Ukraine, krig og vinter

For et halvt år siden var vi alle i chok:

RUSLAND HAVDE INVADERET UKRAINE

Så fulgte nogle uger med Slava Ukraini og den slags solidaritets-erklæringer. Alt imens kom mange ukrainske flygtninge til Vesten, hvor de – helt ekstraordinært – blev taget godt imod.

Imens fortsatte krigen i Ukraine, hvor ukrainerne bed dygtigt fra sig – hjulpet på vej af uanede mængder våben fra Vesten, især NATO.

Det handlede – og handler om – friheden, ikke kun i Ukraine, men også i resten af Vesten. Det globale spil om magten tager nemlig endnu en runde i disse år, og vi er med her i Danmark.

Krigen i Ukraine er også – selvom vi ikke hører meget til den her i sommervarmen – stadig i fuld gang – og intet tyder på, at den slutter lige foreløbig. For nok har Rusland lidt tab, men lige om lidt bliver det vinter, og dét kan ændre situationen fuldstændig.

For Rusland har stadig dén gas, som Europa er afhængig af – og Putin vil ikke tøve med at dreje på hanen. Dét ved alle.

Uroen rumler derfor også i et Europa, som lige nu lider under hedebølgerne, men som om få uger vil fryse, når der ikke er energi nok til hverken varme i husene eller produktion i industrien.

Det vil skabe endnu mere inflation, arbejdsløshed og stigende ulighed – og give endnu mere af den sociale uro, som der i forvejen er rigeligt af i Europa.

Så tingene ser ganske sorte ud her på Ukraines nationaldag – og vi i Danmark kommer ikke til at kunne gå udenom, selvom vi har en tendens til at tro, at storpolitiske konsekvenser ikke kan ramme os.

Men det kan de, og det vil de.

Så sig goddag til en vinter med kulde, mørke, mangel på varer og andre ting, som det kan være svært for de forkælede danskere at leve med og i. Men vi har ikke noget valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tour de France = Folkefest

Det er nok ikke gået nogens næse forbi: Verdens med længder største cykelløb og en af de største sportsbegivenheder overhovedet Tour de France kører de første tre etaper af årets Tour-udgave i Danmark – på fredag, lørdag og søndag.

Danmarksbloggen har også planer om at bevæge sig ud og se et par etaper. Lidt af enkeltstarten og lidt af en af de to andre etaper.

Det sker mod bedre vidende – forstået på den måde, at man som tilskuer på ruten jo faktisk ingenting ser udover de 30 sekunder, mens feltet suser forbi. Wusj, dér kom de. Var det det? Svaret er ja.

Det går så stærkt, og man skal næppe forvente at kunne stå stort set alene, som undertegnede gjorde det, da jeg under VM i Danmark i 2011 så mange ryttere – også guldvinderen, tyskeren Tony Martin kaldet Panzerwagen – suse gennem Børsgade i København på enkeltstarten.

Eller som i går, da jeg på Rådhuspladsen i København rendte ind i den franske top-cykelrytter Thibaut Pinot, som har vundet mange store cykelløb – deriblandt flere etaper i Touren, blandt andet en legendarisk Tourmalet-etape (Tourmalet er et af de helt store bjerge at vinde på, red.)

Man kan selvfølgelig også være heldig og gafle lidt til sig fra Tourens berømte reklamekaravane, når man står dér og venter på rytterne, og den kommer forbi. Eller dér kan været et udbrud, så man ser både rytterne i udbruddet og så lidt senere det jagtende felt.

Men generelt ser man etaperne meget bedre i fjernsynet. Der ser man dem også godt. Især fordi folkene bag Touren laver de i særklasse bedste og mest professionelle billeder af et cykelløb.

Men så er der det med stemningen. Euforien, glæden og det at være fælles om noget. Det sidste kan mennesker godt lide. Derfor kommer mange – også undertegnede – til at stå langs ruterne til det, der uden tvivl bliver en folkefest i gult, røde prikker, grønt og hvidt (farverne på Tourens fire trøjer, red.)

Tour de France i Danmark var blevet en folkefest under alle omstændigheder. Men efter to somre med Corona-restriktioner er der lagt ekstra i den gule Tour-kakkelovn. Så ja, dér bliver liv og glade dage overalt – og mange mennesker forsamlede for at se verdens bedste cykelryttere køre på de danske veje.

Ingen ønsker derfor at høre følgende:

  1. At det er en fest, som vi selv betaler for – og at regningen er skyhøj: 180 millioner kroner plus det løse.
  2. At det er en fest, som vil øge Corona-smitten, som det skete i London, da de tidligere på måneden fejrede Dronning Elizabeth d. 2.´s Platin-jubilæum (Ok, cykelløbet bliver hjulpet godt på vej i smittespredningen af Roskilde-Festivalen og andre samlinger).
  3. At det skaber kaos for sygehuse og andre vigtige samfundsfunktioner, fordi vejene er afspærrede i timevis, ja nogle endda i dagevis.
  4. At det måske bliver den sidste store folkefest i lang tid, fordi såvel krigen som den store økonomiske nedtur for både samfund og den enkelte rykker hastigt nærmere.

Men alt det ønsker ingen at tale om.

For skal dér være cykelfest, så lad dér være cykelfest.

VIVE LE TOUR … åbenbart.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mød den næste pandemi: Abekopperne

Abekopperne – eller på engelsk monkeypox – spreder sig pt. i mange europæiske lande. Dét er ret usædvanligt. Sådan plejer abekopper ikke at opføre sig.

Abekopper er en slags kopper, som giver hovedpine, muskelsmerter, feber – og altså udslæt/bylder, som kan dække hele kroppen, og også ansigt, hænder og fødder. Man er typisk syg 2-3 uger. Dødeligheden er 1-10%.

Abekopper smitter normalt via nærkontakt med dyr som fx små gnavere – og er i reglen isoleret til dele af Afrika. Men smitten kan også overføres via nys, host, håndklæder og sengetøj.

Pt. er der så konstateret mere end 40 tilfælde overalt i Europa (dog ikke Danmark, men Sverige). Samt at den igangværende smitte sker fra menneske til menneske – fx via seksuel kontakt.

Dét er alt sammen anderledes end normalt.

Så har abekoppe-virussen muteret sig selv – eller er den blevet hjulpet på vej? For man kan godt få en mistanke, når man samtidig ved, at ét bestemt land – Rusland – i årevis har forsket i abekopper som biologisk krigsvåben – og vel at mærke i at producere abekoppe-smitte i meget store mængder.

Tidspunktet for abekoppernes opblussen i Europa er nemlig – set under en sølvpapirs-hat – ikke tilfældigt. For de lede abekopper kommer samtidig med, at det går Rusland dårligt i krigen i Ukraine – og Europa fortsat holder sammen og støtter Ukraine.

Så tanken om, at russerne har sluppet abekopperne løs, kan ligge ligefor – også uden sølvpapir.  

Russerne har som bekendt også en historie med at bruge, hvad de har. De brugte kemiske våben i Syrien og radioaktive stoffer mod deres egne statsborgere. Så hvorfor ikke en omgang abekopper i Europa? Russerne anser os jo alligevel for at være en slags aber, som har droppet alt moral, og lever et fordærvet liv.

Så det er nemt at stille spørgsmålet: Er det Rusland, som står bag abekopperne i Europa og USA? Og har russerne i så fald lavet deres egen muterede version? En ”Russian Monkeypox”, som er mere smitsom mellem mennesker end den originale? Eller mere farlig?

Tiden vil vise det.

Men tanken om abekopper overalt i samfundet føles ikke rar. Vi skulle ellers være klædt på til grumme chok efter mere end to år med pandemi og krig i Europa, skulle man mene.

Men helt ærligt: Hvem orker en pandemi mere – nu med abekopper? Ingen. Men vi må bare i gang, hvis vi ender dér. For som altid kan vi ikke gøre andet end at være i dårligdommen, bekæmpe den, overvinde den – og så håbe på, at der ikke kommer mere.

PS. Medicinalvirksomheden Bavarian Nordic har en vaccine mod abekopper – og deres aktier steg voldsomt i dag af samme grund. Man må håbe, at den danske stat har købt godt ind.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dommedag, de fire ryttere – og den femte

En pandemi, der ikke er forbi endnu – selvom vi i Danmark tror det.
En invasion af Ukraine – altså forsøg på en erobring.
En ja flere krige overalt i verden – men nu også i Europa.
Og så den truende sultkatastrofe, som lurer i horisonten.

Lyder det som et kendt scenarium? Ja, hvis man kender Nyt Testamente.

For her kan man i Johannes Åbenbaring læse, at Dommedag er nær, når følgende fire ryttere rider gennem verden på samme tid:

  1. Erobreren, stærk med bue og guldkrone, som rider på en hvid hest. Han omtaltes ofte som Anti-Krist. For den, som gerne vil se ”tegn”, kan man tænke på Putins drømme om et Stor-Rusland og det hvide Z på de russiske kampvogne.
  2. Dernæst kommer den muskuløse krigsmager, som rider på en rød hest, og har et stort sværd. Nu kører krigen for fuld styrke – og blodet udgydes i stor stil. Det er dér, Ukraine er lige nu – og dét truer med at sprede sig.
  3. Sulten, som er skind og ben, og rider på en sort hest – og med en vægt i hånden. Som om der er noget at veje og måle, når krigen har ødelagt høsten – og mange er døde. Ukraine og Rusland er verdens hvedekamre. Men bliver der mon nogen høst i år på en krigshærget jord? Sulten vil i stedet sprede sig – især i den fattige del af verden.
  4. Døden, som er et skelet, der rider på en gustengul hest – og som høster, hvad han kan. Og det er meget – også fordi han bringer sygdomme og pandemier. Lige nu har han så smugstartet sit ridt med Corona-pandemien, som startede for to år siden i 2020.

Dét er dystre udsigter.

Danmarksbloggen siger så ikke, at Dommedag er nær.

Der har ret beset også været flere situationer i verdenshistorien, hvor de fire ryttere red samtidig gennem verden uden at menneskeheden uddøde. Fx pesten, som kom i flere omgange og de to verdenskrige.

Så det sker næppe heller denne gang.

Medmindre selvfølgelig at vi tager den femte rytter med. Ham, som Johannes-åbenbaringen ikke fik fat på: Nemlig ham på den giftig-grønne hest, som symboliserer klima-katastrofen.

For han rider allerede nu lystigt gennem verden – og har gjort det længe før, vi lærte at sige Coronatest og nynne med på melodien til Ukraines nationalsang.

Lige nu er katastrofe-stemningen så vældig present i hele den vestlige verden. Det er samtidigt vigtigt, at vi også holder fokus på klimaet. Ikke kun for at presse Putin, men for at redde menneskeheden og en del andre arter.

For den femte rytters ridt er alene nok til at smadre det hele. De fire andre hjælper bare lidt til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De efterladte”

Nogen må dø for at andre kan leve. Sådan lød moralen i den første film om Hvidstensgruppen. Den velkendte del. Den om modstandskampen, nedkastningerne og sammenholdet. Den om kroejer Marius Fiil, der som en anden Jesus tilgav den unge tyske soldat, inden Marius Fiil og de syv andre mænd blev henrettet af tyskerne i Ryvangen.

Jeg sad ligesom alle andre og græd snot i biografen, da dén film gik sin sejrsgang over lærredet for ti år siden. For hvor var det stort det offer, som de mænd ydede. Men efter at have set fortsættelsen – den anden film om Hvidstensgruppen ”De efterladte”, har jeg fået en anden dimension på sagen.

For hvorfor fortæller vi altid historien om mændene? Dem, som havde privilegiet at dø og blive husket som helte. Dem, som vi rejser mindesten over. Hvorfor glemmer vi kvinderne, som resten af livet måtte leve med de lidelser, som krigen påførte dem?

For ja, kvinderne fra familien Fiil overlevede – fysisk. Men på alle andre områder betalte kvinderne en langt højere pris, fordi de skulle leve videre med skyggerne, smerten, sorgen og alt det andet, som kvinderne altid har skullet det i krigens ødelæggende malstrøm.

Normalt taler vi ikke om det. Normalt holder vi os til historien om mændene – og deres heltegerninger. Men her får kvinderne og deres skæbne deres egen film, og det er også på tide:

Matriarken Gudrun Fiil, der som en anden trojansk dronning Hekabe mistede så meget: En mand, en søn og en svigersøn – og som havde to døtre (Gerda og Tulle) i umenneskelige fængsler i Tyskland, og som samtidig kørte kroen videre, og passede på den yngste datter Bitten – og barnebarnet Gulle, hvis mor Tulle først kom hjem med de hvide busser.

Deres historie er ikke fortalt før, selvom den i sin grundform er lige så gammel som krigens væsen og de lidelser, som kvinder altid har måttet udholde. For krige er altid ekstra grusomme mod kvinderne. Fordi kvinderne er de efterladte. Fordi kvinderne kan fornedres på så mange – også seksuelle – måder.

Og tro endelig ikke, at kvindelige fangevogtere er mere humane, bare fordi de er kvinder. I filmen – og i nazismens Tyskland – var det snarere tværtimod. Her er der ingen nåde eller bare mindste glimt af håb og lys at finde hos de sadistiske kvinder, som i forskellige fængsler og på transporterne umenneskeliggører og fornedrer de tilfangetagne kvinder på måder, som burde høre hjemme i en absurd horrorfortælling.

Desværre er det hele autentisk. Det foregik sådan.

De scener er ikke til at holde ud. De er så slemme, at jeg ikke engang kunne græde. Kun sidde stivnet i frygt og bange anelser, og holde om mig selv for at komme igennem det. For der var ingen afstand mellem mig og kvinderne på lærredet – ikke mentalt.

Jeg var i ånden lige ved siden af Tulle, som er hende, man følger mest – og jeg greb flere gange mig selv i indeni at gentage Tulles ord: ”De skal ikke få mig”. ”De skal ikke få mig”. ”De skal ikke få mig”.

Og jeg sad endda i et behageligt sæde, og var mæt og varm. Tulle og de andre har levet i dage, uger, måneder med sulten, kulden, stanken, rædslen, angsten og uvidenheden omkring, hvad der skete om et sekund, og om de var i livet om fem minutter. 

Og netop derfor kan jeg ikke anbefale ”De efterladte” nok. For filmen viser eksakt, hvor ondt mennesket kan være – og nej, den kommer ikke med letkøbte svar på, hvorfor mennesker kan være så onde. Den viser bare – ærligt og brutalt, hvordan tilværelsen kan være, når den er et sted så mørkt, at jeg godt kan forstå, at man kan miste enhver tro – også den kristentro, som var en del af livsgrundlaget for familien Fiil – og som også både Tulle og Gudrun Fiil giver udtryk for.

For kan vi få større byrder, end vi kan bære? De to kvinder kom i hvert fald derud, hvor man skal være en helgen for at slå ud med hånden og sige jeg tilgiver dig. Og ja, jeg kan også godt forstå, hvorfor tyskerhadet blev en faktor i tiden efter krigen.

I det hele taget tegner filmen et så gribende og medrivende billede, så man kan forledes til at tro, at det er en dokumentar – hvis ikke det var fordi, at man kan genkende de skuespillerinder, som spiller de store hovedroller, og som alle spiller med mere nerve, nærvær og følelse, end de nogensinde har gjort før.

Og det siger meget, når vi taler om: Marie Bach Hansen som Tulle, Bodil Jørgensen som Gudrun og Ellen Hillingsø som Monica Wichfeld.

Derudover ser vi Laura Winther Møller som Gerda og Selma Sophia Høst som Bitten. Samt en hel masse andre, også udenlandske, kvinder i rollerne som fangevogtere og fanger. Og fordi vi ikke kender de udenlandske kvinder, bliver de et ekstra symbol på alle de ukendte kvinder, som vi ikke kender, aldrig hører om, men som altid – sammen med børnene – er de største ofre i enhver krig.

Det er skarpt set af Anne-Grethe Bjarup Riis, som har instrueret – og Torval Lervad, som har skrevet manuskriptet.

Det her er så en film, som er mere end mimik og større end ord. Den løfter historien præcis som virkeligheden gjorde det.

For hvad kræver mest: At sidde på kroen med piben og øllet – og blive enig med de andre mænd om, at de våben ude i mosen, dem napper vi sgu, drenge. Eller: Måned efter måned at udholde kulde, sult, sygdom, lidelse og fornedrelse i en tysk celle – af og til alene, af og til sammen med andre kvinder, mens man ryster af savn, og klamrer sig fast til håbet om en dag at komme hjem, en dag se sit barn igen.

Jeg er ikke i tvivl, og det er Anne-Grethe Bjarup Riis heller ikke. Hun gik med det, som hun ville – og skabte et mesterværk om nogle af de danske kvinder, der var Hitlers Nacht-und-Nebel-fanger.

I centrum står selvfølgelig Hvidstensgruppens to kvinder – Gerda og Tulle – som nok kom hjem, men hele mennesker blev de aldrig mere. Især Tulle havde det svært resten af livet. I dag ville vi sige, at de havde PTSD og give dem massiv psykologhjælp. Dengang var det mere et velment nu er du hjemme igen, som i ”nu bliver alt godt”.

Det gør det ikke. Svigtet var massivt – og end ikke offentlig anerkendelse fik de hjemvendte kvinder. De skulle tværtimod bare være stolte af deres mandlige familiemedlemmer, som ofrede hjerteblodet for Danmark.

Det er lige til at sprænge i luften af raseri over. Og jeg indrømmer ærligt, at jeg var så afsindigt vred, da jeg gik ud af biografen, at jeg næsten ikke kunne være i min krop. Vreden ligger i mig endnu. Den er massiv.

For der er noget historie, der skal om ikke skrives om, så dog suppleres. Og her er denne film en ledestjerne. Ja, filmen ”De efterladte” er et mesterværk, en hel ny måde at fortælle kvinde- og krigshistorie på. Et paradigmeskifte fordi den tør være med kvinderne i lidelserne – og helt derud, hvor det ikke er til at bære, ikke er til at holde ud. Lige dér hvor livet er – især når man er kvinde og efterladt i eller efter en krig.

For de største helte er ikke de mænd, der dør på slagmarken, men de kvinder, der overlever og må leve med det hele bagefter. Det ved man, når man har set ”De efterladte”.

Filmen skulle have haft premiere 1. juledag sidste år, men nu bliver det 10. marts i stedet. Budskabet gælder også til alle tider – og vi kan også året rundt synge med Tulle og de andre ”Dejlig er jorden”. For det er den – også midt i krigens ufattelige gru og rædsel.

Det er vi nødt til at tro på, hvis ikke vi skal falde ned i det barbari, som blev udøvet og fremelsket som en kunstart i Det Tredje Riges mørke og tåge.

Danmarksbloggen giver ”De efterladte” en hel armada at hvide busser som dem, der hentede de danske fanger hjem i foråret 1945. Det er det samme som seks stjerner, som kommer sammen med en understregning fra en kvinde, der ikke bander.

Men den her film: ”De efterladte” skal fucking have en Oscar for bedste udenlandske film til prisuddelingen i Hollywood i 2023.

Det er Regner Grasten Film, der har produceret – og det er Nordisk Film, der distribuerer.

TILFØJELSE: Når man anmelder, ser man filmen i god tid inden premieren, og jeg så og skrev anmeldelsen af ”De efterladte” i december 2021 op til det, som vi troede skulle være premieren.

Men jeg kunne lige så godt have set filmen i går. For jeg husker scener, replikker, mimik og stemning knivskarpt, og jeg føler stadig rædslen, der springer ud af filmen – og ind i sindet, og dér bliver den.

Det er godt. For vi må aldrig glemme, hvor ond krig er – og at det er kvinder og børn, som betaler den højeste pris.

Der ser vi hver dag i denne tid, hvor Europa igen hærges af stormagtsfantasier, invasion og krig. Så ”De efterladte” har nu også fået en uhyggelig aktualitet, der gør filmen endnu mere vigtig. For det grufulde og djævelske mørke, som fandtes dengang filmen foregår, kan så let omslutte os igen. Ja, det udfoldes i et land tæt på og truer os andre, mens disse ord skrives.

Men mørket skal have et modsvar. For ”Dejlig er Jorden” – og Jorden ER dejlig. Dét er vi nødt til at tro på. Nødt til at holde fast i.

Tulle Fiil gjorde det, mens hun som en af Hitlers Nacht-und-Nebel-fanger sultede, tørstede, frøs, længtes og var rædselsslagen hvert eneste sekund – og så kan vi andre også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krig i Europa i 2022

Hvordan ser en krig ud i 2000-tallets Europa? Den vil som minimum være markant anderledes end 1900-tallets krige, som vi har set film og billeder fra så mange gange – især 2. Verdenskrig, som også på nær borgerkrigen i eks-Jugoslavien, har været den sidste krig i Europa – indtil videre.

Der er så sket meget siden general Montgomery, D-dag og den skrattende radio fra London – og især teknologisk og digitalt er vi et helt andet sted i 2022.

For i dag kan fjendtlige magter (uden overhovedet at være i Danmark) lamme alle dele af vores kritiske infrastruktur, hvis altså de kan hacke sig ind – som Rusland gjorde det i efteråret 2021 mod vindmøllegiganten Vestas.

Det var måske en generalprøve. Måske. For kan en fjendtlig magt hacke sig ind, så kan der blive slukket for strøm, vand, varme og kommunikationskanaler i hele Danmark i ét snuptag. Man rammer altså alle danskere – og alle danske institutioner på én gang.

Sker det, så bryder samfundet hurtigt sammen, og så kan fjenden sende de mere gammeldags krigs-elementer ind som tropper og kampvogne – og vupti, så har fjenden kontrollen over landet – eller i hvert fald en del af det.

Russerne er for eksempel vældig interesseret i Bornholm, da øen ligger tæt på deres store flådebase i Kaliningrad. Men de skal jo også ud af Østersøen, så mon ikke som minimum Sjælland og Fyn også er interessante for dem.

Tilbage i Den Kolde Krig ville man have givet os atombomber i hovedet i begyndelsen af en krig, har dokumenter senere vist.

Det vil man måske stadigvæk. Men det kan også være, at det ikke er nødvendigt.

Et Danmark uden vand, uden strøm, uden varme, uden kommunikation er ingen trussel for Putin. De russiske skibe og u-både kan sejle lige igennem Øresund og Storebælt, mens danskerne kæmper for at overleve …

Det er dystre udsigter …

Men vi skal ikke bøje nakken. Vi skal ikke ligge under for de russiske krav om ikke at støtte Ukraine, eller om der skal være amerikanske soldater her i Danmark eller ej.

Danmark bestemmer over Danmark. Punktum.

Jeg håber så samtidig, at vores venner i NATO kommer os til hjælp.

Jeg håber også, at vores beredskab er klar på at yde en kæmpeindsats.

For går krigs-ballonen op, så ser vi ind i en virkelighed, der får alt, hvad der skete i pandemiens første to år, til at blegne totalt.

Ps. Den russiske EU-ambassadør sagde i et interview med ”Die Welt” her til morgen, at en krig ikke starter på en onsdag. Det var enten uvidenhed – eller drilleri.
For Krimkrigen, som også handlede om Ukraine og russisk lebensraum, foregik mellem Rusland på den ene side og England, Frankrig og Osmannerriget på den anden, startede netop onsdag d. 5. oktober 1853.
En krig, der i dag ofte mest huskes, fordi der var her, at Florence Nightingale trådte ind med sin lampe, og skabte den moderne sygepleje. Men det var samtidig den krig, som gjorde Sortehavet til neutralt farvand. Men for russerne har Sortehavet altid været russisk lebensraum.
Så der går en lige linje fra Krimkrigen i 1853-56 til nutiden i 2022 – uanset hvad dag Rusland invaderer Ukraine, og det hele kan gå amok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ællingen: Det får konsekvenser

Der var engang, hvor Danmark var noget, der mindede om en stormagt.

Det var selvfølgelig i vikingetiden, da vi sad på England og en del andre landområder, både i Østersø-området og i Frankrig.

Senere i middelalderen havde vi også perioder, hvor vi var rigtig store. Størst var vi i Kalmarunionens dage, hvor Det samlede Norden var af en størrelse, som kunne matche de kejserdømmer, der var dengang i Europa – og som også omfattede store områder i Baltikum og andre steder.

Men Sverige rev sig løs i 1500-tallet, og i 1600-tallet kom de blå-gule og tog Skåne, Halland og Blekinge fra os. I 1814 mistede vi Norge – og i 1864 tog tyskerne Sønderjylland. Her fik vi så noget tilbage i 1920.

Så tilbage står, at vi er et lille land, som så under verdenskrigene i 1900-tallet prøvede at være neutralt. Det gik ikke særligt godt.

Så NU har vi siden 11. september prøvet at være mere aktivistiske og militante. Vi sender styrker, fly og krigsskibe ud i verden i så lind en strøm, at vi nu har en årlig flagdag for Danmarks udsendte og veteraner, nemlig d. 5. september.

Så naturligvis må statsminister Mette Frederiksen også i tirsdagens spørgetime kommentere truslen om invasion i Ukraine:

Det skal stå klart i Kreml, at en invasion i Ukraine vil få store konsekvenser, siger hun.

Det føles lidt som at stå på samme side af vandløbet som en lille arrig rappende ælling, mens der på den anden side – bare et kort hop væk – står en stor og stærk bjørn, som er ved at være træt af dét rapperi.

En bjørn, som i årevis har taget sig til hovedet og sagt suk, når ællingen har brokket sig over bjørnens gøren og laden.

Men alt har en ende, og man må håbe, at ællingens venner – den amerikanske ørn, den engelske løve og alle de andre i NATO – kommer frem i tide. For ellers bliver ællingen aldrig til nogen fin svane.

Ællingen selv har nemlig ikke forberedt sig tilstrækkeligt på den dag, hvor den russiske bjørn hopper over vandløbet …

Vi mangler våben, mandskab, fly, missiler, ubåde etc, etc. Det eneste, som vi har, er krigstræning fra de mange missioner ude i verden i de sidste to årtier.

Apropos Sverige så har de masser af materiel – og de kan hurtigt producere noget mere. De er så ikke (i modsætning til Danmark og Norge) medlemmer af NATO, selvom de er voldsomt truede af Rusland.

Men vi kan ikke svigte hinanden her i Norden – og slet ikke nu i en situation, hvor den gamle angst for Den Store Bjørn fra Øst kommer op i alle os, der kan huske Den Kolde Krig.

En angst, som går endnu længere tilbage – helt tilbage i historien. Spørg bare svenskerne, finnerne og polakkerne om dét – eller franskmændene – eller dem fra de baltiske lande eller stort set alle østeuropæiske lande. Russerne er skrækindjagende – uanset om lederen er en zar, en kommunist eller Putin!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krigmuseet: Hvor er pigerne?

I overmorgen starter efterårsferien, og for første gang i halvandet år kan landets museer i en ferietid have åbent som før-Corona.

Således også Krigsmuseet i København, som tilbyder børn at være rekrut for en dag. Man kan således få uniform og en rygsæk på 30 kilo på – og følge et militærkort – præcis som soldaterne gjorde det i Afghanistan – før de rejste hjem, og Taliban overtog landet igen.

Når man ser plakaten for efterårets tilbud til børn, er det imidlertid ikke som at være tilbage i tiden FØR Corona, men som at være bombet tilbage til om ikke stenalderen, så dog 1950´ernes stereotype kønsrollemønstre.

For sørme om ikke det er fire raske gutter, vi ser på plakaten.

HVOR ER PIGERNE?

Det danske forsvar har i årevis haft kvinder, også på ledende poster – og også udsendt i krigsmissioner. Ja, det er i øjeblikket endda en kvinde (Trine Bramsen, Socialdemokratiet), som er forsvarsminister.

Men når Krigsmuseet skal lokke børnene ind i efterårsferien – så vælger man et billede med FIRE drenge og INGEN piger.

Det er en ommer. En kolossal ommer.

Når man går ind på Krigsmuseets hjemmeside https://natmus.dk/museer-og-slotte/krigsmuseet/det-sker/ , er der retfærdigvis fotos af piger. Piger, som fx imponeret ser på kanoner.

Altså igen kvinden i den klassiske og passive rolle, mens de fire gutter på plakaten er aktive i en grad, så de har voldsomme våben i hænderne. Våben, som hvis de er ægte og ikke blot attrapper, er så potente, at man kan spørge om det rigtige i at lade børn lege med dem – også selvom de våben (må man formode) selvsagt ikke er ladte.

Men HVIS man vil skyde, kan det lade sig gøre på skydebanen, hvor man kan prøve kræfter med de såkaldte NERF-guns, som nok er legetøjspistoler, men som laves så realistisk som muligt.

Det skal nok alt sammen blive en succes. Især hvis ingen stiller spørgsmålet: Er vi i gang med at opdrage en generation af danske børn til krig? Og ønsker vi det?

Danmarksbloggen vil gerne stille dét spørgsmål.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – om kvindernes skæbne i krig

I lørdags var det tid til den sjette og sidste samtale af ”Græske klassikere” på Glyptoteket. En samtale, som det var et privilegium at kunne nyde her midt under en pandemi, hvor kulturen mange andre steder i verden – også i vores verdensdel – er lukket helt ned. Og hvor ingen lige nu (mandag morgen) ved, hvad den snarlige delvise nedlukning i København vil betyde.

Men i lørdags var hovedstaden og Glyptoteket åbne. Og det var – som altid – litteraturkritiker Klaus Rothstein, der var ordstyrer på vegne af Hans Reitzels Forlag, og oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I lørdags var gæsten Robin May Schott, der er seniorforsker på DIIS.

Tragedien var Euripides ”Trojas kvinder”, som til dels er et rædselsvækkende og absolut feel-bad stykke, dels fordi tragedien beskæftiger sig med krigen set fra taberens synspunkt – og dels (og mest) fordi den handler om kvinderne og kvindernes skæbne.

Historien er denne: Troja er faldet, og de trojanske mænd er alle dræbt. Nu skal de overlevende kvinder med til Grækenland som grækernes slaver. Sådan gjorde man dengang. Ja, begrebet har endda sit eget ord Andrapodismos, som betyder slavetilgørelse.

Nogle af disse kvinder er Trojas tidligere kongefamilies kvindelige medlemmer, og de tackler nederlaget ret forskelligt: Dronningemoderen Hekabe er på scenen hele tiden, og vi følger hendes reaktioner på at opleve hele hendes liv, familie og verden gå i stykker – ivrigt sekunderet af koret, der også er kvinder, som spørger:  Hvad skal der ske med os? Ja, det samme som med alle andre kvinder fra Troja, nemlig et usselt liv som slave. Lykkelige være de døde, fristes man til at sige.

For det går skidt, undtagen (selvfølgelig fristes man til at sige) for elskerinden Den Skønne Helene, som ret beset var om ikke helt, så dog medskyldig i krigen, men som med list får lavet en stening af sig om til et evigt liv i luksus.

Men moderen Hekabe kommer til at dø ombord på Odysseus´ skib. Hendes yndlingsdatter Polyxena er allerede dræbt – ofret på Achilleus´ grav. Svigerdatteren Andromache, der var gift med den nyligt afdøde trojanske helt Hector, ønsker sig død fra start af – og endnu mere, da hendes lille søn dræbes af grækerne for øjnene af kvinderne. Andromache dør så ikke, og bliver også efter en tid som slave, gift igen og mor igen – og vistnok dronning. Og endelig er der Hekabes datter Kassandra, der er ypperstepræstinde i Apollon-templet. Hende vil kong Agamemnon have med hjem som sexslave – og det får han.

Kassandra planlægger så at dræbe ham og hævne hendes familie. For hun handler. Det gør Agamemnons kone Klytaimnestra også. Derhjemme venter Klytaimnestra nemlig, og hun er IKKE glad. Dels så ofrede Agamemnon deres datter for at få god vind på skibet til Troja ti år tidligere – og dels så tager man bare ikke en anden kvinde med i ægtesengen, så Klytaimnestra ender med at dræbe både Agamemnon og Kassandra.

Ægtesengen var i det hele taget kvindens domæne – altså den gifte kvinde. For nok kunne mændene voldtage og gå i seng med andre, men ikke i ægtesengen. Dér gik grænsen på samme måde som, at det er et problem, at en græsk soldat voldtager en kvinde på alteret i Pallas Athenes tempel i Troja. En ting er at voldtage. Det sker jo i krig, var den accepterende holdning. Men ikke på et alter til en gud eller en gudindes ære. Dét er bespotteligt, og det kan guderne straffe.

For guderne har det med at blande sig, men nogle gange blander de sig også udenom. Som de gør i ”Trojas Kvinder”, hvor der er så mange døde og så meget liv, som er blevet knust. Men guderne er ligeglade. De kommer ikke ind, redder nogen eller giver en morale – de er bare fraværende.

Vi mennesker er overladte til os selv. Og det er på mange måder nærmest nutidigt. Man kommer til at tænke på Jean-Paul Sartres ord om, at ”mennesket er dømt til frihed”. En frihed som vi måske ikke kan håndtere – og så begynder vi som en anden stor eksistentialist Samuel Beckett skrev det ”at vente på Godot”. Grækerne ventede ikke. De gjorde kort, hård og brutal proces med deres fjender – som mennesket altid har gjort det til alle krige. For krigen har ingen regler. Det er naivt at tro noget sådant.

”Trojas kvinder” er i virkeligheden tredje del af en trilogi, hvor der desværre ikke er noget bevaret fra den første, som handlede om Prins Paris og optakten til krigen – og kun stumper findes fra den anden om selve krigen, Odysseus og Palamedes, som Odysseus får stenet via en falsk anklage (et af verdens mest kendte justitsmord). Når det er sagt, skal man med Marcel Lysgaard Lechs ord huske, at en mand som Odysseus i tragedierne typisk er et svin, mens han er en helt i de episke digte – og at han som regel har ret i sine vurderinger af en situation. Sympatisk er han bare sjældent.

”Trojas kvinder” blev uropført i 415 f. Kr i teatret i Athen til den klassiske forårsfest til guden Dionysos ære, hvor der altid var en konkurrence om det bedste teaterstykke. ”Trojas kvinder” blev no. 2., men blev spillet mange gange i de næste mange hundrede år over hele Grækenland – af og til med tilføjelser af andre.

Så længe der er krig på jord, er tragedien også aktuel. For så længe der er krig, er der kvinder (og mænd), der mister alt. Og som vi har set det også i moderne tid fx i Syrien, så bliver kvinder stadig voldtaget, bortført og solgt som sexslaver, som det skete i stor stil under Islamisk Stats terror-regime. Men inden nogen skriger typisk, muslimer – så skal det nævnes, at ifølge FN bruges seksuel vold som et målrettet våben i moderne krigsførelse over hele kloden. Vi så fx sex som våben i Eksjugoslavien, og styret i det langt overvejende buddhistiske Myanmar udøver det lige nu mod det muslimske Rohingya-folk.

Så faktisk burde ”Trojas kvinder” opføres i vores tid, som mere end nogensinde har fokus på kvinder og kvinders rettigheder – og på mænds. For mænd og kvinder er ikke så forskellige – og kvinder har fx altid deltaget i krige, både som soldater, kokke, læger, sygeplejersker, prostituerede – og hjemme været i gang med at producere våben. Men kvinders indsats og bidrag i de forskellige krige er ikke – præcis som kvinders indsats indenfor så mange områder – hverken ordentligt belyst eller kommunikeret godt nok ud.

Men kvinder har altid været andet og mere end mødre, hustruer, døtre og ofre. Kvinder har også altid – som en anden Kassandra handlet – eller villet handle. Den græske digter Aristofanes beskriver også i komedien ”Lysistrate” fra 411 f. Kr (den er altså kun få år yngre end ”Trojas Kvinder”), hvordan kvinderne sexstrejker for at få mændene i både Athen og Sparta til at stoppe den peloponnesiske krig.

Det er så den klassiske historie om kvinden som fredskaberen, som vi også skal væk fra. For ellers ryger vi lige i køns-fælden, og tillægger kvinden de klassiske feminine dyder. Men kvinder skal kunne være højtråbende, voldelige, skabe ufred og uro – og stadig blive betragtet som fuldt ud kvindelige – lige som at mænd skal kunne være bløde, følsomme og diplomatiske uden at være ”kvindagtige”.

Det handler om holdning – og om magt (for seksualitet har også en magt, og magten har en seksualitet). Samt om give lige adgang til uddannelse og det politiske liv, men også til medier og finanser. Der mangler endnu meget. Så er vi slet-slet ikke i mål med nogen ligeret – og indtil det sker: Så gik de trojanske kvinder forgæves ned til grækernes skibe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

11/11: 100 år siden 1. verdenskrig – og hvad nu?

På søndag er det 100 år siden, at 1. verdenskrig sluttede. Rædslerne i skyttegravene, som kostede en hel generation unge mænd livet, var forbi, og nu skulle der ikke længere være krig, troede mange.

De tog så fejl. Kun godt et par årtier senere startede 2. verdenskrig, som var en endnu mere forfærdelig krig.

Siden har vi – i Norden og i Vesteuropa – været forskånet for krig. Men der er mange, som i nutidens populisme og nationalisme ser paralleller til det, som skete i 1930´erne, og som derfor mener, at en ny krig kan være forestående.

Danmarksbloggen er enig – det trækker op til storm. Men vi kan ikke bare oversætte det, som skete i Europa i 1930´erne én til én med det, som sker i dag.

Ja, vi har stigende nationalisme.

Ja, vi har stigende populisme.

Ja, vi har stigende ulighed.

MEN:

Vi har også internationale forpligtelser og samarbejder, som er meget mere omfattende og forpligtende, end det bare tilnærmelsesvist var dengang.

Og nok har vi nød og elendighed – også udenfor enhver rimelighed i så rigt et samfund som vores, men ikke i samme grad som dengang.

TIL GENGÆLD HAR VI OGSÅ:

En religiøs konflikt mellem muslimer og gammel-europæere, som i sig selv kan være ganske sprængfarlig.

Internationale virksomheder, som er udenfor demokratisk kontrol, men som spiller en stor rolle i vores hverdag.

Konklusion: Vi sidder altså med en anden slags konflikt i 2018 – og også en anden slags befolkning. En europæisk befolkning, som er mere optaget af forbrug og selviscenesættelse end af ideologier og politisk kamp. Dét er så et problem for vores demokrati, som kræver aktive medspillere og en stadig udvikling, men det er godt i forhold til den manglende lyst til at gribe til våben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk