Tag-arkiv: NATO

Sverige, NATO og ”Idas Sommervise”

Udgivet den af
Svar

Der er noget symbolsk over det.

Komponisten George Riedel døde i går. Dagen før der blev givet grønt lys til Sveriges optagelse i NATO.

De fleste danskere kender måske ikke George Riedel. Men de kender hans melodier. Han var nemlig manden bag musikken til Astrid Lindgrens historier, når de skulle filmatiseres.

Mest kendt er nok nogle af melodierne til ”Emil i Lønneberg”, hvor især ”Idas Sommervise” er elsket og stadig brugt, når svenske børn går på sommerferie. Ja, den er et nationalklenodie i Sverige.

”Idas Sommervise” er også grund-svensk både i melodi og tekst. Det er arven fra Bellman og Taube, som kan høres i tonerne – men tilsat Riedels egen genialitet. Og så Astrid Lindgrens egne ord om den lille Ida, der troskyldigt er sikker på, at hun har et stort lod i, at det bliver sommer.

For sådan må det jo være, når hun har rendt rundt på marker, enge og ved søer, og sat hele foråret i gang ved at sørge for, at sneen forsvandt, fuglene kom, at der blev grønt på træer og jord, at der kom vand i bækken og så videre.

Lille Ida er, som Sverige var dét i den lange tid, hvor landet ikke ville være med i en militæralliance, men mente, at de kunne være neutrale og i stedet en humanistisk stormagt. Det er sødt – og naivt.

Men nu stopper det også. Nu bliver Sverige medlemmer af den historisk stærkeste militæralliance nogensinde. Det er godt for både os og for Sverige, selvom det også er sørgeligt, at vi ikke lever i en verden, hvor man kan glæde sig til sommeren med lille Idas ord:

Jag gör himlen vacker om kvällen
För jag gör den alldeles skär
Och smultron det gör jag åt barna
För det tycker jag dom kan få
Och andra små roliga saker
Som passar när barnen är små
Och jag gör så roliga ställen
Där barnen kan springa omkring
Då blir barna fulla med sommar
Och bena blir fulla med spring

En verden, hvor vi ikke skal frygte truslen fra Rusland og den store risiko for krig. Men hvor vi kan drømme om smukke aftenhimle, sjove legesteder til børnene og jordbær til alle med spring i benene. Dét lyder som et skønt eventyr, som kræver fred for at blive en realitet.

Men skal freden have en chance, så skal vi forberede os på krigen. Og her er Sverige i NATO en fuldstændig nødvendighed. Så: Tillykke til Sverige – og til os. Vi hører sammen her i Norden – og nu er hele Norden sammen i NATO. Vi er blevet mere trygge – og mere sikre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsdag 2023 handler om NATO

Udgivet den af
Svar

Grundlovsdagen 2023 bliver en dag, hvor der er større fokus på begivenhederne i USA end på Danmark.

Landets statsminister Mette Frederiksen er nemlig på besøg hos præsident Biden i Det Hvide Hus i dét, som man må formode bliver den sidste – og afgørende – jobsamtale, inden Frederiksen evt. kan annonceres som NATO´s næste generalsekretær.

Dét er alt sammen noget, som i nogle uger har optaget danske medier og danske politikere.

For skulle det ske: Hvem skal så være statsminister? Og hvad vil der ske med regeringen? Og flere andre spørgsmål, som er ganske relevante, hvis landets leder skal skiftes ud.

Traditionen tro i andedammen Danmark er der så også brok.

Politikere fra højrefløjen og visse meningsdannere med flere har fx været ude med riven og hævde, at det handlede om Frederiksens chancer i NATO, når Danmark gav så mange penge og militært materiel til Ukraine.

Dertil må svaret være: NEJ. Ukraines frihedskamp er vores alle sammens frihedskamp. Og hvis først helvede bryder løs for alvor, så ligger Danmark som en prop, når den russiske Østersø-flåde skal ud – og det betød i Den Kolde Krig russiske planer om som noget af det første at bruge atomvåben mod Danmark.

Geografien har ikke ændret sig siden, men atombomberne er blevet bedre. Så nej, hver en krone, som vi giver til Ukraine, giver vi også til os selv.

At det så måske samtidig øger Mette Frederiksens chancer for at blive NATO´s næste generalsekretær, er bare fantastisk. For skulle det ske, så er det mægtigt flot, at det er en dansk kvinde, som bliver NATO´s første kvindelige generalsekretær – og så endda som den tredje i træk fra Norden – og valgt i en krigstid.

Danmarksbloggen hepper på Mette Frederiksen som NATO´s næste generalsekretær.

Også selvom det efterlader Danmark i et tomrum: Wammen som sandsynlig efterløser for Frederiksen, selvom han har samme appeal til vælgerne som gårsdagens avis. Ellemann sygemeldt og med Poulsen lurende i kulissen som en permanent afløser. Og så det politiske dyr Løkke, som vil prøve at udnytte situationen til at blive regeringens de-facto-leder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ENDELIG sammen – igen – her i Norden

Udgivet den af
Svar

Der har gennem århundrederne været en gammel sandhed i Norden. Den handler om: Det gamle spil i Norden. To inde – og en udenfor. To lande med – og et land udenfor.

For sådan har det været siden Kalmar-unionens opløsning for næsten 500 år siden (det skete i 1523). Nedslag i historien viser det:

Danmark og Norge var i union – under Danmarks ledelse – fra 1300-tallet og indtil 1814.

Derpå kom Norge i union med Sverige i en periode, indtil nordmændene endelig i 1905 fik deres selvstændighed – og valgte en dansk prins som konge.

Så kom 2. Verdenskrig, hvor Danmark og Norge var besat, mens Sverige var såkaldt neutralt – men samarbejdede med alle, også de tyske nazister.

Efter 2. Verdenskrig – i 1949 – blev NATO stiftet. Danmark og Norge med – Sverige udenfor.

Så i 1973 træder Danmark ind i EU, mens Norge og Sverige holder den nordiske fane højt udenfor, indtil Sverige i 1995 optages i EU. Men ikke Norge. De har deres olie-milliarder, og bliver ude.

Men nu – endelig – i 2022 lykkedes det – via en ydre fjende – at samle Norden. For endelig kommer vi alle tre sammen igen. Nu i verdens stærkeste forsvarsalliance NATO, som både Sverige og Finland vil søge optagelse i.

Dét er vildt. Dét er godt.

For Sverige har været neutrale i mere end 200 år. Det har de i hvert i fald sagt, lige som de har kaldt sig fredens stormagt – selvom de har tjent milliarder på at producere og sælge våben.

Og så er der Finland, som har været neutrale siden 2. Verdenskrig. Finnerne kender Rusland, og sloges med dem i Vinterkrigen op mod 2. Verdenskrig, og siden har de holdt sig i form. Finnerne er seje og kæmper – ligesom ukrainerne.

Sådan er det åbenbart at være nabo til Rusland. Så bliver man hård i filten – hvis man vil overleve.

Danmarksbloggen kipper i dag med samtlige de nordiske flag, og byder Sverige og Finland varmt velkomne i NATO. For vi hører sammen her i Norden – også under NATO´s fane.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine invaderet … og Putin tromler videre

Udgivet den af
Svar

Så er krigen i Europa en realitet …

Rusland invaderede hele Ukraine i nat, og der kæmpes nu mange steder. Tappert, også selvom udfaldet er givet: Ruslands enorme krigsmaskine kommer til at tromle Ukraine ned – og mange ukrainere vil dø.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at vi i Vesten IKKE kommer til at hjælpe Ukraine med soldater – men udelukkende med rådgivning og sanktioner (som Rusland er ligeglad med).

Der skal et angreb mod et NATO-land til, før den russiske aggression bliver besvaret militært fra NATO´s side, og det er her, at det med geopolitiske øjne bliver interessant.

For paragraf 5 siger, at angribes et NATO-land, så angribes vi alle sammen.

Man kalder det for musketér-eden.

Men vil vi holde dén ed, som vi så højtideligt har svoret?

Vil Danmark og de andre NATO-lande aktivere musketér-eden, hvis fx et lille stykke af Estland angribes af Rusland? Det er realistisk, at det kan ske. Estland – ligesom Donetsk og Lugansk i Ukraine – har nemlig en stor andel etniske russere, især i visse områder. Så måske de og Putin tænker, at øvelsen fra Ukraine også kan laves i Estland?

Eller i Letland, hvor der også er mange russere?

Eller hvad med korridoren i Litauen ud til den russiske flådebase i Østersøen i Kaliningrad? Den vil Putin også gerne have gjort noget ved, så han har fri adgang på en anden måde end i dag.

Det er sådanne scenarier, som vil kunne blive realiteter, hvor NATO skal stå sin store prøve.

For Putin fortsætter. Han mener sig i sin historiske ret til at indtage de områder, som han mener er russiske. Det er blandt andet Ukraine, men også de baltiske lande – og flere steder endnu som fx Finland, der ikke er medlem af NATO, og som tidligere har stiftet dårligt bekendtskab med Rusland – senest under Vinterkrigen.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at Putin kun forstår magtens rå sprog. Så selvom vi risikerer 3. verdenskrig, så SKAL vi stå fast på NATO´s grænser.

Ret beset burde vi også komme Ukraine til hjælp nu med hele pakken. Ligesom vi skal være der for Finland og Sverige, som heller ikke er medlem af NATO.

For Putin helmer ikke, og det er bedre at dø med støvlerne på end leve på knæ … hvis altså man mener alle de fine og dyre ord om frihed, menneskerettigheder og demokrati.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ællingen: Det får konsekvenser

Udgivet den af
Svar

Der var engang, hvor Danmark var noget, der mindede om en stormagt.

Det var selvfølgelig i vikingetiden, da vi sad på England og en del andre landområder, både i Østersø-området og i Frankrig.

Senere i middelalderen havde vi også perioder, hvor vi var rigtig store. Størst var vi i Kalmarunionens dage, hvor Det samlede Norden var af en størrelse, som kunne matche de kejserdømmer, der var dengang i Europa – og som også omfattede store områder i Baltikum og andre steder.

Men Sverige rev sig løs i 1500-tallet, og i 1600-tallet kom de blå-gule og tog Skåne, Halland og Blekinge fra os. I 1814 mistede vi Norge – og i 1864 tog tyskerne Sønderjylland. Her fik vi så noget tilbage i 1920.

Så tilbage står, at vi er et lille land, som så under verdenskrigene i 1900-tallet prøvede at være neutralt. Det gik ikke særligt godt.

Så NU har vi siden 11. september prøvet at være mere aktivistiske og militante. Vi sender styrker, fly og krigsskibe ud i verden i så lind en strøm, at vi nu har en årlig flagdag for Danmarks udsendte og veteraner, nemlig d. 5. september.

Så naturligvis må statsminister Mette Frederiksen også i tirsdagens spørgetime kommentere truslen om invasion i Ukraine:

Det skal stå klart i Kreml, at en invasion i Ukraine vil få store konsekvenser, siger hun.

Det føles lidt som at stå på samme side af vandløbet som en lille arrig rappende ælling, mens der på den anden side – bare et kort hop væk – står en stor og stærk bjørn, som er ved at være træt af dét rapperi.

En bjørn, som i årevis har taget sig til hovedet og sagt suk, når ællingen har brokket sig over bjørnens gøren og laden.

Men alt har en ende, og man må håbe, at ællingens venner – den amerikanske ørn, den engelske løve og alle de andre i NATO – kommer frem i tide. For ellers bliver ællingen aldrig til nogen fin svane.

Ællingen selv har nemlig ikke forberedt sig tilstrækkeligt på den dag, hvor den russiske bjørn hopper over vandløbet …

Vi mangler våben, mandskab, fly, missiler, ubåde etc, etc. Det eneste, som vi har, er krigstræning fra de mange missioner ude i verden i de sidste to årtier.

Apropos Sverige så har de masser af materiel – og de kan hurtigt producere noget mere. De er så ikke (i modsætning til Danmark og Norge) medlemmer af NATO, selvom de er voldsomt truede af Rusland.

Men vi kan ikke svigte hinanden her i Norden – og slet ikke nu i en situation, hvor den gamle angst for Den Store Bjørn fra Øst kommer op i alle os, der kan huske Den Kolde Krig.

En angst, som går endnu længere tilbage – helt tilbage i historien. Spørg bare svenskerne, finnerne og polakkerne om dét – eller franskmændene – eller dem fra de baltiske lande eller stort set alle østeuropæiske lande. Russerne er skrækindjagende – uanset om lederen er en zar, en kommunist eller Putin!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”

Udgivet den af
Svar

Cand.phil i historie Kåre Lauring har skrevet mange historiske fagbøger, og i den nyeste ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”, som udkom i sidste uge, kommer han ind på tiden EFTER besættelsen og frem til skæringspunktet, da Danmark skriver under på NATO-traktaten i 1949, og dermed opgiver neutralitetpolitikken.

Det er en tid, som vi ellers hører meget lidt om. Besættelsen og befrielsen behandles ofte i både fag- og skønlitteratur, og det samme gør velfærdssamfundets opbygning i 1950´erne og 1960´erne.

Men de første år efter krigen er så underligt oversete, selvom det er meget vigtige år, hvor grundlaget for hele det kommende moderne samfund blev lagt.

Heldigvis har vi så nu Kåre Laurings grundige, detaljerede og velformulerede værk ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”, hvor man på bogens 428 sider bliver klogere på forsvarspolitik, situationen omkring Grønland og Færøerne, økonomisk politik og det spil, som var i gang i Europa og i resten af verden, og som førte til den kolde krig mellem de tidligere allierede – en krig, der skulle kendetegne næsten et halvt århundrede.

Et af de meget spændende afsnit handler om etableringen af FN, som startede med en konference i San Francisco, hvor den danske regering gerne ville være til stede. Det fordrede dog, at man var anerkendt som allieret, og altså havde erklæret krig mod Tyskland.

Det havde Danmark ikke. Snarere tværtimod havde vi i 1941 skrevet under på Antikominternpagten i Berlin. Det var først i 1943, at vi officielt stoppede samarbejdet med tyskerne – på et tidspunkt, hvor alle vidste, hvad vej det gik.

Så at vi alligevel blev anerkendt de facto skyldtes den modige danske ambassadør i USA Henrik Kauffmann, som i 1941 havde indgået en aftale med USA om, at de måtte anlægge forsvarsbaser på Grønland. Danmark blev altså på et hængende hår anerkendt, og var et af de 51 lande, som var med fra starten i oktober 1945.

Ellers var vi også havnet i selskab med Tyskland, Italien, Finland, Bulgarien, Ungarn og Rumænien, som i de første efterkrigsår absolut ikke var det gode selskab.

For det var vigtigt, hvem man omgikkes, både international og nationalt. Og derfor gik det danske retsopgør heller ikke stille af – ikke i starten i hvert fald. Man ville fx fælde de store entreprenører, som havde tjent mange penge på at bygge flyvepladser og bunkers langs den jyske vestkyst. Men ofte gik det anderledes.

De små værnemagere fik deres straf, mens de store slap, da man ikke kunne forvente nogen domfældelse, som statsadvokaten mente det. Eller deres handlinger blev vurderet som en del af samarbejdspolitikken, og så var det jo ikke den enkeltes eget ansvar, men et regeringsansvar.

Handel, pengeombytning og rationeringer fyldte også meget i perioden – og mere end hvad vi tænker på i dag. For Danmark vendte ikke som ved et trylleslag tilbage til forholdene før krigen, selvom vi i modsætning til mange andre lande ikke var smadrede. Men alligevel tager det tid at rydde op efter en verdenskrig og få hjulene i gang igen.

Tid og demokratisk virksomhed. Der var således også valg til folketinget – både i 1945 og i 1947, og til manges overraskelse viste det sig, at de gamle partier ret hurtigt rettede sig og klarede sig godt. Dem, som i besættelsestiden havde drømt om et nyt og anderledes Danmark, blev skuffede.

Alligevel var noget ændret. Den store magt i verden var ikke længere Europa, men USA, som i de næste mange årtier skulle beholde sin førerposition, og som med Marshallplan og flere andre initiativer satte både sit økonomiske og kulturelle aftryk på Europa – og på Danmark, som i de kommende år lærte udtryk som teenager og milkshake, og dansede nye danse til det, som blev kaldt ”negermusik”.

Men alt var ikke fest. Der var stadig mangel på basale svarer, som fx i den iskolde vinter 1947 hvor husmødrene demonstrerede for flere vaskemidler, mere sukker, kød og flæsk.

Bogen beskæftiger sig også med påskekrisen 1948 – for en sådan var der også. Mange kender til påskekrisen i 1920, som var lige ved at afskaffe det danske monarki. I 1948 handlede det dog ikke om konger, heller ikke den nye konge Frederik d. 9, men om Danmarks placering i verden.

Rygtet gik, at Sovjetunionen ville invadere Norden – også på baggrund af det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet. Så den danske regering anmodede USA om våbenhjælp – og sammenlagt blev resultatet, at krisen fremskyndede planerne om både en nordatlantisk forsvarsalliance – det som blev til NATO – og forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund.

Det sidste blev som bekendt ikke til noget, og vi endte i en blok. Vestblokken, den som med økonomisk fremgang, demokratisk frihed og stor militær slagkraft viste sig at være den vindende af de to blokke, hvis der ellers var en vinder af Den Kolde Krig. Norge gjorde det samme, men ikke Sverige. Sverige blev ved med at være neutralt.

Det var altså det gamle spil i Norden, to sammen og en udenfor, som Kåre Laurings far Palle Lauring ofte har beskrevet de nordiske landes indbydes forhold.

I den mere kulørte afdeling hører vi i bogen også om den lille, runde skuldertaske med RAF-logoet, som man kunne købe i Magasin kort efter befrielsen (danskerne er og bliver et handelsfolk) – og selvfølgelig de gule bananer, som efter flere års fravær kom til Danmark igen en grå novemberdag i 1945.

Bananer, der betød så meget, at der allerede var blevet sunget om dem i Befrielsessommeren 1945: For når der kommer en båd med bananer. Så har vi solskin og sommer på ny.Så jo, solen skinnede dén novemberdag. For bananernes ankomst til Danmark var et tegn på en verden i fred, en verden hvor varer og mennesker kunne færdes frit igen uden bekymringer for liv og sikkerhed.

En verden, som endelig igen var stor og dejlig – efter at have været lukket ned. Noget som senere generationer har moret sig lidt over, men som vi, der lever her og nu i Coronatiden, godt ved, hvad betyder … selvom der er forskel på en verdenskrig og en pandemi.

Danmarksbloggen giver ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949” fem ud af seks af de rationeringsmærker, som stadig blev brugt til mange varer i Danmark i tiden 1945-1949.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Russiske ubåde i Storebælt

Udgivet den af
1

I går sejlede to russiske u-både helt åbenlyst – på vandoverfladen – gennem Storebælt.

Det foregik efter reglerne. Der er tale om internationalt farvand, og de to u-både blev eskorteret, som de skal det iflg. Forsvaret.

Læs evt. mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/05/13/160353.htm

Hvad der til gengæld ikke meldes noget om er, hvor de to russiske ubåde skulle hen – og hvor de kom fra?

To spørgsmål, som Danmarksbloggen godt kunne tænke sig besvaret – især set i lyset af den spændte situation mellem Vesten og Rusland.

Danmarksbloggen er heller ikke sikker på, at russiske – og andre – ubåde altid melder deres ankomst til Danmark. Tværtimod tyder meget på, at den undersøiske aktivitet under radaren er taget til i Østersø-området – jvf. jagten på ukendte ubåde i den stockholmske skærgård i efteråret.

I Danmark vil vi endda næppe opdage, at der overhovedet ER ubåde tilstede i vore farvande, medmindre de selv giver sig at kende. Vi kan heller ikke sende en ubåd ned og tjekke. For vi har simpelthen ikke længere ubåde i Danmark – til trods for at vi er omgivet af vand til alle sider – og at vi har et meget stort land, som ikke er medlem af NATO, liggende mod øst.

Et mærkeligt forhold, som Danmarksbloggen skrev om allerede for over et halvt år siden. Læs evt. mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5671

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal de danske F16-fly hjem?

Udgivet den af
2

Svenskerne jager stadig den formodede russiske ubåd i den stockholmske skærgård.

Men også nordmændene er opmærksomme på Rusland. Så i Norge holder man sine fly hjemme fra kampen mod IS i Irak og Syrien.

Det vurderes simpelthen, at der er mere brug for flyene i Norge pga. den spændte sikkerhedssituation. Læs mere her: http://www.avisen.dk/norge-vores-kampfly-bliver-hjemme-paa-grund-af-rusla_290596.aspx

Spørgsmålet, der står tilbage, er derfor også, om det ville give mening at tage de danske F16-fly hjem fra den ellers vigtige kamp mod IS i Irak og Syrien?

For nordmændene tager fejl, når de siger, at Danmark er i en mindre farlig sikkerhedspolitisk situation end Norge i forhold til Rusland.

Den store russiske Østersø-flåde skal i tilfælde af en stormagtskonflikt ud gennem enten Storebælt eller Øresund, og det gør det mere end relevant, at vi i Danmark kan beskytte os så godt som muligt. Og til dét arbejde behøver vi selvsagt vores F16-fly.

Spørgsmålet er selvfølgelig også, hvor relevant problemstillingen i det hele taget er.

En stor verdensomspændende konflikt med Rusland på den ene side og NATO og de andre vestlige lande på den anden er (forhåbentlig og formentlig) næppe nært forestående, heller ikke selvom hollandske skibe tæt følger det russiske skib Professor Logachev, der må formodes at overtage rollen som russisk moderskib efter NS Concord, der har sat kursen mod Rusland.

Ruslands adfærd i Østersøen i øjeblikket er – efter Danmarksbloggens mening – på ingen måde starten på noget, der minder om et russisk angreb. Men derimod en klassisk russisk markering af egen styrke – samt en advarsel til Sverige om ikke at blive medlem af NATO.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 27: Kold krig og velfærdssamfund

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Kold krig og velfærdssamfund

Tiden efter Anden Verdenskrig var langtfra en dans på roser.

Europa var – bogstaveligt talt – udbombet, og Danmark var økonomisk sat tilbage til tiden omkring 1930. Rationeringerne fortsatte også i flere år endnu, og opsvinget lod vente på sig. Heldigvis iværksatte amerikanerne Marshalls-hjælpen, der satte gang i produktionen i et Europa, hvor man var enig om parolen ALDRIG MERE KRIG.

En parole, der udmøntede sig dels i Kål-og-Stål-unionen, der senere blev til EF – og nutidens EU – og dels i Atlanthavspagten, også kaldet NATO.

For nok var krigen mod Hitler-Tyskland og hans allierede slut, men en ny, kold krig var begyndt. En krig mellem på den ene side Sovjetunionen og de andre østlande, der mere eller mindre frivilligt nu var en del af den kommunistiske blok – og på den anden side USA og deres allierede i vest.

I de næste årtier skulle der blive brugt milliarder på atomvåben, der så blev stillet op på hver sin side af det jerntæppe, der var gået ned igennem Europa – og som gjorde, at en hel verdensdel var delt i mere end fire årtier.

Terrorbalancen kaldte man det også, og blandt den almindelige europæer – også danskerne – var der stor angst for, at nogen en dag skulle få trykket på en forkert knap. For der var atomvåben nok til at slå alle ihjel – endda mange-mange gange.

Men angsten blev dog holdt i skak for de fleste af hverdagen. En hverdag, hvor også middelklassens kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. For hvordan skulle man ellers kunne skaffe arbejdskraft nok til det velfærdssamfund, der rejste sig under Hedtofts, Hansens, Kampmanns og Krags ledelse?!

Et samfund, hvor USA – og England – blev in i en grad, så man spiste burgere, drak coca-cola, så amerikanske film, dansede jitterbug, hørte engelsk musik som fx ”The Beatles” og i det hele taget havde det så godt materielt, at man begyndte at fokusere på andre ting end overlevelse.

Folk, der var voksne i 1960´erne, taler stadig om, hvordan de år for år kunne mærke, at de fik flere penge og en forøget levestand. Goder som eget hus, fjernsyn, udlandsrejser og biler blev alles eje i en grad, så LO´s formand Thomas Nielsen senere udtalte: Vi har sejret ad helvede til.

For samtidig med at de materielle goder røg ind hos den enkelte dansker, røg solidariteten og bevidstheden om at være en del af arbejderklassen også ud. For hvad skal man bruge de gamle historier til, når man kan sidde i ny sofa og se Panduro-lystspil i fjernsynet med en kold øl i hånden? Eller tage på charterrejse til Spanien?

Eller gå i biffen og se en af de mange danske film, som vi stadig ser og kalder for en god, gammel dansk film fuld af solskin og nostalgi  – og naturligvis total urealistisk, også dengang. Film som “Sommer i Tyrol”, “Baronessen på Benzintanken”, “Far til Fire”, “Poeten og Lillemor”, “De røde heste” og “Mød mig på Cassiopia” og mange-mange flere endnu.

De unge, som i løbet af 50´erne og 60´erne fik deres egen identitet og værdi som unge, rystede på hovederne af deres forældre og deres valg. De unge ville en anden verden – en med love, peace and harmony.

Og netop ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2. og EF skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lige ret for Helle og for Anders

Udgivet den af
1

For snart fire år siden fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen jobbet som NATO´s generalsekretær, og danskerne var – uanset politisk ståsted – stolte over, at en dansker var blevet valgt til den høje post.

Nu er vi dér – måske – igen, denne gang med Helle Thorning og en stor EU-post i hovedrollen. Men denne gang hagler det ned med kritik og nedladende kommentarer om Thorning, der bl.a. beskyldes for at have været mere EU-venlig end normalt her i den senere tid, for på den måde at have en større chance for at få et af de EU-topjob, der er i spil.

Dét er forskelsbehandling, så det batter.

Anders Fogh Rasmussen var – såvidt Danmarksbloggen husker – mindst ligeså NATO-positiv fx i forhold til at sende danske styrker til diverse brændpunkter som Helle Thorning nu er EU-positiv i forhold til fx børnechecken.

Så hvis der er nogen rimelighed til, så skal vi i Danmark være mindst ligeså stolte over Thorning, hvis hun får en stor EU-post, som vi i sin tid var det over Fogh Rasmussen.

Lige ret for Helle og for Anders.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk