Diplomati handler om at bygge broer, og bogen ”Ulrik Federspiel – Et diplomatisk liv” har meget passende Knippelsbro i København som baggrund på forsiden. Bogen er – som titlen også antyder det – skrevet af en af de mest betydningsfulde embedsmænd i Danmark i de seneste årtier, nemlig Ulrik Federspiel, som også ses med paraplyen i hånden på bogens forside.
Motivet må være valgt med omhu. For Knippelsbro forbinder Christiansborg og Statsministeriet på Slotsholmen med Udenrigsministeriet, som har til huse i Ørkenfortet på Christianshavn – og Ulrik Federspiel må utallige gange været gået eller kørt over Knippelsbro ifm. sit liv i statens tjeneste.
Et arbejde, som han aldrig havde troet skulle føre til en bog. Ja, faktisk sagde Federspiel først nej, da han blev spurgt, men så ombestemte han sig heldigvis – og resultatet blev 510 sider, der levende, detaljeret og medrivende beskriver store og små begivenheder i de flere årtier, hvor han tjente flere danske regeringer, og var en central placeret embedsmand i alle de store kriser, som Danmark oplevede i de år, både indenrigs og udenrigs.
Federspiel var således i sin karriere blandt andet departementschef, direktør for Statsministeriet og Udenrigsministeriet samt ambassadør i Irland og i Washington. Og han var en vigtig del af håndteringen af stort set alle store kriser fra 80´ernes fodnoter (hvor vi hører om sagen fra Washingtons side), hvor tæt vi var på at forlade NATO i 1988, Tamil-sagen, EU-afstemningerne i 90´erne, krigene i Irak og Afghanistan (også her set fra Washington) og Muhammedkrisen.
Så jo, man lærer nyere Danmarkshistorie af at læse bogen – udover at man forstår, hvad det vil sige at være embedsmand. Ikke at Federspiel røber noget fra de fortrolige samtaler, som han har haft med skiftende ministre. Så havde bogen sikkert også ført til flere overskrifter i visse dele af pressen. Men Federspiel vil gerne kunne se sig selv i spejlet, og han formår at holde balancen mellem at formidle, hvad der skete, men uden at udlevere nogen.
Det er ikke overraskende, for netop balance er et kodeord i diplomatiet. Det ved de fleste godt, men når man læser bogen, lærer man også, at diplomati et langt stykke handler om personlige og sociale kompetencer. For nok skal man kunne sin statskundskab, jura eller hvad man bruger som adgangsbillet til de hellige kontorer. Men vigtigst er evnerne til at kunne tale med alle – om alt og på en måde, så man både er behagelig og morsom at være sammen med, men samtidig også viser, hvad man mener og står for – og at dét skal tages seriøst.
Evner og kompetencer, som Federspiel havde med sig hjemmefra – og som blev bestyrket, da han og hustruen Birgitte, som også kommer fra en baggrund med viden, netværk og kultur, valgte at gifte sig og køre det livslange parløb, som også er en del af årsagen til, at så meget er lykkedes for Federspiel, som han gør opmærksom på det. Også dette kig gennem nøglehullet til derinde, hvor historiens gang afgøres.
For bogen er historie, selvom det er nyere historie. Der er nemlig sket meget, siden Federspiel var en del af dagligdagen i den danske stats tjeneste. Miljøets stigende betydning, Brexit, Europas og dermed EU´s kamp for at orientere sig og ikke mindst manifestere i den nye verdensorden, hvor vi har Kina på den ene side og USA på den anden – og nu Corona-krisen, som vi stadig står midt i, og som ingen ved, hvad ender med – og hvornår.
Derfor er de sidste sider i bogen også de mest interessante – fordi vi netop lever i denne brydningstid.
Danmarksbloggen kunne derfor godt drømme om en samtalebog med Ulrik Federspiel om verden af i dag – og nogle bud på verden i morgen, både med de globale og de danske briller. Et emne som verdens atomvåben og et andet som Grønlands rolle – både sikkerhedspolitisk og ressourcemæssigt – er fx super-relevante sammen med fremtiden for de institutioner, der blev skabt på baggrund af 2. Verdenskrig; FN, NATO og EU.
Ideen er hermed givet videre … og i mellemtiden giver Danmarksbloggen fem ud af seks broer, som dem der er så vigtige i et diplomati – og ekstra meget i en brydningstid som den, vi står i lige nu.
En nutid som Ulrik Federspiel selv beskriver på bogens side 488: Jeg kan blot konstatere, at der ikke er balance mellem de tre kategorier, Fukuyama nævner. De tre kategorier er: En kompetent stat (eller international organisation), en stærk retsstat og et demokrati, hvor staten står til ansvar for sine borgere
Og så fortsætter Federspiel med at ridse situationen i dag op: Et Kina, som ikke anerkender Pax Americana, et USA der allerede under Obama begyndte at vende sig indad, men nu endnu mere under Trump, og dette trods USA´s afgørende rolle som den magt, der skal rekonstruere det internationale system, en udvikling hvor stater verden over tilgodeser segmenter af befolkningen, og derfor fører en populistisk politik, som er en trussel mod demokratiet og retsstaten – og på sigt øger risikoen for uro og krig.
For som bekendt venter historien ikke, og hvis ingen løser opgaven med at bringe verdenssystemet i orden igen, så kan vi let ende i en situation med en konfliktfyldt bipolaritet, nu mellem Kina og USA. Her vil Europa efterlades i et tomrum, da USA ikke længere behøver Europa. Men vi har til gengæld stadig Rusland som nabo, som Federspiel slutter med at gøre opmærksom på det.
Det er Gyldendal, der udgiver.
For egen regning vil Danmarksbloggen så gerne kommentere bogen i lyset af de seneste begivenheder:
Bogens antagelser bestyrkes af den stigende uro. Internt i landene, også rige vestlige lande, hvor især den stigende ulighed fører til demonstrationer. Og mellem landene, hvor fx statsligt orkestrerede digitale angreb mod et andet land er en stigende trussel – som det i øjeblikket opleves i Australien, hvor stort set alle dele af den offentlige sektor angribes, også sundhedssektoren, selvom verden oplever en pandemi.
Og hvad vil der ske i USA til efteråret? Det var vildt op mod valget i 2016, men det forventes at blive værre her i 2020. Ja, Trumps spritnye forsøg på at gøre et i Coronatider kritiseret valgmøde i Tulsa til en slagsmark viser, at der fra højeste side i USA kalkuleres med social uro som et middel til at genvinde magten.
Men vi ser også fysiske provokationer som i øjeblikket, hvor Iran fx sender skibe med olie til Venezuela, selvom USA siger, at Venezuela ikke skal have olie – og at de skibe, som transporterer olie, ikke må anløbe amerikanske havne. Det får ikke Iran til at stoppe. Tværtimod taler Iran om at sende krigsskibe med til at beskytte olieskibene.
Der hører vi alt sammen ikke så meget om i en Corona-ramt tid, men verden ruster sig til krig i øjeblikket. Det er nationalisme og hver land/region for sig. Alt der mangler er en gnist, der kan antænde branden. Religion bliver ikke denne gnist. For der skal to til en tango – og så længe det udelukkende er islam, der vil føre hellig krig, så kommer der ingen Korstogs-og-Osmanner-krige version 2.0.
Men måske kampen om ressourcerne i en klima-truet verden bliver fyrtøjet? Dét virker til gengæld mere og mere sandsynligt.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk