Dumhedens virus og abekopperne

De samme mennesker, som mente, at Coronaen bare var en influenza, som brokkede sig over mundbind og restriktioner, dengang Coronaen hærgede, er på banen igen i diverse debatter med kommentarer som:

Jeg skal eddermame ikke være et omvandrende vaccinemonster. Hellere en bøde end en nål i armen. Eller: Så nu har regeringen fundet på en ny ”sygdom”. Eller: Nu prøver de at skræmme os med abekopper – som om det var en rigtig sygdom. Samt: Det er ikke et tilfælde, at det er Bavarian Nordic, som har udviklet vaccinen. De skulle hedde Bavian Nordic.

Det er dumt med dum på.

Ja, verdens værste virus er dumheden. Det ikke at være i stand til at forstå fakta.

Som fx at Corona ikke blot var, men stadig er en pandemi (som vi i Danmark bare har godt styr på qua vacciner). Samt at abekopper er en helt anden sygdom, der normalt kun smitter fra dyr til menneske – men som nu tilsyneladende har muteret, og smitter mellem mennesker også.

Abekopper er så væmmelige, men der er håb om, at de kan inddæmmes. Det kan dumhedens virus tilsyneladende ikke.

Danmarksbloggen må nemlig desværre konstatere, at dumhedens virus stadig findes – og at oplysning, videnskab og fakta åbenbart ikke virker på de individer, som er ramte af den virus.

Tværtimod lader de mennesker hånt om viden og fakta. De er nærmest som de tre aber, der ikke ser, hører eller taler. For de mennesker ser ikke fakta, hører ikke på reel oplysning – og taler ikke sagligt.

Men det du´r bare ikke.

For viden og fakta er IKKE til debat. Viden og fakta er IKKE en holdning på lige fod med allehånde mærkelige teorier.

Men det kan de mennesker ikke forstå. Måske vi bare skulle stoppe med at fodre dem med saglighed. De er alligevel ikke i stand til at goutere det.

I mellemtiden kan vi andre blive klogere på abekopper, både smitteveje, symptomer og hvad man skal gøre som nærkontakt: https://netdoktor.dk/nyheder/hvad-er-abekopper.htm

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Storm x 2 på vej mod Danmark

Stormen ”Malik” nærmer sig. I skrivende stund ved ingen, hvor stærk den bliver – og hvor højt vandstanden kommer til at stå i de indre farvande.

Men det kan blive slemt med både vinde af orkan-styrke og stormflod. Det bliver så også godt igen om et par dage, når stormen er drevet over, er meldingen fra DMI.

Så heldige er vi ikke med den anden storm. Corona-stormen. Dén tænker mange så måske også er ved at være forbi.

Alle restriktioner (stort set) ophæves som bekendt fra på tirsdag d. 1. februar – og fra samme dag er Corona ikke længere en samfundskritisk sygdom til trods for, at smittetallene er dér, hvor en procentdel af Danmarks befolkning smittes dagligt – og man tilsyneladende godt kan blive smittet med Omikron mere end en gang.

Man må derfor – også baseret på pressemødet i Statsministeriet tidligere på ugen – konkludere, at håbet er en strategi hos regeringen i øjeblikket.

For to år siden – da pandemien ankom – hed det sig ellers fra statsministeren, at ”håbet ikke er en strategi”.

Men det er netop håbet, som er strategien nu:

  1. Håbet om at sundhedsvæsenet kan holde til a) så mange indlagte, som der er nu (langt over 900), b) så mange nyindlagte (mere end 300 om dagen), og c) så mange personaler, som skal bruge ekstra tid på Corona-smittede. For uanset om man er indlagt MED Corona eller HAR Corona, så kræver det ekstra tid af personalet at behandle en Corona-patient.
  2. Håbet om at der ikke kommer en ny variant, som banker immuniteten af banen.
  3. Håbet om at der ikke dør (for mange) af de ældre og udsatte (her er den virkelige kynisme gemt).
  4. Håbet om at smitten ikke stiger mere end at erhvervslivet og produktionen kan følge med – og børnepasningen og skolerne og alt det andet.

Danmarksbloggen skal være den første til at håbe på håbet.

Men skal håbet batte noget, skal det gå hånd i hånd med fakta og handling. Og her må vi konkludere, at pandemien stadig er sprællevende på en klode, hvor alt for få mennesker er vaccinerede – og hvor nye varianter har alt for mange steder, hvor de kan udvikles og blive stærke.

Så summa summarum: Vi er nødt til at have andre strategier end håbet, når vi taler om storme. Det har vi også med den storm, som handler om vind. Her bruger vi fakta og viden. Men hos den anden – Corona´en – er regeringen tyet til håbet. Det er en forkert metode.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå blok lader hånt om ældres og udsattes liv

Blå blok har INGEN ansvarsfølelse.

Der er – igen-igen – slået en ny smitterekord. I dag lyder tallet på 40.626 nye Corona-smittede på et døgn. Så man tænker, at nu er budskabet fra alle politikere og myndigheder: Stram ballerne – så kommer vi gennem det her.

Men der tager man fejl: Blå blok foreslår nemlig, at mundbindene skal afskaffes!!!

Lige præcis: Selvsamme dag, hvor næsten en hel procent af Danmarks befolkning bliver testet positive for Corona-smitte, vil blå blok have, at vi alle sammen skal udsættes for mere smitte!!!!!!!!!!!!

Men ingen mundbind vil betyde en væsentlig øgning i smitten. Så at afskaffe mundbindene giver minus mening.

Og nej, det hjælper ikke, at Omikron er mindre farlig end Delta. Omikron er nemlig stadig farlig. Ellers ville man heller ikke tilbyde stik no. 4 til de mest udsatte.

For man kan stadig både blive alvorlig syg og dø af Omikron.

Der er således også kun 36% mindre risiko for at blive indlagt, når man er smittet med Omikron fremfor med Delta.

Lav selv matematikken for hvad det betyder for antal indlagte. Og husk at: Da Delta huserede, og var på sit højeste, havde vi daglige smittetal på 4-5.000 smittede. Nu er tallet 10 gange højere.

Men blå blok vil altså gøre det endnu nemmere for smitten. Fordi mundbind er så besværlige, og vi er så trætte af dem!!!

Det er direkte uansvarligt at komme med sådan et forslag. Ja, det er at lade hånt om ældre og udsattes liv og levned, bare fordi nogen ikke kan lide at gå med mundbind.

FØJ, siger Danmarksbloggen. FØJ, FØJ, FØJ.

Blå blok tager intet ansvar og bekymrer sig minus om andre mennesker – i hvert fald de svage og udsatte. Det må man konstatere, selvom de siger noget andet. Men handlinger råber højere end ord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stjernehimlen som juletræ: Glædelig jul

Lev med det, siger vi på nudansk.

For vi er dér, hvor vi for andet år i træk ser ind i en jul, hvor det kan blive svært at skulle dele julens glæde med hinanden.

For det er ikke sikkert, at vi kan holde jul med vores kære. Mange – og flere i år end sidste år – vil være syge i morgen – på selveste juleaften – eller sidde i isolation, eller på anden måde tilbringe julehøjtiden uden juletræ, julemad og julegaver – og uden andre mennesker.

Så er det godt at huske på, at julen ikke kun er mad og samvær, selvom det for mange er det vigtigste.

Men at julen først og fremmest er historien om lyset, der blev tændt i Betlehem for 2021 år siden. Cirka.

Det essentielle er nemlig, at kærligheden kom ind i verden som et lille forsvarsløst barn, og verden tog ikke imod den.

Men kærlighedens mor elskede sit lille barn, svøbte det og lagde det i en krybbe. Og imens sang englene og stjernerne lyste – som de gør hver eneste nat. Og også her i 2021 for de mange, som sidder i isolation, er syge, sørger eller på anden måde lider i pandemien.

Så fat mod.

Dén store – ja, største historie nogensinde om at således elskede Gud verden, at han gav den sin enbårne Søn kan vi med glæde fortælle hinanden – eller os selv, hvis nu vi sidder helt alene i morgen aften.

Vi er også i godt selskab. Selveste H. C. Andersen har siddet alene en juleaften. I Berlin på et hotelværelse. Det var så ikke pga. en pandemi. Men alene var han – uden at ville være det. Så det var med bedrøvelse, at eventyrdigteren skriver i sin dagbog:

Stjernehimlen udenfor var mit juletræ det år.

Stjernehimlen som juletræ. Det havde Jesus-barnet, jomfru Maria, Josef, englene, hyrderne og alle dyrene på marken også. Så det er mere end godt nok til mig.

Glædelig jul …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nattens dødedans med Corona

Der var engang, hvor statsministeren sagde, at vi er nødt til at lære at danse med Corona.

Et generelt dårligt billede. For dans er noget godt. Kampen mod Corona handler om liv og død – og sygdom og lidelse.

Men lige netop i nat passede billedet med de dansede. Over hele landet stimlede unge nemlig sammen i hundredvis, ja tusindvis, for at feste, drikke, danse, råbe og more sig den sidste nat i lang tid, hvor dét kunne lade sig gøre.

Fest-steder som diskoteker og barer bød hjertelig velkommen – og bekymrede sig ikke et hak om, hvor mange de lukkede ind. Tværtimod – jo flere, jo bedre (indtjening). Så skift med at Omikron spreder sig som en præriebrand – og især netop ved fester og den slags.

”Vi skal fyre den max af,” sagde de unge til medierne. Og det gjorde de så helt tæt sammen med masser af andre i det, som lettere end du kan drikke ti shots, bliver til en dødedans med Corona.

Ikke for dem selv, for de unge skal såmænd nok overleve at få Corona, men for deres forældre – og især deres bedsteforældre. Men så langt kunne – eller ville – de unge ikke konsekvens-beregne.

De unge ville ikke hverken undvære eller behovsudskyde i nattens festivitas. Så hellere risikere andres liv.

Det er sindssygt og egoistisk. Både i sig selv i en Corona-tid, men endnu mere pga. den nye variant Omikron, som vi først lærte at kende for to uger siden, men som spreder sig med lynets hast – og som kommer til at overtage pandemien lige om lidt.

Og nej, det er ikke givet, at Omikron er mildere. Måske er den, måske ikke. Der er stadig mere, som vi ikke ved om den – end det vi ved.

Men vi ved, at antallet af indlagte i Sydafrika, hvor den startede, ikke er ti-doblet som SSI´s Ullum sagde det – men seks-doblet. Men det er også slemt nok. En seksdobling af indlagte i Danmark vil være tæt på 2.500 mennesker – og det siges fra hospitalerne, at vi har en absolut smertegrænse på 1.000.

Så ja, nattens fester, som mange steder blev markedsført som ”Den sidste fest”, kan blive den sidste fest. Ikke for de deltagende, men for de sårbare og gamle i deres netværk.

Gad vide om de unge vil forstå deres eget ansvar for, at det gik galt, når de sidder i kirken, og ser på bedstefars eller bedstemors kiste?

Og gad vide om diskoteker og andre feststeder er lige så klare til at tage ansvaret for den pga. dem eksploderende smitte på deres skuldre, som de er det til at forlange økonomisk kompensation? Danmarksbloggen tror det ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dobbeltmoral: Dét er kulturen

Omikron spreder sig med alarmerende fart i Danmark – men især i området omkring Viborg.

Viborg kommune havde således i går 35% af alle landets tilfælde af Corona forårsaget af Omikron-varianten.

Man ved også hvorfor, at det er sådan. Det skyldes nemlig en julefrokost, hvor 150 unge fra tre ungdomsuddannelser deltog. I skrivende stund har de 69 af dem fået beskeden: COVID-19-positiv med Omikron-varianten.

Det er en massiv mængde mennesker, som nu skal i isolation. For det er ikke kun de 69 unge, som Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler at isolere sig. Det er også deres nærkontakter – og deres nærkontakter igen, som skal isolere sig og testes.

Viborg kommune meldte så ud, at det ikke ville ske. At det var for mange mennesker at sende hjem, hvis kommunen skulle fungere – fx på ældreområdet.

Ja men, indvender den videnskabeligt tænkende, vil det ikke øge smitten med den stærkt smitsomme Omikron-variant? Jo, såmænd, er svaret.

Det her bliver dermed det første alvorligt store hul i et dige, som burde holde Omikron nede bare nogle få dage mere. Og vel at mærke et, som tages bevidst af en offentlig myndighed, selvom det bryder med anbefalingerne fra den offentlige myndighed, som tager sig af Corona-håndteringen.

Det var så samtidig forventeligt, at smitten ville bryde igennem, så længe vi stadig mødes på kryds og tværs – og i store grupper.

Men der er også en anden trist forventning, som gik i opfyldelse: Nemlig den fra medierne og politikerne manglende råben op omkring ”DÉT ER KULTUREN”.

For ingen taler om, at det er kulturen, som er skyld i, at Omikron for alvor spreder sig nu.

Men sådan er det. Det er kulturen, som er skyld i smittespredningen også denne gang. Kulturen forstået som i behovet for at mennesker søger sammen for at snakke, more sig og så videre.

Men det er åbenbart noget, der kun skal italesætttes, når det sker i Ishøj, og det er mennesker af såkaldt anden etnisk herkomst, som driver smitten via traditioner, som de fleste danskere ikke kender.

For når det er hvide kartofler fra Jylland, der holder julefrokost med rigelige mængder alkohol og grisekød, så er det bare rigtig uheldigt, at smitten blev spredt. Ja, så er det tilmed i orden at gå stik imod Styrelsen for Patientsikkerheds anbefaling.

HVIS IKKE DÉT ER DOBBELTMORALSK, så ved jeg ikke, hvad det er.  

For der burde gælde de samme regler for og de samme forventninger til Michael som til Muhammed, til Fie som til Fatima, til Viborg Kommune som til en moské i Ishøj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gratis læseprøve: En anderledes jul – og et tjek af traditionerne

En ny juletid starter i dag, men det sker stadig i Corona´ens skygge. Danmarksbloggen bringer derfor på de fire adventssøndage fire uddrag af undertegnedes julebog fra 2020 “Glade jul – også i en Corona-tid”, som kan købes her:

https://www.saxo.com/dk/glade-jul-ogsaa-i-en-corona-tid_epub_9788740440379

Prisen er i skrivende stund beskedne 37,50. Eller det samme som en flaske rødvin eller en pose Matador-mix.

Bogen om julens traditioner og med ideer til at holde en Corona-venlig jul er tilmed en e-bog, så den ankommer til dig med det samme – og helt uden smitterisiko.

Og her på 1. søndag i advent kommer altså den første af fire gratis læseprøver. I dag med kapitlet om, at man godt kan holde jul på en anderledes måde:

En anderledes jul – og et tjek af traditionerne

Jul bliver det – også i en Corona-tid. Men det bliver en anderledes jul i år, hvor mange vil savne en masse traditioner og måske også familiemedlemmer og venner.

Men denne Corona-jul kan samtidig være en oplagt mulighed til at re-tænke vores skikke og måske give vores jul et nyt indhold. For den danske juletradition nummer ét, som hænger lige så tungt i de danske hjem, som dansk julemad ligger i maven, er, at danskerne holder jul på samme måde hvert år.

Og ve den, der foreslår at spise eller gøre noget andet. Det er det rene jule-forræderi, synes de fleste.

Men Corona-julen kunne være en god anledning til at give julen et grundigt relevantheds-tjek:

Hvilke traditioner holder – og hvilke er lige meget?

Er det stadig sjovt med for eksempel pakkeleg – eller er det lidt anstrengt efterhånden?

Kunne vi spise noget andet end gris og and? Noget lettere? Mere grønt?

Og måske også noget andet til dessert? Måske den engelske julekage Christmas Pudding, der er fuld af tørret frugt, krydderier og alkohol som brandy, cognac eller rom. En julekage, som også giver en oplevelse, når den serveres. For så flamberes den typisk med brandy, så blå flammer står op, og skaber stemning i den mørke stue. Kombinationen af sødt, krydret, alkohol – og ild lyder også umiddelbart som noget, der kan tiltale danskerne, der som et af de få folkeslag sætter levende lys på juletræet.

For juletræet beholder vi formentlig. Men:

Kunne juletræet blive ét, som kunne genplantes? Det talte man meget om i 2019, hvor det ikke gik helt efter planen alle steder. Men ideen om et klima-rigtigt juletræ er stadig god.

Og hvem skal pynte juletræet? Skal det altid være moderen, som det er i mange hjem – eller kan det være børnene? Eller skal man gøre det i fællesskab?

Skal vi stadig alle sammen give hinanden en julegave? Eller kunne vi skære ned på forbruget? Også for klimaets skyld.

Skal vi have mandelgave – eller ej?

Og endelig den svære: Skal man absolut være sammen med alle i ens familie, også dem, som man ellers ikke ser resten af året – og måske ikke har så meget tilfælles med?

Julen er i bund og grund ment som en tid til fred og glæde, så man kan med fordel stille sig selv spørgsmålet: Hvordan skal min juletid indrettes, så det bliver en god tid? Og så finde svarene – og indrette ens jul derefter – også efter Corona.

I en husstand med flere medlemmer skal der selvfølgelig tages hensyn og være plads til mangfoldighed og rummelighed. Det er også julens dna. Heldigvis kan man komme langt med lidt smidighed. Ikke alle behøver fx at spise det samme, og man må gerne vælge at gå tidligt hjem fra en julefrokost med svigerfamilien, mens ægtefællen bliver osv.

Nogle af de løsninger, som den enkelte person eller den enkelte familie vælger, vil muligvis vække modstand fra de mere traditionsbundne kræfter i familien, men det skal man ikke lade sig gå på af.

Verden bliver ikke den samme efter Corona-pandemien, og det behøver julen heller ikke at blive. Vi kan godt lave en ny jul – delvis i hvert fald.

Det vil i så fald heller ikke være første gang.

For julens væsen er forandring, og mange af fortidens danskere ville næppe kunne genkende nutidens jul med dens glitrende juletræer, julegaver og gløgg.

Det gælder både vikingerne, som ofrede mennesker og dyr, middelalderens religiøse mennesker med adventsfaste, midnatsmesse og lange, hvide julelys – og dem, som levede i 1700-tallets bondesamfund med hvide jule-tekstiler på væggene og halm på gulvet, som de sov i julenat, fordi de døde skulle sove i sengen.

For julen ændrer sig – og vi med den. Og højtiden kan kun blive sjovere og bedre, hvis vi tør udvise noget jule-nysgerrighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det risikerer at ende med triage

Det er højsæson for Corona – igen.

Men vi taler ikke om Corona-elefanten i rummet. Ikke rigtig. Vi taler om dens snabel, som kan være smittetallene. Eller halen, som kan være de indlagte. Enkelte tør måske kort nævne kroppen, som kan være dem, der skal passe og pleje de syge.

Dem, som bærer det hele i denne pandemi: Lægerne og sygeplejerskerne.

Men det er kun kort, at vi berører den del. For vi ved jo godt, at læger og sygeplejersker er trætte. Ja, de er udmattede. Ikke desto mindre forventes det, at de endnu en vinter kan yde mere end maks.

Men det kan de ikke. Sundhedspersonalet er slidt og træt – og vi skal passe på dem.

Til gengæld kan – og skal – vi andre gøre noget:

  1. Gå med mundbind – selvom det ikke er påkrævet.
  2. Begrænse vores sociale adfærd.
  3. Blive hjemme, hvis vi – eller vores børn – er bare den mindste smule dårlige.
  4. Arbejde hjemme – hvis vi kan.
  5. Blive vaccineret, hvis ikke vi er dét i forvejen.
  6. Og er vi færdigvaccinerede, så sige ja, tak til booster-stikket, altså det tredje stik, når vi får det tilbudt.

Vi er nemlig nødt til at gøre mere, end vi gør nu – hvis ikke vi skal ende i en situation, der er værre sidste vinter.

For det er nemlig så slemt lige nu, at vi risikerer at ende i en triage. Og en triage er ikke for hverken børn eller voksne.

Triage er grumt, og det kan blive virkeligheden i Europa – og i Danmark – i den kommende vinter.

Triage er en situation, som man kender fra krige og pandemier og andre situationer, hvor samfundet er helt ude af de vante rammer. Triage går ud på, at man klassificerer de syge efter et benhårdt system, fordi ressourcerne er alt for små i forhold til antal ramte.

Kort fortalt så deler man i triage patienterne op i:

  • De døde. Et menneske kan kun placeres i denne gruppe, når en læge har konstateret, at døden er indtruffet. Medmindre det er helt tydeligt, at personen er død. Det er som regel lettere at se i en krig end i en pandemi.
  • Patienter – for hvem behandling vil være livreddende. Her handler det som minimum om livreddende førstehjælp – samt at stabilisere patienten efter ABCDE-principperne. Det er blandt andet at sikre, at patienten kan trække vejret. Her sætter man ressourcer ind.
  • Patienter – der kan klare sig uden øjeblikkelig behandling. Man skal som minimum sikre sig, at de patienter kan flyttes andre steder hen – eller klare sig uden behandling i en periode. Her sætter man ressourcer ind, hvis/når man kan.
  • Patienter – som kan klare sig uden behandling. Men også patienter – som skønnes ikke at kunne overleve, selvom de får behandling. Her sætter man ingen ressourcer ind. Ja, rigtigt. Ingen ressoucer.

Med andre ord: Hårdt pressede læger skal på få minutter vurdere, om en COVID-syg kan overleve eller ej. Om man skal bruge ressourcer eller ej. Og hvis, så hvad hjælp vedkommende skal – eller rettere kan – få i et system, hvor man ikke kan hjælpe alle, som har desperat brug for hjælp.

Det er et skrækscenarie. Et mareridt, hvor læger hele tiden skal vurdere, hvem der skal have en chance – og hvem det ikke nytter at gøre noget for.

Lægerne i lande som Italien og Spanien var igennem det i begyndelsen af pandemien. Nu kan det også blive virkeligheden for læger i Danmark. I Tyskland tales der helt seriøst om allerede nu at overgå til triage på de hospitaler, der ligger i de mest smitteramte tyske områder.

Og imens taler danskerne om julefrokoster, og at det ikke er rart at gå med mundbind – og andre petitesser.

Snotforkælede danskere, fristes man til at sige.

Situationens alvor er i hvert fald ikke gået op for de danske curling-unger, som findes i adskillige voksen-udgaver både på Christiansborg, i virksomhederne og alle andre steder i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om dén ulv, som ingen vil råbe

Halloween nærmer sig, så her kommer en lille grum historie fra virkelighedens verden:

De skumle tider er på vej tilbage. Skumle som i nedlukning, mørke, smitte, virus og død.

Og nej, der råbes ikke ulv uden grund. Tværtimod: Corona-Ulven står allerede oppe i skovbrynet og slikker sig om munden, mens den ser på danskerne, der som en flok ubetænksomme og ubekymrede børn løber rundt imellem hinanden – uden at holde afstand, uden at bruge mundbind, uden noget af alt det, som holder smitten nede.

For ja, vi er dér igen på det fæle sted, hvor smitten stiger voldsomt. Det samme gør eksperternes forsikringer om, at det ikke bliver så slemt denne gang. Det holder selvsagt ikke.

Det burde vi vide. For vi har været på de tynde løfters holdeplads før. Sidste efterår i 2020 helt præcist, hvor danskerne blev garanteret at – pga. mundbind, afstand, håndsprit og specielle regler for hvor mange vi måtte være på restauranter m.v. – det ikke ville blive lige så slemt som i foråret 2020. Det blev værre. Mange flere blev smittede, syge og døde i vinteren 2020-21 end i foråret 2020.

Helt konkret døde der 574 danskerne af Corona i månederne marts, april og maj i 2020, mens der døde 1.524 i månederne december 2020, januar 2021 og februar 2021. Altså tre gange flere end da pandemien ramte.

Men her i vinteren 2021-22 vil det ikke ske pga. vaccinationerne, lyder løftet, som godt kan klinge lidt hult.

For vi har at gøre med den tilsyneladende urørlige Delta-variant, som er tre gange så smitsom – og også mere sygdomsfremkaldende og mere dødelig – end den variant, som huserede sidste efterår. Og samtidig falder effekten fra vaccinationerne hurtigere end forventet. Man er ikke garanteret smittefri i seks måneder efter sidste stik – heller ikke selvom man er ung og rask.

Dét er virkeligheden. En virkelighed som de færreste vil se i øjnene – og det kan man godt forstå. For mennesker, som er sociale dyr, foretrækker et åbent samfund, hvor vi kan rejse, gå ud og være sammen med andre mennesker. Men lige nu er det åbne samfund med til at sprede en smitte, som vi kunne bremse med afstand, mundbind og ikke at være (så meget) sammen med (så mange) andre mennesker. Men det vil vi ikke.

Derudover er der om små tre uger kommunal- og regionsvalg i Danmark, og det rimer på ingen måde med flere restriktioner – og slet ikke med en nedlukning. Dels fordi det giver potentielt dårlige stemmetal til regeringspartiet Socialdemokratiet, som også står stærkt kommunalt, og dels fordi det rent logistisk vil være et mareridt at gennemføre en valghandling under en nedlukning.

Så Danmarksbloggens bud er, at man lader smitten løbe – og måske endda løbe løbsk – indtil EFTER d. 16. november (valgdagen). For inden da tør ingen råbe Ulv som i Corona, restriktioner og måske nedlukning.

Hvad der så sker om små tre uger – udover diverse politiske rævekager – ved ingen.

Men Danmarksbloggens bud er, at Corona-ulven på det tidspunkt har sendt bud efter nogle venner, så de er et helt kobbel af blodtørstige ulve, der er klare til at gå på rov i en dansk befolkning, som på det tidspunkt lettere end et vissent efterårsblad rammes bigtime af ikke kun Corona, men også influenza.

Vinterperioden 2021-22 kan dermed blive de værste måneder i pandemien. En ulvetid mere rå og kold, mere fuld af død, end vi har set det på noget andet tidspunkt i pandemien. Det er grumt. Det er skummelt.

Men det kan endnu stoppes – hvis vi tør råbe Corona-Ulv.

For: Der står en ulv oppe i skoven. Alle kan se den. Men alle lader, som om de ikke kan. For det er en Corona-Ulv, og ingen har lyst til at råbe Ulv – og risikere nye nedlukninger. Så hellere lukke øjnene og satse på, at smitten (som vokser eksplosivt) på magisk vis forsvinder af sig selv.

For vi er jo så trætte af Corona … men desværre er Corona ikke træt af os. Tværtimod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Frihedsweekenden

Det er en sjælden varm september måned i år – og i denne weekend mærkes den forlængede sommer også mentalt. Ja, den lever i sindet hos danskerne i det, som kan kaldes Frihedsweekenden.

For fra i fredags er alle – som i ALLE – restriktioner i Danmark hævet, og der skal ikke vises Corona-pas nogen steder. Noget, som danskerne har taget imod med kyshånd – og stor livsglæde.

Danmarksbloggen var derfor ude og gå i går aftes. En lille tur rundt i vores hovedstad København – og alle steder vrimlede det med mennesker. Mennesker, som sad på bænke, ved borde og alle steder, hvor man kunne være.

Kvinder og mænd i alle aldre, som drak og spiste, mens de grinede og talte sammen. Mennesker, som sad og hørte musik, som valsede rundt, som bare levede – og var sammen.

Glade, lykkelige – nærmest befriede.

Og fra de åbne vinduer i lejlighederne kunne man høre endnu flere glade stemmer, endnu mere musik.

Der var et leben og en jublen allevegne, som gjorde én aftenvandrer som undertegnede varm i hjertet og lykkelig i sindet.

Kontrasten til de iskolde vandringer, som jeg foretog i et totalt stille og totalt nedlukket København for halvandet år siden – i marts 2020, kunne heller ikke være større.

Og var man i Parken i København, som 50.000 var det, så kunne man høre den FØRSTE fulde stadionkoncert i Europa siden marts 2020. Det var med det danske band ”The Minds of 99”, som gav en særdeles forrygende koncert, som anmelderne kaldte euforisk.

Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen var til stede, og beskriver hele koncertoplevelsen sådan her: Helt vildt og festivalagtigt. Ja, man glemte Corona fuldstændigt. Der var ikke en snert af Corona tilbage.

Det var stort. Og en ekstra oplevelse var bandets nye sang ”Under din sne”. De 50.000 dansende og festende mennesker var begejstrede.

Og her i dag vrimler det også med mennesker på gader og stræder. Allermest lægger man nok mærke til de næsten 80.000, som sammen med kronprins-familien løber Royal Run i Sønderborg, Aalborg, Odense og København.

Så: Overalt i Danmark er der i denne weekend – Frihedsweekenden – mennesker, leben, glæde og smil – og Corona-tiden er som en lille sort sky ude i horisonten. En sky, som de fleste anser for væk for evigt.

Danmarksbloggen er ikke helt sikker, men håber, at de optimistiske har ret: At vi vitterligen har vaccineret os ud af pandemien, som i øjeblikket stadig hærger resten af kloden.

En pandemi, hvor Danmark er som en ø med lave smittetal og total frihed midt i et frådende Corona-hav.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk