En åbning der føles som en lukning

Danmark åbner forsigtigt op efter påske.

De små skal afsted igen – vistnok for at forældrene kan arbejde. For det er noget af et eksperiment med mange børn samlet på et sted som en vuggestue, en børnehave eller en skoleklasse.

Omvendt skal vi jo også få skabt den der flokimmunitet. Og det kan vi måske få ved, at de små sørger for at bringe smitten hjem til deres yngre forældre, der for langt hovedpartens vedkommende snildt kan tåle at blive smittet i modsætning til bedsteforældrene.

Så det er måske i orden.

Det er også godt, at ungdomsuddannelserne kan få en form for eksamen – så de kan få deres fine huer på. Også selvom det sker på en anden måde. De bliver dén anderledes studenter-årgang.

Sådan en ”krigs-studenter-årgang”, som livet igennem kommer til at huske deres studentertid for dens særlige intensitet og glød. En studentertid, der for dem kommer til at handle om så meget mere end et hak i huen, og hvor meget man kunne drikke.

Der vil komme mange minder og stor kunst ud af dén studenterårgang.

Men til trods for alt det så føles det alligevel som om, at sommeren slutter, før den er begyndt. At lynet slog ned i træet, og brændte det sort. At samfundet lukker én gang til.

For til og med august er der ingen markeder, ingen festivaler, ingen store forsamlinger – eller fejringer af fx Befrielsen, som i år er 80 år, eller Genforeningen, som i år er 100 år.

Tidligst i september sammen med efterårets komme kan vi nemlig – måske – samles igen. 2020 bliver derfor året uden Roskilde, uden Smukfest, uden Copenhell, uden Distortion, uden Pride, uden markeder, uden kræmmermarkeder – uden alt det sprudlende sommerliv, som danskerne glæder sig til, men som vi i år må klare os uden.

Man må håbe, at øvelsen virker, og vi får krammet på Corona-virussen. For så skal der festes hårdt og længe, tænker Danmarksbloggen. Det bliver én lang julefrokost, som i så fald starter til september og først slutter til næste påske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU bliver Coronaens største offer

Corona-virussen hærger som et dystopisk mareridt over Europa. Det ved vi. For det tales der om hele tiden. Det og så hvad de nationale regeringer gør: Grænser, der er lukket, skoler hvor eleverne er sendt hjem, udgangsforbud eller meget stramme regler for, hvor mange der må samles – og i hvilken retning de skal gå.

Men ingen – som i INGEN – taler om EU. EU prøver så at gøre noget med nogle økonomiske hjælpepakker, som ingen medier gider skrive om, og ingen borgere gider læse om. Der er også noget med, at EU køber fælles ind på verdensmarkedet, når det kommer til værnemidler, respiratorer og andre sundhedsprodukter – om end flere og flere EU-lande laver eksportforbud, når det kommer til værnemidler.

For når det kommer til bekæmpelsen af Corona, så er det hvert land for sig. EU sidder handlingslammet og småbjæffende tilbage. For det er de nationale tiltag, der virker, når vi skal stoppe denne satan.

Konklusionen er derfor: EU er fin nok i medgang – i hvert fald for de ressourcestærke grupper. For i modgang spiller EU fallit, og det er spørgsmålet, hvad der sker EFTER Corona.

Vil nationalismen blomstre i en grad, så vi vender ryggen til EU? Dét kunne man godt forestille sig. Coronaen dræber i tusindvis af europæere, men måske bliver virussens største offer EU.

I Danmark sammenligner vi os også med og søger mod de andre lande i Norden, selvom svenskerne agerer dumt i øjeblikket. Men det er alligevel med vores svenske og norske brødre og søstre, at vi føler fællesskabet.

For vi hører jo sammen her i Norden – og Sverige, Norge, Grønland, Færøerne, Grønland og Island er bare tættere på end det der EU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Livet er det bedste eventyr

Her på H. C. Andersens fødselsdag, d. 2. april, er det på tide med et eventyr.

Det bliver et eventyr om en verden, hvor mennesker kunne mødes og synge sammen i tusindvis, hvad enten det var til en rockkoncert eller en optræden med en verdenskunster som André Rieu.

Menneskene, som levede i dén verden, tog det som en selvfølge at kunne rejse, mødes og sammen synge, kramme og danse. Eller besøge templer for kunst og kultur, nyde skønne malerier og skulpturer, høre på foredrag og samtaler mellem kloge mennesker, besøge biblioteker og i det hele taget gøre alt det, som bringer farver og mening ind i livet.

Men de mennesker vidste ikke, hvor salige og lykkelige de havde grund til at være. Det ved de så nu.

For en lille satan ved navn Corona kom ind i deres luftveje og gjorde, at de måtte lukke ned for al musik, al lys, al kultur, al menneskeligt samvær, så de nu sidder bag lukkede døre, hvis ikke de er blandt de alt for mange døde.

For den fantastiske verden var vores – og det glitrende og strålende eventyr var vores virkelighed. En virkelighed og en verden, som vi nu savner og længes imod.

Men ved I hvad? En skønne dag får vi det hele igen.

Se fx her hvordan et ægte eventyr ser ud: Lys, mennesker, musik og kærlighed:

https://www.youtube.com/watch?v=YuH_90giGTQ&lc=z22murbxkxnltlk2gacdp43avqpp2cty4sbme5nlwehw03c010c.1584302727694870&feature=em-comments

Jeg kan ikke se den video i disse dage uden at blive våd i øjnene. Men jeg ved, at vi får det hele igen … og næste gang så tager vi ikke det gode liv for givet.

Næste gang så værner vi om livet, ikke i betydningen værnemidler som mundbind og håndsprit, men som i at værne ved at tænke os om, tage hensyn, sætte mennesker over profit og vise hinanden nærhed og ømhed.

For som H. C. Andersen sagde det: Livet er det bedste eventyr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fortsæt …

Der er ikke noget sværere end bare at sidde og vente – og ikke vide hvor længe. Men alligevel er det eksakt, hvad vi gør – og skal gøre i denne Coronatid.

Men på dagens pressemøde gav statsminister Mette Frederiksen alligevel de fleste af os en mulighed for at handle, nemlig ved at fortsætte med at holde afstand, så smittespredningen bliver ved med at være lav. Ja, den er halveret i forhold til midt i marts.

Så vi skal fortsætte med den nye livsstil – og lykkes dén manøvre, så kan vi ganske langsomt begynde at åbne samfundet igen efter påske – i faser. Arbejde på forskellige tider, ikke være så mange sammen på arbejdspladser og i skoler og den slags.

Men alt det gælder altså KUN HVIS VI BLIVER VED MED AT OPFØRE OS, SOM VI GØR NU … med at være sammen hver for sig.

Så det er det, som vi skal – og den danske regering, det danske folketing, de danske sygehuse, de danske virksomheder og alt det andet skal fortsætte som nu. Vi klarer det SÅ GODT.

Der var derfor også stor ros til alle danskere fra Søren Brostrøm. Men vi skal holde fast, fast, fast i de nye vaner en rum tid endnu.

For den danske måde at gøre det på virker – og hvor er undertegnede glad for, at det er en kapacitet, som Mette Frederiksen der står ved roret på dét skib, som vi bygger, mens vi sejler.

Et skib, hvor der kommer flere døde, og hvor vi ikke har toppet kurven endnu. Men vi er på rette kurs – hvis vi altså fortsætter som nu.

Og en ting er de ældre og udsatte, som bliver dem, der skal leve i isolation længe endnu. Som Mette Frederiksen sagde det: De svageste skal være de stærkeste i denne tid.

Det virker så uretfærdigt – og Danmarksbloggen er enig med Mette Frederiksen, som også sagde: Hjælp de ældre og udsatte, der er omkring dig, hvad enten du køber ind, sender en blomst, et brev eller ringer. Lad de ældre i din slægt vide, at du er dér. Det bliver der brug for i mange uger endnu.

Så som Yvonne fra Olsen-Banden ville sige det: FORTSÆT!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Flokimmunitet, ja men med en vaccine

Danmarksbloggen spurgte i går, om Sverige måske alligevel havde ret i deres måde at gøre tingene på her under Corona-krisen.

Se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11141

Det fik en af Danmarksbloggens trofaste skribenter til at poste et svar, som er så godt, at det i en revideret form – aftalt med forfatteren – fortjener at få sit eget indlæg. Det kommer her, og er endnu et indlæg i en debat, hvor ingen af os kender svarene – men hvor vi er på en rejse, hvor vi bygger skibet, mens vi sejler:

Flokimmunitet er helt sikkert det, der skal til – på sigt!

Men den kan opnås på anden måde end ved smitte, nemlig med vaccine. Og derfor kæmpes der også for at udvikle en sådan mod Corona-virussen.

Sverige er også befolkningsmæssigt skruet anderledes sammen end Danmark og mange andre lande. I Sverige er der store arealer, som er tyndt befolket. Og dér vil befolkningen i denne omgang muligvis ikke opleve sygdommen så meget.

Men i de store svenske byer vil det blive meget pasningskrævende med de mange patienter.

Og jeg vil nødigt være den overlæge på lungeafdelingen i Stockholm (som er det hårdest ramte område i Sverige), der skal tage stilling til, om 56-årige Per skal tages ud af respiratoren for at give plads til 70-årige Bengt. Fordi jeg vurderer, at Bengt har større overlevelseschancer, og vi har for lidt kapacitet!

Som jeg har forstået det, har den danske regering fået vedtaget en solnedgangslov om, at befolkningen kan tvangsvaccineres. Det kræver naturligvis, at en sådan vaccine findes inden lovens udløb om et års tid. Men mon ikke de fleste danskere er villige til en vaccine om et års tid, såfremt man finder en sådan?

Det kan meget vel være, at Sverige gør, hvad der er bedst for Sverige.

Men man kan tydeligt se, at det ikke er den metode, der ville være bedst i Italien, Tyskland eller Spanien, hvor de godt nok får opbygget flokimmunitet overfor Corona. Men hvor det også kommer med en stor menneskelig pris – både i form af døde patienter, men også af et sundhedspersonale, der gennemlever et helvede på jord.

Skrevet af: Ole Frederiksen

Note: Skal flokimmunitet opnås med Corona, skal 80-90% af befolkningen enten have haft sygdommen og dannet antistoffer – eller være vaccineret iflg. Jan Pravsgaard Christensen, som er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet: https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/professor-du-kan-sandsynligvis-blive-smittet-med-corona-flere-gange-i-loebet

 

Forsigtig optimisme

I nat går vi over til sommertid – og med hvilken nyhed i bagagen: Der er grund til forsigtig optimisme, når vi taler om Corona-virussens udvikling i Danmark.

Med andre ord: Strategien virker. Vi får den blide bakke og ikke det stejle bjerg.

Derfor kan der godt komme dage i april, hvor der dør 100 danskere om dagen, som tv-lægen Peter Geisling sagde det på DR for lidt siden.

Han beskrev også forløbet som en tur gennem en stor og mørk skov. Vi er stadig midt inde i skoven, og der er stadig lang vej ud. Men nu ved vi, at vi tog den rigtige vej, dengang vi stod ved korsvejen og skulle vælge, hvad strategi, som vi gik efter.

Men altså der er lang vej endnu – og de tre H´er gælder stadig:

Hold afstand

Hold hænderne rene

Hold ud

Danmarksbloggen er enig – og vil tilføje: Hold grænserne lukkede, indtil den her Corona er brændt ud.

Normalt er Danmarksbloggen ikke tilhænger af grænser og skel mellem mennesker. Men den nuværende virkelighed er så langt fra noget normalt, som det kan være.

Så selvom vi kan tillade os at være forsigtigt optimistiske, er det mere vigtigt end nogensinde at fortsætte med de nye vaner.

Så hold fast, hold ud og bliv ved. Så kan vi nemlig få skovlen under denne lede virus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sikkerhedsafstand – et fremmedord i Sverige

Lotte Broe er en af Danmarksbloggens trofaste skribenter. I øjeblikket befinder hun sig i sit hus i Sverige sammen med familie. Som dansker kan man nemlig sagtens rejse ind i Sverige. Det kan ALLE EU-borgere. Sverige har kun lukket grænserne for ikke-EU-borgere.

Lotte Broe skriver om hverdagen hinsidan:

Jeg bliver nødt til at sige det: Jeg forstår simpelthen ikke de svenske myndigheder!

Jeg elsker Sverige, mine svenske naboer og venner, og jeg er lykkelig for, at jeg kan udstå denne Corona-karantæne-isolationstid i mit dejlige, svenske hus med egen have og næsten uendelige muligheder for at gå ud i naturen uden at møde andre mennesker.

Men det begynder at føles mindre trygt, når man skal til byen for at købe madvarer. I supermarkedet i vores lille stationsby tumler folk rundt blandt hinanden fuldstændig som vanligt.

“Sikkerhedsafstand” er vist ikke en del af det svenske vokabularium, og med en henstilling fra myndighederne om at undgå forsamlinger på mere end 500 (ja: femhundrede!) mennesker er der ikke noget, der forstyrrer dagligdagen i den lille by.

Butikker, restauranter og barer holder åbent som altid. Nu henstilles det ganske vist, at al servering foregår ved bordene (ikke i baren) – men det slår ikke mange skår i hyggen hinsidan.

Folk samles, sidder/står tæt, og det er i det hele taget “business as usual”.

Og måske er det netop “business”, der er nøgleordet? Måske er den svenske regering ganske enkelt bange for at smadre næringslivet med alt for skrappe restriktioner!

Jeg ved det ikke, men en “kulturforskel” mellem Sverige og det øvrige Europa er blevet åbenbar.

Skrevet af: Lotte Broe

Nærmest en halv sejr

Et pressemøde i Statsministeriet uden nye stramninger, uden at skruen får et nøk mere som fx et udgangsforbud.

Det føles nærmest som en halv sejr – også selvom antallet af døde danskere er steget fra 13 til 24. Men det har noget med optællingsmetoden at gøre, sagde Mette Frederiksen, der talte om den stærke samfundskontrakt, som vi danskere har med hinanden, om det samfundssind, der udvises i disse dage – og som vi skal fortsætte med.

Danmarksbloggen er fuld af beundring for vores statsminister og den måde, som hun leder landet på. Hun er en ægte landsmoder …

Men altså ikke noget udgangsforbud, men danskere, danske politikere og danske virksomheder, der gør det bedste, som vi kan. Og det gælder også den påske, som venter – og hvor vi må udskyde alle de dejlige påskearrangementer til senere.

Man kan også sagtens spise påskefrokost i maj – eller juni. Og nu handler det om at få antallet af syge og døde så lavt som muligt, selvom det forventes at stige en tid endnu.

For epidemien forventes iflg. Søren Brostrøm først at toppe midt i april – dvs. vi er i slutningen af maj og begyndelsen af juni, før det her er bare nogenlunde overstået.

Påskeblomst, hvad vil du her, skrev Grundtvig i sin store påskesalme af samme navn.

Påskeblomsten var påskeliljen, som på Grundtvigs tid blev opfattet som en ukrudtsblomst, men som Grundtvig brugte som et billede på Jesus, der som bekendt genopstod påskemorgen.

Det bliver også påske på mange måder i Danmark dén skønne dag, hvor vores hverdag vender tilbage – også selvom det i begyndelsen sker i en ramponeret form.

For det tager tid at komme sig ovenpå sådan en omgang som den vi er igennem ligenu … men vi klarer det. Det gør vi. Det skal vi.

Så hvem ved? Måske kan vi pinsedag d. 31. maj og anden pinsedag 1. juni for fuld hals og lykkelige synge Grundtvigs store pinsesalme ”I al sin glans nu stråler solen, livslyset over nåde-stolen”.

For det bliver i sandhed liv, lys og nåde dén dag, hvor det her er overstået.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølsevognen i Nyhavn er åben

Danmarksbloggen var ude og gå en tur i solskinnet i går.

Ned til Nyhavn gik det i slalom, så der var mindst to og gerne flere meter mellem undertegnede og andre Corona-truede danskere på udgang.

Nyhavn er normalt et trækplaster af rang, og på sådan en solskinsfredag i marts et fluepapir af de helt store. Men i går var der langt imellem folk.

Dog var pølsevognen på plads – og endda åben.

Danmarksbloggen gik derhen – og stoppede en god meter eller to fra selve foderbrættet, hvor man normalt stiller sin Cocio og sin pølse. Men det må man ikke mere, fortalte pølsedamen.

Take-away-princippet gælder også pølsevognene, men de må godt have åbnet. Ejeren af pølsevognen havde kontaktet politiet, og havde derfor helt styr på reglerne, fortalte pølsedamen, der tog situationen med knusende ro.

Hun var således ikke særlig bange for at blive smittet. Heller ikke selvom ”jeg er lidt oppe i årene”, som hun sagde det. Hun sprittede også sine hænder godt af hver eneste gang, hun havde taget imod penge, fortalte hun.

Det var der så langt imellem. For indtjeningen var langt under, hvad den plejer. Helt nede på under 25 procent af normalt. Og det er skidt. Rigtig skidt.

For som pølsedamen sagde det: ”Det er nu, at vi skal til at tjene penge igen. Januar og februar er nemlig altid ret stille måneder. Men nu kommer foråret, og så plejer det at vrimle med turister – og danskerne er også mere ude.

Men sådan er det ikke i år. Turisterne er væk – på nær de få, som er strandede i Danmark, og de fleste danskere valfarter ikke til pølsevognene i denne Corona-tid.

Mange byboere har også forladt de store byer i Danmark, og er søgt ud i deres sommerhuse. Så os, der er tilbage i hovedstanden, har den – og pølsevognen – helt for os selv.

Alt for meget for os selv faktisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningen: Vi skal vise sammenhold ved at holde afstand

Dronning Margrethe d. 2. var mærket af Corona-situationens alvor, da hun tonede frem på skærmen og talte til nationen om den farlige gæst, Coronaen, der spreder sig som ringe i vandet i Danmark og i resten af verden.

Dronningen er sig sikkert også sin historiske rolle bevidst. Hun ved, at hun ligesom sin farfar, Christian d. 10., bliver et nationalt samlingspunkt nu, hvor hun appellerer til hver enkelt dansker om at tænke sig om og rette ind efter anvisningerne fra myndighederne.

Ja, hun sagde det ligeud: Vi skal vise sammenhold ved at holde afstand.

Og ja, det betyder, at vi må aflyse aftaler, fester, fødselsdage og alt muligt andet, som indebærer kontakt med andre mennesker.

Men sådan må det være. Og Dronningen løftede også den berømte pegefinger, da hun sagde, at alt andet var tankeløst og hensynsløst. At det kunne man simpelthen ikke være bekendt.

Hun har ret. Det er nu, at vi skal gøre en indsats – alle sammen, også de unge og stærke. For vi kan alle være smittebærere. Vi har alle et ansvar for at stoppe det her.

For som Dronningen sagde det om Corona og om situationen i Danmark: Det er den kæde, som vi SKAL bryde, og som vi KAN bryde.

Sidst det var så meget alvor i Danmark, skrev vi 1940-45 – altså 2. Verdenskrig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk