Bengt og Bent: Forskellen på Sverige og Danmark?

Danmarksbloggen har fået nedenstående – meget tankevækkende – indlæg sendt af Sune Nielsen, dansker bosat i Uppsala, Sverige:

To demente ældre mænd forsvandt og blev fundet i Sverige henholdsvis Danmark indenfor samme uge. Begge desværre som døde. Presseomtalen var vidt forskellig. Siger det mon noget om forskellen i dansk og svensk mentalitet? Det har jeg ikke noget svar på, men her er historien:

I sidste uge, torsdag den 22. maj om aftenen var jeg på såkaldt ”skallgång” i det nordøstlige Uppsala sammen med organisationen Missing People. Skallgång er betegnelsen for en systematisk gennemgang af et område for at finde en forsvunden person. Den forsvundne var Bengt. Jeg kender bare hans fornavn. Bengt havde forladt sit hjem i Uppsalabydelen Östra Nyby lørdagen forinden og var ikke set siden. Jeg bor selv i samme bydel.

Det mærkelige var, at jeg måske havde set ham på vej væk, der om lørdagen. Det fandt jeg ud af om søndagen. Søndagen efter hans forsvinding tog jeg på en joggingtur om morgenen. På vej ud ad en skovvej støder jeg pludseligt på en politibil, som standser. Politimanden spørger, om jeg har set en ældre herre og kommer med en beskrivelse. Det er da Bengt, som forsvandt aftenen før. Jeg lover politimanden, at jeg vil holde øje.

Lidt senere møder jeg en mand på cykel. Det viser sig, at han også er ude for at kigge efter Bengt. Han havde hørt om forsvindingen allerede aftenen før i lokalradioen, og han havde været tidligt ude om morgenen for at gennemsøge det skovområde, hvor jeg nu havde lagt min joggingtur.

”Jeg har set det hele igennem, og Bengt er ikke her,” sagde han, førend han fortsatte af skovvejen. Han måtte have været ret tidligt oppe.

Jeg fandt ham heller ikke, og da jeg kom ud ad skoven igen hørte jeg, at politiet havde en helikopter i luften for at se, om de kunne spotte ham ad den vej. Næsten hjemme støder jeg ind i endnu en mand på morgentur. Det viser sig at være Bengts nabo. Han begynder selv at fortælle om politiopbuddet aftenen forinden, og at han først havde troet, at det var endnu et æresdrab (Östra Nyby var hjemsted for det mest kendte i Sverige på Fadima, og hendes bror er netop blevet skudt af politiet – også i samme kvarter) eller endnu en pyromanbrand (der har været tre indenfor det sidste halve år). Han fortæller, at Bengt og hans kone plejede at gå tur med deres kat i snor, så jeg havde måske set ham?

Så slog det mig, at jeg om eftermiddagen, lørdag, havde set en mand svarende til beskrivelsen af Bengt. Han kom gående med ganske små skridt på vejen fra Östra Nyby til bydelen Gränby, en idyllisk lille vej på et par kilometer, som blandt andet går gennem lidt skov og klipper, og det ser man ellers ikke i det generelt meget flade Uppsala.

Måske var min observation vigtig? Jeg ville i hvert fortælle politiet om manden med katten. Jeg havde aldrig set andre gå rundt med deres katte der, men det kunne i selvfølgelig være en anden.

Lidt efter spotter jeg en politimand komme gående på pæn afstand. Han var både høj og bred. Jeg prajer ham, og lidt efter kan jeg berette om min observation. Mit første indtryk bliver lidt skæmmet af et par fortænder som stikker skråt ud og hviler på underlæben, så de anes også med lukket mund. Jeg tager mig i at kigge et øjeblik for længe på denne dentale særhed ved manden … men det er ikke det eneste. Jeg fortæller om manden med katten, som jeg havde set eftermiddagen i forvejen, og politimanden siger, at det ikke kan passe, for da var han ikke forsvundet endnu. Men det var godt, at jeg gjorde observationer, sagde han – gav mig thumbs up, og noterede i øvrigt ingenting. Jeg endte med et indtryk af en politimand af den type, som man ofte ser i svenske krimiserier à la Wallander – en høj, kraftig, meget fysisk stærk type – uden nødvendigvis så meget at gøre godt med i øverste etage.

Suk – hvordan kunne han vide, at det ikke var vigtigt? Han kunne vel ikke kategorisk afvise det? Og hvad var historien bag Bengts forsvinden?

Efter jeg var kommet hjem, kiggede jeg på nyheder for at blive klogere, men der stod ikke rigtig noget. Der stod ikke engang, at manden hed Bengt. Jeg så, at organisationen Missing People også var sat på sagen, og de skulle gå deres første skallgång samme aftenen. Jeg havde lyst til at gå med, for alle kan i princippet deltage, hvis ens fysik er nogenlunde i orden. Men jeg havde desværre ikke tid. I stedet tog jeg et lille smut hen til det sted, hvor jeg havde set manden med katten og var heldig at træffe en gruppe fra Missing People. Jeg fortalte om manden med katten, og denne gang blev der gjort notater.

Arbejdsugen startede, og Bengt forblev forsvunden. I Uppsala Tidning kunne man læse, at politiet ikke brugte så mange ressourcer på eftersøgningen længere, da man ikke vidste, hvilken retning Bengt var gået i.

Missing People planlagde nye skallgång, og jeg meldte mig da til en om torsdagen. Lederen af gruppen viste sig at være samme mand, som jeg havde set lede gruppen søndag aften, en trind mand på omkring 50, som i det daglige var leder på en byggeplads. Nu førte han an på vores skallgång med en bestemt mine og uden at sige ret meget. Vi gik omkring i Gränby til det blev for mørk uden at finde noget af betydning.

På et tidspunkt under skallgången spørger jeg lederen af gruppen, om han ellers kender noget til Bengt og hans liv inden forsvindingen? Manden kigger på mig lettere betuttet. ”Nå, er det Bengt han hedder? Javist, det er det vel.. nej, jeg kender ikke noget til ham. Det må vi jo ikke. Det kan du nok forstå.” En dame istemmer, og siger, at det er vigtigt, at vi ikke kender noget til manden – og de pårørende har det jo svært nok i forvejen, så man kan ikke bare sprede informationer til alle og enhver. Jeg har på fornemmelsen, at jeg har sagt noget dumt.

Jeg vidste jo det med katten fra naboen, og manden, som jeg havde set med en kat, som ovenikøbet passede på beskrivelsen af Bengt … og egentlig havde jeg tænkt, at jeg skulle bringe det på banen igen, hvis der kom et passende tidspunkt … men nu ville jeg slet ikke nævne noget. Vi gik tavse rundt og ledte uden at skulle vide for meget.

To dage senere ser jeg en kort nyhed i Uppsala Tidning. 80-årig mand fundet død, ikke noget om navn og sted, hvor han er fundet, men der står bare, at det er den mand, som man har ledt efter en uge. Der står desuden, at en ny planlagt skallgång er aflyst.

I dag sidder jeg så og kigger på danske netaviser, og pludseligt falder jeg over historien om Bent fra Allerød. Bent havde nogenlunde samme alder som Bengt, han var også dement og forsvandt få dage efter Bengt. Men denne historie fortælles helt anderles. Her får man Bents fulde navn, og ikke mindst får man historien om familien bestående af en far og hans to børn, som tog ud for at lede ham – og fandt ham. Et billede af dem tjener som illustration til historien. Der står, hvordan de startede ved Bents adresse, gik ned til Allerød Sø og endte med at finde ham der i vandkanten mellem sivene.

Måske viser man mere hensyn overfor familie til forsvundne i Sverige? Har Sverige en anden presseetik end i Danmark? Hvad som er på spil, ved jeg ikke – det är bara annorlunda i Sverige. Det siger mig noget om Danmark, men jeg ved ikke helt, hvad det er endnu.

Skrevet af: Sune Nielsen, dansker bosat i Uppsala, Sverige

Nytårskur nr. 2.: Det endelige opgør med mobningen – i den helt store sammenhæng

Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure fortsætter med sinolog, skribent og kommentator Sune Nielsen, der skriver:

Når jeg tænker på ønsker for 2014, så tænker jeg i problemstillinger, som jeg synes mangler at blive italesat, set i et nyt lys eller bragt op på et helt nyt niveau. Et problem, som jeg tænker særligt på, er et problem, som ikke mangler omtale. Det er også blevet anskuet fra mange vinkler gennem en del år, men jeg synes, at det bør bringes til et andet niveau.

Det er et problem, som findes over hele kloden, men som samfund betragtet, tror jeg Danmark kan være et af de mere udsatte. Det tror jeg fordi, at Danmark er et forholdsvis homogent samfund, og fænomenet, som jeg tænker på, er en gammel form for konfliktløsning, der skaber harmoni og samhørighed for en gruppe af mennesker eller et helt samfund, som føler, at homogeniteten er truet.

Problemet er, at det ikke er gratis at løse konflikter på denne måde, og i virkeligheden er det en illusion, at det løser noget som helst. Men når kriser truer, som nu den allestedsnærværende finanskrise, så ligger det fristende nær for et samfund.

Jeg tænker på mobning. Jeg bryder mig egentlig ikke meget om ordet, fordi jeg synes, at det er lidt for indsnævrende og giver folk for snævre associationer. Her tænker jeg meget bredt, og jeg mener ikke, at det udvander min betragtning, at fænomenet er ganske enkelt og genkendeligt i mange sammenhænge. Tværtom synes jeg, at det gør det så meget desto større og påtrængende.

For nylig har der været en del historier fremme om børnefødselsdage, hvor ingen af fødselarens klassekammerater troppede op til fødselsdagsfesten. Det fik mig til at tænke på, at mobning ikke bare er en grim ting mellem børn i en klasse, men selv voksne forældre til børn i en skoleklasse bidrager til udelukkelsen af en kammerat. Ikke så underligt at børn kan opføre sig grimt, når de ligefrem bliver inspireret af forældrene. Det er skræmmende at tænke på, at forældre synes, at det er en naturlig og ok ting at bidrage til.

Mobning er selvfølgelig alle steder – blandt børn – blandt voksne. Det er kedeligt, at det er en selvfølge, men når man tænker over det, så er det jo samme fænomen, der gør sig gældende lige fra oldtidens moselig til udryddelsen af jøderne.. og til skoleklassen, der ikke tropper op til en børnefødselsdag.

Det er den metode, som mennesker løser konflikter på, nemlig ved at kaste al skyld på et enkelt individ eller en gruppe individer for derefter at udelukke eller slå vedkommende ihjel. Det er nemt og virker øjensynligt. Alle mennesker uden undtagelse har erfaring med fænomenet enten som mobber, offer, begge dele eller betragter.

Der behøves såmænd ikke engang være en udtalt konflikt. Det kan være konfliktforebyggende bare at have et offer, som det er bekvemt at skyde på, en afspændingsmekanisme om du vil. Jeg vil sige, at mobning er naturligt forekommende og indgroet i mennesker.

Men i stedet for at løse problemerne har fænomenet ført krige med sig, som har udryddet millioner af mennesker. Det er en illusion, at det virker. Det er en kortsigtet tankegang. Hvis vi ikke gør noget ved det, hvis det får lov til at udvikle sige, gro og vokse, så ender det med at udrydde os.

Kirken burde kende sin besøgelsestid. Den burde i den grad engagere sig i netop dette problem. Det synes jeg som et kristent menneske, at jeg mangler at se. Essensen af Jesu gang på jord vil jeg påstå er opgøret med dette fænomen.

Antropologen James Frazer genkendte i sin tid historien om Jesus som en myte i lighed med oldtidens myter. Hvad Frazer ikke så var, at Jesus i modsætning til ofrene i oldtidens myter var uskyldig. Han er ikke som Ødipus, som alle personer, der omgav ham, var enige om var skyldig og derfor måtte dø. Ødipus følger mytens logik. Jesus gør op med den mytiske logik, fortællingen om, at der er et offer, som kan pålægges al skyld. I Jesus udlever Gud offerets rolle i den menneskelige mobbemekanisme for at destruere den.

Menneskeheden har ikke været den samme siden.

Mobningens logik, mytens logik er ødelagt. Jesus er det uskyldige lam i Johannesevangeliet og ikke den grimme syndebuk, der er et udslag af menneskelig fantasi om at forenes på en bekvem måde og se bort fra kærlighed og medmenneskelighed.

Jeg synes, at et af de største mirakler, som er sket i menneskehedens historie er kvindefrigørelsen. Det er utroligt på mange måder. På samme måde, som menneskene har gjort sig fri af, eller rettere, stadig arbejder på at gøre sig fri af undertrykkelsen af kvinderne, og for den sags skyld gøre sig fri af undertrykkelsen af racer, gøre sig fri af undertrykkelsen af homoseksuelle …

På samme måde må menneskeheden også gøre sig fri af mobningen, der egentlig er et samlet udtryk for de forskellige former for undertrykkelse. Vi har gjort op med køn og racer som mobbeofrer. Vi ser det måske ikke som mobning, fordi det var så omfangsrigt og varede så længe. Men det er den samme mekanisme, som lå bag. Vi er kommet en del af vejen.

Menneskeheden må nu gøre sig fri af undertrykkelse, udelukkelse og benægtelse af mennesker som sådan. Noget, der i bund og grund er vores urmekanisme for løsning af konflikter.

Jeg vil ønske, at 2014 vil blive et år, hvor mobning kommer yderligere i fokus i Danmark, og hvor det vil blive set på med den alvor som kræves og på det niveau, hvor det hører hjemme.