Reportage: Genåbningen er i gang

Danmarksbloggen var et smut ude i vores hovedstad her tidligere i dag.

Der er sket meget siden de første ugers næsten totalt tomme gader og pladser. Flere forretninger er nu åbnet, og der står mange af de sædvanlige lokke-ind-skilte, tøjstativer, ja der er sågar stillet mannequin-dukker med undertøj ud på Strøget nede ved Storkespringvandet – og figuren af Fætter BR står der også igen.

Men lad os starte fra en ende af, nemlig med et besøg hos ørelægen, hvor tingene bestemt ikke lignede sig selv. Der var i venteværelset lavet ventebåse med afskærmninger af plexiglas, og ørelægen var i fuldt udstyr med visir, mundbind og så videre. For et par måneder siden havde det alt sammen virket meget voldsomt, men i de sidste snart syv uger har vores grænser for normalitet rykket sig mange gange.

Så ørelægen og jeg sludrede som sædvanlig, mens jeg fik ordnet det, som skulle ordnes. Emnet var dog Corona – og de manglende værnemidler, som Sundhedsstyrelsen ikke mente, at der var grund til at forsyne øre-, næse- og halslægerne med. Absurd og vanvittigt, når man tænker på, at netop de læger sidder tæt foran de kropsåbninger, hvorfra smitte kommer ud.

Derfra ud på gaden og hen på Strøget, hvor der var en del flere mennesker end sidst, jeg var dér for et par uger siden. Ja, der var faktisk så mange, at man med fordel kan installere en radar, hvis man er på Strøget, og gerne vil undgå at komme helt tæt på vildt fremmede mennesker.

For der findes desværre en del mennesker, som bare vader afsted uden omtanke og uden at sørge for at holde afstand. Så man udvikler en vis evne til at have et øje på hver finger, et ekstra øje i nakken, gå i slalom, steppe ind til siden og om nødvendigt gøre fuldt stop.

For de ubetænksomme og ligeglade fås i alle aldre og af begge køn. Omtanke og hensyn koster ellers ikke noget – men derfor kan det åbenbart godt mangle alligevel.

Der er også dem, som er så optaget af deres egne planer, som moderen til en pige på 6-7 år, der, mens jeg passerede dem, sagde til datteren: Nu skal vi i butikker. Det bliver godt. For de har været lukkede så længe, og nu vil vi altså ud og købe noget. Hvad dette noget var, blev ikke specificeret, men købelysten var i hvert fald enorm.

Venligheden findes også stadigvæk, som hos hende jeg så samle en anden kvindes solbriller op på Købmagergade, og række dem over til ejerinden – og så bagefter fornuftigt nok fiske håndspritten frem.

Jeg skulle så i Matas og hente noget solcreme, for det er jo dén tid på året, og også dér var der en del mennesker. Jeg spurgte ekspedienten om, hvorvidt kunderne kunne finde ud af at holde afstand. Hun var et meget diplomatisk menneske, og svarede: Nogle gange – og nogle gange ikke. Det er, som man ser det i medierne.

Jeg oplevede så den sidste slags i den første boghandel, som jeg var inde i for at erhverve mig min faste studiekalender. Af uransagelige årsager er jeg nemlig blevet ved med at bruge studiekalendere, selvom jeg blev færdig på universitetet i sidste årtusinde. Nå, men den havde de ikke (måske fordi de senere på dagen gik konkurs, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt).

Til gengæld var der som sagt to kvindelige kunder, som notorisk gik i vejen for andre – og overhovedet ikke tænkte sig om. En af dem fik også mig trængt op i en krog så eftertrykkeligt, at jeg bad hende om at gå lidt væk, så jeg kunne komme ud. Det gjorde hun – med et meget forbavset udtryk i ansigtet, som om hun tænkte: Skal jeg også tage hensyn?

Ja, det skal du – og det skal jeg og alle andre, som vi gjorde det i den anden boghandel, som jeg besøgte, og hvor jeg fik min kalender. Her spurgte jeg så, om de kunne mærke, at der var flere mennesker i byen. Men svaret var negativt. Nej, de havde faktisk færre kunder. Nok fordi de havde haft åbent hele perioden igennem, og nu havde de fleste købt de bøger, puslespil og notesbøger, som de havde brug for – ihvertfald for nu.

Derfra gik turen over på Rådhuspladsen, som slet ikke er tom mere, selvom der er langt til, at den rigtigt ligner sig selv. Den ene pølsevogn er dog kommet tilbage – og den bliver flittigt besøgt ligesom både sandwichbarer, burgerjoints og alle de andre steder, hvor folk kan købe noget at spise – enten til kontoret eller sammen med venner på bænke og andet.

Genåbningen er altså i gang – men Danmarksbloggen vurderer, at vi ikke skal glæde os for tidligt. For hvis folk ikke kan finde ud af at holde afstand – og hvis det hele går for stærkt, så ryger vi direkte tilbage i isolationen, og dét ønsker ingen.

Så Coronaen kræver altså stadig en masse af os. Dét skal vi være helt bevidste om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse og reportage: Harry Potter and The Cursed Child

Danmarksbloggen starter egentlig først i morgen efter sommerferien.

Men Danmarksbloggen anmelder også sjældent udenlandske bøger – så ingen regel uden undtagelse, især ikke når der er tale om et fænomen, som gennem mange år har betydet meget for mange danskere, og det har fortællingen om Harry Potter og hans venner og kampen mellem det onde og det gode.

Og natten mellem lørdag og søndag udkom så den ottende bog, hvor fokus er ligeså meget på Harry Potter som på Harry Potters ene søn Albus Serverus. Danmarksbloggen var derfor et smut inde hos Arnold Busck på Købmagergade i København for at lodde stemningen – og hente bogen, som allerede var forudbestilt.

Det sidste viste sig at være en god idé. For allerede da Danmarksbloggen ankom til butikken ved halv et-tiden var den stuvende fuld af især unge mennesker i 20´erne, der er vokset op med Harry Potter – og som nu valgte både byturen og nattesøvnen fra for at kunne få fingre i bog nr. 8, når den udkom kl. 01.01 præcis.

Og der blev skam talt ned inden det magiske klokkeslæt … 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 – og så blev der ellers langet bøger over disken til store og små. Til hende, der havde en kappe over skuldrene og en ravn i håret (gad vide om ikke hun hørte til huset Ravenclaw), ham med slipset og Harry Potter-brillerne, Goth-pigen og alle de andre.

Og også til Danmarksbloggen, som nu kan konkludere, at bogen ”Harry Potter and The Cursed Child” er relativt hurtigt læst, da den er bygget op, som skuespillet i London er det med akter og scener med replikker.

Men på den anden side er man som læser indimellem nødt til at holde pause. Fordi at nok er der meget luft i teksten på bogens 330 sider, men der skal også være plads til at forstå og reflektere over det skrevne, også fordi bogen strækker sig over flere år i tid.

Da ”Harry Potter and The Cursed Child” starter, er der gået 19 år, siden bog syv sluttede, og Harry og Ginny Potters mellemste barn sønnen Albus skal på Hogwarts sammen med Ron og Hermiones datter Rose og Draco Malfoys søn Scorpius.

Scenen er altså sat til en ny omgang spændende begivenheder. For slet ikke at tale om tiden og forholdet mellem generationerne, som er et andet og centralt tema i bogen. Et tema, der på mange måder er det mest rørende og det, som griber bedst tilbage til de syv bøger, der udgør den egentlige Harry Potter-fortælling.

Mere skal ikke siges her. Danmarksbloggen er tilhænger af at holde på hemmelighederne, ihvertfald dem i den magiske verden. I mugglerverden skal tingene derimod frem i det åbne.

Konklusion: Danmarksbloggen giver fem ud af seks tryllestave til den nye Harry Potter-bog og gør opmærksom på, at den udkommer på dansk ifbm Kulturnatten i København d. 14. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk