Reportage: Genåbningen er i gang

Danmarksbloggen var et smut ude i vores hovedstad her tidligere i dag.

Der er sket meget siden de første ugers næsten totalt tomme gader og pladser. Flere forretninger er nu åbnet, og der står mange af de sædvanlige lokke-ind-skilte, tøjstativer, ja der er sågar stillet mannequin-dukker med undertøj ud på Strøget nede ved Storkespringvandet – og figuren af Fætter BR står der også igen.

Men lad os starte fra en ende af, nemlig med et besøg hos ørelægen, hvor tingene bestemt ikke lignede sig selv. Der var i venteværelset lavet ventebåse med afskærmninger af plexiglas, og ørelægen var i fuldt udstyr med visir, mundbind og så videre. For et par måneder siden havde det alt sammen virket meget voldsomt, men i de sidste snart syv uger har vores grænser for normalitet rykket sig mange gange.

Så ørelægen og jeg sludrede som sædvanlig, mens jeg fik ordnet det, som skulle ordnes. Emnet var dog Corona – og de manglende værnemidler, som Sundhedsstyrelsen ikke mente, at der var grund til at forsyne øre-, næse- og halslægerne med. Absurd og vanvittigt, når man tænker på, at netop de læger sidder tæt foran de kropsåbninger, hvorfra smitte kommer ud.

Derfra ud på gaden og hen på Strøget, hvor der var en del flere mennesker end sidst, jeg var dér for et par uger siden. Ja, der var faktisk så mange, at man med fordel kan installere en radar, hvis man er på Strøget, og gerne vil undgå at komme helt tæt på vildt fremmede mennesker.

For der findes desværre en del mennesker, som bare vader afsted uden omtanke og uden at sørge for at holde afstand. Så man udvikler en vis evne til at have et øje på hver finger, et ekstra øje i nakken, gå i slalom, steppe ind til siden og om nødvendigt gøre fuldt stop.

For de ubetænksomme og ligeglade fås i alle aldre og af begge køn. Omtanke og hensyn koster ellers ikke noget – men derfor kan det åbenbart godt mangle alligevel.

Der er også dem, som er så optaget af deres egne planer, som moderen til en pige på 6-7 år, der, mens jeg passerede dem, sagde til datteren: Nu skal vi i butikker. Det bliver godt. For de har været lukkede så længe, og nu vil vi altså ud og købe noget. Hvad dette noget var, blev ikke specificeret, men købelysten var i hvert fald enorm.

Venligheden findes også stadigvæk, som hos hende jeg så samle en anden kvindes solbriller op på Købmagergade, og række dem over til ejerinden – og så bagefter fornuftigt nok fiske håndspritten frem.

Jeg skulle så i Matas og hente noget solcreme, for det er jo dén tid på året, og også dér var der en del mennesker. Jeg spurgte ekspedienten om, hvorvidt kunderne kunne finde ud af at holde afstand. Hun var et meget diplomatisk menneske, og svarede: Nogle gange – og nogle gange ikke. Det er, som man ser det i medierne.

Jeg oplevede så den sidste slags i den første boghandel, som jeg var inde i for at erhverve mig min faste studiekalender. Af uransagelige årsager er jeg nemlig blevet ved med at bruge studiekalendere, selvom jeg blev færdig på universitetet i sidste årtusinde. Nå, men den havde de ikke (måske fordi de senere på dagen gik konkurs, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt).

Til gengæld var der som sagt to kvindelige kunder, som notorisk gik i vejen for andre – og overhovedet ikke tænkte sig om. En af dem fik også mig trængt op i en krog så eftertrykkeligt, at jeg bad hende om at gå lidt væk, så jeg kunne komme ud. Det gjorde hun – med et meget forbavset udtryk i ansigtet, som om hun tænkte: Skal jeg også tage hensyn?

Ja, det skal du – og det skal jeg og alle andre, som vi gjorde det i den anden boghandel, som jeg besøgte, og hvor jeg fik min kalender. Her spurgte jeg så, om de kunne mærke, at der var flere mennesker i byen. Men svaret var negativt. Nej, de havde faktisk færre kunder. Nok fordi de havde haft åbent hele perioden igennem, og nu havde de fleste købt de bøger, puslespil og notesbøger, som de havde brug for – ihvertfald for nu.

Derfra gik turen over på Rådhuspladsen, som slet ikke er tom mere, selvom der er langt til, at den rigtigt ligner sig selv. Den ene pølsevogn er dog kommet tilbage – og den bliver flittigt besøgt ligesom både sandwichbarer, burgerjoints og alle de andre steder, hvor folk kan købe noget at spise – enten til kontoret eller sammen med venner på bænke og andet.

Genåbningen er altså i gang – men Danmarksbloggen vurderer, at vi ikke skal glæde os for tidligt. For hvis folk ikke kan finde ud af at holde afstand – og hvis det hele går for stærkt, så ryger vi direkte tilbage i isolationen, og dét ønsker ingen.

Så Coronaen kræver altså stadig en masse af os. Dét skal vi være helt bevidste om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Godhedens Tog

Skynd dig, skynd dig. Der er ingen tid at spilde. Du vil da gerne være med i samfundet.

For toget kører nu, og ve den, som ikke når toget, men som må se det forsvinde i rekordfart, mens vedkommende bliver stående tilbage på stationen med en sugen i maven.

For dén person ved godt, at det går ham eller hende ilde: Ingen uddannelse, intet job, ingen fremtid, ingen avancementer, ingen pensionsordning, ingen nogenting. Ingen ture i det store hamsterhjul. Alt er tabt.

Men rolig nu. For der er et tog, som man altid kan springe på – og det er det vigtigste tog af dem alle sammen. Nemlig:

GODHEDENS TOG

For i modsætning til det økonomiske tog, så kører Godhedens Tog hele tiden og endda ganske langsomt, så når man ikke den ene afgang, så slap af og sæt dig på bænken og vent. Der kommer et tog mere lige om lidt.

Og nej, man kan måske ikke købe rugbrød eller betale husleje med Godhedens Tog, men alligevel er det Godhedens Tog, som man ikke kan leve foruden.

For ombord på Godhedens Tog møder man hensynet, empatien, solidariteten og alle de andre aspekter, som gør et godt samfund. Sådan et samfund, hvor de stærke passer på de svage, hvor de rige deler ud af deres overskud til de fattige.

Så kom endelig for sent – indimellem – til det højeffektive økonomiske tog og dets endestation: Hamsterhjulet. De ture, som du tager med Godhedens Tog, er nemlig guld værd for den, der søger indhold og mening i livet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfriheden må være absolut

Vi skal kun tale den religiøse fundamentalisme imod , når det er nødvendigt, læste jeg i går på Facebook hos en vens ven – og så blev en masse ting remset op som kvindesyn, homoseksualitet, omskæring m.m., som noget af det, man åbenbart godt måtte diskutere med fundamentalister.

Men altså ikke retten til at sige, mene, skrive og tegne det, som man vil – nej, det var bare noget, som folk gjorde for at provokere, var holdningen på profilen. Fy-fy. Skamme!!!! At det så var dødelig alvor både i Paris og i København i vinters, var åbenbart allerede glemt.

Men: Undskyld lige et øjeblik. Hvis ikke vi må provokere og irritere og såre og oprøre hinanden med ord og tegninger, så har vi ikke et samfund med menings- og ytringsfrihed. Så har vi sådan et vattet alt-er-lige-gyldigt-og-derfor-også-ligegyldigt-samfund, som er kvælende at leve i, da det dræber alt, som afviger bare lidt fra den barre, som fundamentalisterne per definition altid sætter lige i gulvhøjde.

Nej, vi skal allesammen være hernede i støvet. Ingen må sige, skrive, gøre, tænke eller tegne noget!!! Så er vi glade, så tager vi hensyn, lyder det fra min vens ven på FB.

Men det giver jo ikke mening. Og desuden: Hvem skal bestemme, hvad der er godt nok til at blive diskuteret? Skal vi have sådan et slags debat-politi?

Nej, ikke rigtig, vel?

Vi skal have frihed – og vi skal insistere på frihed, også til dem, der vil fornærme os, grine af os, provokere os – eller når vi selv vil fornærme, provokere og lave grin med. Vi skal ikke gemme krudtet til noget som helst. Det skal fyres af hver eneste gang – og især når vi taler religiøs fundamentalisme – uanset religion – er det nødvendigt hver eneste gang!!!!!!!!

 Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hunde, lort og respekt på stranden

Der er ikke meget, der som dyr kan få folk op i det røde felt. Senest i debatten om hunde og deres ret til at bade – eller rettere det modsatte. For nu må hundene ikke mere bade i havet, ihvertfald ikke fra de cirka 250 danske strande med blåt flag.

Forbuddet udløste et ramaskrig fra danskerne, der vil have lov til at have deres firbenede ven med i vandet.

Argumentet imod at lade hundene bade er hygiejnen: At hunde skider og tisser i vandet – og at der dermed spredes (for mennesker farlige) E-coli-bakterier. For nu at kalde en lort for en lort.

Modargumentet kom lige med det samme fra hundevennerne: Der er jo så meget andet skidt i vandet, og der er også masser af mennesker, der besørger i havet, hedder det sig.

Her kan jeg så ikke dy mig for at indskyde, at jeg da sørme håber, at de fleste mennesker nøjes med at tisse i havet.

Men alvorligt talt: Det er da oplagt, at mennesker med hunde gerne vil have deres firbenede venner med på stranden. Men det er ligeså oplagt, at andre ikke ønsker at svømme og dykke rundt mellem skidt og lort – hvem det så end kommer fra, hund eller menneske.

Og da man nu ikke kan sige til en hund, at den ikke må besørge, når den skal, så giver det faktisk god mening at lade visse strande være uden hunde.

MEN det du´r omvendt ikke helt at udelukke hundene fra alle gode strande, selvom der på en kystlinie, der her i Danmark er 7000 km lang, nok er andre steder end de blå-flag-markerede strande, hvor Fido kunne bade.

Blå-Flag-strande udgør således kun 3% af alle strande. Se flere fakta her: http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2014-06-08-ekspert-sm%C3%A5b%C3%B8rn-kan-ligesom-hunde-forurene-badevandet

Så summa summarum: Det burde ikke være svært at deles om pladsen og sørge for, at hundene får den del af stranden, hvor eventuel strøm sørger for, at efterladenskaberne ryger ud i havet – og ikke ind mod de andre badende.

For som altid drejer det sig også her om gensidig respekt og hensyn, så alle – både to- og firbenede – kan få sig en dukkert uden at få lort i hovedet, både symbolsk og bogstaveligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hensyn + åbenhed = God sameksistens

Der skabes fronter og bygges mure og smedes rygter og spredes fordomme som aldrig før i det danske samfund, hvor sameksistensen længe har været dårlig, men nu er direkte truet.

Det er dem, der har et arbejde versus dem, der ikke har.
Dem med et arbejde beskyldes for at være egoistiske og asociale, mens dem uden arbejde kaldes dovne og nasserøve.

Der er gammeldanskerne versus nydanskerne.

Der er dem, der dyrker motion og dem, der ikke gør. Dem, der taler meget om kost og mad og sværger til frugt, vand og grønt versus dem, der gerne spiser wienerbrød og pizza – og skyller det ned med halvanden liter sodavand. Dem, der … og så er der dem, der … og hvad med dem, der …

Samfundet er fuld af grupper, der er optaget af sig selv og dem, dem der ligner dem selv. Og ja, det er naturligt at søge sammen med dem, der deler ens egne værdier.

Men det bliver et problem, hvis vi ikke gør andet. Hvis vores identitet er så svag, og vi hviler vi så lidt i os selv, at vi ikke kan rumme de andre og deres værdier. For vi skal være her allesammen, og vi skal passe på hinanden og tage og af hverandre. Også dem, der ikke ligner en selv.

Og det er i mødet med “de andre”, at det største sker, der man har muligheden for at udvide sin horisont, lære noget og udvikle sig.

Så både i forhold til fællesskabet, men også i forhold til en selv er der kun vej: Åbenhedens og hensynets. Dét sikrer ikke kun sameksistensen, men tilmed den gode sameksistens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk