Pandoras æske og håbet

Da Pandoras æske åbnede sig, og alle dårligdommene fløj ud, og spredte sig i verden, så var der en lille skrøbelig ting tilbage, som fløj bagefter alle dårligdommene. Det var håbet.

Håbet, som bærer os oppe, når det hele ramler.

Dét med håbet er en smuk historie, som også gælder den Corona-virus, der stadig spreder sig, også selvom vi åbner samfundene op i den rige del af verden.

Men i resten af verden går det rigtig galt lige nu. Virkeligt galt og især i Sydamerika og Indien, hvor der hver eneste dag er flere døde og flere smittede, end der var dagen før.

Det hører vi ikke så meget om i den rige del af verden – men dét er virkeligheden.

Lige som det er virkelighed, at det stadig kan gå galt her hos os også – også mere galt end de små lokale udbrud, som vi har lige nu. Smitten kan så let blusse op igen. Så lad dårligdommene flyve forbi – og husk på, at håbet flyver med – lidt forsinket.

Giv dét håb gode betingelser. Giv kærlighed.

Så her er fem gode leveregler, hvis vi skal holde smitten under kontrol:

  • Gå til side, når du møder andre – og gør det med god margen, også til dem, der går foran dig.
  • Er I to eller flere, der går sammen, så gå bag hinanden, når I møder andre.
  • Besøg én ældre eller en i risikogruppen – men gå ikke ind hos dem, bliv udenfor og tag selv noget mad og drikke med – og ingen kram.
  • Vask dine hænder, når du kommer hjem.
  • Sprit dine hænder af, når du er ude.

Og husk: Vi i Danmark er så privilegerede, at vi faktisk KAN gøre det rigtige, nemlig holde afstand og god hygiejne. Det kan de ikke i de fattige lande i verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark kopierer den svenske model

Sverige har altid yndet at kalde sig selv for humanismens stormagt. Det lød også godt. Engang. For som det eneste land i Europa valgte Sverige trods Corona-virussens fremmarch at fortsætte samfundslivet næsten som normalt, da pandemien ramte. Ja, svenskerne veg ikke fra den fastlagte kurs med det åbne samfund, selvom Sverige allerede tidligt i pandemien havde mange flere COVID-19-døde end alle andre lande i Norden til sammen.

For i de andre lande – også Danmark – fik samfundssindet og solidariteten sammen med forsigtigheden en genfødsel. Også selvom man måske kunne have forventet, at mange flere lande ville lade egoismen definere vejen, lade de svage falde og dø, mens samfundstoget bruste videre. Men det skete ikke. Tværtimod valgte næsten alle lande livet over væksten, mennesker fremfor moneter.

Der var altså stadig civilisation og ansvarlighed tilbage i os mennesker. Dét skabte håb. Den endelige bundlinje var åbenbart alligevel ikke økonomisk betinget, men human – undtagen altså i det land, som kalder sig humanismens stormagt, men som har en historisk tradition med at vælge pengene.

Det gjorde Sverige i tiden 1940-45, hvor de samarbejdede med begge sider, både tyskerne og de allierede (svenskerne var også mest bange for russerne, og det er de stadig). Og det med at spille på flere heste fortsatte i de følgende årtier, hvor svenskerne nok tog imod mange flygtninge, men også havde gang i en omfattende våbenproduktion. Der er noget med svensk mentalitet, som rimer særligt godt på penge – også selvom de penge kommer med en menneskelig høj pris.

Man kan derfor også spørge, om det var tilfældigt, at dynamittens opfinder og stifter af Nobelpriserne svenske Alfred Nobel i sit testamente gjorde klart, at fredsprisen ikke skulle bestemmes af svenske institutioner og uddeles i Stockholm som de andre Nobelpriser – men at fredsprisen i stedet skulle bestemmes af norske folkevalgte og uddeles i Oslo (Norge var i union med Sverige, da Nobel skrev testamente).

Men tilbage til Corona-situationen, hvor Sverige er blevet voldsomt udskammet, og hvor kun meget få lande vil byde svenskere velkommen i denne sommer. Men holder den udskamning af Sverige stadig? Er Sverige stadig alene om at se på pengene først?

For man kan med rette på denne dag – eksakt tre måneder efter nedlukningen af Danmark – tænke over, hvad der tegner os lige nu, os her i lille Danmark: Samfundssind og solidaritet med de svage – eller selvtilstrækkelighed og skillinger?

For hvor forskellige er vi i grunden fra Sverige her medio juni 2020? Ikke meget, når man ser på den rasende hast, hvormed det danske samfund genåbner i øjeblikket -og den lethed, hvormed et steget smittetryk på 1,0 blev bortforklaret igår. For lige nu sker genåbningen – og måske også smitte-accelerationen – med en hast, som let kan ende i mange flere COVID-19-døde i Danmark – sådan á la den svenske situation.

For lige nu kopierer Danmark den svenske model fremfor at fortsætte med vores egen succesmodel fra foråret. Det er etisk forkert – og også økonomisk en rigtig dårlig idé. For det bliver meget dyrere at komme på fode igen ude i fremtiden, når først korthuset er faldet sammen, end det kunne være at holde fast i den forsigtige kurs …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SAS og den manglende solidaritet

Flytrafikken er hårdt ramt under Corona-krisen. Flyselskaberne har derfor også fået meget hjælp af staten. Mange millioner kroner i hjælp faktisk. Og hvordan betaler flyselskaberne så tilbage? Ja, et flyselskab som SAS vælger fra midt i juni at genåbne 20 ruter – heraf 16 fra Kastrup.

Det behøver så ikke at være et problem, hvis de ruter går til lande, man som dansker gerne må rejse til. Det drejer sig så indtil d. 31. august kun om Island, Norge og Tyskland. Men man kan også forsvare en rute til fx Bruxelles, hvor EU´s hovedkvarter ligger og andre steder, hvor vigtige beslutninger skal træffes, og forretninger skal laves.

Men ruterne til steder som Nice, Malaga, Mallorca og Athen åbner også lige om lidt. Og det handler ikke om transportere folk til hverken politiske beslutninger eller forretninger – men om ren ferietrafik til steder kendt som destinationer for sol, sommer og strand.

Det er etisk set så tordnede forkert at åbne ruter til lande, som myndighederne ikke anbefaler, at vi danskere rejser til.

For hvem sætter sig op i de fly? Det gør primært ressourcestærke danskere, som IKKE følger myndighedernes anbefalinger om IKKE at rejse på ferie sydpå, men som egoistisk vælger, at nu skal de til Grækenland, Frankrig eller Spanien for at få noget sol – og måske noget COVID-19, som de kan tage med hjem.

Sådan foregik det også, dengang sygdommen kom til landet i vinters. Der var det bare skiferie, nu er det solferie. Men resultatet er det sammen: De ressourcestærke rejser ud, og tager smitten med hjem, og så dør der endnu flere danskere, og det koster hele samfundet dyrt – men ja, de forkælede fik deres ferie.

Og SAS? Ja, de fik solgt flere billetter og vist, at når det kommer til stykket, så har SAS ingen solidaritet med det samfund, som hjalp selskabet gennem krisen. Ja, SAS fraskriver sig ethvert ansvar.

Fungerende pressechef hos SAS i Danmark Sille Beck Hansen siger således til Ritzau: ”Vi kommer ikke til at kontrollere, hvorfor folk rejser. Det er folks eget ansvar at vurdere.”

Moralen er i frit fald …

Læs mere her: https://www.dr.dk/nyheder/penge/sas-genabner-20-ruter-i-europa

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De ressourcestærkes ansvar for at holde Corona ude af Danmark

Skal de ressourcestærke tage Corona-smitten med hjem én gang til? Nej, vel?

For det var som bekendt de ressourcestærke danskere, som i februar rejste til Italien og Østrig på skiferie, der var ansvarlige for at bringe Corona-smitten til Danmark.

Og nu rasler de ressourcestærke igen med kufferterne.

For nu vil de afsted på sommerferie til sydens sol, og der er ingenting, der skal stoppe dem. Udenrigsministeriet ANBEFALER som bekendt også kun, at man bliver hjemme. De anbefaler også, at man ikke rejser til Sverige. Det har mange danskere så gjort alligevel hele Corona-tiden igennem.

Men det går altså ikke. Nu er det altså tid til at vise samfundsansvar og holde sig hjemme – også når grænserne delvis åbner igen 15. juni.

For ellers så risikerer vi en anden bølge til juli eller august – også denne gang sat i gang af de ressourcestærke, som uden at tøve følger deres egoistiske behov for ferie og ikke tænker på, hvad det koster, både målt i menneskeliv og i samfundsøkonomi.

Men voksne mennesker – og måske især ressourcestærke voksne mennesker burde være i stand til at udskyde behovet for sol, strand og sangria. Ikke at kunne det vidner om en umodenhed og en egoisme, som er generelt skadeligt for det fællesskab, som samfundet er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solidaritetens udløbsdato

Jeg har tit – især i de sidste ti uger med den nye Corona-virkelighed – tænkt over, om den danske solidaritet havde en udløbsdato – og i så fald hvornår.

Nu kender jeg og alle andre danskere svaret. Den danske solidaritet har en holdbarhed på ti uger. 70 dage. Ikke mere – ja for en del danskeres (nemlig dem som har brokket sig over ikke at kunne det, som de plejer) vedkommende markant mindre.

70 dage. Ti uger er nemlig eksakt den tid, som er gået, siden Danmark lukkede ned midt i marts. Dengang skortede det ellers ikke på flotte ord og erklæringer om solidaritet fra alle sider. Men nu er fokus på fællesskabet afløst af individuelle krav om at få vores normale liv tilbage, selvom virussen stadig hærger i samfundet.

Vi ser det i den nye Genåbningsaftale, som åbner stort set hele Danmark med nogle få undtagelser.

Vi ser det hos de politikere fra især blå blok – og hertil skal regnes de radikale, som har presset på for denne store Genåbning, der skal rulles ud nu i den kommende uge.

Og vi ser det i mange af de kommentarer, som kommer på de sociale medier, kommentarer som fx ”Det var også på tide. Åbn nu bare det hele. Vi kan ikke vente længere. Man bliver bims af at sidde herhjemme og ikke kunne en skid. Nu har det her varet længe nok. Gamle, udsatte, kronisk syge og andre må blive hjemme og holde sig inde, hvis de ikke kan tåle det. Vi andre vil have vores liv igen.”

Det er forstemmende at læse og høre på den slags. For det er jo de stærke, de unge, de yngre, dem som i reglen ikke skal på sygehuset, hvis de får COVID-19, som siger det her.

Det er de stærke, som ikke vil undvære et normalt liv længere. Og samtidig beordrer de samme stærke i hårde vendinger de svage og udsatte – dem med markant færre kræfter og chancer for at overleve COVID-19 – om at gøre det, som de stærke ikke selv magter længere – eller ikke gider længere i egoismens uhellige navn.

Det er ikke kun usolidarisk. Det er ulækkert og vidner om en total mangel på empati og medmenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona – allermest farlig lige nu

I går genåbnede store dele af landet, nemlig værtshuse, cafeer, restauranter, biblioteker og kirker. Godt nok skete det på andre vilkår end normalt, men nu kan man altså igen drikke en øl med vennerne eller en caffe latte, spise en brunch, låne en (dog i forvejen reserveret) bog og bede en bøn.

Danmarksbloggen har endnu til gode at besøge alle disse etablissementer, men gik forbi flere af dem og så de store, glade smil, som var på alle, der kom ud derfra – eller som sad udenfor ved små borde i den meget mørke og regnvåde forårsdag.

Og det så jo dejligt ud – og gav en tryg følelse af normalitet og hverdag, som vi ikke har kendt siden starten af marts.

Men det vakte også uro. For virussen er stadig derude, smitter stadig ligeså meget og på præcis samme måde som den har gjort hele tiden.

Corona er nemlig ikke besejret, bare fordi vi genåbner.

Vi er – indtil vi finder en vaccine eller en kur – nødt til at holde afstand og vaske/spritte hænder i den store stil. Men allermest er vi nødt til at TAGE HENSYN til hinanden og ikke bare mase på og leve, som vi gjorde førhen.

Og lige netop det at vi ikke skal falde tilbage i hverdagens vaner, har der aldrig været større risiko for end nu – og derfor er Coronaen allermest farlig lige nu. For det er nu, hvor mange fejlagtigt tænker ”at nu er kampen vundet”, at opmærksomheden slækkes – og så slår Coronaen til igen med et stigende og for stort smittetryk.

Så vær årvågen og hold afstand … og vask hænder. Så kan Danmark forblive genåbnet, ja åbne endnu mere op.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen turister, men blå himmel

Vi taler så meget om, hvad vi savner i denne Coronatid: At kramme, komme en tur i svømmehallen, gå på museum, se venner og familie og meget mere.

Men vi taler ikke så meget om det, som vi IKKE savner. Og det er for undertegnedes vedkommende blandt andet lyden af rullekufferter og det væld af turister, som året rundt invaderer vores hovedstad. Det er nemlig ganske befriende at have København for sig selv – uden alle dem med bykort, mobiler og selfiestænger.

For nok er de første Corona-ugers stilhed for længst forbi. Dagene med ro og tomme gader og pladser er en fortid, som man kan længes imod – men ikke ønske sig tilbage. Men alligevel har vi en tid endnu byen for os selv, og det er en fornøjelse, ligesom det er fantastisk at se op på himlen, som er mere klar og blå end den har været det nogensinde i min levetid.

Luftforureningen er også cirka 40% mindre, og der er næsten ingen fly – endnu i hvert fald.

Så nok er hverdagen så småt begyndt igen for de fleste, og trafikken på landjorden er også blevet mere normal igen, men den meget blå himmel har vi en tid endnu. Det gælder om at nyde skønheden. For det er desværre kun en stakket frist, inden rotteræset i hamsterhjulet begynder igen – og dermed også invaderingen fra andre lande.

For det kan godt være, at Corona-situationen er vores – måske eneste – chance for at trykke på reset, starte forfra som menneskehed og gøre planeten mere grøn og blå. Men når man hører på de politiske bulletiner, så er det tydeligt, at pengene vinder igen – og naturen og menneskeheden taber igen.

At alt bliver som før – bare med en historie om hvor slemt det var i Coronaens dage. Og ja, Coronaen er slem, især for dem som dør af COVID-19, eller er pårørende. Men der var også – i det mindste i begyndelsen af Corona-perioden – elementer af skønhed, en velsignet ro, en himmel mere klar og blå end set af noget nulevende menneske – og et naivt håb om en ny og bedre verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Befrielsen 75 år: Tænde lys, synge, mindes og håbe

Historikeren Palle Lauring, som var en ung mand under besættelsen, har engang sagt om Befrielsen: ”Vi følte, at vi fik et land i gave”. Jeg har altid tænkt, at det var både smukt og poetisk sagt. Jeg har også altid ment, at jeg – på en måde i hvert fald – forstod, hvad han og danskerne følte dengang om aftenen d. 4. maj 1945.

I dag – i Corona-virkelighedens knugende greb – ved jeg, at dét havde jeg ikke den mindste idé om.

Kun den, der har prøvet at leve på ubestemt tid i usikkerhed og med en konstant trussel på liv og hverdag, ved, hvad det vil sige at leve i en virkelighed, hvor normaliteten er sat afgørende ud af kraft, og man ikke kan andet end bare at hænge på. Det ved jeg nu, for sådan har jeg og alle andre danskere levet siden 11. marts.

Men jeg ved til gengæld stadig ikke, hvad det vil sige at blive befriet. For dér er vi ikke endnu. Vi er stadig midt i krigen mod Corona – og den lede fjende har vundet mange sejre, mange slag. Men måske vi har vundet det første slag med den foreløbige melding om, at lægemidlet Remdesivir kan afkorte forløbet og mindske dødsrisikoen.

Men vores Befrielse har vi endnu til gode. Så når vi i aften hører de berømte ord fra radioudsendelsen fra London: I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig, så skal vi vide, at vi ikke ved, hvordan det vil lyde, når vi en dag bliver frie igen.

Vi får heller ikke et land i gave, for det har vi allerede. Men vi får vores hverdag tilbage – og det bliver stort. Det bliver euforisk lykkeligt – og vi skal i aften tænde lys i forventning, i håb og til minde om dem, som levede sidste gang landet standede i vånde …

Så når stearinlysene blafrer i vores vindueskarme i den blå forårsaften, skal vi synge med på den landsdækkende alsang – sammen hver for sig. Og ingen sang er vel bedre end den blide og smukke ”En lærke letted” skrevet af apoteker Mads Nielsen fra Kolding.

For dén sang rummer det hele, både den enorme lettelse og den dybe taknemmelighed, som de følte dengang, og som jeg tror, alle nulevende danskere vil føle, når det bliver vores tur til at opleve vores Befrielse. Men i sangen huskes også dem, der døde, dem der led og stred.

Og det er helheden, der gør ”En lærke letted” til noget helt særligt. Det og så henvendelsen til Gud og forsikringen om, at vi danske lever i Guds hånd. For Danmark er stadig et kristent land – og regenten siger stadig: Gud bevare Danmark.

De ord klinger ekstra stærke en dag som idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skraldemændene fjerner Corona-affaldet – men har ingen værnemidler

Læger, sygeplejersker, lastbilchauffører, butikspersonale og personale på plejehjem får alle deres velfortjente hyldest i kampen mod Corona.

Men der er en gruppe, som alle har glemt, men som vi ikke kan klare os uden i kampen od virussen: Nemlig skraldemændene eller renovationsarbejderne, som de hedder nu.

Skraldemænd, som endda risikerer livet, når de arbejder med at fjerne vores allesammens skrald, også det fra landets COVID-19-afdelinger.

For hvad sker der egentlig med alle værnemidlerne og alt det andet, som landets COVID-19-afdelinger bruger i kampen mod Corona? Ja, det bliver selvfølgelig smidt ud. Som regel i plasticposer, der er pakket hårdt og bundet godt sammen, inden de bliver drønet ud.

Men hvem samler det hele op? Alle poserne fyldt med Corona-affaldet? Det gør skraldemændene. Men de skraldemænd har ingen værnemidler, for COVID-19-affald anses ikke som farligt affald.

Men som en skraldemand, Danmarksbloggen har talt med, siger det: ”Når vi henter skrald ved COVID-19-afdelingerne, så sker det, at disse poser fulde af affald med Corona-virus punkterer, så det flyder rundt med mundbind, kirtler og visirer – alt sammen med Corona-virus på. Og nok er virus ikke luftbåren, men det er alligevel meget utrygt at få sådan en dosis Corona-affald lige op i hovedet. For det får vi, når en pose punkterer – og det gør affaldsposer. Det er vi vant til, men vi er ikke vant til Corona.”

Skraldemanden, der hedder Michael Danielsen, fortsætter: ”Det gør heller ikke sagen bedre, at vi ikke har værnemidler. Corona-affaldet bliver nemlig ikke anset som farligt affald. Men nogle af os udsættes dagligt for store mængder Corona-affald, og så tænker man alligevel sit. Også selvom man som skraldemand er vant til lidt af hvert, og kan tåle det meste. For vores immunforsvar er normalt rigtigt stærkt på grund af, at vi hele tiden udsættes for diverse bakterier, vira og snavs. Men denne her Corona er anderledes og ukendt – også for os og vores immunforsvar.”

Danmarksbloggen er enig – og tænker, at vi som samfund har en stor opgave i at beskytte vores skraldemænd, som er lige så uundværlige som alle de andre grupper, der hyldes i kampen mod Corona. For til de grupper hører også skraldemændene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reportage: Genåbningen er i gang

Danmarksbloggen var et smut ude i vores hovedstad her tidligere i dag.

Der er sket meget siden de første ugers næsten totalt tomme gader og pladser. Flere forretninger er nu åbnet, og der står mange af de sædvanlige lokke-ind-skilte, tøjstativer, ja der er sågar stillet mannequin-dukker med undertøj ud på Strøget nede ved Storkespringvandet – og figuren af Fætter BR står der også igen.

Men lad os starte fra en ende af, nemlig med et besøg hos ørelægen, hvor tingene bestemt ikke lignede sig selv. Der var i venteværelset lavet ventebåse med afskærmninger af plexiglas, og ørelægen var i fuldt udstyr med visir, mundbind og så videre. For et par måneder siden havde det alt sammen virket meget voldsomt, men i de sidste snart syv uger har vores grænser for normalitet rykket sig mange gange.

Så ørelægen og jeg sludrede som sædvanlig, mens jeg fik ordnet det, som skulle ordnes. Emnet var dog Corona – og de manglende værnemidler, som Sundhedsstyrelsen ikke mente, at der var grund til at forsyne øre-, næse- og halslægerne med. Absurd og vanvittigt, når man tænker på, at netop de læger sidder tæt foran de kropsåbninger, hvorfra smitte kommer ud.

Derfra ud på gaden og hen på Strøget, hvor der var en del flere mennesker end sidst, jeg var dér for et par uger siden. Ja, der var faktisk så mange, at man med fordel kan installere en radar, hvis man er på Strøget, og gerne vil undgå at komme helt tæt på vildt fremmede mennesker.

For der findes desværre en del mennesker, som bare vader afsted uden omtanke og uden at sørge for at holde afstand. Så man udvikler en vis evne til at have et øje på hver finger, et ekstra øje i nakken, gå i slalom, steppe ind til siden og om nødvendigt gøre fuldt stop.

For de ubetænksomme og ligeglade fås i alle aldre og af begge køn. Omtanke og hensyn koster ellers ikke noget – men derfor kan det åbenbart godt mangle alligevel.

Der er også dem, som er så optaget af deres egne planer, som moderen til en pige på 6-7 år, der, mens jeg passerede dem, sagde til datteren: Nu skal vi i butikker. Det bliver godt. For de har været lukkede så længe, og nu vil vi altså ud og købe noget. Hvad dette noget var, blev ikke specificeret, men købelysten var i hvert fald enorm.

Venligheden findes også stadigvæk, som hos hende jeg så samle en anden kvindes solbriller op på Købmagergade, og række dem over til ejerinden – og så bagefter fornuftigt nok fiske håndspritten frem.

Jeg skulle så i Matas og hente noget solcreme, for det er jo dén tid på året, og også dér var der en del mennesker. Jeg spurgte ekspedienten om, hvorvidt kunderne kunne finde ud af at holde afstand. Hun var et meget diplomatisk menneske, og svarede: Nogle gange – og nogle gange ikke. Det er, som man ser det i medierne.

Jeg oplevede så den sidste slags i den første boghandel, som jeg var inde i for at erhverve mig min faste studiekalender. Af uransagelige årsager er jeg nemlig blevet ved med at bruge studiekalendere, selvom jeg blev færdig på universitetet i sidste årtusinde. Nå, men den havde de ikke (måske fordi de senere på dagen gik konkurs, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt).

Til gengæld var der som sagt to kvindelige kunder, som notorisk gik i vejen for andre – og overhovedet ikke tænkte sig om. En af dem fik også mig trængt op i en krog så eftertrykkeligt, at jeg bad hende om at gå lidt væk, så jeg kunne komme ud. Det gjorde hun – med et meget forbavset udtryk i ansigtet, som om hun tænkte: Skal jeg også tage hensyn?

Ja, det skal du – og det skal jeg og alle andre, som vi gjorde det i den anden boghandel, som jeg besøgte, og hvor jeg fik min kalender. Her spurgte jeg så, om de kunne mærke, at der var flere mennesker i byen. Men svaret var negativt. Nej, de havde faktisk færre kunder. Nok fordi de havde haft åbent hele perioden igennem, og nu havde de fleste købt de bøger, puslespil og notesbøger, som de havde brug for – ihvertfald for nu.

Derfra gik turen over på Rådhuspladsen, som slet ikke er tom mere, selvom der er langt til, at den rigtigt ligner sig selv. Den ene pølsevogn er dog kommet tilbage – og den bliver flittigt besøgt ligesom både sandwichbarer, burgerjoints og alle de andre steder, hvor folk kan købe noget at spise – enten til kontoret eller sammen med venner på bænke og andet.

Genåbningen er altså i gang – men Danmarksbloggen vurderer, at vi ikke skal glæde os for tidligt. For hvis folk ikke kan finde ud af at holde afstand – og hvis det hele går for stærkt, så ryger vi direkte tilbage i isolationen, og dét ønsker ingen.

Så Coronaen kræver altså stadig en masse af os. Dét skal vi være helt bevidste om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk