Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure fortsætter med sinolog, skribent og kommentator Sune Nielsen, der skriver:

Når jeg tænker på ønsker for 2014, så tænker jeg i problemstillinger, som jeg synes mangler at blive italesat, set i et nyt lys eller bragt op på et helt nyt niveau. Et problem, som jeg tænker særligt på, er et problem, som ikke mangler omtale. Det er også blevet anskuet fra mange vinkler gennem en del år, men jeg synes, at det bør bringes til et andet niveau.

Det er et problem, som findes over hele kloden, men som samfund betragtet, tror jeg Danmark kan være et af de mere udsatte. Det tror jeg fordi, at Danmark er et forholdsvis homogent samfund, og fænomenet, som jeg tænker på, er en gammel form for konfliktløsning, der skaber harmoni og samhørighed for en gruppe af mennesker eller et helt samfund, som føler, at homogeniteten er truet.

Problemet er, at det ikke er gratis at løse konflikter på denne måde, og i virkeligheden er det en illusion, at det løser noget som helst. Men når kriser truer, som nu den allestedsnærværende finanskrise, så ligger det fristende nær for et samfund.

Jeg tænker på mobning. Jeg bryder mig egentlig ikke meget om ordet, fordi jeg synes, at det er lidt for indsnævrende og giver folk for snævre associationer. Her tænker jeg meget bredt, og jeg mener ikke, at det udvander min betragtning, at fænomenet er ganske enkelt og genkendeligt i mange sammenhænge. Tværtom synes jeg, at det gør det så meget desto større og påtrængende.

For nylig har der været en del historier fremme om børnefødselsdage, hvor ingen af fødselarens klassekammerater troppede op til fødselsdagsfesten. Det fik mig til at tænke på, at mobning ikke bare er en grim ting mellem børn i en klasse, men selv voksne forældre til børn i en skoleklasse bidrager til udelukkelsen af en kammerat. Ikke så underligt at børn kan opføre sig grimt, når de ligefrem bliver inspireret af forældrene. Det er skræmmende at tænke på, at forældre synes, at det er en naturlig og ok ting at bidrage til.

Mobning er selvfølgelig alle steder – blandt børn – blandt voksne. Det er kedeligt, at det er en selvfølge, men når man tænker over det, så er det jo samme fænomen, der gør sig gældende lige fra oldtidens moselig til udryddelsen af jøderne.. og til skoleklassen, der ikke tropper op til en børnefødselsdag.

Det er den metode, som mennesker løser konflikter på, nemlig ved at kaste al skyld på et enkelt individ eller en gruppe individer for derefter at udelukke eller slå vedkommende ihjel. Det er nemt og virker øjensynligt. Alle mennesker uden undtagelse har erfaring med fænomenet enten som mobber, offer, begge dele eller betragter.

Der behøves såmænd ikke engang være en udtalt konflikt. Det kan være konfliktforebyggende bare at have et offer, som det er bekvemt at skyde på, en afspændingsmekanisme om du vil. Jeg vil sige, at mobning er naturligt forekommende og indgroet i mennesker.

Men i stedet for at løse problemerne har fænomenet ført krige med sig, som har udryddet millioner af mennesker. Det er en illusion, at det virker. Det er en kortsigtet tankegang. Hvis vi ikke gør noget ved det, hvis det får lov til at udvikle sige, gro og vokse, så ender det med at udrydde os.

Kirken burde kende sin besøgelsestid. Den burde i den grad engagere sig i netop dette problem. Det synes jeg som et kristent menneske, at jeg mangler at se. Essensen af Jesu gang på jord vil jeg påstå er opgøret med dette fænomen.

Antropologen James Frazer genkendte i sin tid historien om Jesus som en myte i lighed med oldtidens myter. Hvad Frazer ikke så var, at Jesus i modsætning til ofrene i oldtidens myter var uskyldig. Han er ikke som Ødipus, som alle personer, der omgav ham, var enige om var skyldig og derfor måtte dø. Ødipus følger mytens logik. Jesus gør op med den mytiske logik, fortællingen om, at der er et offer, som kan pålægges al skyld. I Jesus udlever Gud offerets rolle i den menneskelige mobbemekanisme for at destruere den.

Menneskeheden har ikke været den samme siden.

Mobningens logik, mytens logik er ødelagt. Jesus er det uskyldige lam i Johannesevangeliet og ikke den grimme syndebuk, der er et udslag af menneskelig fantasi om at forenes på en bekvem måde og se bort fra kærlighed og medmenneskelighed.

Jeg synes, at et af de største mirakler, som er sket i menneskehedens historie er kvindefrigørelsen. Det er utroligt på mange måder. På samme måde, som menneskene har gjort sig fri af, eller rettere, stadig arbejder på at gøre sig fri af undertrykkelsen af kvinderne, og for den sags skyld gøre sig fri af undertrykkelsen af racer, gøre sig fri af undertrykkelsen af homoseksuelle …

På samme måde må menneskeheden også gøre sig fri af mobningen, der egentlig er et samlet udtryk for de forskellige former for undertrykkelse. Vi har gjort op med køn og racer som mobbeofrer. Vi ser det måske ikke som mobning, fordi det var så omfangsrigt og varede så længe. Men det er den samme mekanisme, som lå bag. Vi er kommet en del af vejen.

Menneskeheden må nu gøre sig fri af undertrykkelse, udelukkelse og benægtelse af mennesker som sådan. Noget, der i bund og grund er vores urmekanisme for løsning af konflikter.

Jeg vil ønske, at 2014 vil blive et år, hvor mobning kommer yderligere i fokus i Danmark, og hvor det vil blive set på med den alvor som kræves og på det niveau, hvor det hører hjemme.