Månedsarkiv: februar 2026

Anmeldelse: ”Vægtløs”

Udgivet den af
Svar

Emilie Thalunds film ”Vægtløs” har dansk biograf-premiere i dag, men har allerede været vist på flere filmfestivaler, og også vundet hovedprisen i New Directors-programmet på San Sebastián International Film Festival i efteråret.

”Vægtløs” er en såkaldt coming-of-age-film med fokus på den buttede 15-årige Lea, der qua de overflødige kilo har besluttet sig til at tilbringe hele sommeren på en sundhedslejr for børn og unge med forskellige problemer.

Skiftet fra en hverdag med den kærlige, men også overbeskyttende mor til en sommer på egne ben gør selvfølgelig, at der sker en masse både inde i Lea, som i takt med at kiloene ryger af, får mere og mere indblik i voksentilværelsens veje og måske især vildveje, og i Leas forhold til roommaten Sasha, som har lige så meget rod indeni sig, som der er omkring hende – samt i Leas forhold til pædagogen Rune, der i sagens natur burde være voksen, men som langt fra er det. For nu at sige det så mildt, at dét udtryk faktisk er misvisende.

Det er Joachim Fjelstrup, der spiller Rune, og det gør han med så stor overbevisning, at jeg ikke kan lade være med at tænke, at det må have krævet et vældigt stort mod at sige ja til dén rolle. For når karakteren Rune viser en på alle måder over grænserne interesse for Lea, som han kalder sin lille ælling, så vender alt sig indeni beskueren.

For det er seriøst klamt – og altså godt spillet af Fjelstrup, som tør bruge sine skuespilsevner til at vise et afskyvækkende menneske, som man også ser andre sider af. For ingen er endimensionelle. Som en kriminalmand engang sagde det: Vi jager et monster – og vi fanger et menneske.

Også roommaten – den på overfladen så selvsikre Sasha, som i virkeligheden er ét stort følelseskaos og hele tiden på jagt efter bekræftelse – vækker negative følelser i beskueren, når Sasha igen og igen lader egoismen sejre over hensynet til og de løfter, som hun har givet Lea.

Det er Ella Paaske, som spiller Sasha, og det gør hun med en intensitet og nerve, så man bag svigt-først-eller-bliv-svigtet-adfærden kan mærke sårbarheden, der spænder ben for ikke kun Lea, men også Sasha selv – som dog gennemgår en vis udvikling. Brødkrummer skal man ikke kimse ad.

For både Lea og Sasha lærer i løbet af sommeren noget omkring at være autentiske og stå op for sig selv og andre. Det lærer pædagogen Rune i sagens natur ikke. For en ting er at være en selvoptaget mandebaby.

Dem er der mange af, og de kan være latterlige fanget i deres eget Peter Pan-spil. Men en grandvoksen, som groomer, og laver overgreb, er noget ganske andet. Han skal stoppes – men bliver det langtfra altid, fordi han med omhu vælger sine ofre.

Det er den debuterende Marie Helweg Augustsen, der gestalter Lea, som er en ejegod og hjælpsom pige, og som også fremstår som for naiv for 2026, selvom jeg godt kan forstå behovet for at gøre hende så loveable, som Lea fremstår i filmen.

Så man hepper på Lea og på den unge, overvægtige gut, som gerne deler sine indsmuglede chokoladekiks med hende, lige indtil Lea ikke vil det mere, selvom hun dér møder ægte grin og kærligt fællesskab. Men Lea vil tabe sig og være med på det, som hun tror er de voksnes bane.

Hendes famlende og usikre vej dertil – og tabet af den umiddelbare uskyld og glæde ved livet undervejs – får Marie Helweg Augustsen frem med så stor sikkerhed og åndeløs autencitet, at det er utroligt, at hun er debutant.

Hvordan det ender, skal ikke røbes her. Men hvis man forventer drama og forløsning, så bliver man skuffet. Der sker en masse, men det sker under overfladen. Alligevel er Lea en anden, en mere kompleks person, da sundhedslejren i slutningen af filmen er forbi, og hun triller afsted med sin kuffert fuld af oplevelser og drømme.

Men om hun også fik pakket nogle værdier andre end Gå-for-det-som-du-selv-vil-have-og-fuck-de-andre – dét kan man godt spørge sig selv om. Svaret er så lige så vægtløst som filmens titel.

Hvor mange stjerner – eller rettere kirsebær, som de kirsebær, Lea spiser i starten af filmen, og som skal symbolisere, at nu skal hun til at spise kirsebær med de voksne – skal filmen så have? Det er svært.

For på den ene side spiller de absolut forrygende – både de tre hovedroller og birollerne med, men på den anden side mangler en forløsning. Eller gør den? For er livet i virkeligheden ikke mere en konstant ujævnhed end en fortællebue? Såmænd er det så.

Så derfor ender Danmarksbloggen med at give ”Vægtløs” fem ud af seks kirsebær. Det er en rystende film, når man ser groomingen og den stigende afhængighed mellem offer og overgrebsmand folde sig ud. Ja, man kan næsten ikke være i sig selv, når visse scener vises.

Omvendt er det vigtigt at bruge fiktionen til at vise virkeligheden, og en fordel når der samtidig i filmen er plads til alle de følelser, håb, længsler – samt gruppepres og ydmygelser, som unge oplever – og som også er den hårde kost, vi kender det fra store ungdomsfilm som ”Kundskabens Træ” og ”Skønheden og udyret” (ikke eventyret) – og fra vores egne liv tilmed.

”Vægtløs” er derfor en film, som tør gribe fat i ungdomslivet – og i tabuerne. En film, der ligesom den voksne pædagog gør det, går over grænserne. Det kræver noget at se den.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ildhestens år

Udgivet den af
Svar

Kinesisk nytår – hvad betyder det for os? Ingenting, vil de fleste sikkert svare. Men så tager man fejl.

For jo, det spiller en rolle. En stor rolle. Verdenshandlen går simpelthen markant ned, når kineserne fejrer det kinesiske nytår, som i år er fra i morgen d. 17. februar til d. 3. marts.

Mange fabrikker i Kina har således produktionsstop under det kinesiske nytår – ofte også længere end blot en uge eller to, da denne tid på året er den eneste, hvor millioner af kinesere kan rejse hjem og besøge deres familie, som i denne forbindelse er børn og forældre – og ægtefæller.

For sådan er vilkårene i det store land: Bedsteforældrene opfostrer børnebørnene, mens de granvoksne arbejder 11 ud af årets 12 måneder tusindvis af km fra hjemmet. Her skal så tilføjes, at ægtefæller ikke altid arbejder i samme by, så det er ikke noget særsyn, at man som kinesisk fabriksarbejder kun er sammen med såvel sine børn, sine forældre som sin mand eller kone, når det er kinesisk nytår.

Der bliver stort set heller ikke under det kinesiske nytår fragtet varer ind eller ud af Kina. Havneterminalerne er næsten helt lukkede – og også tranporten med fly er voldsomt minimeret. Det betyder store forsinkelser i den globale forsyningskæde, som virksomheder over hele kloden gør klogt i at tage bestik af – i meget god tid.

Situationen er velkendt i den danske shippingbranche – og den påvirker ikke kun danske rederier, men også danske virksomheder og butikker, som skal have varer hjem fra Kina.

Det er altså alvor med det kinesiske nytår – og på mange måder mere betydningsfuldt end julen, som vi ellers synes tårner sig op på året. Men det er det kinesiske nytår, som rydder bordet.

For nok skaber julen et voldsomt behov for merproduktion – og dermed en stigende verdenshandel med mange skibe på vandet og mange fly i luften. Men det næsten totale stop for såvel produktion som transport af varer i flere dage i Verdens producentland no. 1, Kina, påvirker langt mere.

Det tager også tid at få fuld gang i produktion og logistik igen EFTER det kinesiske nytår. Så de facto handler det om 4-6 uger, før alt er oppe og kører normalt igen. Til sammenligning holder vi i den vestlige kun jul i få dage, max en uge, hvis julen falder “rigtigt”, og det mærkes ikke i den globale handel på andre måder end at der skal produceres og transporteres mere i månederne op til.

Med andre ord: De tolv dyr i kinesisk astrologi slår Julemanden, når det kommer til at definere verdenshandlen.

I år er det så Ildhestens år, som begynder i morgen. Ildhesten, som handler om energi, mod, frihed, uafhængighed og fremgang. Altså fuld galop mod horisonten.

Men inden er det tid til fejringen af det kinesiske nytår – den såkaldte Forårsfestival, hvor kineserne holder fri, spiser god mad, tænder lanterner, danser dragedans, pynter op med røde farver – og børnene får penge i røde konvolutter af både de bedsteforældre, som de er sammen med året rundt, og de forældre, som børnene kun ser på denne tid på året.

Det sidste er hjerteskærende – for en vesterlænding, og jeg tænker, at vi med det in mente nok kan undvære vores dippedutter et par uger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Frost”

Udgivet den af
Svar

Vejret var som bestilt til gårsdagens premiere på ”Frost” på Falkonerscenen på Frederiksberg – nemlig de faldende snefnug i en verden, der ligesom i forestillingen har været frosset til is i ugevis – ja månedsvis, hvis man spørger de vintertrætte voksne.

Børnene derimod, hvor mange kom til premiere i fine Elsa-kjoler, får aldrig nok af sne – eller af historien om Elsa, Anna, Olaf, Kristoffer og Sven. Det sidste gør vi voksne så heller ikke.

Det er også Disney for fuld skrue, hvilket vil sige romantik, spænding, de gode versus de onde, humor og så musik, der fænger og betager, så man skal være gjort af sten for ikke at smelte, som var man en anden snemand under sommersolen. Læg dertil diverse gimmicks og speciel effects, som ikke skal røbes her, men som hver gang fik publikum til at juble.

Der blev i det hele taget klappet mange gange, når der blev danset og sunget om magi, kærlighed og de andre livsnødvendigheder. Ja, sågar den danske hygge har sit eget nummer, der musikalsk minder mere om en musical fra 1950´erne, end den moderne musical, som ”Frost” ellers er.

Det er Maria Lucia, som synger Elsa – en rolle, som hun også sang i filmen, og som hun med rette er blevet internationalt berømmet for. Maria Lucia er også en naturkraft på en scene og i sin helt egen liga. Så vi rives med, når hun synger ”Lad det ske” – og vi overvældes af hendes intensitet til sidst i forestillingen, når hun gestalter dramaets mest rørende øjeblik, hvor det handler om den sande magi: Kærligheden mellem de to søstre.

Anna synges af Kristine Yde, og hun giver den elskende lillesøster den ukuelighed og medmenneskelighed, som verdenen – her Arendal – er så afhængig af, hvis alt skal ende godt. Man følger og føler med den empatiske og trofaste Anna, som mange kan spejle sig i.

Snemanden Olaf er på mange måder forestillingens funklende stjerne, og så fint lavet – også fordi det lykkedes Diluckshan Jeyaratnam at give Olaf den rette mængde af godhed, kvikke bemærkninger – og en vidunderlig stemme. Olaf er på mange måder det største barn på scenen – og det barn, som vi alle har indeni, hvis ikke vi er frosset fast. For der er en klar filosofi i ”Frost” om, at den, som ser verdenen som Olaf gør det med et barns øjne og i kærlighed, ser allerklarest.

Kristoffer er den anden, som mange kan spejle sig i, og som med sine evner til at klare sig og se udover sig selv, er den gennemførte good guy, som ofte overses – men som i virkeligheden er ham, kvinderne burde drømme om fremfor en badboy. Det er Niels Skovgaard Andersen, som spiller manden med hjertet og elgen Sven på rette sted.

Sven er jeg så imponeret af fysisk. For det kræver meget at bevæge sig på den måde 2½ timer i træk, og tilmed gøre det på en måde, så er han 100% troværdig i rollen som elg. Det er Mads Panik Wilfred Steen, som kan skrive elg på cv´et.

Christian Lund er en overbevisende prins Hans, hvor man som tilskuer næsten tror på ham, selvom man jo udmærket kender plottet – og hans sande motiver.

Kor og dansere er ovenud talentfulde, og fylder scenen med masser af energi, hvad gang de er på – og det er de heldigvis mange gange. Det samme gælder hertugen, som spilles med stor sikkerhed og tæft for hvad det vil sige at følge magten af Morten Lützhøft.

Og så er der Elsa og Anna som små piger. De spilles rørende og med lige dele frejdighed og dygtighed af flere skuespillere, nemlig Kamma, Andrea, Fiona, Anemone, Selma og Emma. Stor applaus til dem.

Kulisser og kostumer er også – som forventet hos Lion Musicals – overdådige. Ja, de er i “Frost” mægtige og majestætiske – og med til at fortælle historien, så det lyser fra scenen.

Det er som et helt eventyr, og det mest fantastiske er, at også vi voksne kan mærke det. For ”Frost” på Falkonerscenen – og senere rundt i landet – er et fantasifuldt og fortryllende eventyr, som rører både store og små.

Danmarksbloggen giver ”Frost” fem ud af seks mulige snefnug. Det er en varm, sprudlende og livsbekræftende musical fuld af skønsang og troen på kærlighedens sejr – og det er lige, hvad vi har brug for i denne på mange måder kolde tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”My Fair Lady”

Udgivet den af
1

I går aftes – i den forrygende snestorm – var der premiere på ”My Fair Lady” på Det Ny Teater i København. Og lad det være sagt med det samme: George Bernhard Shaw glæder sig i sin himmel.

For det her er den ypperste version af ”My Fair Lady”, som nogensinde er lavet på et dansk teater. Det er i hvert fald den bedste ”My Fair Lady”, som jeg har set – og regn også filmudgaven med på dén liste.

For nu ender historien om blomsterpigen Eliza nemlig præcis, som George Bernhard Shaw lod den gøre i skuespillet ”Pygmalion”, der selv blev skabt på baggrund af en græsk myte. Den senere musical og film lavede så slutningen om til noget psykologisk nonsens og pladderromantik. For det giver ingen mening, at en stærk kvinde lader sig tryne af en tyran.

Bravo, Eliza, som Mrs. Higgins også siger det, da Eliza som en anden Nora går ud til et liv som selvstændig kvinde, og hendes søn, den forstokkede og brutale professor Higgins, må nøjes med de skrattende minder fra en plade med Elizas stemme.

Men teknologi kan ikke holde på en sjæl, og ”My Fair Lady” på Det Ny Teater viser en kvinde, som ikke længere vil være fanget af hverken hensynet til hendes far, Alfred Doolittle eller den mentale gæld, som professor Higgins mener, at hun skylder ham – aka de almene normer om kvinden som mandens skabning i 1912, hvor stykket foregår.

Om Eliza så i stedet gifter sig med den søde Freddy, vides ikke. Det er heller ikke vigtigt. Moralen er, at Eliza vælger sig selv og sin egen vej i livet. Det er en fantastisk finale, og jeg måtte som til en sportskamp knytte næven og sige YES, da tæppet faldt. For dén slutning er så helt igennem rigtig.

Det er Sofie Topp Christensen, som spiller Eliza, og det gør hun med intensitet, saft og kraft – fra hun som voksen kommer ind på scenen med moderens blomsterbillede i favnen til hun til sidst står med en bog i favnen symboliserende rejsen fra afhængig-af-mænds-nåde til fri og selvrealiserende kvinde i egen ret.  

Peter Plaugborg gestalter mesterligt og med en mærkbar smerte en plaget professor Higgins, fanget i sine egne betragtninger om livet og kønnene. Man får næsten ondt af ham – næsten, men så slet ikke, når han igen sviner Eliza til, og mener, at hun skylder ham alt.

Kim Hammelsvang spiller en noget mere woke, men alligevel også konservativ forsvarer af de gamle dyder oberst Pickering, og det gør han med sædvanlig overbevisning. Giv snart den mand en hovedrolle.

Og så er der Tommy Kenter som døgenigten, filosoffen og drukkenbolten Alfred P. Doolittle. Kenter vælter simpelthen salen med sin sans for tragedie og komik. For slet ikke at tale om Kenters evne til at formidle Alfreds ret unikke måde at forstå livet på. Kenter giver simpelthen karakteren nyt liv.

Selveste og ja, det er selveste Susse Wold spiller Mrs. Higgins, og det kan ganske enkelt ikke gøre bedre. Kropsholdning, replikker, mimik – alt sidder, som det skal. Greatness is among us, tænkte jeg, da hun endelig i slutningen af 1. akt kommer på scenen.

Mrs. Pearce gestaltes af Hanne Uldal, og det gøres med overblik og den præcis rette blanding af ømhed og logistik, som får huset hos professor Higgins – og også forestillingen – til at hænge sammen.

Freddy Eynsford-Hill spilles af Sebastian Harris, som kan det med timingen af både komikken og det rørende, og det øjeblik, hvor han synger om sin kærlighed til Eliza, er en sand stjernestund.

En særlig hilsen skal lyde til hende, som spiller lille Eliza, og som så gribende gestalter et barns afsked med sin døde mor og sin familie. Der er noget socialrealisme over scenen, og senere noget spirituelt, da moderen som et spøgelse gentagne gange besøger sin datter. Begge giver såvel forestillingen som Eliza-figuren en helt anden dybde.

Og så er der musikken, som man kender så godt. Så mange evergreens, så man simpelthen svæver fra start til slut af den næsten tre timers lange forestilling – også fordi orkestret under ledelse af Per Engström gør det fantastisk.

Der synges som altid på Det Ny Teater på dansk, så de i forestillingen så vigtige dialekter er baseret på en forståelsesramme anno 2026 med Vestegnen/Amager versus Nordsjælland, fremfor de forskellige dele af det, som i dag kaldes Indre By, som det ville have været i 1912, hvor Eliza ville have været fra Borgergadekvarteret eller området omkring Nørreport, mens Higgins ville have resideret i en stor villa på Østerbro.

Men enhver forestilling ejer sin egen historie, også denne, der er som et festfyrværkeri.

”My Fair Lady” er nemlig en af de sjældne forestillinger, man simpelthen ikke må misse. Er man glad for god musik, så se den. Er man glad for en meningsfuld historie, så se den. Er man glad for, at strukturer kan forandres, og mennesker sætte sig selv fri, så se den.

Bare se den, hør den, sans den. ”My Fair Lady” på Det Ny Teater er en forrygende forestilling fuld af finurlighed, flotte kostumer og ditto kulisser, fejende musik og fabelagtige skuespils-præstationer.

Danmarksbloggen giver ”My Fair Lady” på Det Ny Teater seks ud af seks blomster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk