Tag-arkiv: samfund

At skelne …

Udgivet den af
Svar

Der sker meget i denne uge i Danmark. Noget er vigtigt. Andet slet ikke vigtigt – men vældig symbol- og følelsesladet. Så dét tales der om. Den er helt gal.

Danmarksbloggen tillader sig her at prioritere:

VIGTIGT:

KLIMA: Vi oplever i disse uger en varme, som er helt ekstraordinært usædvanlig for årstiden. I nat var det fx lige så varmt som en sommernat – nemlig mellem 12 og 14 grader. Det er klimaforandringerne, som spøger. Klimaforandringer skabt af os – og som ødelægger vores fremtidsmuligheder på planeten. De fleste siger: Uha, men dejligt at vi ikke behøver at tage så meget tøj på!

REGERING: Regeringsforhandlingerne trækker som forventet ud. Fordi den gamle regering og mange andre gerne vil have en regering over midten. Det KAN også være en god idé, hvis vi ender i en mere aktiv krig mod Rusland. Men ellers er det skidt nyt for kampen for miljøet og for mere lighed i samfundet.

IKKE VIGTIGT:

REGENTJUBILÆUM: Dronningen kører i morgen, lørdag, i karet gennem København for at fejre regentjubilæet på Københavns Rådhus. Det er tredje omgang fejring. Første omgang var på selve dagen i januar. Den blev skåret ned pga. Corona-nedlukning. Anden omgang var i september, hvor Elizabeth d. 2´s død satte en stopper for den folkelige fejring. Men nu skal det åbenbart være – her i november og efter titel-balladen med prins Joachims børn. Måske det skulle have været klaret med en tur i glemmebogen fremfor i kareten.

KAGEMAND: Region Sjælland har lavet en kagemand med et amputeret ben. Det hidser mange – også politikere – sig vældig meget op over. Men hvor var deres engagement, da det handlede om de alt for mange amputationer af levende menneskers ben og lemmer? Det er nemlig vigtigt. Det er en kage ikke.

MEN det kniber voldsomt med at skelne … både hos politikere, medier og dele af befolkningen. ER DER EN VOKSEN TILSTEDE?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuer til søs

Udgivet den af
Svar

Så er det den herlige regnbuetid igen – og i år endda i en udvidet version. Copenhagen Pride er i 2021-udgaven WorldPride, der også inkluderer EuroGames. Se mere her: https://copenhagen2021.com/

Men ikke alt foregår på land. Også til vands kan man møde regnbuen.

Skoleskibet Georg Stage er således forsynet med flyvende regnbueflag, som man kan se det på billedet på Facebook, der er taget af Renate Borgen.

Det er et meget smukt foto på flere måder. Og Danmarksbloggen må i dén grad kippe med flaget for Georg Stage – og for alle denne verdens regnbuer, og den mangfoldighed og tolerance, som de symboliserer.

Danmarksbloggen kommer så også til at tænke på skibe og på den gamle leg ”Skibet er ladet med”. Den kan også bruges her. For Georg Stage og hele Copenhagen WorldPride er ladet med:

P som i Paradis – nemlig det paradis, som hele verden kunne være, hvis alle bare kunne være dem, som de er – uden at risikere at blive hånet, overfaldet eller endda dræbt

R som i Rettigheder – lige og ens rettigheder til alle mennesker, uanset kønsopfattelse og seksualitet

I som i Ideal – det smukke i at have regnbuen som idealet, ledestjernen i ens liv og virke

D som i Diversitet – plads til alle køn, alle seksualiteter, alle mennesker

E som i Evig insisteren på, at man skal have lov til at være den, som man er

Skibet er også ladet med:

R som i Rettigheder igen – fordi det stadig kniber mange steder i verden – for nu at sige det mildt

E som i Endeløs glæde over, at det trods alt er lykkes nogen steder at give LGBTQ+ de samme rettigheder, som andre

G som i Gave, fordi det er en gave for et samfund, når alle dets medlemmer kan være den, som de er

N som i Neongul, pink, turkis, æblegrøn og alle de andre skønne farver, som Pridetiden byder på – og som vi alle med fordel kunne tage mere ind i vores hjem, vores klædeskab – og vores sind

B som i Bulder og brag, for der skal larmes, råbes, danses og synges, når vi skal fejre mangfoldigheden

U som i Uundværlig, fordi vi slet-slet ikke kan klare os uden hinanden og uden hinandens forskelligheder

E som i Engagement, vigtigheden i at vi alle engagerer os i, at alle mennesker får de samme rettigheder, når det kommer til sex, ægteskab og at udtrykke sig selv

R som i Rettigheder igen-igen, fordi rettigheder ikke altid er nok – det ser vi i Danmark, hvor der er lige rettigheder på papiret, men hvor det kan knibe i praksis – for slet ikke at tale om hadforbrydelserne

Danmarksbloggen ønsker alle god vind – og en forrygende Pride.

Gid at kærlighedens og tolerancens lys vil oplyse os alle. Men måske især de bange og formørkede sind, som findes derude, og som er så gode til at tage vinden ud af andres sejl.

Men vi er sat på jorden – og på vandet – for at blæse vind i hinandens sejl, så vi kan flyve over bølgerne og under regnbuen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afmonteringen af Velfærdsstaten

Udgivet den af
Svar

Skolerne er startet igen. Saa her kommer et lille Eventyr om Danmark. Lige til at blive skræmt af, men ogsaa klogere af:

Der var engang et Socialdemokrati, som havde Visioner og turde tænke. Store Tanker om et Samfund, hvor faa havde for meget og færre for lidt.

Dét Socialdemokrati opfandt Velfærdsstaten – De ved, den med Tryghed fra Vugge til Grav.

Den Velfærdsstat, som skabte et Fællesskab, hvor Skraldemandens Søn gik i Skole med Professorens Datter. Hvor baade Grossererens Søn og Smedens Datter kunne faa sig en Uddannelse, fordi det var gratis – og de kunne modtage SU. Hvor alle gamle fik en Folkepension, der var til at leve af. Hvor ingen skulle frygte Arbejdsløshed, fordi Understøttelsen var anstændig. Hvor der var Læger, Sygeplejersker og mange andre til at tage sig af alle Borgere, uanset Alder og Status.

Det var et dejligt Samfund – og en lykkelig Tid i vort gamle Land. Det varede selvfølgelig heller ikke ved. Heller ikke selvom Samfundet blev rigere og rigere. Heller ikke selvom Goderne blev flere og flere.

For desværre voksede Graadigheden og Egoismen i samme Takt – og efter Faa Aartier var Uligheden igen massiv. Og det betød igen noget, hvor man var født – og af hvem.

Liberalismen med alt sit grimme Væsen brølede igen over Danmark, og saa startede Afmonteringen af Velfærdsstaten. I Starten kun i smaa Nøk, men som Tiden gik, blev det mere og mere.

Og Alle var med – ogsaa det Socialdemokrati, som ellers engang for længe siden havde skabt det fine Samfund.

Det er dér, at vi er nu, mine Damer og Herrer.

Den igangværende Sygeplejerskestrejke – og Ignoreringen af den fra Regeringen – handler om meget mere end Lønninger, selvom de ogsaa er vigtige.

Det handler om, hvilket Samfund, som vi ønsker. Et med Fællesskab, hvor de Stærke tager sig af de Svage – eller et med Egoisme, hvor Fanden hytter sine – og resten maa gaa for Lud og koldt Vand.

Danmarksbloggen er ikke i Tvivl: Velfærdsstaten skal ikke opgives uden Sværdslag.

Saa til Kamp, til Kamp …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fastelavn: Den Gale Uge og MASKEN skal tilbage

Udgivet den af
Svar

Vinterferie og fastelavn falder ikke sammen i år, men så har diverse kræmmerhandlere bare endnu flere muligheder for at sælge. Både dem, der sælger sukkerstads til at fylde i tønden, hvedeboller med creme og flødeskum, masker og maling til ansigtet og udklædningstøj til resten af kroppen.

For nu er det igen den tid på året. Fastelavnstiden – eller Den Gale Uge, som det hed i gamle dage.

Danmarksbloggen kunne så godt tænke sig, at Den Gale Uge blev genindført for fuld styrke.

Det skal så lige siges, at fastelavnen dengang udelukkende var for de voksne. En kort periode, hvor man slap tøjlerne, inden den lange faste frem mod påske begyndte. Hvor man kunne skeje ud og gøre alle de ting, som man ellers ikke kunne tillade sig i et på alle måder statisk samfund, hvor den sociale rangorden var urokkelig, og enhver havde sin faste plads med de pligter, som dét indebar.

Men i fastelavnsugen – Den Gale Uge – kunne man for en tid være en anden, for en tid slippe sig selv, sin faste rolle og sine mange pligter.

Man kunne tage maske og kostume på og gå ud på gader og stræder. Man kunne råbe og skrige, mens man løb fastelavn, som det hed. Man kunne danse og være utérlig. Man kunne tage til karnevaller og drikkelag og feste igennem. Bonden kunne sidde til bords med greven. Ja, man kunne sågar sove sammen med andre end ham eller hende, som man var lovformeligt viet til.

Det skete også, at man fik besøg af MASKEN, som fortalte folk de sandheder om dem selv og deres liv, som ellers var ilde hørt – eller slet ikke tilladte at sige højt. Men ingen påtalte med et eneste ord noget af det, som MASKEN sagde.Eller alt det andet, der blev sagt eller gjort i Den Gale Uge.

For det var jo netop Den Gale Uge – ugen, hvor man kunne tillade sig alt det, som man ellers ikke kunne. Den Gale Uge var med andre ord en tiltrængt ventil i et liv, der var benhård social kontrol og en konstant kamp for at overleve.

I den anden ende af fastetiden – i dagene lige før påske – havde man Den Stille Uge, hvor man fastede for fuld skrue, og med bøn og i stilhed forberedte sig til Påskens Vidunder.

Ingen af delene har vi i dag … og det er skade.For nok har samfundet udviklet sig, så vi i dag kan uddanne os, rykke os socialt, geografisk og så videre – og dét er godt.

Men i vores effektive og bundline-orienterede samfund, hvor alt hele tiden er til diskussion og debat, skal vi også stå til ansvar for alt – og dét hele tiden. Vi skal have kontrol over os selv og vores liv, så vi 24-7 kan leve op til samfundets krav og forventninger – og vores egne med.

Og det kan så nemt sammenlignes med dengang, der var noget, der hed Den Gale Uge. Ja, nutiden er på mange måder hårdere, mere krævende og mere usund for sjælen og det mentale helbred end datidens statiske samfund var.

For vi har intet pusterum.

I vor tid er der ingen gal uge længere – ingen chance for at slå sig løs og sige eller gøre noget, som man ikke konstant vil blive mindet om og draget til ansvar for efterfølgende. I dag er det derimod: Hvorfor gjorde du det? Hvad mente du med det, som du sagde dér? Og så videre. Og alt – som i ALT – er dokumenteret og gemt digitalt og elektronisk.

Og MASKEN – personen, der kunne sige alle de ubehagelige sandheder – findes heller ikke mere. I stedet har vi Facebook, hvor mange til gengæld har masker på året rundt i deres hvor-er-mit-liv-perfekt-statusser. Men den slags året-rundt-masker bliver aldrig til psykologiske ventiler. De bliver snarere til jern-masker, som til sidst slet ikke er til at få af.

I den anden ende af fasten har vi også afskaffet den stille uge – tiden, hvor samfundet lukker ned. Vi vil kunne alt hele tiden – og så bliver resultatet ofte, at man ingenting kan nogensinde. At det hele bare bliver samme surdej, samme laveste fællesnævner, samme konstante jagt på og behov for kontrol over dette uregerlige liv, som er vores allesammens grundvilkår.

Men vi har brug for pausen, både den hvor vi trækker stikket – også som samfund – og den, hvor vi slipper gækken løs uden tanke på morgendagen.

Danmark ville blive et bedre land, hvis vi kunne give os selv og hinanden fri indimellem – fri fra at skulle være i kontrol, fri fra at skulle bedømme og blive bedømt … fri til blot at være menneske … et ufuldstændigt, legende menneske …

SÅ kom DEN GALE UGE i hu – at holde uhellig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker og behovet for samfundssatire

Udgivet den af
Svar

Magten bryder sig ikke om satire – i hvert fald ikke når den satire virkelig bider. Det må man konkludere, når man tænker på nedslagtningen af Radio24syv og dermed afslutningen på Kirsten Birgits skarpe og beske angreb på magthaverne.

Et andet eksempel på magtens destruktion af satiren er den grundighed, hvormed man i Kina sletter enhver sammenligning på de sociale medier mellem Peter Plys og den kinesiske leder Xi Jinping. Prøv selv og google de to. De ligner hinanden som bjørn og panda.

For satiren er åbenbart farlig – og kan betyde uro og på sigt samfundsændringer. Det har man vidst længe. For det med at udstille, latterliggøre og kritisere magten er en tradition med rødder i vores civilisations vugge i antikkens Grækenland – og senere i Romerriget.

Det og meget mere kunne man blive klogere på i går på Glyptoteket i København, hvor oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech var i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som har udgivet Marcel Lysgaard Lechs vellykkede nyoversættelse af ”Rytteriet”.

Her blev det nemlig fortalt, at den første dokumenterede kritik af magten i satireform foregik allerede i 424 f. Kristus, hvor den græske – eller skulle man sige athenæiske – dramatiker Aristofanes skrev komedien ”Rytteriet”, som ultrakort fortalt handler om en gammel og sur mand, der har en masse slaver.

Manden hedder Folke, og er et billede på det athenske demokrati. Og alle Folkes slaver prøver konstant at lefle for ham og få hans gunst, så han vælger lige dem. Det er gået meget godt en tid med gunsten sådan nogenlunde ligeligt fordelt til alle.

Men så kommer der en slave, som sælger skind, og som er en kæmpe populist, der lover Folke ALT hele tiden og på måder, som Folke ikke kan sige nej til. Ham kan Folke rigtig godt lide. Det kan de andre ikke. Slet ikke. De vil af med skindsælgeren. Helt af med ham.

Så hvad er kuren mod denne folkets yndling? En endnu større populist!!! Endda en pølsemager – og så bliver det ikke være. For pølsemageren ender med at koge pølse på Folke, så den gamle sure mand bliver en frisk yngling.

Men også et nyt og frisk demokrati i version 2.0. skal man vogte sig for.

For det ender selvfølgeligt forfærdeligt – som det gør i ethvert samfund, hvor der lyttes til den, der råber højest, lefler mest, lover mest og er mest skinger. Men det er ham – eller i vore dage også hende – der bliver valgt.

For som der står i ”Rytteriet”: Hvorfor vælge en kundskabsrig, kulturel og kompetent fyr til at føre folket, når man kan vælge én, der taler klar og dum tale?

Det gjorde de så heller ikke i Athen for 2500 år siden – og vi gør det heller ikke i dag i 2019. Vi vælger stadig den kandidat, der kommer med de bedste one-liners som svar på komplicerede problemstillinger.

Det er sigende, at Marcel Lysgaard Lech ikke havde tænkt sig at oversætte ”Rytteriet”, selvom han altid har kunnet lide komedien. Men den aften, hvor Trump blev indsat, gik han alligevel i gang.

For ligesom at folkene fra netflix-serien ”House of Cards” måtte genskrive dele af manuskriptet, fordi virkeligheden overgik fantasien i absurditet – så kunne Marcel Lysgaard Lech heller ikke lade være med at gå i kast med Aristofanes komedie.

Der er også brug for komedien – eller skulle man sige trygedien. For det begreb opfandt Aristofanes nemlig. En trygedie er sådan en slags mellemting mellem tragedie og komedie – og det passer i grunden godt på demokratiets tilstand anno 2019.

Vi har derfor også mere brug for satiren nu end nogensinde. Brug for nogen, der kan og vil og tør sparke den magt, som skal drilles og hånes, når den ikke forvaltes med respekt for det samfund og det folk, som den er sat til at tjene.

For uanset om ens magt er stor eller lille, så må man stå på mål for sine handlinger – og som en stoisk græker finde sig i at blive udstillet og hånet og drillet. Krænkelseskulturen fandtes i øvrigt heller ikke i det gamle Athen, hvor Aristofanes virkede.

Man kan derfor spørge sig selv, om det danske samfund også ville blive bedre, hvis ikke vi var så tyndhudede og populistiske? For uden behovet for at lefle eller trangen til at blive krænket, så kunne vi måske gøre noget reelt ved uligheden, arbejdsløsheden, velfærden, miljøet og alt det andet, som spiller en reel rolle i menneskers liv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Godhedens Tog

Udgivet den af
Svar

Skynd dig, skynd dig. Der er ingen tid at spilde. Du vil da gerne være med i samfundet.

For toget kører nu, og ve den, som ikke når toget, men som må se det forsvinde i rekordfart, mens vedkommende bliver stående tilbage på stationen med en sugen i maven.

For dén person ved godt, at det går ham eller hende ilde: Ingen uddannelse, intet job, ingen fremtid, ingen avancementer, ingen pensionsordning, ingen nogenting. Ingen ture i det store hamsterhjul. Alt er tabt.

Men rolig nu. For der er et tog, som man altid kan springe på – og det er det vigtigste tog af dem alle sammen. Nemlig:

GODHEDENS TOG

For i modsætning til det økonomiske tog, så kører Godhedens Tog hele tiden og endda ganske langsomt, så når man ikke den ene afgang, så slap af og sæt dig på bænken og vent. Der kommer et tog mere lige om lidt.

Og nej, man kan måske ikke købe rugbrød eller betale husleje med Godhedens Tog, men alligevel er det Godhedens Tog, som man ikke kan leve foruden.

For ombord på Godhedens Tog møder man hensynet, empatien, solidariteten og alle de andre aspekter, som gør et godt samfund. Sådan et samfund, hvor de stærke passer på de svage, hvor de rige deler ud af deres overskud til de fattige.

Så kom endelig for sent – indimellem – til det højeffektive økonomiske tog og dets endestation: Hamsterhjulet. De ture, som du tager med Godhedens Tog, er nemlig guld værd for den, der søger indhold og mening i livet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Verdensmestre i fodbold – eller i samfund

Udgivet den af
Svar

Så er det i dag, at fodbold-VM i Rusland starter – altså for mændene, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det er der så næppe nogen, som er. For det har kørt i medierne i månedsvis, der er lavet en (udskældt) sang, der er kopper i 7-11 med deres ansigter på – også af en, der blev valgt fra og ikke kom med (her bliver det så lidt sjovt) – og en hel masse andet gejl og gøgl.

Så alle ved, at mændene er til VM i at sparke til en bold, og glemt er sidste sommers snak om ligeberettigelse – trods det at kvinderne vandt sølv til EM dengang.

Der er heller ikke mange medier, som skriver ret meget om, at kvinderne i øjeblikket er i gang med at prøve at kvalificere sig til VM, og at de i fredags vandt over Ukraine – og i tirsdags lammetævede Ungarn.

Men Danmarksbloggen gør – for Danmarksbloggen husker.

For kun ved at huske kan vi gøre samfundet bedre – og det gælder også, når det kommer til de rigtig vigtige ting som vores børn, ældre, udsatte og i det hele alle de mennesker, som bor og færdes i vores land. Men især dem, som har det svært burde være i centrum hele tiden – fremfor 22 mænd og 1 bold.

Tænk hvis vi gav fattigdommen og arbejdsløsheden samme opmærksomhed, som vi giver fodbold?
Tænk hvis sponsorerne var ligeså interesserede i at sponsere forskning og udvikling som sport?

Så kunne vi godtnok blive verdensmestre – i at have det bedste samfund. Det kunne man passende tale om til folkemødet på Bornholm, som starter idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkkes bedste dag

Udgivet den af
2

Det her må være Løkkes bedste dag som statsminister i denne valgperiode.

For Mette Frederiksens udmelding om at Socialdemokratiet efter folketingsvalget vil danne en mindretalsregering udenom de radikale åbner med et stort brag muligheden for, at Løkke kan fortsætte som statsminister efter netop næste folketingsvalg.

En af Danmarksbloggens venner, Ole Frederiksen, forklarede det så fint i en kommentar, som Danmarksbloggen har fået lov til at bringe også:

Uark! Nu troede jeg lige, at vi ved næste vag var 99% sikre på at slippe for LLR som statsminister! Nu er jeg absolut ikke sikker længere.

Jeg forestiller mig, at Venstrefløjen får flertal, men efter ugers forhandlinger (om regeringssamarbejdet, red.) må de give op, og så står LLR klar med et forslag til en V-mindretalsregering, der går igennem.

Citat slut.

Danmarksbloggen er enig. Dét kunne meget nemt blive scenariet, og det kan vores land og samfund slet ikke tåle. Hverken naturen eller de svage grupper i samfundet kan klare fire år mere med mennesker ved magten, der ta´r fra de fattige og gi´r til de rige – samtidig med de ødelægger naturen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forårsjævndøgn – med sne og sol

Udgivet den af
1

Dag og nat er nu lige lange. Det er med andre ord forårsjævndøgn.

Men alligevel ligger der sne i store dele af landet, der er glatte veje mange steder og for kun få dage siden var der snestorm i dele af Danmark.

Det er hård kost for dem, der længes efter forår. Efter sol, varme og lys … også på andre områder.

For vejret afspejler så fint samfundets situation: Danmark har aldrig været rigere (her har vi foråret), men alligevel øges uligheden (her har vi sneen) på grund af grådigheden hos de herskende klasser (her har vi kulden).

Forskellen på naturen og samfundet er så, at i naturen kommer solen (ønsket om lighed) og varmen (solidariteten) altid tilbage. Det gør de ikke i samfundet. Her sker forandringerne kun, når vi mennesker vælger at gøre de rette ting – og her kniber det gevaldigt i øjeblikket for dem, der sidder med magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvad kitter et samfund sammen?

Udgivet den af
Svar

På denne Danmarksbloggens femårs-dag er spørgsmålet:

Hvad er det, der kitter et samfund sammen? Hvad er det, der gør, at vi kerer os om hinanden så meget, at vi kan se ideen i at betale skat og fordele goderne, så ingen mangler noget?

Mange vil nok svare viden. Viden og kendskab til hinanden, og det er uden tvivl også vigtigt, især i en tid som nutiden, hvor ghetto´erne vokser.

Og med ghetto´erne tænkes ikke kun på indvandrerghettoerne, men også rigmandsghettoerne, den kreatives klasses ghettoer, håndværkerghettoerne og alle de andre små enklaver, hvor vi stuver os sammen med dem, der ligner os selv.

Men viden alene gør det ikke, hvis vi skal ud af ghettoerne og leve i blandede kvarterer igen – som er det eneste, der skaber et sammenhængende samfund.

Der skal også empati til – og måske vigtigst: Forståelsen af hvorfor det er vigtigt, at vi kerer os om hinanden. Forståelsen af at intet menneske er en ø. Forståelsen af den indbyrdes afhængighed, som vi har af hinanden her i samfundet.

For selv den mest stærke og selvkørende kan blive svag og afhængig af hjælp i morgen, og vi bliver under alle omstændigheder gamle engang – forhåbentlig da. Og ja, vi skylder børnene, de syge, de udsatte og alle andre svage grupper at behandle dem anstændigt. Et samfund kendes på, hvordan det behandler sine mest sårbare medlemmer.

Så nej, det gælder ikke bare om at klare sig selv og så skidt med resten. Det gælder om at være solidarisk – og om at vide, hvorfor det er godt, når vi forpligter os på hinanden.

Ikke at kunne se det er åndelig fattigdom – og det er en fattigdom, som ikke kun er trist., Den fattigdom er også farlig, for ud af den vokser junglesamfundet, grådigheden og troen på, at man selv er hele verden.

Men forståelsen for, at samfundet bæres af fællesskabet – og at det er os allesammen, er det essentielle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk