Statsministeren udviser rettidig omhu

Så fik skruen et nøk til i går aftes til endnu et pressemøde i Statsministeriet.

Forsamlingsforbuddet blev sænket til 10, vi skal også undgå at se for mange mennesker privat, ja helst skære så meget ned som muligt og i hvert fald ikke over 10, og så skal mundbindet på indendørs i supermarkeder, butikscentre og alle offentlige steder.

Årsagen er enkel: Smitten er løs igen – i hele det danske samfund, og det går alt for stærkt lige nu. Så hvis ikke vi gør noget, så risikerer vi, at pandemien løber løbsk i Danmark, som den har gjort det mange andre steder i Europa, hvor sygehusene allerede nu (mens smittetallene stiger) er på max-kapacitet – eller over.

Det er dystre udsigter – og det kan blive meget værre end i foråret, hvor lastbilerne kørte i lange rækker med lig i de nord-italienske byer, hvor spanske gamle på plejehjemmene blev efterladt, så de lå og døde i deres senge og andre grufuldheder, som skete her i Europa – og i resten af verden.

Men i Danmark er der folk, der brokker sig over ikke at kunne komme til fodboldkamp. I Polen laver de deres nationalstadion om til et felthospital.

I Danmark er der folk, som beklager sig over ikke at måtte forsamles 35 mennesker til et kobberbryllup. Flere steder i Europa må man ikke være sammen med andre end dem fra ens husstand. Ja, nogle steder må man ikke kramme mere end ét menneske.

I Danmark brokker folk sig over, at mundbind er besværlige. Kirurger kan stå og lave livsvigtige operationer med mundbind på i timevis, og så kan vi andre nok også klare at have dem på, mens vi skal købe to liter mælk.

I Danmark er folk negative over, at Mette Frederiksen har aflyst julefrokosten – i andre lande forbyder man rejser mellem regioner og ind og ud af byer, dvs. at børn og forældre og bedsteforældre risikerer ikke at kunne være sammen til jul.

I Danmark brokker Venstre og de andre borgerlige partier sig over, at landets statsminister tager styringen i denne krisetid, og ikke ringer til dem, hver gang en beslutning skal tages. I Belgien har sundhedsmyndighederne i to måneder set, hvad der var på vej og efterlyst handling fra myndighederne. Men den er først kommet nu – alt for sent.

Det, Mette Frederiksen gør, er rettidig omhu – og det redder både danske liv og danske arbejdspladser – og dermed det danske samfund.

Så: Bliv hjemme, tal med dine venner og familie i telefonen eller over Skype, og skal du ud, så tag mundbind så. Sværere er det ikke. Så find samfundssindet frem, og lad det sejre over den forkælede egoisme, så kommer vi igennem det her. For COVID-19 kan bremses, når vi holder afstand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark begår den svenske fejl

Smitten stiger – og det går stærkt den gale vej. Men hvad gør de danske myndigheder? Jo, de er godt i gang med at begå den svenske fejl.

Den fejl, som har kostet mere end 5.800 svenskere livet, siden Corona-virussen ramte Norden for et halvt år siden. Til sammenligning er der 628 døde af Corona-relateret sygdom i Danmark. Det er en markant forskel, også selvom der er cirka tre millioner flere svenskere.

Men hvad er det for en fejl, som svenskerne begik. og som de danske myndigheder nu kopierer – i stedet for at gå tilbage til den danske succes-metode fra foråret?

Det er den store fejl, at vi IKKE lukker ned for de steder, hvor smitten florerer, og hvor smitten direkte eller indirekte rammer de svageste. Dvs. at vi – med prioritet på økonomien – holder åbent i storcentre, på barer, i restauranter og andre steder, hvor mennesker mødes, og sidder mange sammen. Samt at vi ikke hermetisk lukker sygehuse, plejehjem og andre steder, hvor ældre og udsatte befinder sig.

Resultatet er, at raske unge, yngre og midaldrende bevæger sig lystigt rundt imellem hinanden, så de kan smitte ikke kun hinanden, men også når de besøger bedstefar på plejehjemmet eller den alvorligt syge tante på sygehuset. Og dem, som arbejder de steder, ja de går selvfølgelig ligesom alle andre i biffen og på café i deres fritid, er til fest og så videre.

Det er alt sammen adfærds-opskriften på katastrofe, som vi har set det i Sverige hele foråret og det meste af sommeren. En opskrift, som forstærkes af, at danskerne som en forlængelse heraf fortsat er alt for mange sammen i privat sammenhæng. Både for mange i absolut antal og for mange i forhold til antal kontakter, som den enkelte har.

Smitten har altså frit løb, og det kan selv nok så mange tests ikke kan lave om på.

Læg dertil at mundbind stort set kun er noget, som bruges i bussen, metroen og toget, og som mange brokker sig over at skulle have på. Og så er dér serveret en omgang slem Corona mere … nu i en efterårsversion, hvor Corona kommer sammen med diverse andre sygdomme.

Værsgo´ og spis …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Smitten stiger, på med mundbindet …

Det går den gale vej i Danmark med Corona-smitten, og dét går stærkt.

Der er også varslet nye tiltag i morgen, hvis ikke vi får styr på smitten. Det er der ikke noget, der tyder på. Tværtimod er det generelle smitteniveau større end det har været længe – og vi skal tilbage til 3. juli for at finde lige så mange indlagte som i dag, hvor der er 27 indlagte. Hele 11 flere end i går.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale mundbind ALLE steder i det offentlige rum, butikker, storcentre, hos lægen, på gader og stræder osv. Ellers får vi simpelthen ikke styr på Corona-satanen.

For den her lede sygdom kan og skal standses. Både fordi den koster liv, og det er det vigtigste – men også fordi vores økonomi ikke kan holde til flere nedlukninger. Og som bekendt er økonomi og sundhed hinandens modsætninger, selvom mange – både private og politikere – indimellem synes at tro, at de er hinandens modsætninger.

MEN: En sund og rask befolkning er en bedre arbejdskraft – og mennesker, som er glade for deres arbejde og stolte af at gøre en indsats, er en bedre forretning for arbejdsgiverne.

Så sundhed og økonomi går hånd i hånd. Det er derfor på med mundbindet og ind med omtanken og rummeligheden. Dét vinder både samfundet og hver enkelt af os så uendeligt meget ved.

Vi kunne få kurven til at gå ned og blive flad i foråret. Dét kan og skal vi gøre igen her i efteråret. Stadig med afstand, hygiejne og nu også med mundbind … og måske noget mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et halvt år med Corona

Det er i dag et halvt år siden, at den første dansker blev konstateret smittet med Corona-virus. Et halvt år hvor livet har været anderledes for os alle sammen.

Og tilværelsen vil fortsat være anderledes i de næste måneder, måske år. Det sidste håber vi ikke, men det er en reel risiko. For det er et faktum, at Corona, den satan, stadig er her – og at virussen af og til blusser op, og skaber lokale nedlukninger af skoler og arbejdspladser.

Sådan er det – og det må vi leve med og i – vel vidende, at livet først bliver normalt igen, når vi har en vaccine, som virolog Allan Randrup Thomsen idag vurderer, at vi kan gå i gang med at bruge i Danmark midt i 2021.

En vaccine, som der tales meget om, hvem der skal have først.

Men dét siger sig selv, at det er de mest udsatte: De gamle, de syge og dem, som bor på måder, så de lettere bliver syge. Dvs. de fattige og de lavtlønnede, som bor mange sammen i små lejligheder = man smitter lettere hinanden. Og det gælder, hvad enten man hedder Henning eller Muhammed, Betina eller Fatima.

Men det er så kun Muhammed og Fatima, som har fået på puklen af de blå og de sorte i folketinget med henvisning til deres muslimske tro og muslimske skikke. For de fattige af etnisk dansk oprindelse er ikke blevet skoset. Dét klinger hult.

For ja, nok er de muslimske begravelser med mange hundrede deltagere en smitterisiko, men det er de etnisk danskeres privatfester også – og sådan kunne man blive ved.

Mange har en adfærd, der ikke er smart, hvis man vil undgå smitte. Men det slår hårdest hos dem, som er nederst i samfunds-hierarkiet.

For faktum er, at Corona nok kan smitte alle – men lavtlønnede og folk på overførselsindkomst har bare lettere ved at blive smittet – pga. deres boligsituation, pga. mange har dem har kroniske sygdomme, og fordi mange af dem arbejder i erhverv, hvor de er udsatte for smitte.

Så Danmarksbloggen vil anbefale at droppe syndebuks-legen. Det her er ikke tiden til at pege fingre, men til at hjælpe hinanden. For vi er i det her sammen – og vi skal sammen igennem det her. Vi kan heller ikke andet.

Sådan er Corona.

Inden Corona tænkte jeg tit på, hvordan 9. april havde føltes, hvordan det var at leve under besættelsen, hvordan de håndterede uvisheden om fremtiden og alt det andet.

I dag kender jeg svaret: Man ER i dét, fordi man ikke kan andet. Så enkelt er det.

Og derfor ved jeg også, at vi skal være i den her Corona-virkelighed, så længe den varer – og sådan er det. Alt andet er leg med ord, som ikke ændrer virkeligheden. Vi er i dét. Punktum.

Jeg glæder mig så voldsomt til Corona-tiden er slut. For så skal jeg eddermame brænde et mundbind eller fem – og kramme de første 10 vildtfremmede mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dårlig Aarhus-historie: Festugen bliver – åbenbart – til noget

Det burde være en dårlig Aarhus-historie, men den er god nok. Aarhus holder fast i at afholde deres festuge fra d. 28. august og en uges tid frem …

Festugens motto er også In it together – og det er Aarhus: Altså fælles om et stort smitteudbrud af COVID-19. Og nu vil de ansvarlige åbenbart sørge for, at alle beboere i Aarhus – plus besøgende – kan få del i sygdommen. For kommunens politikere insisterer på, at festugen skal finde sted.

Ord som galimatias, vanvid, helt ude i hampen, mangel på samfundssind, mangel på integritet, tåbeligt, hul i hovedet, absurd, dumt, ingen respekt for menneskeliv, skingrende sindssygt og andet af samme skuffe trænger sig på.

For det er en direkte hån mod de svage, de gamle og resten af Danmark at holde fast i en uges byfest i en tid, hvor smitten spredes med en fart, der nærmer sig, dengang det var værst tilbage i marts måned.

Vi er – som det nok er gået op for de fleste – på vej ind i et efterår med mere smitte, mere brug af mundbind og en endeløs venten på vaccine. Og i Aarhus taler de om at holde en byfest, der kan sætte rekordfart i den forvejen meget store smittespredning i landets største provinsby. For slet ikke at tale om muligheden for at sprede smitten til andre dele af landet.

Vi er også sociale mennesker, som har behov for at være ude og i dialog og kontakt med hinanden, lyder de lokale politikeres begrundelse til TV2 for, hvorfor det er i orden at afholde en festuge, der samler omkring 500.000 mennesker.

Ja, voksne og ansvarlige er de i hvert fald ikke i Aarhus – og dét gælder alle etniciteter og religioner, må Danmarksbloggen konkludere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SAS og den manglende solidaritet

Flytrafikken er hårdt ramt under Corona-krisen. Flyselskaberne har derfor også fået meget hjælp af staten. Mange millioner kroner i hjælp faktisk. Og hvordan betaler flyselskaberne så tilbage? Ja, et flyselskab som SAS vælger fra midt i juni at genåbne 20 ruter – heraf 16 fra Kastrup.

Det behøver så ikke at være et problem, hvis de ruter går til lande, man som dansker gerne må rejse til. Det drejer sig så indtil d. 31. august kun om Island, Norge og Tyskland. Men man kan også forsvare en rute til fx Bruxelles, hvor EU´s hovedkvarter ligger og andre steder, hvor vigtige beslutninger skal træffes, og forretninger skal laves.

Men ruterne til steder som Nice, Malaga, Mallorca og Athen åbner også lige om lidt. Og det handler ikke om transportere folk til hverken politiske beslutninger eller forretninger – men om ren ferietrafik til steder kendt som destinationer for sol, sommer og strand.

Det er etisk set så tordnede forkert at åbne ruter til lande, som myndighederne ikke anbefaler, at vi danskere rejser til.

For hvem sætter sig op i de fly? Det gør primært ressourcestærke danskere, som IKKE følger myndighedernes anbefalinger om IKKE at rejse på ferie sydpå, men som egoistisk vælger, at nu skal de til Grækenland, Frankrig eller Spanien for at få noget sol – og måske noget COVID-19, som de kan tage med hjem.

Sådan foregik det også, dengang sygdommen kom til landet i vinters. Der var det bare skiferie, nu er det solferie. Men resultatet er det sammen: De ressourcestærke rejser ud, og tager smitten med hjem, og så dør der endnu flere danskere, og det koster hele samfundet dyrt – men ja, de forkælede fik deres ferie.

Og SAS? Ja, de fik solgt flere billetter og vist, at når det kommer til stykket, så har SAS ingen solidaritet med det samfund, som hjalp selskabet gennem krisen. Ja, SAS fraskriver sig ethvert ansvar.

Fungerende pressechef hos SAS i Danmark Sille Beck Hansen siger således til Ritzau: ”Vi kommer ikke til at kontrollere, hvorfor folk rejser. Det er folks eget ansvar at vurdere.”

Moralen er i frit fald …

Læs mere her: https://www.dr.dk/nyheder/penge/sas-genabner-20-ruter-i-europa

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De ressourcestærkes ansvar for at holde Corona ude af Danmark

Skal de ressourcestærke tage Corona-smitten med hjem én gang til? Nej, vel?

For det var som bekendt de ressourcestærke danskere, som i februar rejste til Italien og Østrig på skiferie, der var ansvarlige for at bringe Corona-smitten til Danmark.

Og nu rasler de ressourcestærke igen med kufferterne.

For nu vil de afsted på sommerferie til sydens sol, og der er ingenting, der skal stoppe dem. Udenrigsministeriet ANBEFALER som bekendt også kun, at man bliver hjemme. De anbefaler også, at man ikke rejser til Sverige. Det har mange danskere så gjort alligevel hele Corona-tiden igennem.

Men det går altså ikke. Nu er det altså tid til at vise samfundsansvar og holde sig hjemme – også når grænserne delvis åbner igen 15. juni.

For ellers så risikerer vi en anden bølge til juli eller august – også denne gang sat i gang af de ressourcestærke, som uden at tøve følger deres egoistiske behov for ferie og ikke tænker på, hvad det koster, både målt i menneskeliv og i samfundsøkonomi.

Men voksne mennesker – og måske især ressourcestærke voksne mennesker burde være i stand til at udskyde behovet for sol, strand og sangria. Ikke at kunne det vidner om en umodenhed og en egoisme, som er generelt skadeligt for det fællesskab, som samfundet er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reportage: Genåbningen er i gang

Danmarksbloggen var et smut ude i vores hovedstad her tidligere i dag.

Der er sket meget siden de første ugers næsten totalt tomme gader og pladser. Flere forretninger er nu åbnet, og der står mange af de sædvanlige lokke-ind-skilte, tøjstativer, ja der er sågar stillet mannequin-dukker med undertøj ud på Strøget nede ved Storkespringvandet – og figuren af Fætter BR står der også igen.

Men lad os starte fra en ende af, nemlig med et besøg hos ørelægen, hvor tingene bestemt ikke lignede sig selv. Der var i venteværelset lavet ventebåse med afskærmninger af plexiglas, og ørelægen var i fuldt udstyr med visir, mundbind og så videre. For et par måneder siden havde det alt sammen virket meget voldsomt, men i de sidste snart syv uger har vores grænser for normalitet rykket sig mange gange.

Så ørelægen og jeg sludrede som sædvanlig, mens jeg fik ordnet det, som skulle ordnes. Emnet var dog Corona – og de manglende værnemidler, som Sundhedsstyrelsen ikke mente, at der var grund til at forsyne øre-, næse- og halslægerne med. Absurd og vanvittigt, når man tænker på, at netop de læger sidder tæt foran de kropsåbninger, hvorfra smitte kommer ud.

Derfra ud på gaden og hen på Strøget, hvor der var en del flere mennesker end sidst, jeg var dér for et par uger siden. Ja, der var faktisk så mange, at man med fordel kan installere en radar, hvis man er på Strøget, og gerne vil undgå at komme helt tæt på vildt fremmede mennesker.

For der findes desværre en del mennesker, som bare vader afsted uden omtanke og uden at sørge for at holde afstand. Så man udvikler en vis evne til at have et øje på hver finger, et ekstra øje i nakken, gå i slalom, steppe ind til siden og om nødvendigt gøre fuldt stop.

For de ubetænksomme og ligeglade fås i alle aldre og af begge køn. Omtanke og hensyn koster ellers ikke noget – men derfor kan det åbenbart godt mangle alligevel.

Der er også dem, som er så optaget af deres egne planer, som moderen til en pige på 6-7 år, der, mens jeg passerede dem, sagde til datteren: Nu skal vi i butikker. Det bliver godt. For de har været lukkede så længe, og nu vil vi altså ud og købe noget. Hvad dette noget var, blev ikke specificeret, men købelysten var i hvert fald enorm.

Venligheden findes også stadigvæk, som hos hende jeg så samle en anden kvindes solbriller op på Købmagergade, og række dem over til ejerinden – og så bagefter fornuftigt nok fiske håndspritten frem.

Jeg skulle så i Matas og hente noget solcreme, for det er jo dén tid på året, og også dér var der en del mennesker. Jeg spurgte ekspedienten om, hvorvidt kunderne kunne finde ud af at holde afstand. Hun var et meget diplomatisk menneske, og svarede: Nogle gange – og nogle gange ikke. Det er, som man ser det i medierne.

Jeg oplevede så den sidste slags i den første boghandel, som jeg var inde i for at erhverve mig min faste studiekalender. Af uransagelige årsager er jeg nemlig blevet ved med at bruge studiekalendere, selvom jeg blev færdig på universitetet i sidste årtusinde. Nå, men den havde de ikke (måske fordi de senere på dagen gik konkurs, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt).

Til gengæld var der som sagt to kvindelige kunder, som notorisk gik i vejen for andre – og overhovedet ikke tænkte sig om. En af dem fik også mig trængt op i en krog så eftertrykkeligt, at jeg bad hende om at gå lidt væk, så jeg kunne komme ud. Det gjorde hun – med et meget forbavset udtryk i ansigtet, som om hun tænkte: Skal jeg også tage hensyn?

Ja, det skal du – og det skal jeg og alle andre, som vi gjorde det i den anden boghandel, som jeg besøgte, og hvor jeg fik min kalender. Her spurgte jeg så, om de kunne mærke, at der var flere mennesker i byen. Men svaret var negativt. Nej, de havde faktisk færre kunder. Nok fordi de havde haft åbent hele perioden igennem, og nu havde de fleste købt de bøger, puslespil og notesbøger, som de havde brug for – ihvertfald for nu.

Derfra gik turen over på Rådhuspladsen, som slet ikke er tom mere, selvom der er langt til, at den rigtigt ligner sig selv. Den ene pølsevogn er dog kommet tilbage – og den bliver flittigt besøgt ligesom både sandwichbarer, burgerjoints og alle de andre steder, hvor folk kan købe noget at spise – enten til kontoret eller sammen med venner på bænke og andet.

Genåbningen er altså i gang – men Danmarksbloggen vurderer, at vi ikke skal glæde os for tidligt. For hvis folk ikke kan finde ud af at holde afstand – og hvis det hele går for stærkt, så ryger vi direkte tilbage i isolationen, og dét ønsker ingen.

Så Coronaen kræver altså stadig en masse af os. Dét skal vi være helt bevidste om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ebola – MRSA : 0 – 4

I Danmark er vi angste for ebola i én grad, så ordet hysteri er fristende at bruge – og endnu mere fordi vi allerede har en anden sygdom helt inde på livet i Danmark. En sygdom, som vi har så alt for mange gode grunde til at frygte: Nemlig MRSA.

MRSA – altså resistente bakterier – spreder sig i øjeblikket med alarmerende hast i Danmark, og det smitter ikke længere blot fra gris til menneske, men også fra menneske til menneske.

Havde det været en konkurrence sygdommene imellem om at udrydde flest mennesker, ville stillingen mellem Ebola – MRSA i Danmark pt. således være 0 – 4, hvis altså man måler i antallet af døde. Måler man i antal smittede, er tallet derimod 0 – 900+ (og vi tæller stadig – desværre).

Der er nemlig så vidt vides heldigvis endnu ingen danskere, der hverken er døde eller smittede af ebola, men der er 4 døde af MRSA alene i år – og mere end 900 smittede. Heraf de sidste 300 indenfor de sidste to måneder, så MRSA spreder sig hastigere end nogensinde før.

Og det er noget, der gør MRSA til en langt større trussel mod sundheden i Danmark end ebola (i hvert fald i dens nuværende form) nogensinde må formodes at blive.

MRSA er også langt sværere at bekæmpe – og her er de medicinske udfordringer de mindste. Den største barriere for at få udryddet MRSA hedder landbruget og deres konstante skelnen til pengepungen fremfor til menneskeliv.

Danmarksbloggen har skrevet om det før. Se indlæg her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5362

Men det er simpelthen så vigtigt, at det må gentages: MRSA er en tikkende bombe under det danske samfund og den danske befolkning – og vi kan ikke længere tillade landmændene at spille hasard med vores liv og helbred, blot så de kan tjene nogle få ekstra kroner.

Det er lige til at skamme sig over, især fordi vi har både den nødvendige viden og teknologi til at udrydde MRSA´en i Danmark, men desværre ikke den politiske vilje – og forståelsen ude i landbruget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk