I lørdags var det tid til den sjette og sidste samtale af ”Græske klassikere” på Glyptoteket. En samtale, som det var et privilegium at kunne nyde her midt under en pandemi, hvor kulturen mange andre steder i verden – også i vores verdensdel – er lukket helt ned. Og hvor ingen lige nu (mandag morgen) ved, hvad den snarlige delvise nedlukning i København vil betyde.
Men i lørdags var hovedstaden og Glyptoteket åbne. Og det var – som altid – litteraturkritiker Klaus Rothstein, der var ordstyrer på vegne af Hans Reitzels Forlag, og oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I lørdags var gæsten Robin May Schott, der er seniorforsker på DIIS.
Tragedien var Euripides ”Trojas kvinder”, som til dels er et rædselsvækkende og absolut feel-bad stykke, dels fordi tragedien beskæftiger sig med krigen set fra taberens synspunkt – og dels (og mest) fordi den handler om kvinderne og kvindernes skæbne.
Historien er denne: Troja er faldet, og de trojanske mænd er alle dræbt. Nu skal de overlevende kvinder med til Grækenland som grækernes slaver. Sådan gjorde man dengang. Ja, begrebet har endda sit eget ord Andrapodismos, som betyder slavetilgørelse.
Nogle af disse kvinder er Trojas tidligere kongefamilies kvindelige medlemmer, og de tackler nederlaget ret forskelligt: Dronningemoderen Hekabe er på scenen hele tiden, og vi følger hendes reaktioner på at opleve hele hendes liv, familie og verden gå i stykker – ivrigt sekunderet af koret, der også er kvinder, som spørger: Hvad skal der ske med os? Ja, det samme som med alle andre kvinder fra Troja, nemlig et usselt liv som slave. Lykkelige være de døde, fristes man til at sige.
For det går skidt, undtagen (selvfølgelig fristes man til at sige) for elskerinden Den Skønne Helene, som ret beset var om ikke helt, så dog medskyldig i krigen, men som med list får lavet en stening af sig om til et evigt liv i luksus.
Men moderen Hekabe kommer til at dø ombord på Odysseus´ skib. Hendes yndlingsdatter Polyxena er allerede dræbt – ofret på Achilleus´ grav. Svigerdatteren Andromache, der var gift med den nyligt afdøde trojanske helt Hector, ønsker sig død fra start af – og endnu mere, da hendes lille søn dræbes af grækerne for øjnene af kvinderne. Andromache dør så ikke, og bliver også efter en tid som slave, gift igen og mor igen – og vistnok dronning. Og endelig er der Hekabes datter Kassandra, der er ypperstepræstinde i Apollon-templet. Hende vil kong Agamemnon have med hjem som sexslave – og det får han.
Kassandra planlægger så at dræbe ham og hævne hendes familie. For hun handler. Det gør Agamemnons kone Klytaimnestra også. Derhjemme venter Klytaimnestra nemlig, og hun er IKKE glad. Dels så ofrede Agamemnon deres datter for at få god vind på skibet til Troja ti år tidligere – og dels så tager man bare ikke en anden kvinde med i ægtesengen, så Klytaimnestra ender med at dræbe både Agamemnon og Kassandra.
Ægtesengen var i det hele taget kvindens domæne – altså den gifte kvinde. For nok kunne mændene voldtage og gå i seng med andre, men ikke i ægtesengen. Dér gik grænsen på samme måde som, at det er et problem, at en græsk soldat voldtager en kvinde på alteret i Pallas Athenes tempel i Troja. En ting er at voldtage. Det sker jo i krig, var den accepterende holdning. Men ikke på et alter til en gud eller en gudindes ære. Dét er bespotteligt, og det kan guderne straffe.
For guderne har det med at blande sig, men nogle gange blander de sig også udenom. Som de gør i ”Trojas Kvinder”, hvor der er så mange døde og så meget liv, som er blevet knust. Men guderne er ligeglade. De kommer ikke ind, redder nogen eller giver en morale – de er bare fraværende.
Vi mennesker er overladte til os selv. Og det er på mange måder nærmest nutidigt. Man kommer til at tænke på Jean-Paul Sartres ord om, at ”mennesket er dømt til frihed”. En frihed som vi måske ikke kan håndtere – og så begynder vi som en anden stor eksistentialist Samuel Beckett skrev det ”at vente på Godot”. Grækerne ventede ikke. De gjorde kort, hård og brutal proces med deres fjender – som mennesket altid har gjort det til alle krige. For krigen har ingen regler. Det er naivt at tro noget sådant.
”Trojas kvinder” er i virkeligheden tredje del af en trilogi, hvor der desværre ikke er noget bevaret fra den første, som handlede om Prins Paris og optakten til krigen – og kun stumper findes fra den anden om selve krigen, Odysseus og Palamedes, som Odysseus får stenet via en falsk anklage (et af verdens mest kendte justitsmord). Når det er sagt, skal man med Marcel Lysgaard Lechs ord huske, at en mand som Odysseus i tragedierne typisk er et svin, mens han er en helt i de episke digte – og at han som regel har ret i sine vurderinger af en situation. Sympatisk er han bare sjældent.
”Trojas kvinder” blev uropført i 415 f. Kr i teatret i Athen til den klassiske forårsfest til guden Dionysos ære, hvor der altid var en konkurrence om det bedste teaterstykke. ”Trojas kvinder” blev no. 2., men blev spillet mange gange i de næste mange hundrede år over hele Grækenland – af og til med tilføjelser af andre.
Så længe der er krig på jord, er tragedien også aktuel. For så længe der er krig, er der kvinder (og mænd), der mister alt. Og som vi har set det også i moderne tid fx i Syrien, så bliver kvinder stadig voldtaget, bortført og solgt som sexslaver, som det skete i stor stil under Islamisk Stats terror-regime. Men inden nogen skriger typisk, muslimer – så skal det nævnes, at ifølge FN bruges seksuel vold som et målrettet våben i moderne krigsførelse over hele kloden. Vi så fx sex som våben i Eksjugoslavien, og styret i det langt overvejende buddhistiske Myanmar udøver det lige nu mod det muslimske Rohingya-folk.
Så faktisk burde ”Trojas kvinder” opføres i vores tid, som mere end nogensinde har fokus på kvinder og kvinders rettigheder – og på mænds. For mænd og kvinder er ikke så forskellige – og kvinder har fx altid deltaget i krige, både som soldater, kokke, læger, sygeplejersker, prostituerede – og hjemme været i gang med at producere våben. Men kvinders indsats og bidrag i de forskellige krige er ikke – præcis som kvinders indsats indenfor så mange områder – hverken ordentligt belyst eller kommunikeret godt nok ud.
Men kvinder har altid været andet og mere end mødre, hustruer, døtre og ofre. Kvinder har også altid – som en anden Kassandra handlet – eller villet handle. Den græske digter Aristofanes beskriver også i komedien ”Lysistrate” fra 411 f. Kr (den er altså kun få år yngre end ”Trojas Kvinder”), hvordan kvinderne sexstrejker for at få mændene i både Athen og Sparta til at stoppe den peloponnesiske krig.
Det er så den klassiske historie om kvinden som fredskaberen, som vi også skal væk fra. For ellers ryger vi lige i køns-fælden, og tillægger kvinden de klassiske feminine dyder. Men kvinder skal kunne være højtråbende, voldelige, skabe ufred og uro – og stadig blive betragtet som fuldt ud kvindelige – lige som at mænd skal kunne være bløde, følsomme og diplomatiske uden at være ”kvindagtige”.
Det handler om holdning – og om magt (for seksualitet har også en magt, og magten har en seksualitet). Samt om give lige adgang til uddannelse og det politiske liv, men også til medier og finanser. Der mangler endnu meget. Så er vi slet-slet ikke i mål med nogen ligeret – og indtil det sker: Så gik de trojanske kvinder forgæves ned til grækernes skibe.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
