Undertegnede faldt i snak i går med en helt almindelig, yngre dansk kvinde, og vi blev hurtigt enige om, at det danske samfund ville være meget bedre med mere fællesskab og mindre egoisme.

Således opmuntret af den fælles indstilling skulle undertegnede lige til at indskyde noget om, hvordan fællesskab generer både økonomisk og menneskeligt overskud, da kvinden opgivende fortsatte:

Men det nytter jo ikke noget. For der bliver bare mere og mere egoisme alle vegne.

Bang, så sad undertegnede dér igen ligesom konen i muddergrøften og prøvede et lille spagfærdigt:

Men sådan behøver det jo ikke at være. Vi er da i det mindste nødt til at prøve at gøre samfundet bedre.

Det gav hun mig ret i – om ikke andet så for at slippe for, at jeg fortsatte mit verbale korstog for mere fællesskab og mindre egoisme.

Men dét korstog skal ikke stoppes. Tværtimod skal det udvides og styrkes.

For der er ingen af os – heller ikke den stærkeste – der vinder på et junglesamfund, hvor enhver er sig selv nærmest og sig selv nok.

Vi bliver alle sammen både rigere af fællesskab og af at dele med hinanden.

Og det skal siges igen og igen … og så lige en milliard-trilliard gange mere … lige indtil vi begynder at føle håb og agere efter det, både hver især og samfundets beslutningstagere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk