil oppe på toppen.

For så kommer Løkke først. For han er i særklasse, når det gælder om at klæbe sig til magten.

Men spøg/tragedie til side. For de to danske mænds omgang med sandheden er nemlig mere end lemfældig efter devisen benægt, benægt og benægt – indtil de er nødt til at undskylde for åben skærm. For så straks bagefter at fortsætte som sædvanlig. Riis med doping – og Løkke med at gøre forholdene værre for de dårligst stillede i Danmark.

Det er en rigtig skidt moral, og Danmarksbloggen undrer sig.

For en hel nation går idag i selvsving over Riis´ doping og stempler ham som den store bussemand, selvom hans handlinger ret beset kun direkte vedrører en lille gruppe mennesker, nemlig de cykelryttere, der har brugt doping. Ikke at Danmarksbloggen bifalder doping, men det er dog et isoleret problem.

Især sammenlignet med de skader, som Løkke i de næste fire år kan tilføje Danmarks børn, unge, gamle, syge, arbejdsløse og andre, der er afhængige af offentlige ydelser. Det er meget større skader, der rammer mange-mange flere mennesker.

Det eneste positive er, at der ikke er nogen forældelsesfrist på Løkkes gerninger, som der er med Riis´ s doping. Løkke skal stå til ansvar for det hele om senest fire år …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk