Der var engang, hvor statsministeren sagde, at vi er nødt til at lære at danse med Corona.
Et generelt dårligt billede. For dans er noget godt. Kampen mod Corona handler om liv og død – og sygdom og lidelse.
Men lige netop i nat passede billedet med de dansede. Over hele landet stimlede unge nemlig sammen i hundredvis, ja tusindvis, for at feste, drikke, danse, råbe og more sig den sidste nat i lang tid, hvor dét kunne lade sig gøre.
Fest-steder som diskoteker og barer bød hjertelig velkommen – og bekymrede sig ikke et hak om, hvor mange de lukkede ind. Tværtimod – jo flere, jo bedre (indtjening). Så skift med at Omikron spreder sig som en præriebrand – og især netop ved fester og den slags.
”Vi skal fyre den max af,” sagde de unge til medierne. Og det gjorde de så helt tæt sammen med masser af andre i det, som lettere end du kan drikke ti shots, bliver til en dødedans med Corona.
Ikke for dem selv, for de unge skal såmænd nok overleve at få Corona, men for deres forældre – og især deres bedsteforældre. Men så langt kunne – eller ville – de unge ikke konsekvens-beregne.
De unge ville ikke hverken undvære eller behovsudskyde i nattens festivitas. Så hellere risikere andres liv.
Det er sindssygt og egoistisk. Både i sig selv i en Corona-tid, men endnu mere pga. den nye variant Omikron, som vi først lærte at kende for to uger siden, men som spreder sig med lynets hast – og som kommer til at overtage pandemien lige om lidt.
Og nej, det er ikke givet, at Omikron er mildere. Måske er den, måske ikke. Der er stadig mere, som vi ikke ved om den – end det vi ved.
Men vi ved, at antallet af indlagte i Sydafrika, hvor den startede, ikke er ti-doblet som SSI´s Ullum sagde det – men seks-doblet. Men det er også slemt nok. En seksdobling af indlagte i Danmark vil være tæt på 2.500 mennesker – og det siges fra hospitalerne, at vi har en absolut smertegrænse på 1.000.
Så ja, nattens fester, som mange steder blev markedsført som ”Den sidste fest”, kan blive den sidste fest. Ikke for de deltagende, men for de sårbare og gamle i deres netværk.
Gad vide om de unge vil forstå deres eget ansvar for, at det gik galt, når de sidder i kirken, og ser på bedstefars eller bedstemors kiste?
Og gad vide om diskoteker og andre feststeder er lige så klare til at tage ansvaret for den pga. dem eksploderende smitte på deres skuldre, som de er det til at forlange økonomisk kompensation? Danmarksbloggen tror det ikke.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk