Krigmuseet: Hvor er pigerne?

I overmorgen starter efterårsferien, og for første gang i halvandet år kan landets museer i en ferietid have åbent som før-Corona.

Således også Krigsmuseet i København, som tilbyder børn at være rekrut for en dag. Man kan således få uniform og en rygsæk på 30 kilo på – og følge et militærkort – præcis som soldaterne gjorde det i Afghanistan – før de rejste hjem, og Taliban overtog landet igen.

Når man ser plakaten for efterårets tilbud til børn, er det imidlertid ikke som at være tilbage i tiden FØR Corona, men som at være bombet tilbage til om ikke stenalderen, så dog 1950´ernes stereotype kønsrollemønstre.

For sørme om ikke det er fire raske gutter, vi ser på plakaten.

HVOR ER PIGERNE?

Det danske forsvar har i årevis haft kvinder, også på ledende poster – og også udsendt i krigsmissioner. Ja, det er i øjeblikket endda en kvinde (Trine Bramsen, Socialdemokratiet), som er forsvarsminister.

Men når Krigsmuseet skal lokke børnene ind i efterårsferien – så vælger man et billede med FIRE drenge og INGEN piger.

Det er en ommer. En kolossal ommer.

Når man går ind på Krigsmuseets hjemmeside https://natmus.dk/museer-og-slotte/krigsmuseet/det-sker/ , er der retfærdigvis fotos af piger. Piger, som fx imponeret ser på kanoner.

Altså igen kvinden i den klassiske og passive rolle, mens de fire gutter på plakaten er aktive i en grad, så de har voldsomme våben i hænderne. Våben, som hvis de er ægte og ikke blot attrapper, er så potente, at man kan spørge om det rigtige i at lade børn lege med dem – også selvom de våben (må man formode) selvsagt ikke er ladte.

Men HVIS man vil skyde, kan det lade sig gøre på skydebanen, hvor man kan prøve kræfter med de såkaldte NERF-guns, som nok er legetøjspistoler, men som laves så realistisk som muligt.

Det skal nok alt sammen blive en succes. Især hvis ingen stiller spørgsmålet: Er vi i gang med at opdrage en generation af danske børn til krig? Og ønsker vi det?

Danmarksbloggen vil gerne stille dét spørgsmål.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – om kvindernes skæbne i krig

I lørdags var det tid til den sjette og sidste samtale af ”Græske klassikere” på Glyptoteket. En samtale, som det var et privilegium at kunne nyde her midt under en pandemi, hvor kulturen mange andre steder i verden – også i vores verdensdel – er lukket helt ned. Og hvor ingen lige nu (mandag morgen) ved, hvad den snarlige delvise nedlukning i København vil betyde.

Men i lørdags var hovedstaden og Glyptoteket åbne. Og det var – som altid – litteraturkritiker Klaus Rothstein, der var ordstyrer på vegne af Hans Reitzels Forlag, og oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I lørdags var gæsten Robin May Schott, der er seniorforsker på DIIS.

Tragedien var Euripides ”Trojas kvinder”, som til dels er et rædselsvækkende og absolut feel-bad stykke, dels fordi tragedien beskæftiger sig med krigen set fra taberens synspunkt – og dels (og mest) fordi den handler om kvinderne og kvindernes skæbne.

Historien er denne: Troja er faldet, og de trojanske mænd er alle dræbt. Nu skal de overlevende kvinder med til Grækenland som grækernes slaver. Sådan gjorde man dengang. Ja, begrebet har endda sit eget ord Andrapodismos, som betyder slavetilgørelse.

Nogle af disse kvinder er Trojas tidligere kongefamilies kvindelige medlemmer, og de tackler nederlaget ret forskelligt: Dronningemoderen Hekabe er på scenen hele tiden, og vi følger hendes reaktioner på at opleve hele hendes liv, familie og verden gå i stykker – ivrigt sekunderet af koret, der også er kvinder, som spørger:  Hvad skal der ske med os? Ja, det samme som med alle andre kvinder fra Troja, nemlig et usselt liv som slave. Lykkelige være de døde, fristes man til at sige.

For det går skidt, undtagen (selvfølgelig fristes man til at sige) for elskerinden Den Skønne Helene, som ret beset var om ikke helt, så dog medskyldig i krigen, men som med list får lavet en stening af sig om til et evigt liv i luksus.

Men moderen Hekabe kommer til at dø ombord på Odysseus´ skib. Hendes yndlingsdatter Polyxena er allerede dræbt – ofret på Achilleus´ grav. Svigerdatteren Andromache, der var gift med den nyligt afdøde trojanske helt Hector, ønsker sig død fra start af – og endnu mere, da hendes lille søn dræbes af grækerne for øjnene af kvinderne. Andromache dør så ikke, og bliver også efter en tid som slave, gift igen og mor igen – og vistnok dronning. Og endelig er der Hekabes datter Kassandra, der er ypperstepræstinde i Apollon-templet. Hende vil kong Agamemnon have med hjem som sexslave – og det får han.

Kassandra planlægger så at dræbe ham og hævne hendes familie. For hun handler. Det gør Agamemnons kone Klytaimnestra også. Derhjemme venter Klytaimnestra nemlig, og hun er IKKE glad. Dels så ofrede Agamemnon deres datter for at få god vind på skibet til Troja ti år tidligere – og dels så tager man bare ikke en anden kvinde med i ægtesengen, så Klytaimnestra ender med at dræbe både Agamemnon og Kassandra.

Ægtesengen var i det hele taget kvindens domæne – altså den gifte kvinde. For nok kunne mændene voldtage og gå i seng med andre, men ikke i ægtesengen. Dér gik grænsen på samme måde som, at det er et problem, at en græsk soldat voldtager en kvinde på alteret i Pallas Athenes tempel i Troja. En ting er at voldtage. Det sker jo i krig, var den accepterende holdning. Men ikke på et alter til en gud eller en gudindes ære. Dét er bespotteligt, og det kan guderne straffe.

For guderne har det med at blande sig, men nogle gange blander de sig også udenom. Som de gør i ”Trojas Kvinder”, hvor der er så mange døde og så meget liv, som er blevet knust. Men guderne er ligeglade. De kommer ikke ind, redder nogen eller giver en morale – de er bare fraværende.

Vi mennesker er overladte til os selv. Og det er på mange måder nærmest nutidigt. Man kommer til at tænke på Jean-Paul Sartres ord om, at ”mennesket er dømt til frihed”. En frihed som vi måske ikke kan håndtere – og så begynder vi som en anden stor eksistentialist Samuel Beckett skrev det ”at vente på Godot”. Grækerne ventede ikke. De gjorde kort, hård og brutal proces med deres fjender – som mennesket altid har gjort det til alle krige. For krigen har ingen regler. Det er naivt at tro noget sådant.

”Trojas kvinder” er i virkeligheden tredje del af en trilogi, hvor der desværre ikke er noget bevaret fra den første, som handlede om Prins Paris og optakten til krigen – og kun stumper findes fra den anden om selve krigen, Odysseus og Palamedes, som Odysseus får stenet via en falsk anklage (et af verdens mest kendte justitsmord). Når det er sagt, skal man med Marcel Lysgaard Lechs ord huske, at en mand som Odysseus i tragedierne typisk er et svin, mens han er en helt i de episke digte – og at han som regel har ret i sine vurderinger af en situation. Sympatisk er han bare sjældent.

”Trojas kvinder” blev uropført i 415 f. Kr i teatret i Athen til den klassiske forårsfest til guden Dionysos ære, hvor der altid var en konkurrence om det bedste teaterstykke. ”Trojas kvinder” blev no. 2., men blev spillet mange gange i de næste mange hundrede år over hele Grækenland – af og til med tilføjelser af andre.

Så længe der er krig på jord, er tragedien også aktuel. For så længe der er krig, er der kvinder (og mænd), der mister alt. Og som vi har set det også i moderne tid fx i Syrien, så bliver kvinder stadig voldtaget, bortført og solgt som sexslaver, som det skete i stor stil under Islamisk Stats terror-regime. Men inden nogen skriger typisk, muslimer – så skal det nævnes, at ifølge FN bruges seksuel vold som et målrettet våben i moderne krigsførelse over hele kloden. Vi så fx sex som våben i Eksjugoslavien, og styret i det langt overvejende buddhistiske Myanmar udøver det lige nu mod det muslimske Rohingya-folk.

Så faktisk burde ”Trojas kvinder” opføres i vores tid, som mere end nogensinde har fokus på kvinder og kvinders rettigheder – og på mænds. For mænd og kvinder er ikke så forskellige – og kvinder har fx altid deltaget i krige, både som soldater, kokke, læger, sygeplejersker, prostituerede – og hjemme været i gang med at producere våben. Men kvinders indsats og bidrag i de forskellige krige er ikke – præcis som kvinders indsats indenfor så mange områder – hverken ordentligt belyst eller kommunikeret godt nok ud.

Men kvinder har altid været andet og mere end mødre, hustruer, døtre og ofre. Kvinder har også altid – som en anden Kassandra handlet – eller villet handle. Den græske digter Aristofanes beskriver også i komedien ”Lysistrate” fra 411 f. Kr (den er altså kun få år yngre end ”Trojas Kvinder”), hvordan kvinderne sexstrejker for at få mændene i både Athen og Sparta til at stoppe den peloponnesiske krig.

Det er så den klassiske historie om kvinden som fredskaberen, som vi også skal væk fra. For ellers ryger vi lige i køns-fælden, og tillægger kvinden de klassiske feminine dyder. Men kvinder skal kunne være højtråbende, voldelige, skabe ufred og uro – og stadig blive betragtet som fuldt ud kvindelige – lige som at mænd skal kunne være bløde, følsomme og diplomatiske uden at være ”kvindagtige”.

Det handler om holdning – og om magt (for seksualitet har også en magt, og magten har en seksualitet). Samt om give lige adgang til uddannelse og det politiske liv, men også til medier og finanser. Der mangler endnu meget. Så er vi slet-slet ikke i mål med nogen ligeret – og indtil det sker: Så gik de trojanske kvinder forgæves ned til grækernes skibe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

11/11: 100 år siden 1. verdenskrig – og hvad nu?

På søndag er det 100 år siden, at 1. verdenskrig sluttede. Rædslerne i skyttegravene, som kostede en hel generation unge mænd livet, var forbi, og nu skulle der ikke længere være krig, troede mange.

De tog så fejl. Kun godt et par årtier senere startede 2. verdenskrig, som var en endnu mere forfærdelig krig.

Siden har vi – i Norden og i Vesteuropa – været forskånet for krig. Men der er mange, som i nutidens populisme og nationalisme ser paralleller til det, som skete i 1930´erne, og som derfor mener, at en ny krig kan være forestående.

Danmarksbloggen er enig – det trækker op til storm. Men vi kan ikke bare oversætte det, som skete i Europa i 1930´erne én til én med det, som sker i dag.

Ja, vi har stigende nationalisme.

Ja, vi har stigende populisme.

Ja, vi har stigende ulighed.

MEN:

Vi har også internationale forpligtelser og samarbejder, som er meget mere omfattende og forpligtende, end det bare tilnærmelsesvist var dengang.

Og nok har vi nød og elendighed – også udenfor enhver rimelighed i så rigt et samfund som vores, men ikke i samme grad som dengang.

TIL GENGÆLD HAR VI OGSÅ:

En religiøs konflikt mellem muslimer og gammel-europæere, som i sig selv kan være ganske sprængfarlig.

Internationale virksomheder, som er udenfor demokratisk kontrol, men som spiller en stor rolle i vores hverdag.

Konklusion: Vi sidder altså med en anden slags konflikt i 2018 – og også en anden slags befolkning. En europæisk befolkning, som er mere optaget af forbrug og selviscenesættelse end af ideologier og politisk kamp. Dét er så et problem for vores demokrati, som kræver aktive medspillere og en stadig udvikling, men det er godt i forhold til den manglende lyst til at gribe til våben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Erdogan laver en Hitler

Erdogan lavede en Hitler i går. Han brugte demokratiet til at afvikle demokratiet, og det på trods af, at selvsamme Erdogan ellers har været både glad for og flittig med at kalde europæerne nazister.

Men Erdogan er selv betragteligt tættere på, når han bruger terroren og et demokratisk valg til at indføre diktaturet. Hitler gjorde nemlig noget tilsvarende i 1930´erne ifbm. den påsatte Rigsdagsbrand og det tyske rigsdagsvalg i 1933 – og så var kursen sat mod stormagtsdrømme og verdenskrig.

Nu kan Erdogan nok ikke starte en verdenskrig, men han kan puste til ilden, og han har ihvertfald drømmene intakt om at genskabe Tyrkiet som i det gamle Osmanner-rige.

Så det er en farlig vej, som Tyrkiet er slået ind på, hvad også næsten halvdelen af alle tyrkere bosat i Tyrkiet vidste, da de i går stemte NEJ til at give Erdogan mere magt – og måske var de i virkeligheden mere end halvdelen. Udbredte rapporter om valgsvindel tyder i hvert fald på det. Og så har vi ikke engang talt om det uretfærdige i den måde, som valgkampen er blevet ført i tyrkiske medier på, hvor ja-siden har haft ti gange så meget taletid – og hvor Erdogan-tilhængere er blevet kørt ind i busser for at tiljuble ham til lukkede valgmøder i byer, der ellers var tilhænger af et nej.

MEN i Danmark har 6 ud af 10 tyrkere med stemmeret stemt ja til Erdogan. Der er altså tale om mennesker, der selv lever i et åbent demokrati og et frit samfund, men som stemmer til fordel for diktatur-lignende tilstande i deres oprindelige hjemland. Men i modsætning til i Tyrkiet risikerede ingen af de i Danmark bosiddende tyrkere hverken deres job eller at komme i fængsel, hvis de stemte nej. De har altså stemt ja, fordi de mener, at det er en god idé med denne centrering af magten, der på mange måder bliver et direkte diktatur.

Danmarksbloggen er derfor også ret bekymret for, hvordan disse mennesker mener, at Danmark skal udvikle sig. For demokratiet er en grundsten i Danmark – og hvis man ikke kan gå ind for demokrati, ligeret, åbenhed, plads til forskellighed og frihed, så bør man måske overveje, om man bor det rigtige sted. Det er så en sag for den enkelte, som vi andre ikke skal blande os i.

Hvad vi til gengæld både kan og skal fokusere på er at holde demokratiets fane MEGET højt, således så vi både kræver det samme af alle her i landet – og giver alle de samme muligheder, men ingen særbehandling af religiøse eller politiske årsager. For det må aldrig blive et problem at være muslim eller tyrker eller noget andet for den sags skyld i Danmark – men lige ret og lige pligt for både Per og Ali, for både Lise og Fatima. Sådan skal det være.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Mareridts-listen og populismen

Verden har ikke i flere år været så usikker og urolig, som den er nu. Danmarksbloggen bringer her en liste over nogle af de mareridt, som kan sætte en hel verden i brand.

For tænk hvis …

* Rusland angriber Vesten … og ikke kun Ukraine

* Erdogan angriber Vesten … på mere end bare ord og tomme trusler

* USA vender ryggen til Europa – de er allerede godt i gang

* Kina og/eller USA besvarer Nordkoreas provokationer med militærmagt

* Kina og USA bliver uvenner

* Krigen i Syrien breder sig til hele regionen – og inddrager også Israel

* Flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Afrika mod Europa eksploderer

* Terroren i Vesten vokser markant

Otte kriser, som indbyrdes også hænger sammen på kryds og tværs – og som sammen med den stigende ulighed i samfundet er årsagen til, at de såkaldte populister står stærkt. For det gør de – også i Holland, selvom Rutte stadig er leder af landet. For Wilders gik frem ved det nylige hollandske valg – og havde Rutte ikke overtaget dele af Wilders holdninger, så havde han ikke fortsat siddet på taburetten.

Vi ser det også i Danmark, hvor Socialdemokratiet på mange måder har nærmet sig Dansk Folkeparti. Så nej, populismen tabte ikke i Holland. Den vandt – som den også gjorde det i Danmark for snart to år siden, og som den formentlig også vil gøre det i Frankrig og Tyskland – trods at den nyudnævnte leder af SPD Martin Shulz allerede nu kaldes Europas svar på Bernie Sanders og holdt en fantastisk god tale i går.

Men der skal mere til end flotte ord og likes på Facebook, hvis kursen mod kaos skal ændres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Danskerne glemmer, at vi er med i krigen

Så er Danmark for alvor gået i krig – eller hvad? Et flertal i Folketinget stemte ihvertfald i går for, at såvel flere fly som 400 soldater skal til Irak og Syrien for at bekæmpe Islamisk Stat.

Men i virkeligheden er der ikke tale om noget nyt, men blot en fortsættelse af den aktivistiske udenrigspolitik, som nu i mere end 15 år har været normen i dansk politik – og som afløste flere årtier med en mere pacifistisk tilgang til sagerne.

Verden er så heller ikke den samme som i sidste årtusind. Den famøse septemberdag i 2001 – 9/11 – ændrede og omdefinerede alt, også idag, snart 15 år senere.

Danmarksbloggen er derfor heller ikke den første – og næppe den sidste som skriver dette: Men hvor er accepten – og debatten – omkring det faktum, at Danmark er en krigsførende nation?

Indimellem rammer det os. Når en kiste dækket af Dannebrog kommer hjem og bliver båret ud af et fly – eller når soldaterne mindes og hyldes d. 5. september. Eller måske når frygten for et terrorangreb kommer op i os.

Men ellers så glemmer danskerne, at vi er en nation i krig. Vi tænker og snakker nemlig aldrig om det faktum, at vi nu på andet årti er en krigsførende nation. Og det er for dårligt. For det vedrører på den ene eller anden måde os alle sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det ulmer – også – i Danmark

Forleden var der et indslag på DR omkring, hvordan det ulmer i Sverige, hvor der har været mere end 50 forsøgte mordbrande på asylcentre – og hvor medier og myndigheder har mørkelagt sager om udlændinge, der har forulempet unge kvinder og piger til rockkoncerter og i svømmehaller.

Korrespondenten mente derfor også, at det måske blot var et spørgsmål om (kort) tid, før der ville ske slemme ting og sager … i vores broderland vel at mærke. Den endelige konklusionen på indslaget var nemlig, at så slemt er det jo heldigvis ikke i Danmark.

Danmarksbloggen kender dele af Sverige ret godt, blandt andet Malmø-området og Stockholm-området, og ja, der er store problemer med visse boligområder i og især omkring de to byer (samt i Göteborg og andre steder). Steder, hvor der findes parallelsamfund, præcis som dem som vi kender fra Gjellerup, Tingbjerg, Mjølnerparken, Kokkedal, Vollsmose osv.

Men at hævde at det ulmer mere i Sverige end i Danmark er en påstand taget ligeså meget ud af det blå som de der såkaldte private “vagtværn” som fx Soliders of Odin, der hævder, at de vil “beskytte danskerne”, men som ikke er andet end en flok bøller og voldsmænd.

Så jo, fremmedhadet, hadet mod Vesten, volden – og krigen – ulmer ligeså meget i Danmark, hvad gårsdagens anholdelser af fire i Danmark boende mænd mistænkt for at være hvervet af IS også viser.

Og truslen mod samfundet kommer fra BÅDE fundamentalistiske muslimer og den hvide højrefløj. Begge grupper lever i en formørket verden, hvor volden er et accepteret middel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krig på vej?

Noget tyder på, at vi er ved vinde over Islamisk Stat – eller er vi?

Jo, måske nogle steder nede i højdedragene i Syrien og Irak, hvor især engelske, franske og russiske styrker i de seneste uger har fået gjort kål på en del.

Men imens render femte-kolonne-folk frit rundt i Vesten – og de er svære at se, da de svømmer i folkehavet, som den kinesiske kommunist-leder Mao sagde det om potentielle terrorister.

Læg dertil den stigende polarisering og dæmonisering, der sker mellem muslimer på den ene side og kristne og andre vesterlændinge på den anden – og konklusionen er desværre, at det slet ikke er slut.

Måske tværtimod. Krigen er allerede i Mellemøsten – men kan den begrænses til dér? Danmarksbloggen tvivler mere og mere.

Og hvad sker der, når foråret kommer – og flygtningestrømmene eksploderer? Så skal alt det, der sker her i vinterens kulde ved Europas grænser og på gader og torve i vore byer, ganges med 100. Det er så skræmmende, så skræmmende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lunten, der ikke vil slukke

Bomber og terrorskydninger kunne ikke gøre det – men flygtningestrømme og seksuelle overgreb kunne: Skabe en lunte, der ikke vil slukke.

En lunte skabt af uberettigede fordomme om religion og mennesker, men også berettiget viden om forskelle indenfor især kvindesyn og ligeværd. En lunte skabt af alle mulige sande og falske påstande, som nu væves ind og ud af hinanden – men som ikke desto mindre har skabt en lunte, der ikke vil slukke.

En lunte, der brænder over hele Europa – og som er så tæt på at sætte hele verdensdelen i brand …

Kan vi slukke den lunte? Måske – men det kræver en indsats på tværs af samtlige lande i Europa og de rige arabiske lande, og en sådan alliance er desværre mere usandsynlig pt. end nogensinde i en tid, hvor vi ikke længere ser mennesker, men hvor frygten har lukket vores øjne – og vore hjerter.

Vi er på vej mod noget, der har krigen i sig  …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De danske ligegyldigheder

Danmarksbloggen undrer sig her på årsdagen for terror-angrebet på Charlie Hebdo.

Krigen raser for fuld styrke i Mellemøsten, hvor en ny konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien truer med at kaste endnu mere brænde på et bål, der i forvejen blusser voldsomt flere steder i regionen. Flygtningestrømmen til Europa er som en konsekvens deraf enorm. Europa lukker sig i højrenationalistisk selvtilstrækkelighed. Internt i Europa er der afbrændinger af flygtningecentre, umenneskelige flygtningelejre, terror-angreb og senest sex-overfaldet på 100 tyske kvinder i Köln.

Det er med andre ord alvor det her. Vores del af verden har ikke været så farligt et sted siden 2. Verdenskrig. Der skal handles – og vises lederskab og medmenneskelighed, men også at vi står fast på friheds- og demokrati-rettighederne.

Og hvad bekymrer danskerne sig så om? Jo, nogle af de mest læste artikler i de seneste dage har handlet om fx en forarget kunde, der brokkede sig over en dansk webshop, der gav hende et arrogant svar på en henvendelse. Andre om hvorvidt tv-serien ”Badehotellet” minder om national-ikonet ”Matador” eller ej. Sagen om prinsgemalen kan også stadig hidse folk mere op end det burde kunne, at en 81-årig går på pension. Overtroen er også populær i form af artikler om den nu afdøde bulgarske spåkone, der kom med så uendelig mange profetier, at nogle af dem måtte gå i opfyldelse. Nå, ja – og så selvfølgelig artikler og tv-indslag om sneen, som ret beset er noget, der i hvert fald nogle år endnu kan forventes i Danmark om vinteren.

Vorherre til hest!!!! Verden brænder – og danskerne bekymrer sig om ligegyldigheder.

Det er historien om erstatningskaffen og de manglende bananer fra 2. Verdenskrig om igen. Men ved I hvad? Denne gang slipper Danmark ikke ligeså let igennem, medmindre vi dropper navlepilleriet og får skeen i den anden hånd og træder ud på verdensscenen og tager vores ansvar – og det gælder både politikerne og os almindelige danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk