Anmeldelse: “Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”

Cand.phil i historie Kåre Lauring har skrevet mange historiske fagbøger, og i den nyeste ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”, som udkom i sidste uge, kommer han ind på tiden EFTER besættelsen og frem til skæringspunktet, da Danmark skriver under på NATO-traktaten i 1949, og dermed opgiver neutralitetpolitikken.

Det er en tid, som vi ellers hører meget lidt om. Besættelsen og befrielsen behandles ofte i både fag- og skønlitteratur, og det samme gør velfærdssamfundets opbygning i 1950´erne og 1960´erne.

Men de første år efter krigen er så underligt oversete, selvom det er meget vigtige år, hvor grundlaget for hele det kommende moderne samfund blev lagt.

Heldigvis har vi så nu Kåre Laurings grundige, detaljerede og velformulerede værk ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”, hvor man på bogens 428 sider bliver klogere på forsvarspolitik, situationen omkring Grønland og Færøerne, økonomisk politik og det spil, som var i gang i Europa og i resten af verden, og som førte til den kolde krig mellem de tidligere allierede – en krig, der skulle kendetegne næsten et halvt århundrede.

Et af de meget spændende afsnit handler om etableringen af FN, som startede med en konference i San Francisco, hvor den danske regering gerne ville være til stede. Det fordrede dog, at man var anerkendt som allieret, og altså havde erklæret krig mod Tyskland.

Det havde Danmark ikke. Snarere tværtimod havde vi i 1941 skrevet under på Antikominternpagten i Berlin. Det var først i 1943, at vi officielt stoppede samarbejdet med tyskerne – på et tidspunkt, hvor alle vidste, hvad vej det gik.

Så at vi alligevel blev anerkendt de facto skyldtes den modige danske ambassadør i USA Henrik Kauffmann, som i 1941 havde indgået en aftale med USA om, at de måtte anlægge forsvarsbaser på Grønland. Danmark blev altså på et hængende hår anerkendt, og var et af de 51 lande, som var med fra starten i oktober 1945.

Ellers var vi også havnet i selskab med Tyskland, Italien, Finland, Bulgarien, Ungarn og Rumænien, som i de første efterkrigsår absolut ikke var det gode selskab.

For det var vigtigt, hvem man omgikkes, både international og nationalt. Og derfor gik det danske retsopgør heller ikke stille af – ikke i starten i hvert fald. Man ville fx fælde de store entreprenører, som havde tjent mange penge på at bygge flyvepladser og bunkers langs den jyske vestkyst. Men ofte gik det anderledes.

De små værnemagere fik deres straf, mens de store slap, da man ikke kunne forvente nogen domfældelse, som statsadvokaten mente det. Eller deres handlinger blev vurderet som en del af samarbejdspolitikken, og så var det jo ikke den enkeltes eget ansvar, men et regeringsansvar.

Handel, pengeombytning og rationeringer fyldte også meget i perioden – og mere end hvad vi tænker på i dag. For Danmark vendte ikke som ved et trylleslag tilbage til forholdene før krigen, selvom vi i modsætning til mange andre lande ikke var smadrede. Men alligevel tager det tid at rydde op efter en verdenskrig og få hjulene i gang igen.

Tid og demokratisk virksomhed. Der var således også valg til folketinget – både i 1945 og i 1947, og til manges overraskelse viste det sig, at de gamle partier ret hurtigt rettede sig og klarede sig godt. Dem, som i besættelsestiden havde drømt om et nyt og anderledes Danmark, blev skuffede.

Alligevel var noget ændret. Den store magt i verden var ikke længere Europa, men USA, som i de næste mange årtier skulle beholde sin førerposition, og som med Marshallplan og flere andre initiativer satte både sit økonomiske og kulturelle aftryk på Europa – og på Danmark, som i de kommende år lærte udtryk som teenager og milkshake, og dansede nye danse til det, som blev kaldt ”negermusik”.

Men alt var ikke fest. Der var stadig mangel på basale svarer, som fx i den iskolde vinter 1947 hvor husmødrene demonstrerede for flere vaskemidler, mere sukker, kød og flæsk.

Bogen beskæftiger sig også med påskekrisen 1948 – for en sådan var der også. Mange kender til påskekrisen i 1920, som var lige ved at afskaffe det danske monarki. I 1948 handlede det dog ikke om konger, heller ikke den nye konge Frederik d. 9, men om Danmarks placering i verden.

Rygtet gik, at Sovjetunionen ville invadere Norden – også på baggrund af det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet. Så den danske regering anmodede USA om våbenhjælp – og sammenlagt blev resultatet, at krisen fremskyndede planerne om både en nordatlantisk forsvarsalliance – det som blev til NATO – og forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund.

Det sidste blev som bekendt ikke til noget, og vi endte i en blok. Vestblokken, den som med økonomisk fremgang, demokratisk frihed og stor militær slagkraft viste sig at være den vindende af de to blokke, hvis der ellers var en vinder af Den Kolde Krig. Norge gjorde det samme, men ikke Sverige. Sverige blev ved med at være neutralt.

Det var altså det gamle spil i Norden, to sammen og en udenfor, som Kåre Laurings far Palle Lauring ofte har beskrevet de nordiske landes indbydes forhold.

I den mere kulørte afdeling hører vi i bogen også om den lille, runde skuldertaske med RAF-logoet, som man kunne købe i Magasin kort efter befrielsen (danskerne er og bliver et handelsfolk) – og selvfølgelig de gule bananer, som efter flere års fravær kom til Danmark igen en grå novemberdag i 1945.

Bananer, der betød så meget, at der allerede var blevet sunget om dem i Befrielsessommeren 1945: For når der kommer en båd med bananer. Så har vi solskin og sommer på ny.Så jo, solen skinnede dén novemberdag. For bananernes ankomst til Danmark var et tegn på en verden i fred, en verden hvor varer og mennesker kunne færdes frit igen uden bekymringer for liv og sikkerhed.

En verden, som endelig igen var stor og dejlig – efter at have været lukket ned. Noget som senere generationer har moret sig lidt over, men som vi, der lever her og nu i Coronatiden, godt ved, hvad betyder … selvom der er forskel på en verdenskrig og en pandemi.

Danmarksbloggen giver ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949” fem ud af seks af de rationeringsmærker, som stadig blev brugt til mange varer i Danmark i tiden 1945-1949.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Russiske ubåde i Storebælt

I går sejlede to russiske u-både helt åbenlyst – på vandoverfladen – gennem Storebælt.

Det foregik efter reglerne. Der er tale om internationalt farvand, og de to u-både blev eskorteret, som de skal det iflg. Forsvaret.

Læs evt. mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/05/13/160353.htm

Hvad der til gengæld ikke meldes noget om er, hvor de to russiske ubåde skulle hen – og hvor de kom fra?

To spørgsmål, som Danmarksbloggen godt kunne tænke sig besvaret – især set i lyset af den spændte situation mellem Vesten og Rusland.

Danmarksbloggen er heller ikke sikker på, at russiske – og andre – ubåde altid melder deres ankomst til Danmark. Tværtimod tyder meget på, at den undersøiske aktivitet under radaren er taget til i Østersø-området – jvf. jagten på ukendte ubåde i den stockholmske skærgård i efteråret.

I Danmark vil vi endda næppe opdage, at der overhovedet ER ubåde tilstede i vore farvande, medmindre de selv giver sig at kende. Vi kan heller ikke sende en ubåd ned og tjekke. For vi har simpelthen ikke længere ubåde i Danmark – til trods for at vi er omgivet af vand til alle sider – og at vi har et meget stort land, som ikke er medlem af NATO, liggende mod øst.

Et mærkeligt forhold, som Danmarksbloggen skrev om allerede for over et halvt år siden. Læs evt. mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5671

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal de danske F16-fly hjem?

Svenskerne jager stadig den formodede russiske ubåd i den stockholmske skærgård.

Men også nordmændene er opmærksomme på Rusland. Så i Norge holder man sine fly hjemme fra kampen mod IS i Irak og Syrien.

Det vurderes simpelthen, at der er mere brug for flyene i Norge pga. den spændte sikkerhedssituation. Læs mere her: http://www.avisen.dk/norge-vores-kampfly-bliver-hjemme-paa-grund-af-rusla_290596.aspx

Spørgsmålet, der står tilbage, er derfor også, om det ville give mening at tage de danske F16-fly hjem fra den ellers vigtige kamp mod IS i Irak og Syrien?

For nordmændene tager fejl, når de siger, at Danmark er i en mindre farlig sikkerhedspolitisk situation end Norge i forhold til Rusland.

Den store russiske Østersø-flåde skal i tilfælde af en stormagtskonflikt ud gennem enten Storebælt eller Øresund, og det gør det mere end relevant, at vi i Danmark kan beskytte os så godt som muligt. Og til dét arbejde behøver vi selvsagt vores F16-fly.

Spørgsmålet er selvfølgelig også, hvor relevant problemstillingen i det hele taget er.

En stor verdensomspændende konflikt med Rusland på den ene side og NATO og de andre vestlige lande på den anden er (forhåbentlig og formentlig) næppe nært forestående, heller ikke selvom hollandske skibe tæt følger det russiske skib Professor Logachev, der må formodes at overtage rollen som russisk moderskib efter NS Concord, der har sat kursen mod Rusland.

Ruslands adfærd i Østersøen i øjeblikket er – efter Danmarksbloggens mening – på ingen måde starten på noget, der minder om et russisk angreb. Men derimod en klassisk russisk markering af egen styrke – samt en advarsel til Sverige om ikke at blive medlem af NATO.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 27: Kold krig og velfærdssamfund

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Kold krig og velfærdssamfund

Tiden efter Anden Verdenskrig var langtfra en dans på roser.

Europa var – bogstaveligt talt – udbombet, og Danmark var økonomisk sat tilbage til tiden omkring 1930. Rationeringerne fortsatte også i flere år endnu, og opsvinget lod vente på sig. Heldigvis iværksatte amerikanerne Marshalls-hjælpen, der satte gang i produktionen i et Europa, hvor man var enig om parolen ALDRIG MERE KRIG.

En parole, der udmøntede sig dels i Kål-og-Stål-unionen, der senere blev til EF – og nutidens EU – og dels i Atlanthavspagten, også kaldet NATO.

For nok var krigen mod Hitler-Tyskland og hans allierede slut, men en ny, kold krig var begyndt. En krig mellem på den ene side Sovjetunionen og de andre østlande, der mere eller mindre frivilligt nu var en del af den kommunistiske blok – og på den anden side USA og deres allierede i vest.

I de næste årtier skulle der blive brugt milliarder på atomvåben, der så blev stillet op på hver sin side af det jerntæppe, der var gået ned igennem Europa – og som gjorde, at en hel verdensdel var delt i mere end fire årtier.

Terrorbalancen kaldte man det også, og blandt den almindelige europæer – også danskerne – var der stor angst for, at nogen en dag skulle få trykket på en forkert knap. For der var atomvåben nok til at slå alle ihjel – endda mange-mange gange.

Men angsten blev dog holdt i skak for de fleste af hverdagen. En hverdag, hvor også middelklassens kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. For hvordan skulle man ellers kunne skaffe arbejdskraft nok til det velfærdssamfund, der rejste sig under Hedtofts, Hansens, Kampmanns og Krags ledelse?!

Et samfund, hvor USA – og England – blev in i en grad, så man spiste burgere, drak coca-cola, så amerikanske film, dansede jitterbug, hørte engelsk musik som fx ”The Beatles” og i det hele taget havde det så godt materielt, at man begyndte at fokusere på andre ting end overlevelse.

Folk, der var voksne i 1960´erne, taler stadig om, hvordan de år for år kunne mærke, at de fik flere penge og en forøget levestand. Goder som eget hus, fjernsyn, udlandsrejser og biler blev alles eje i en grad, så LO´s formand Thomas Nielsen senere udtalte: Vi har sejret ad helvede til.

For samtidig med at de materielle goder røg ind hos den enkelte dansker, røg solidariteten og bevidstheden om at være en del af arbejderklassen også ud. For hvad skal man bruge de gamle historier til, når man kan sidde i ny sofa og se Panduro-lystspil i fjernsynet med en kold øl i hånden? Eller tage på charterrejse til Spanien?

Eller gå i biffen og se en af de mange danske film, som vi stadig ser og kalder for en god, gammel dansk film fuld af solskin og nostalgi  – og naturligvis total urealistisk, også dengang. Film som “Sommer i Tyrol”, “Baronessen på Benzintanken”, “Far til Fire”, “Poeten og Lillemor”, “De røde heste” og “Mød mig på Cassiopia” og mange-mange flere endnu.

De unge, som i løbet af 50´erne og 60´erne fik deres egen identitet og værdi som unge, rystede på hovederne af deres forældre og deres valg. De unge ville en anden verden – en med love, peace and harmony.

Og netop ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2. og EF skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lige ret for Helle og for Anders

For snart fire år siden fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen jobbet som NATO´s generalsekretær, og danskerne var – uanset politisk ståsted – stolte over, at en dansker var blevet valgt til den høje post.

Nu er vi dér – måske – igen, denne gang med Helle Thorning og en stor EU-post i hovedrollen. Men denne gang hagler det ned med kritik og nedladende kommentarer om Thorning, der bl.a. beskyldes for at have været mere EU-venlig end normalt her i den senere tid, for på den måde at have en større chance for at få et af de EU-topjob, der er i spil.

Dét er forskelsbehandling, så det batter.

Anders Fogh Rasmussen var – såvidt Danmarksbloggen husker – mindst ligeså NATO-positiv fx i forhold til at sende danske styrker til diverse brændpunkter som Helle Thorning nu er EU-positiv i forhold til fx børnechecken.

Så hvis der er nogen rimelighed til, så skal vi i Danmark være mindst ligeså stolte over Thorning, hvis hun får en stor EU-post, som vi i sin tid var det over Fogh Rasmussen.

Lige ret for Helle og for Anders.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så rapper ællingen … mod den store russiske bjørn

Danmark sammenlignes tit med en ælling … en lille, sød og ganske harmløs ælling.

Den lille, danske ælling har dog F16-fly til sin rådighed, hvoraf seks nu sendes til Baltikum på anmodning af NATO.

I lyset af situationen på Krim føler de baltiske lande sig nemlig truede af Rusland, og de har derfor anmodet de andre medlemslande i NATO om hjælp.

Så derfor sender Danmark nu de seks F16-fly med mandskab til Estland, Letland og Litauen, hvor de skal afpatruljere luftrummet over de baltiske lande.

Den lille, danske ælling skal altså til at rappe mod den store, russiske bjørn …

Gad vide, om bjørnen overhovedet lægger mærke til det?

Den gør den nok nu, men den havde formentlig ikke gjort det, hvis det kun havde været ællingen, der stod og rappede. Men denne gang er ællingen ikke alene, men sammen med sine venner fra NATO – og det er både den amerikanske ørn, den engelske løve og så videre.

Og dé dyr kender den russiske bjørn så udmærket. De og den russiske bjørn har nemlig gennem hele Den Kolde Krig markeret deres territorier i forhold til hinanden. Dengang var de baltiske lande bare en del af den russiske bjørns jagtmarker, men det er Baltikum ikke mere.

Så det bliver interessant at se, hvad den danske ælling kan bidrage med i dén konflikt. Måske skulle den i stedet for F16-fly arbejde intenst med at skabe rammer for dialog og diplomati.

For når alt kommer til alt, så er en ælling ikke hverken det stærkeste eller det hurtigste dyr i verden – til gengæld kan den rappe MEGET HØJT og MEGET LÆNGE.

Og I H. C. Andersens fædreland ved vi jo godt, at ællingen til sidst forvandles til en flot, hvid svane ikke ulig den, som den russiske komponist Tjajkovskij har skrevet den fantastiske ballet “Svanesøen” om.

Så jo, vi har meget tilfælles – også med russerne, selvom de i øjeblikket opfører sig på måder, både i forhold til Krim, Ukraine og homo-, bi- og transseksuelle, som er helt uacceptable.

Men på bundlinien er vi alle – danskere, russere, baltere og alle andre – mere ens, end vi er forskellige.

Vi er alle mennesker … og det hele kan godt ende lykkeligt.

Så væk med våbnene, både i øst og i vest, og frem med samtalen. Det er det eneste, der du´r. RAP-RAP.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kender eks-udenrigsministeren NATO?

Den tidligere udenrigsminister og nuværende ordfører i Forsvarsudvalget for Det Konservative Folkeparti Lene Espersen mener, at Danmark skal til at opruste.

I en kronik i Berlingske foreslår hun derfor et styrket dansk forsvar, der er tilpasset de – i hendes verden – nye udenrigspolitiske trusler.

“Problemet er, at vi ikke i vores forsvars- og sikkerhedspolitik tager højde for den nye udvikling, der sker i Europa, ikke mindst med Ruslands meget aggressive adfærd,” siger Lene Espersen i nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside med henvisning til udviklingen på Krim, der nu er blevet russisk (igen).

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/03/17/185404.htm

Lene Espersen vil derfor have en oprustning igang i dansk militær, hvis Rusland efter Krim skulle finde på at gå efter de baltiske lande og dermed også Østersø-regionen – og altså måske Danmark.

Efter sådan en udmelding fristes man unægteligt til at spørge om den tidligere udenrigsminister kender NATO?

Danmarksbloggen iler ihvertfald glad og gerne med information om, at Danmark er medlem af NATO, som er en forsvarsorganisation, hvor de enkelte lande har forpligtet sig til at hjælpe hinanden, hvis de angribes af et tredje land.

Lene Espersens egen tidligere chef, Anders Fogh Rasmussen, er endda chef for organisationen, der altså er forpligtet til at hjælpe Danmark, hvis vi angribes. Det bliver vi så nok ikke, da netop NATO er så stærk en militærmagt, at selv en stormagt som Rusland ikke ønsker at prøve …

Det er blandt andet også derfor, at Rusland holder så skarpt øje med og udøver så stor kontrol over de lande, der grænser op til Rusland.

Lene Espersens forslag giver derfor ingen mening, hvilket også er meldingen fra lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen. Se artikel fra DR med ham her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/03/18/073506.htm

I virkeligheden er situationen nemlig den, at såvel Rusland som Vesten er gensidigt mere end almindeligt afhængige af hinanden. Det er også derfor, at de vestlige sanktioner mod Rusland er så relativt begrænsede og kun af symbolværdi. Ingen ønsker i virkeligheden at få kliniket noget – ikke andre end en forvirret tidligere dansk udenrigsminister.

Måske skulle Lene Espersen istedet for at tale om oprustning af det danske militær tage en tur til Roskilde og se på nogle vikingebåde? Hun kan endda også selv – ihvertfald om sommeren – tage ud og sejle med en vikingebåd på Roskilde Fjord.

Så kan hun jo stå dér i stævnen og lege viking på togt mod Rusland …
Den lille, danske ælling på togt mod den store, russiske bjørn. You go, girl.

Gad vide om russerne overhovedet ville opdage det?!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk