Venstre svigter sin egen Danmarks-kanon

Nu vil regeringen – med kulturminister Bertel Haarder i spidsen for projektet – have en Danmarkskanon. Sådan en som definerer, hvad det vil sige at være dansk, hvad der betyder noget i Danmark.

Haarder nævner selv andelsbevægelsen, kvindebevægelsen, arbejderbevægelsen og højskolebevægelsen som eksempler på noget, der er klassisk dansk.

Danmarksbloggen er helt enig med Haarder. De fire nævnte bevægelser ER typisk danske, idet de alle handler om fællesskab, om at de stærke hjælper de svage, om oplysning og alt andet, der samler og skaber et godt og solidarisk samfund.

Danmarksbloggen kan så også konkludere, at den nuværende regering – som altså vil skabe en Danmarkskanon – overhovedet ikke er dansk i sin egen betydning af ordet. For den nuværende regering gør ingenting for at fremme oplysning, sammenhold og fællesskab.

Tværtimod så er enhver af den nuværende regerings beslutninger dikteret af en hidtil uset egoisme, sparken-nedad og leflen for junglesamfundet – og det ville klæde en ellers intelligent mand som Bertel Haarder at anerkende og tage afstand fra dette.

Ja, Haarder er i bund og grund nødt til at forsage sin egen regering, hvis ikke hans Danmarkskanon skal ende som ord ligeså tomme og hule som de forsikringer om at passe på velfærden, som hans formand Lars Løkke kom med i valgkampen i sommers.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nytter det overhovedet at kæmpe?

I et stort interview i weekenden fortalte en frustreret Anisette, hvordan hun oplever, at alt det, som hun og hendes generation har kæmpet for, bliver opløst i øjeblikket. Hvordan solidariteten viger for egoismen – og hvordan velfærden forsvinder, og uligheden vokser.

På den anden side af Atlanten har skuespilleren Richard Gere for en dag prøvet at leve som hjemløs i New York. En dag, hvor han mødte masser af foragt – og kun venlighed fra én enkelt kvinde, som gav ham mad. Efterfølgende har han gået rundt og givet enhver hjemløs på sin vej mad og 100 dollars (ca. 600 kroner).

Andre historier har handlet om sammenhængen mellem social ulighed og en stigende vold – og så de sædvanlige nedskæringer fra V-regeringens side – og de endnu mere horrible ideer om endnu større nedskæringer fra Liberal Alliances side.

Som menneske kan man godt blive nedtrykt og drænet for energi og mod, når man møder så megen (over)magt, så mange penge og så megen umenneskelighed. For nytter det overhovedet at kæmpe?

Jeg ved det ikke. Helt ærligt. Men jeg ved, at vi er nødt til at prøve. Nødt til at blive ved. For ellers så har vi tabt. Så ja, vi må kæmpe videre – vi kan ikke andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valget handler også om åndelighed versus egoisme

Danmarksbloggen kommer ikke til at beskæftige sig med folketingsvalget hver eneste dag i de næste tre uger – men omvendt vil det fylde en del.

For det er et vigtigt valg, der venter os danskere d. 18. juni. Et grundlæggende valg, der går på menneskesyn og samfundsopfattelse – og som går dybere end blå eller røde sympatier.

Vi lever nemlig i en tid, hvor stadig flere mennesker søger efter varige værdier og gerne vil leve bæredygtige og ansvarlige liv, ikke kun i forhold til økologi, miljø og jordens ressourcer. Men også i forhold til andre mennesker og livet som sådan. Der er altså en åndelig søgen – og åndelig bevidsthed – som aldrig før.

Omvendt er der også en bevægelse, der går den anden vej. En bevægelse, hvor mennesker klynger sig til mere til materielle goder end nogensinde før. Hvor det kun at tænke på sig selv ikke blot legitimeres, men ophøjes til noget godt.

Så der er altså en grundlæggende kamp, som går langt dybere end politik. En kamp, som de fleste mennesker registrerer og agerer på, når de siger, at det her valg er det vigtigste i mange-mange år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingsvalg 18. juni – og tillykke til Johanne

Så er det en realitet. Der skal afholdes folketingsvalg 18. juni.

Et valg, der som Danmarksbloggen tidligere i dag skrev er et valg imellem egoisme eller fællesskab, mellem mig-mig-mig-kulturen eller solidariteten.

Danmarksbloggen hepper (næppe overraskende) på rød blok – men vil dog gøre opmærksom på at skulle Thorning vinde, så ville det gavne Danmark og alle danskere at få en bedre og mere udbygget fordelingspolitik.

For nok oplever Danmark (igen) vækst – og den skal komme alle til gavn.

Og i øvrigt: Tillykke til Johanne Schmidt- Nielsen, for nu kan hun få fire år mere. Det er til gavn for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere velfærd eller ny smartphone?

Det kommende folketingsvalg bliver et valg mellem solidaritet eller egoisme. 

Thorning vil nemlig give mere velfærd – mens Løkke vil give skattelettelser, så valget er såre simpelt:

Hvad vil du helst have? Mere velfærd eller en ny smartphone?

Danmarksbloggen er ikke i tvivl. En ny smartphone eller andet forbrug finansieret af skattelettelser er kun en (lille) fordel for den enkelte, mens et samfund med mere velfærd som fx sundhed  – men også i det hele taget en stærkere social sektor er en kæmpe fordel for os alle sammen.

Så enkelt er det!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Liberal Alliance versus Alternativet

Dansk politik har flere nye børn. To af de mest markante er Liberal Alliance og Alternativet.

Danmarksbloggen vil her sammenligne de to partier på tre markante punkter.

1)    Drivkraften: Liberal Alliance er drevet af egoismen og mig-mig-mig-kulturen. Alt hos partiet og deres støtter handler om, hvordan JEG kan få mere ud af det. Alternativet er derimod drevet af noget så sjældent i dansk politik som en vision om at skabe et samfund, der hænger sammen. Et samfund med hensyn til mennesker og miljø. Et samfund med FÆLLESSKAB.

2)    Hvem støtter: Liberal Alliance er støttet af Saxo Bank, hvis leder er en stor tilhænger af neoliberalismen i dens mest ekstreme form. Alternativet derimod er støttet af mange forskellige mennesker, der har bidraget med, hvad de har kunnet. Stort eller småt. Det er altså et parti, der vokser op nedefra – og ikke via en stor pengetank.

3)    Kandidaterne: Liberal Alliance kaster sig over enhver kendt, som de kan komme i nærheden af uden at skelne til hvad personen i virkeligheden kan. Joachim B. Olsen er fx et af de bedste eksempler på en mand, der sidder i Folketinget uden egentlig at være egnet. Og nu er det så fitness-dronningens Charlotte Bircows tur. Alternativet derimod nægter at godkende endog meget kendte mennesker, som kunne give stemmer.  Men her drejer det sig i stedet om substans og kvalitet. Om at finde kandidater, der er i stand til at overskue, analyse og gennemtænke problemstillinger og informationer. Mennesker, der ikke kun har hjerte, men også hjerne.

Billedet er klart: Penge, magt og egoisme hos Liberal Alliance versus visioner, viden og fællesskab hos Alternativet.

Nu må man ikke gøre forskel på børn, men man må godt gøre forskel på partier. Og Liberal Alliance er en gøgeunge, der bare skal ud af reden så hurtigt som muligt – mens Alternativet er et lille hjertebarn, der mener det vel – og som nu skal til at lære at lege med de store i skolegården.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Og dét bliver bare værre …

Undertegnede faldt i snak i går med en helt almindelig, yngre dansk kvinde, og vi blev hurtigt enige om, at det danske samfund ville være meget bedre med mere fællesskab og mindre egoisme.

Således opmuntret af den fælles indstilling skulle undertegnede lige til at indskyde noget om, hvordan fællesskab generer både økonomisk og menneskeligt overskud, da kvinden opgivende fortsatte:

Men det nytter jo ikke noget. For der bliver bare mere og mere egoisme alle vegne.

Bang, så sad undertegnede dér igen ligesom konen i muddergrøften og prøvede et lille spagfærdigt:

Men sådan behøver det jo ikke at være. Vi er da i det mindste nødt til at prøve at gøre samfundet bedre.

Det gav hun mig ret i – om ikke andet så for at slippe for, at jeg fortsatte mit verbale korstog for mere fællesskab og mindre egoisme.

Men dét korstog skal ikke stoppes. Tværtimod skal det udvides og styrkes.

For der er ingen af os – heller ikke den stærkeste – der vinder på et junglesamfund, hvor enhver er sig selv nærmest og sig selv nok.

Vi bliver alle sammen både rigere af fællesskab og af at dele med hinanden.

Og det skal siges igen og igen … og så lige en milliard-trilliard gange mere … lige indtil vi begynder at føle håb og agere efter det, både hver især og samfundets beslutningstagere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Egen karriere versus at være folkevalgt

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget aktuelt:

Egen karriere versus at være folkevalgt

Danmark vågnede op til noget af en overraskelse her til morgen: Karen Hækkerup stopper som justitsminister for at blive ny direktør (efter Søren Gade) i Landbrug & Fødevarer.

Hækkerup begrunder det med, at hun altid har villet noget andet efter at have været minister.

Og det kan jo lyde fint nok, måske især hvis hun havde meldt ud omkring det i forvejen.

For det ville – alt andet lige – også klæde Hækkerup at vente til efter valget.

På den måde her kommer det nemlig let til at se ud, som om hun bare har brugt minister-taburetten som springbræt for sin egen karriere.

Dagens spørgsmål er derfor: Hvad er vigtigst for en minister? At sørge for egen karriere – eller at være tro mod det regeringsprojekt, som man er en del af?

Og hvad med forpligtelsen overfor ens valgkreds?

Og er – når det kommer til stykket –  disse individuelle valg blot et naturligt udtryk for vor tids store egoisme?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Der er nok rigdomme til vores behov, men ikke til vores begær

Der er nok rigdomme på jorden til vores behov, men ikke til vores begær.

I går delte WWF Verdensnaturfonden og Thorupstrand Fisk 1 ton gratis rødspætter ud i København for at sætte fokus på bæredygtigt fiskeri – og københavnerne stod i lange køer, også undertegnende.

Hele to styks rødspætter i en pose fik jeg, og jeg følte mig meget taknemmelig. Og måske kunne vi i vores familie godt have spist flere rødspætter. Men fisk som disse ny-fangede rødspætter smager rigtig godt sammen med agurker i dild og nye kartofler – og så er der også lige dén der med taknemmeligheden

For det er en gave at kunne være taknemmelig over de ting, som man får – og som man har.

Lykken ligger nemlig i at få dækket sine behov, men også i at kunne styre sine begær, så ens behov ikke er særlig store, særlig dyre eller særlig krævende.

For der er som sagt rigdomme nok her på jorden til vores behov, men ikke til vores begær, hvis vi bare lader stå til og kaster os ud i et frådende ego-centreret forbrug.

Det er derfor essentielt, at vi deles om rigdommene – og ikke fortsætter stilen fra idag, hvor nogle menneskers begær adskiller andre fra at få dækket deres mest basale behov, noget der især ses i forholdet mellem i- og u-lande.

Men det praktiseres også herhjemme i det lille danske smørhul, hvor mennesker med en månedsløn på den anden side af 40.000 synes, at folk på overførselsindkomster får altfor meget – og at de selv betaler altfor meget i skat af deres mange penge, der er dækker deres behov mange gange, men ikke altid deres begær.

Men helt ærligt: Hvor mange ferier og fladskærmstv´er kan et menneske bruge? Og hvordan kan noget menneske se sig selv i øjnene og vælge egen luksus og overflod – og samtidig vide, at der findes andre danskere, som ikke ved, hvorfra de skal få penge til mad sidst på måneden – eller som aldrig har råd til at give deres barn en biografbillet eller en gave til en klassekammerats fødselsdagsfest?!

Det burde ikke kunne lade sig gøre, at nogen mennesker var sådan. Men det kan det. Den slags mennesker har endda et politisk parti at stemme på: Liberal Alliance. Partiet for hvem grådighed og egoisme er noget godt.

Men det er ikke godt. Det repræsenterer en råhed og en umenneskelighed, som man ville have forsvoret kunne eksistere i et så rigt land som Danmark.

Men nej, begærligheden kender ingen grænser. Den stopper aldrig med at rage til sig – den vil hele tiden have mere og mere og mere og mere og mere og mere – indtil der ikke er mere tilbage, og så vil den alligevel gerne have mere.

Derfor skal begærligheden også tøjles – både af det enkelte menneske og af samfundet. For begærligheden er vejen til døden, mens taknemmeligheden, nøjsomheden, det at dele og tænke på hinanden er vejen til livet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høflighed og gode manerer fører til fællesskab

Det lyder måske besynderligt, men skal vi have medmenneskeligheden og tolerancen tilbage i samfundet, så går vejen via høfligheden og de gode manerer.

For når vi behandler hinanden godt i det små, i hverdagen, så vil vi også være mere tilbøjelige til at behandle hinanden godt i det store, i den måde som vi indretter os og vores samfund på.

Høflighed og gode manerer fører simpelthen til fællesskab!!!

Lyder det underligt? I så fald, så prøv at høre historien om hvorfor kriminaliteten faldt i New York.

For 20 år siden var New York en by med megen kriminalitet og en hård tone mellem indbyggerne. Det var hver new yorker for sig. Survival of the fittest og alt det andet liberalistiske sludder, som kun skaber junglesamfund, hvor ingen har det godt på den lange bane. Og det var netop også, hvad der skete i den storbyjungle, der hed New York.

Men så kom den nye borgmester Rudolph Giuliani, som forlangte, at fodgængere ikke gik over for rødt lys, at man sagde undskyld, når man stødte ind i hinanden og en masse andre små – og på overfladen ligegyldige – ting. Men det var de ikke.

Giuliani var også manden, der i 1998 sagde til pressen: “Obviously murder and graffiti are two vastly different crimes. But they are part of the same continuum, and a climate that tolerates one is more likely to tolerate the other.”

For sådan er det. Tolererer man den lille overtrædelse, så starter en glidebane, så fodres uhyret – og så starter de mere alvorlige overtrædelser. Heldigvis sker det modsatte også: At fodrer man godheden og forventningen om, at vi skal behandle hinanden ordentligt, så starter opturen.

Og ja, det virkede i New York. Kriminaliteten raslede ned – og idag er New York en levende, venlig og tryg storby.

Nu er der selvfølgelig forskel på kriminalitet, og på hvordan vi generelt er overfor hinanden og på måden, som vi indretter vores samfund på.

Og så alligevel. For når alt kommer til alt, så handler det stadig om, hvordan vi opfatter vores medmennesker – og hvordan vi opfatter vores rolle i det fællesskab, der hedder samfundet.

Mener vi, at vi har et ansvar for de andre? Eller er det istedet okay kun at tænke på os selv?

Hvis vi mener sidstnævnte, vil vi ikke kun mase os frem i en kø eller blive siddende i bussen, selvom en ældre dame står på og ikke kan finde en siddeplads. Vi vil også mene, at det er ok at skære ned på kontanthjælp, så vi selv kan spare (lidt) i skat. Vi vil give fingeren til dem, som vi føler generer os i trafikken, så vi ikke kan komme (lidt) hurtigere frem. Osv.

Mener vi derimod, at vi har et ansvar for andre – og at samfundet kun kan fungere, hvis vi er empatiske, vil vi give plads til andre på gaden, måske endda med et smil. Vi vil rejse os i bussen og i det hele taget prøve at sprede en god stemning, hvor vi er. Vi vil også vide, hvor vigtigt det er, at vi deles om goderne her i samfundet. Så selvfølgelig skal vi betale skat, så også de gamle, de syge, de arbejdsløse og børnene kan have det godt. Osv.

Og nej, der er ikke nogen mellemvej. Vi er nødt til at vælge, hvad for et samfund vi vil leve i – og så agere derefter. Og det starter med os selv. Hver gang vi er på gaden, på jobbet, i cafeen, i butikkerne og alle de andre steder, hvor vi færdes og mødes med vore medmennesker. Vores samfund defineres nemlig simpelthen af fra de mindste til de største ting, om vi møder folk med en fuckfinger – eller et smil.

Så hvad for et samfund vil vi leve i? Fuckfingerens og egoismens junglesamfund eller venlighedens og smilets varme fællesskab?

For det er hævet over enhver tvivl, at høflighed og gode manerer fører til fællesskab – også i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk