Bengt og Bent: Forskellen på Sverige og Danmark?

Danmarksbloggen har fået nedenstående – meget tankevækkende – indlæg sendt af Sune Nielsen, dansker bosat i Uppsala, Sverige:

To demente ældre mænd forsvandt og blev fundet i Sverige henholdsvis Danmark indenfor samme uge. Begge desværre som døde. Presseomtalen var vidt forskellig. Siger det mon noget om forskellen i dansk og svensk mentalitet? Det har jeg ikke noget svar på, men her er historien:

I sidste uge, torsdag den 22. maj om aftenen var jeg på såkaldt ”skallgång” i det nordøstlige Uppsala sammen med organisationen Missing People. Skallgång er betegnelsen for en systematisk gennemgang af et område for at finde en forsvunden person. Den forsvundne var Bengt. Jeg kender bare hans fornavn. Bengt havde forladt sit hjem i Uppsalabydelen Östra Nyby lørdagen forinden og var ikke set siden. Jeg bor selv i samme bydel.

Det mærkelige var, at jeg måske havde set ham på vej væk, der om lørdagen. Det fandt jeg ud af om søndagen. Søndagen efter hans forsvinding tog jeg på en joggingtur om morgenen. På vej ud ad en skovvej støder jeg pludseligt på en politibil, som standser. Politimanden spørger, om jeg har set en ældre herre og kommer med en beskrivelse. Det er da Bengt, som forsvandt aftenen før. Jeg lover politimanden, at jeg vil holde øje.

Lidt senere møder jeg en mand på cykel. Det viser sig, at han også er ude for at kigge efter Bengt. Han havde hørt om forsvindingen allerede aftenen før i lokalradioen, og han havde været tidligt ude om morgenen for at gennemsøge det skovområde, hvor jeg nu havde lagt min joggingtur.

”Jeg har set det hele igennem, og Bengt er ikke her,” sagde han, førend han fortsatte af skovvejen. Han måtte have været ret tidligt oppe.

Jeg fandt ham heller ikke, og da jeg kom ud ad skoven igen hørte jeg, at politiet havde en helikopter i luften for at se, om de kunne spotte ham ad den vej. Næsten hjemme støder jeg ind i endnu en mand på morgentur. Det viser sig at være Bengts nabo. Han begynder selv at fortælle om politiopbuddet aftenen forinden, og at han først havde troet, at det var endnu et æresdrab (Östra Nyby var hjemsted for det mest kendte i Sverige på Fadima, og hendes bror er netop blevet skudt af politiet – også i samme kvarter) eller endnu en pyromanbrand (der har været tre indenfor det sidste halve år). Han fortæller, at Bengt og hans kone plejede at gå tur med deres kat i snor, så jeg havde måske set ham?

Så slog det mig, at jeg om eftermiddagen, lørdag, havde set en mand svarende til beskrivelsen af Bengt. Han kom gående med ganske små skridt på vejen fra Östra Nyby til bydelen Gränby, en idyllisk lille vej på et par kilometer, som blandt andet går gennem lidt skov og klipper, og det ser man ellers ikke i det generelt meget flade Uppsala.

Måske var min observation vigtig? Jeg ville i hvert fortælle politiet om manden med katten. Jeg havde aldrig set andre gå rundt med deres katte der, men det kunne i selvfølgelig være en anden.

Lidt efter spotter jeg en politimand komme gående på pæn afstand. Han var både høj og bred. Jeg prajer ham, og lidt efter kan jeg berette om min observation. Mit første indtryk bliver lidt skæmmet af et par fortænder som stikker skråt ud og hviler på underlæben, så de anes også med lukket mund. Jeg tager mig i at kigge et øjeblik for længe på denne dentale særhed ved manden … men det er ikke det eneste. Jeg fortæller om manden med katten, som jeg havde set eftermiddagen i forvejen, og politimanden siger, at det ikke kan passe, for da var han ikke forsvundet endnu. Men det var godt, at jeg gjorde observationer, sagde han – gav mig thumbs up, og noterede i øvrigt ingenting. Jeg endte med et indtryk af en politimand af den type, som man ofte ser i svenske krimiserier à la Wallander – en høj, kraftig, meget fysisk stærk type – uden nødvendigvis så meget at gøre godt med i øverste etage.

Suk – hvordan kunne han vide, at det ikke var vigtigt? Han kunne vel ikke kategorisk afvise det? Og hvad var historien bag Bengts forsvinden?

Efter jeg var kommet hjem, kiggede jeg på nyheder for at blive klogere, men der stod ikke rigtig noget. Der stod ikke engang, at manden hed Bengt. Jeg så, at organisationen Missing People også var sat på sagen, og de skulle gå deres første skallgång samme aftenen. Jeg havde lyst til at gå med, for alle kan i princippet deltage, hvis ens fysik er nogenlunde i orden. Men jeg havde desværre ikke tid. I stedet tog jeg et lille smut hen til det sted, hvor jeg havde set manden med katten og var heldig at træffe en gruppe fra Missing People. Jeg fortalte om manden med katten, og denne gang blev der gjort notater.

Arbejdsugen startede, og Bengt forblev forsvunden. I Uppsala Tidning kunne man læse, at politiet ikke brugte så mange ressourcer på eftersøgningen længere, da man ikke vidste, hvilken retning Bengt var gået i.

Missing People planlagde nye skallgång, og jeg meldte mig da til en om torsdagen. Lederen af gruppen viste sig at være samme mand, som jeg havde set lede gruppen søndag aften, en trind mand på omkring 50, som i det daglige var leder på en byggeplads. Nu førte han an på vores skallgång med en bestemt mine og uden at sige ret meget. Vi gik omkring i Gränby til det blev for mørk uden at finde noget af betydning.

På et tidspunkt under skallgången spørger jeg lederen af gruppen, om han ellers kender noget til Bengt og hans liv inden forsvindingen? Manden kigger på mig lettere betuttet. ”Nå, er det Bengt han hedder? Javist, det er det vel.. nej, jeg kender ikke noget til ham. Det må vi jo ikke. Det kan du nok forstå.” En dame istemmer, og siger, at det er vigtigt, at vi ikke kender noget til manden – og de pårørende har det jo svært nok i forvejen, så man kan ikke bare sprede informationer til alle og enhver. Jeg har på fornemmelsen, at jeg har sagt noget dumt.

Jeg vidste jo det med katten fra naboen, og manden, som jeg havde set med en kat, som ovenikøbet passede på beskrivelsen af Bengt … og egentlig havde jeg tænkt, at jeg skulle bringe det på banen igen, hvis der kom et passende tidspunkt … men nu ville jeg slet ikke nævne noget. Vi gik tavse rundt og ledte uden at skulle vide for meget.

To dage senere ser jeg en kort nyhed i Uppsala Tidning. 80-årig mand fundet død, ikke noget om navn og sted, hvor han er fundet, men der står bare, at det er den mand, som man har ledt efter en uge. Der står desuden, at en ny planlagt skallgång er aflyst.

I dag sidder jeg så og kigger på danske netaviser, og pludseligt falder jeg over historien om Bent fra Allerød. Bent havde nogenlunde samme alder som Bengt, han var også dement og forsvandt få dage efter Bengt. Men denne historie fortælles helt anderles. Her får man Bents fulde navn, og ikke mindst får man historien om familien bestående af en far og hans to børn, som tog ud for at lede ham – og fandt ham. Et billede af dem tjener som illustration til historien. Der står, hvordan de startede ved Bents adresse, gik ned til Allerød Sø og endte med at finde ham der i vandkanten mellem sivene.

Måske viser man mere hensyn overfor familie til forsvundne i Sverige? Har Sverige en anden presseetik end i Danmark? Hvad som er på spil, ved jeg ikke – det är bara annorlunda i Sverige. Det siger mig noget om Danmark, men jeg ved ikke helt, hvad det er endnu.

Skrevet af: Sune Nielsen, dansker bosat i Uppsala, Sverige

Multiresistent bakterie beviser behovet for 100% økologisk landbrug

Der er absolut ingen kontrol med den multiresistente svinebakterie MRSA CC 398.
Det skriver DR: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/05/29/190945.htm

Tværtimod er situationen totalt ude af kontrol – og vi risikerer, at den livsensfarlige bakterie spreder sig ud i hele samfundet. Flere danskere er allerede døde. Men de danske myndigheder har tilsyneladende opgivet at gøre noget ved det i modsætning til i Norge, hvor man slog de ramte svin ihjel og desinficerede gårdene, inden nye dyr blev sat ind.

Det stoppede den multiresistente bakterie i Norge. I Danmark har man derimod ingenting gjort. Og fra at cirka 16% af de danske svinebesætninger havde den multiresistente bakterie ved en screening i 2010 steg tallet til omkring 80% i 2012.

Og så kan man jo begynde at regne på, hvor mange procent danske svin, der mon har MRSA CC 398 her to år senere i 2014.

Hvorfor man ikke har gjort noget i Danmark, kan man kun gisne om. Men mon ikke, at vores store eksport af svinekød spiller en rolle?!

Men at sælge multiresistent bakterie-svinekød svarer lidt til at tisse i bukserne. På den korte bane varmer det – og vi kan stadig sælge, men på den lange bane bliver det meget klamt og koldt, og ingen køber vores kød, og en multiresistent bakterie er løs iblandt os.

Det er det rene galimatis – og totalt uansvarligt af både svineproducenter og myndigheder at tillade denne skalten og valten med vores liv.

En løsning, der sundhedsmæssigt ville gøre hele forskellen, var øjeblikkelig at slå alle danske svin ihjel – pånær dem der bevisligt ikke har denne eller andre multiresistente bakterier – og så starte helt forfra med økologiske grise og ingen antibiotika.

Satse på kvalitet fremfor på kvantitet – og lade det sprede sig til resten af landbruget, uanset om vi taler dyr, korn eller andre afgrøder.

Men det er desværre også en løsning, som der ikke er vilje til at gennemføre.

Et 100% økologisk landbrug i Danmark er ellers den eneste mulighed, som vi har for at overleve, både som individer og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kristi Himmelfart og kampen mellem Det Gode og Det Onde

Tilbage i middelalderen opførte man i mange kirker såkaldte kirkespil, når det var Kristi Himmelfart.

Kirkespil, hvor man selvfølgelig lod en figur af Jesus forsvinde op i et hul i kirkeloftet for på den måde at symbolisere himmelfarten.

Men også kirkespil, hvor Det Gode (Jesus) kæmpede mod Det Onde (Satan) – og hvor Det Gode vandt. Typisk var Det Onde symboliseret ved en drage eller en slange, og Det Gode ved en løve.

Se Danmarksbloggens indlæg om emnet fra 2013: http://danmarksbloggen.dk/?tag=kristi-himmelfart

Dét kunne være særdeles fristende at lave et sådant kirkespil i vore dage – og dét i en version, så nutidige samfundsproblematikker blev inddraget.

For vi lever i en tid, der officielt har afskaffet Det Onde og Det Gode til fordel for den ubegrænsede relativisme.

Men relativismen du´r ikke. Når alt erklæres for lige godt, bliver alt også ligegyldigt. Men alt er ikke lige godt.

Tværtimod findes der værdier, som er værd at kæmpe for. Værdier, som sagtens kan identificeres som værende af Det Gode. Og disse værdier er alt det, der samler og bringer lys, glæde og kærlighed mellem mennesker kontra deres modsætning, der skiller og bringer mørke, smerte og had mellem mennesker.

Værdier, der ikke kan leve side om side, men som konstant støder sammen i den evige kamp mellem Det Gode og Det Onde, som mennesker og samfund har kæmpet til alle tider.

Så nej, vi kan ikke bare trække på skulderen og lade verden gå sin skæve gang. Vi må vælge: Vil jeg følge løven eller dragen/slangen, lyset eller mørket?

Valget er vores, både på og efter denne Kristi Himmelfartsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Folkeparti bliver aldrig stuerene

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde for lidt over 20 år siden til Dansk Folkeparti: Stuerene, dét bliver I aldrig.

En bemærkning, som mange (også medier) mener ikke længere holder. For nu har Dansk Folkeparti jo fået mere end 25% af stemmerne – og så er partiet blevet stuerene.

Men nej, Nyrups bemærkning holder stadigvæk. Så kan Dansk Folkeparti få nok så mange stemmer. Dét betyder ingenting.

Dansk Folkeparti er stadig et parti, der sætter skel og graver grøfter. Et parti, der deler mennesker op i dem og os – og som mener, at de og deres meningsfæller er bedre end alle andre. Et parti, der mener, at de partout har retten til at håne og tale nedsættende om dem, der mener noget andet og er anderledes end dem selv. Et parti der taler til alt, hvad der er menneskefjendsk.

Dansk Folkeparti er og har altid været et parti, der taler til den indre svinehund. Den hund, som Venstre og Konservative lukkede ind på de bonede gulve, hvor den siden til hver fjerde danskers store fornøjelse har rendt rundt og pisset på uvurderlige skatte som medmenneskelighed og solidaritet og frisind.

Dét er mere end skræmmende. Så lad os få den hund ud i hundehuset, hvor den hører til, og det kan kun gå for langsomt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Jeg nominerer” er det rene vås og bavl

En såkaldt nominerings-dille har grebet Danmark. Unge, yngre og middelaldrende mennesker “nominerer” familie, venner og bekendte på de sociale medier. En typisk tekst fra én ven til en anden kan lyde:

Jeg nominerer XX til indenfor syv timer at hoppe i havet, og hvis du ikke gør det, så skylder du mig en biograftur med ligeså mange popcorn, som jeg kan spise.

XX skynder sig så ud i det kolde vand efter at have sikret sig, at nogen kan filme XX´s tur i de kolde bølger. Filmen lægges så efterfølgende på de sociale medier med nye “nomineringer” til XX´s venner om selv at gøre det samme. Og hvis ikke så skylder de XX en burger, en kasse øl … osv.

Allerførst: Så er der tale om en sprogfejl af format, når det kaldes “nomineringer”. For nej, der er ikke tale om en nominering. Når man nominerer nogen, så udpeger eller indstiller man dem til en pris, en stilling eller tilsvarende. Se link her: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=nominere

For det andet: Så giver det ingen mening at pådutte et andet menneske et væddemål, som der reelt er tale om her. Væddemål – også dem, der er baseret på udfordringer som disse “nomineringer” – er noget, som man indgår i fællesskab. Ikke noget man påtvinges.

“Jeg nominerer” er derfor det rene vås og bavl, som måske nok kan virke uskyldigt. Men som for især unge mennesker kan være et gruppepres, der ikke gør noget godt for nogen eller noget.

For ja, selvfølgelig skal der være plads til sjov og ballade. Men det her er ikke sjovt overhovedet.

Og så skal sjov i øvrigt være noget, som man finder på i fællesskab. Ikke noget som man bliver presset til uden selv at have noget at sige, førend opfordringen – bang – står på de sociale medier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-valg: Demokratiet trues af ekstremister

Dansk Folkeparti – og især Morten Messerschmidt – vandt en jordskredssejr i går. Mere end hver fjerde danske vælger stemte på Dansk Folkeparti, som nu får fire af de ialt 13 danske pladser i EU-parlamentet.

Men også Folkebevægelsen mod EU gik frem – tiltrods for at spidskandidaten var både ung og ukendt.

Signalet er ikke til at tage fejl af: Danskerne er trætte af et EU, som de fleste opfatter som en overstatslig institution, der bestemmer alt for meget.

Danskerne er ikke alene om at mene sådan. Billedet er det samme over hele Europa. De nationale partier og bevægelser stormer frem.

Men hvad gør man nede i Bruxelles – og i de enkelte landes regeringer, også Danmarks? Ingenting, absolut ingenting.

Tværtimod fortsætter man som hidtil med at lave endnu mere centraliseret magt i EU-regi – senest med den desværre vedtagne patentdomstol.

EU-toget buldrer altså frem – totalt ligeglad med de befolkninger, der enten gerne vil stå helt af eller overvejer om toget skal køre i en anden retning. En retning med fred, frihed og frihandel, men ikke med fælles økonomi-, forsvars- og velfærdspolitik.

Dét er farligt på den måde at ignorere sin egen befolkning for slet ikke at tale om at det er udemokratisk. For det er i dén grad et demokratisk problem, når magthaverne ikke lytter til befolkningerne. For så får ekstremisterne altfor let spil … også i Danmark, hvor det nu endegyldigt er lykkes Dansk Folkeparti at fremstå som stuerene …

Men det er partiet ikke. Så kan de få nok så mange stemmer. Det ændrer ingenting.  For med DF´s fjendske politik og retorik overfor fx muslimer, men også andre, bliver de aldrig stuerene. Dér havde – og har – daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen helt ret.

Men Dansk Folkeparti taler til den indre frygt for det fremmede i mange mennesker, og det skal tages mere end alvorligt af de andre partier, hvis ikke Dansk Folkeparti skal fortsætte deres sejrsstime også til det kommende folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 19: Nye tanker op mod 1849

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

NYE TANKER OP MOD 1849

I 1839 døde Frederik d. 6. – den konge, der om nogen kan knyttes sammen med guldalderen. Guldalderen fortsatte dog mere end et årti endnu – og mange af tidens store personligheder endnu længere.

Men tiden blev en anden. Den blev mere politisk og var vel egentlig også mere i tråd med den oplysningstid, der lå forud for guldalderen, da denne holdt sit indtog omkring 1800-tallet. Men nu var det altså slut med følelser, harmoni og skønhed.

For nu kom der igen fokus på den enkelte og den enkeltes vilkår og muligheder i et samfund, der trods store teknologiske landvindinger som fx jernbanen stadig var præget af kolo-enorme forskelle mellem de forskellige klasser og mellem by og land.

Noget som nogle af guldaldertidens store ånder selvfølgelig også greb og brugte som fx dansk åndslivs kæmpe Grundtvig, der ikke kun lavede de skønneste salmer, men også er stifteren af dén danske folkehøjskole, der om noget handler om viden og oplysning og derfor er en af de helt centrale byggestene i det folkestyre, som der nu blev talt mere og mere åbent om.

En anden var ytrings-, menings- og trykkefrihed. Frihedsrettigheder, der blev et mere og mere hedt emne op igennem 1800-tallet, hvor diverse satire-blade ikke var bange for at udstille magten og dens uduelighed. Som årene gik, ventede man også bare på, at de nye tanker kunne blive til politisk virkelighed, når Frederik d. 6.´s fætter skulle overtage tronen.

Frederik d. 6. havde nemlig ikke sønner i ægteskabet med dronningen, så kronen måtte gives videre til fætteren.

Men altså: Der var meget store forhåbninger til den nye konge Christian d. 8., der som ung kronprins og inden Danmark måtte overgive Norge, i 1814 havde givet nordmændene deres første grundlov ved Eidsvoll.

Men de håb blev skuffede. For kongen var blevet en ældre og med årene mere forsigtig mand. Og nu turde han ikke længere følge sine engang så romantiske, men nu i virkeligheden realistiske drømme om frihed og folkestyre.

For tiden var til dem. Det rumlede overalt i Europa, og især nede i Slesvig-Holsten, hvor man efter flere århundreder med nogenlunde ro igen var begyndt at rasle med sablerne, og hvor stærke kræfter hellere ville have områderne til Tyskland end blive i Danmark.

Den aldrende Christian d. 8. så det hele, men han havde mildest talt ikke lyst til at give sig i kast med de opgaver, der ventede: Slesvig-Holsten, enevælden hvis tid var ved at rinde ud, de nye tanker om trykke-, menings- og ytringsfrihed – og så sønnen, den kommende Frederik d. 7., der absolut ikke gebærdede sig, som man kunne forvente sig det af en kommende konge, enevældig eller ej.

Og netop Frederik d. 7., Treårskrigen, Grundloven og demokratiet skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie, der også bliver den sidste inden sommerpausen.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen:http://danmarksbloggen.dk/?p=4653

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke skal have løn for at undgå bilagssager

Lars Løkke får idag 1.439.443,81 kroner som eftervederlag, fordi han engang har været minister. Men de penge, altså næsten halvanden milllion kroner, er åbenbart ikke nok.

Venstre foreslår derfor, at Løkke får et formandsvederlag a la det som Dansk Folkeparti Thuelsen Dahl får. Det lyder på 308.000 kroner om året.

Det vil skabe klarhed og gøre, at man undgår bilagssager og andet, som kan skade Lars Løkke, lyder meldingen iflg. artiklen fra DR´s hjemmeside: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/05/22/222225.htm

Det giver overhovedet ikke mening.

I Danmark lever tusinder af mennesker på kontanthjælp, dagpenge og pensioner, som alle er beløb, der er langt lavere end Løkkes halvanden million. Men de mange mennesker rækker Venstre ikke en hjælpende hånd.

Tværtimod så får samfundets svageste af Venstre at vide, at de skal sætte tæring efter næring. Og at det er godt, at de ikke får så meget, for så bliver de ansporet til at finde sig et arbejde.

Men Venstres egen formand, der i forvejen forgyldes, skal blot have endnu mere, så ikke han “tvinges” til uheldig omgang med andres penge.

Hvor er logikken i det? Der er ingen. Der er så himmelråbende forkert på så mange planer at mene, at en mand skal have flere penge for at undgå, at han laver noget forkert. For slet ikke at tale om den grådighed, den forskelsbehandling og den dobbeltmoral, som Venstres forslag repræsenterer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sofa´en, Patentdomstolen og Grundloven

Ja-sigerne har to muligheder i overmorgen, når der skal stemmes om Patentdomstolen.

De kan enten vælge at gå hen og sætte deres kryds ved ja – eller de kan bare blive hjemme på sofaen.

For det er nemlig således, at 30% af alle stemmeberettighede skal sige nej, hvis det skal blive et nej.

Sådan siger Grundloven, og den skal man holde – også selvom Dansk Folkeparti mener noget andet.

Grundloven er basis for vores demokrati – og den skal man ikke skalte og valte med, heller ikke selvom det går imod ens meninger.

Danmarksbloggen anbefaler nemlig et nej til patentdomstolen. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4611

Men et nej skal ikke komme ved at bøje Grundloven, men ved at flere end 30% af de stemmeberettigede rejser sig fra sofaen og stemmer nej til en patentdomstol, der vil ødelægge det for miljøet, for videnssamfundet og for de små og mellemstore virksomheder i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gud glemte at tage patent …

Læser man i Biblen, kan man i Gl. Testamente læse, at Gud skabte verden på seks dage – men så hvilede han sig også den syvende.

Det var nok lidt dumt. Han skulle istedet have brugt (søn)dagen på at tage patent på hver eneste plante, eneste dyr, eneste alting …

For fra på søndag er det for sent – også for Gud.

Fra på søndag (hvis vi stemmer ja til patentdomstolen) vil der nemlig blive taget patenter på alt mellem himmel og jord i Europa, også levende organismer, viden, it-værktøjer og andet, som ellers hævdes at være undtaget, men som store virksomheder med dyre stjerneadvokater alligevel kan få lov til at tage patent på.

Fx meloner, tomater og broccoli: http://noah.dk/patenter-er-melon-en-opfindelse/

Og her side til links om patenter på både planter og software: http://kigoglyt.com/?p=596

Fra på søndag vil store økonomiske interesser derfor eje det, som i virkeligheden er vores allesammens: Naturen, viden og alt det andet, der skaber verden og de gode levevilkår.

Vi har en lille spinkel chance endnu: Nemlig at stemme nej til patentdomstolen og opfordre alle vi kender til at gøre det samme.

Alternativt kan man selvfølgelig håbe på, at Gud griber ind og gør noget ved sagen. Omvendt er han rimelig voldsom, når han handler. Tænk fx på at smide folk ud af Paradiset, syndfloden, ildregnen over Sodoma og Gomorra, at sende sin egen søn ned for at blive korsfæstet.

Og det er måske trods alt lige i overkanten, også selvom vi taler om patentdomstolen.

Danmarksbloggen vil derfor istedet anbefale alle at stemme – og at stemme nej til patentdomstolen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk