Er der en voksen tilstede?

Undskyld, er der en voksen tilstede?

Vi lever infantile liv i en infantil verden. Det ses i vores påklædning, som er t-shirts, cowboybukser og sneakers. Det ses i vores konstante jagt på noget, som er sjovt – som fx at se en hundehvalp med en bold på YouTube. Det ses i vores manglende evne til fordybelse, til at tage ansvar, til at gøre det, som er nødvendigt i situationen – og fortsætte med at gøre det – uden brok og måske i lang tid. Men det ses allermest og allerbedst i vores manglende evne til at behovsudskyde – også selvom der er en pandemi på spil.

Vi VIL fx på restaurant – og nu også uden mundbind og Coronapas. For det er så besværligt. Buhu.

Vi vil det ene, og vi vil det andet – og hvis ikke vi får det NU, så brokker vi os fra Men in Black til Dansk Erhverv med Brian Mikkelsen i spidsen. Der er kun årslønnen til forskel på de to grupper. For i psykologien er de ens: En infantil og krævende tilgang – der hverken kan eller vil se i øjnene, at de også selv har et ansvar.

HVIS man stillet over for disse mentalt set højtråbende møgunger, så tillader sig at være en voksen – sådan en der går i pæne sko, pæne bukser og en pæn bluse – og som hellere vil læse en bog eller en seriøs avis end dimse på sin mobil, så anses man for kedelig og gammeldags – og moralsk, som i deres mund er et skældsord.

Og helt galt bliver det, når man løfter pegefingeren, og gør opmærksom på, at alle har et personligt ansvar – og at vi alle både kan og må behovsudskyde. Så overdænges man med skældsord, og får at vide, at man bare kan blive hjemme, hvis man er så bange.

Det er så sagen vendt på hovedet – og hvidt farvet sort.

For samfundet har desperat brug for voksne mennesker, som kan sige NEJ, STOP og NU MÅ DU TAGE DIG SAMMEN, også til den 40-årige, som ellers aldrig har tilhørt en klassisk curling-generation, men som alligevel jamrer over at skulle anskaffe sig det Coronapas, som er gratis og let at få.

Samfundet er så desværre styret af møgungerne og curlingbørnene – som findes i alle aldre – og som er langt de fleste. Men flertallet har som bekendt ikke altid ret, bare fordi de er de fleste.

SE MIG. STEM PÅ MIG. JEG ER BEDST. Råbene er stort set ens – og der er langt mellem de politikere, som tænker sig om, som har visioner, som tør tage reelt ansvar. De politikere, som ER voksne, og ikke bare leger voksne, som møgungerne gør det under store bifald fra de andre børn i sandkassen. De andre voksne børn, som også kun tænker på dem selv og deres umiddelbare behov.

Det er fluernes herre i Danmark, ja i hele den vestlige verden … og til det kommende EM i herrefodbold får det et nøk mere. For vi vil ind og se kampene – vil vi, og hvad nu hvis baren lukker, mens kampen er i gang? Igen BUHU – og spørgsmålet: Er der en voksen tilstede?

Så kom frit frem, hvis du tør …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi har brug for en befrielse

Moral. Ansvar. Offervillighed.

Der er mange ord, som man kan knytte på de modstandsfolk, som sammen med dem, der hjalp jøderne, kæmpede i allieret tjeneste og en vis ambassadør i USA, reddede Danmarks ære for 76 år siden.

Men fælles var, at de var mennesker af det helt store format. Mennesker, som tænkte på andre – og ikke på dem selv.

Læs brevet herunder, som er skrevet af møller Henning Andersen, der var en af Hvidstensgruppen – og som er hans afskedsbrev til hustruen Marie, inden han blev henrettet af tyskerne i Mindelunden i sommeren 1944.

Læs om hvordan han står ved det, han gjorde – fordi han ikke har tilsmudset noget – men mener, at han kan dø med ære. Men også om den omsorg som han viser Marie og børnene – og håbet om at mødes igen hos den Gud, som han troede på.

Det er et brev, som er skrevet af en grandvoksen mand – og det står i skærende kontrast til den forkælelse, som vi ser i vores tid. Helt grotesk hos mænd og kvinder som kaster med sten, fordi de ikke vil gå med mundbind. Men også hos det store flertal af danske mænd og kvinder, som brokker sig over alt det, som de ikke kan af luksus-ting (og som de godt kan fra især på torsdag, når det meste åbner igen).

Det er så umodnet, at landets børnehavebørn har ringet og sagt: Giv os retten til at være urimelige tilbage.

Men lur mig om ikke de forkælede og umodne vil brokke sig over det, som de stadig ikke kan som fx rejser og festivaler. For i den utidige genåbningsiver er der ikke plads til hverken afsavn, moral eller ansvarlighed.

Og netop det skisme – at det er de forkælede, som kun tænker på dem selv og deres umiddelbare behovsopfyldelse, som bestemmer – fremfor dem, som tager ansvar, har moral og sørger for at holde smitten nede – kan vi jo tænke over i aften, når vi tænder lys i vinduerne.

For vi har stadig brug for en befrielse – fra COVID-19 selvfølgelig. Men måske allermest fra den umodne og egoistiske forkælelses-adfærd, som er blevet danskernes kendetegn i denne pandemi – langt mere end samfundssindet.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Og her brevet fra møller Henning Andersen:

Kære lille Kone.

Dette er den sidste Hilsen, som du modtager fra mig paa denne Jord. Naar du læser det, er jeg ikke mere blandt de Levendes Tal. Jeg takker dig meget for den Tid, som jeg har levet sammen med dig. Det har været en god Tid, og jeg haaber at møde dig igen hos Gud i Himlen. Nu maa du være stærk, Marie, og ikke fortvivle. Vi dør ikke forgæves, stol paa det.

For Børnenes skyld maa du være stærk, for skulde de miste dig ogsaa, har de jo slet ingen Støtte i Livet. Prøv og forklar dem, hvordan det hænger sammen, naar de bliver store, saa vil de forstaa det hele, og kære Mie, vil du holde deres Fars Navn rent og i Ære. Søg at faa saa meget ud af Livet, som du kan uden mig. Sælg Møllen. Det økonomiske kommer du ikke til at lide under, det er der sørget for, og det er mig en Trøst i denne Stund.

Jeg har ikke gjort noget ondt, Marie, saa jeg kan dø med Ære. Det havde været tungere, om jeg havde tilsmudset det Navn, som du bærer, lille Kone.

Tak Lillemor. Vi skal jo alle dø engang, nu maatte jeg ikke leve længere ved din Side her paa Jorden, men der er et Liv efter det her, og saa ses vi igen.

Et sidste Farvel fra din Mand.

Paa Gensyn, Marie.

Henning

Hvorfor kom der ikke et oprør mod nutidens umoral og dårlige etik?

Moralen har trange kår i vor tid – og selv en opsang fra Hendes Majestæt Dronningen har ikke en effekt, der holder længere end til de sociale mediers opdateringer nytårsaften og nytårsdag, hvor alle – kendte som ukendte – faldt i svime over det rigtige i, at Margrethe d. 2 ramte totalt plet, da hun i nytårstalen sagde:

Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget vi genkender fra den senere tid?

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat.

Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

For burde denne italesættelse som det hedder på nudansk ikke have ført til et større oprør mod de politikere, de erhvervsfolk, de organisationer og de virksomheder, som handler uetisk og umoralsk?

Burde medierne ikke havde ført an i en kæmpe-kampagne FOR etik og moral og IMOD personlig vinding på grund af visse personers misbrug af deres betroede poster og særlige privilegier?

Det kunne man mene. Men der skete ikke noget – der var derimod total tavshed fra d. 2. januar.

Hvorfor? Er medierne selv syltet ind i magten og privilegierne? Nogle er i hvert fald – og andre vil måske gerne være det, og så gælder det om ikke at være dem, som råber op om det forkerte i, at nogle rager til sig på bekostning af fællesskabet.

Men det er forkert, at der ikke snakkes mere om det – og især at der ikke gøres noget, også fordi noget af det, som sker, er direkte ulovligt.

Det manglende oprør mod de umoralske magtmennesker og pengemennesker betyder også, at den danske befolkning som helhed mister tilliden til systemet … og så er der frit slag for populistiske ledere med lette løsninger på svære problematikker – og det er en vej, som vi ikke skal gå ned af.

Sidst vi gjorde det i Europa – over en bred kam – var i 1930´erne, for i enkelte lande har man også gjort det i nyere tid. Og nok kan vi ikke direkte sammenligne 1930´erne med nutiden, men der er mindelser i et omfang og en dybde, så der er grund nok til at være bange.

Det vælger magtens og pengenes mennesker så at være ligeglade med, nok fordi de – ganske fejlagtigt – ikke regner med, at populismens uheldige konsekvenser kan nå dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den umoralske politiker

Politikernes moral – eller mangel på samme – er et emne, som ofte er oppe og vende i den offentlige debat – og også mere nu end dengang, hvor politikeres privatliv ikke blev plastret ud på avisernes forsider. Men det er nye tider, og i dag vil vælgerne – og medierne – se en sammenhæng mellem politikernes udmeldinger og adfærd, også i privatsfæren.

Derfor er det helt naturligt, at Det Etiske Råds tidligere formand Jacob Birkler, der er uddannet filosof, tager emnet op i sin nye bog ”Den umoralske politiker”, hvor der gøres rede for forskellen mellem etik og moral – og hvor diverse begreber som fx dobbeltmoral og samvittighed sættes i relief til både fortid og nutid. Samt i forhold til Christiansborg og til det væld af eksempler på politikere og deres handlinger gennem de seneste årtier, som der diskes op med på bogens 140 sider.

For kan man kæmpe for folkeskolen samtidig med at man sætter sine egne børn i privatskolen? Kan man tillade sig at opfordre danskerne til at blive bedre til at affaldssortere, når man selv ikke gør det? Og så videre. En politikers troværdighed i dag starter og slutter ikke på Christiansborg, men er i spil 24 timer i døgnet – 365 dage om året.

Jacob Birkler viser med sine mange – og rammende – eksempler, at han kan sin politiske historie. Og bare for en ordens skyld: Begge sider af Folketinget har talrige eksempler på situationer, hvor der er blevet løjet, fortiet og fordrejet enten for at vinde noget eller for at undgå noget.

Skulle man ikke vide det i forvejen, så ved man det, når man har læst bogen, der både er letlæst og substantiel.

Efter ”Den umoralske politiker” sidder man tilbage med en følelse af, at den moralske habitus ikke er afhængig af politisk farve, men mere af tidsånden og af den personlige karaktér hos de forskellige politikere.

En karakter, som sjældent er båret af ydmyghed, høflighed og redelighed – eller rettere: Det kan den være, men så bliver vedkommende sjældent i politik ret længe, som tilsyneladende kun er en metier for de hårdføre i vores dage, hvilket er skadeligt for demokratiet. For robuste og viljestærke mennesker har ikke altid sans for empati og den beskyttelse af de svage, som efter Danmarksbloggens mening er enhver regerings vigtigste opgave.

Så nej, moral og for den sags skyld også etik kan åbenbart ikke bruges som pejlemærke, når der skal stemmes senest til sommer. Der må noget andet til.

Hvad dette andet kunne være, giver Jacob Birkler selv et bud på i bogens slutning – efter en glimrende gennemgang af de underlødige kneb, som det kan anbefales ALLE at læse om, inden man ser en debat eller åbner en avis.

Men altså Jacob Birkler foreslår monteringen af etisk sanitet på Christiansborg – måske lidt i stil med kontoret for regeringsetik i USA (sidebemærkning fra undertegnede: Gad vide om Trump har sendt dét kontor på permanent ferie?). Men altså, det er et kontor, som undersøger politikeres potentielle interessekonflikter, donationer, gaver, lobbyisme, finansielle transaktioner og meget mere.

Det lyder som en god ide, men desværre arbejder virkeligheden imod denne etiske komite, da Venstre-politikeren Eva Kjer sidste uge forslog nedlæggelsen af Etisk Råd. I så fald det sker, så er der fri leg for politikerne i den arena, hvor de bruger moralen til at angribe andre eller beskytte sig selv.

For en af bogens store pointer er, at moral ikke længere kun anvendes som en rettesnor for politikernes egen opførsel, men at moralen også bruges som et middel til at fremhæve sig selv eller dunke modstanderne i hovedet med. Moralen som redskab er altså både en forhammer og et middel til at pudse sin glorie af. Det handler heller ikke længere så meget om, hvordan noget er – men om hvordan det virker.

Det er en påstand, som det er svært at være uenig i, hvis man bare følger en smule med i dansk og for den sags skyld også international politik.

Spørgsmålet er også, hvad en sådan ”moral-som-metode-praksis” vil betyde på langt sigt for politikernes troværdighed og demokratiet?

Svaret er ikke enkelt, og resultatet er – trods tidens mange dommedagsrøster – heller ikke givet. Danmarksbloggen kunne derfor godt have tænkt sig et oprids og en diskussion af de forskellige scenarier.

Jacob Birkler havde uden tvivl kunnet løfte den opgave også.

Danmarksbloggen giver derfor fire store stjerner ud af seks mulige for ”Den umoralske politiker”. Bogen er udkommet hos Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gule fagforeninger og moralen

Dengang de gule fagforeninger kom på banen, handlede det ikke kun om at spare penge i kontingent. Det var også et spørgsmål om at være imod de etablerede – og oftest røde – fagforeninger af politiske grunde.

I vores dage er der mange, der ikke længere tænker på fagforeninger som andet end et godt grundlag, når løn- og arbejdsvilkår skal forhandles.

At være med i en gul fagforening bliver derfor også let et spørgsmål om moral.

For nok kan medlemmerne af de gule fagforeninger hverken lockoutes eller strejke, og dermed risikerer de ikke noget. Til gengæld drager de alle fordelene af de løn- og arbejdsvilkår, som de andre fagforeninger forhandler hjem.

Der findes et begreb for den slags: AT KØRE PÅ FRIHJUL. Ja, der findes flere ord for det, nogle af dem meget lidt pæne. Men uanset hvad man kalder det, så er resultatet det samme, og det er ikke et facit, som danskerne kan lide i disse tider, hvor moralen spiller en stadig større rolle efter devisen vi-skal-alle-både-yde-og-nyde.

Hvis der bliver en storkonflikt til april, kunne man derfor godt forestille sig, at de gule fagforeninger kommer i et særdeles dårligt lys. For nok vil deres medlemmer arbejde, men det vil blive tydeligt for enhver, at her er der tale om mennesker, som har fravalgt den solidaritet, der nu i mere end 100 år har sikret stadig bedre arbejdsvilkår i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Selvfølgelig abdicerede Dronning Margrethe ikke – selvom mange medier ellers havde hævdet, at det var en mulighed lige netop i år, hvor kronprinsen fylder 50 år til maj – og hvor prins Henrik har fået konstateret demens.

Dronningen bliver siddende på pinden, som hun også altid selv har sagt det – og som der er tradition for i Danmark. Og hvis det er noget, som et monarki skal blive ved med (også for at sikre sin eksistensberettigelse i en moderne tid), så er det netop at holde fast i de rodfæstede traditioner, som fx at den danske regent sidder på tronen livet ud.

Så det ville klæde medierne at stoppe denne abdikations-snak, som efterhånden har karakter af mobning af regenten – i hvert fald alders-diskrimination. Ja, medierne kunne lære af Dronningen, for hvem har i nytårs-kavalkaderne og tilbageblikkene haft bare ET indslag om dengang i sommers, da tsunamier ramte Grønland? INGEN, men Dronningen nævnte det.

Men hvad havde Dronningen ellers på hjerte i år? Ja, hun kom jo ikke udenom at tale om prins Henriks demens – og det gjorde hun udmærket. Rigtig udmærket endda.

Derudover kom hun ind på styrken ved mangfoldighed og vigtigheden ved at møde andre mennesker og andre ideer med åbenhed – og det gælder både dem, der kommer her til landet – og dem, der rejser ud. For kun sådan bliver vi beriget som individer og som samfund.

Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der er unyttigt, noget der nærer tanken og fantasien – det er ikke så unyttigt endda, kom det senere livsklogt fra regenten, der dermed også talte bundlinie-tænkningen og new management-ideologien imod. Det er der også brug for i et dansk samfund, hvor kravene øges – samtidig med at mulighederne mindskes, især for dem, som ikke er født med en sølvske i munden og et leksikon under armen.

Ifølge en meningsmåling ville danskerne også helst have, at Dronningen snakkede om netop danskheden og vores liv her i Danmark, for hun er åbenbart nationens stemme. En moralens røst, som vi gerne lytter til hver nytårsaften.

Danmarksbloggen må så også spørge, om kronprins Frederik til sin tid – som kong Frederik d. 10. – bliver i stand til at være det samme? Man kan – helt ærligt – godt tvivle.

Danmarksbloggen glæder sig derfor over, at det stadig er en regerende dronning, som vi har – og giver Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2 seks ud af seks kroner for en god nytårstale, fordi versionen anno 2017-18 taler denne leflen for laveste fællesnævner og angst for det fremmede imod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Må man nappe et jordbær i supermarkedet?

I en verden hvor klodens mægtigste mand, USA´s præsident Trump, kan lyve efter behag, og hvor uligheden bare vokser, samtidig med at terrorangrebene bliver flere og flere, kan man synes, at det er småt at bekymre sig om et stjålet jordbær. Men alting starter som bekendt i det små.

Historien er denne: For et par timer siden var jeg nede i mit lokale supermarked. Her stod jeg og kiggede på de mange fristende bakker med jordbær for at se hvilken, som jeg helst ville have. Mens jeg således stod der og prøvede at spotte bakken med de mest røde jordbær, kom en dame sidst i 50´erne gående og stillede sig på den anden side af jordbærbakkerne. Hun var i øvrigt det, som man kalder en fin dame med nederdel og skjortebluse og guldhalskæde med ditto øreringe.

Så tro mod fordommene om sådan nogle pæne, ældre damer blev jeg derfor også mere end overrasket, da hendes hånd skød frem og nappede et jordbær, som hun straks puttede i munden – uden i øvrigt at gøre mine til samtidig at tage bakken. Men hun skulle ikke slippe, syntes jeg.

Så jeg sagde: Nå, så ved du da, hvilken bakke du skal have.

Men hun svarede: Njaaa, jeg skulle bare lige smage et enkelt jordbær. 

Dertil sagde jeg: Det du´r jo ikke, så får den, der køber bakken jo mindre og ikke den mængde, som vedkommende betaler for.

Så snerpede hun sammen og sagde med spids stemme: Nå, men så tager jeg bakken – hvorpå hun tog bakken ved siden af.

Det skulle hun ikke slippe afsted med heller, mente jeg og pegede på den bakke, hvorfra hun havde taget det største og saftigste jordbær, mens jeg sagde: Nej, det var den bakke dér.

Det vidste hun godt. For hun protesterede ikke, men tog et jordbær fra hendes egen bakke og lagde over, hvorpå hun gik, men jeg stod tilbage og tænkte: Sådan et jordbær er jo bare en lille ting – og så alligevel. For alting starter i det små, og hvis først vi accepterer, at man godt kan tage et ekstra jordbær i supermarkedet eller andre af den slags småting, så er vi allerede inde på en moralsk glidebane.

For nej, man må ikke tage noget, som ikke er ens eget – ligesom at man ikke må køre over for rødt, smugle ulovlige varer over grænserne og alt muligt andet, som vi har det så let ved at gøre, for det betyder jo ikke noget, det er så lidt, lyder vores egen argumentation overfor os selv. Men hvis vi skal gøre os håb om en bedre verden, må vi starte med den moralske oprustning i vores egen hverdag – her og nu, hver og én.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det umenneskelige fortsæt

Når man i jura´ens verden taler om at gøre noget med forsæt, bedømmes det altid strengere end når man “bare kommer til det”.

Sådan bør det også være i politikens verden. Så når den konservative Rasmus Jarlov siger, at beslutningen om at risikere at sende 33.000 børn i fattigdom som følge af 225-timers reglen var en beslutning, som de konservative tog med åbne øjne, så er det rigtigt slemt.

For så siger han også, at han og resten af de konservative – uden at ryste på hånden – ikke har noget problem med at sparke til dem, der i forvejen ligger ned. Så gør de konservative det med vilje, med fortsæt …

Læs mere her: http://www.avisen.dk/konservative-rimeligt-at-boern-rammes-af-225-timers_404784.aspx

Der er også et andet ord, som kommer i spil her – og det er MORAL. For én ting er, at man kan være rygende uenige politisk og ideologisk, men når man – uden mindste problem – kan sende 33.000 danske børn ud i fattigdom, så har man en moralsk brist, som i bedste fald kan kaldes for umenneskelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En moral i frit fald

En skatteminister, der taler om skatte-flygtninge og om at give skatte-snyderne frit lejde …
En beskæftigelsesminister, der uden problemer kaster mere end 30.000 mennesker ud i fattigdom for MÅSKE så at kunne skabe 700 jobs …
En miljøminister, der synes, at det er en gevinst, at landmændene igen kan pløje HELT ud til kanten, selvom det betyder, at miljøet smadres …
En integrationsminister, der reelt ikke ønsker integration, men placerer traumatiserede mennesker i teltlejre …
Og sidst, men ikke mindst: En statsminister, der ikke kan kende forskel på sit og statens, men som til gengæld ikke er bange for at true sig til at få sin vilje …

Og sådan kunne man blive ved. Den nuværende Venstre-regering er en regering, hvor moralen er i frit fald – væk fra alt der er menneskeligt og medmenneskeligt – og henimod det umenneskelige …

Det er rystende – og det eneste værre er, at der findes to partier, som på hver deres måde er endnu mere umenneskelige – nemlig de fremmedfjendske bangebukse i Dansk Folkeparti og de pengegriske egoister i Liberal Alliance.

Moralen er i frit fald … vi må stå imod …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal du skifte bank?

Panama-krisen får mange til at overveje at droppe Nordea. Men måske skal man lige holde hestene et øjeblik, inden man evt. river Dankortet i stykker.

For hvor finder man en bank med moralen i orden? De fleste banker optræder nemlig fra tid til anden i historier, der tyder på en blakket moral og en flosset etik, hvor pengene til hver en tid kommer før end menneskene.

Danmarksbloggen vil derfor heller ikke anbefale brug af nogen bestemte banker. Det ligger ikke i Danmarksbloggens regi – og Danmarksbloggen ved heller ikke nok om økonomi til at gøre det.

Danmarksbloggen vil dog anbefale, at man tænker sig om, når man vælger bank. For det du´r jo ikke udelukkende at vælge sin bank med hjertet, hvis den samme bank er i så elendig en økonomisk forfatning, at man risikerer at miste sine sparepenge, som fx kunderne i Roskilde Bank gjorde det.

Tjek derfor risikovurderingen af din bank ud – og husk, at pengeinstitutter med et risikoindeks højere end 450 kan være udsatte og behæftet med en risiko, som bør give kunder og investorer anledning til at holde et vågnet øje med disse institutter:

https://www.banken.gl/media/334200/Risikovurdering-2014-tabel-2-.pdf

Læs også hvad Forbrugerrådet via sit blad Tænk siger om bankkrak og god bankskik: http://taenk.dk/gode-raad/bankkrak-hvis-din-bank-gaar-konkurs

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk