Arven efter Thorning

Helle Thorning-Schmidt, Danmarks første kvindelige statsminister, fylder 50 år i dag, hvor det næsten på dagen er 1½ år siden, at hun måtte afgive statsministerposten til Lars Løkke.

Danmarksbloggen har selvsagt skrevet en del om Helle Thorning, og hun er også nævnt i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder. Her link til sidste afsnit, hvor der er link til alle de foregående afsnit:

http://danmarksbloggen.dk/?p=6920

Men den runde dag får Danmarksbloggen til at filosofere lidt over Thornings betydning.

Selv nævnte hun kun få gange, at hun var landets første kvindelige statsminister. Det blev pakket væk, fordi hun ikke ønskede forskelsbehandling. På en måde sympatisk, men på den anden side også en fejl. For det skulle være fejret med trommer og rabalder, at Danmark endelig i 2011 fik sin første kvindelige statsminister.

På den tredje side var det måske okay – også når man ser Thornings arv, som er nærmest ikke-eksisterende. Hun efterlod sig ingen aftryk, når det handlede om visioner for Danmark. Og det gode, som blev gennemført fx en mere stabil økonomi og solidarisk velfærd, har Løkke og co. for længst fået ødelagt.

Hendes højre hånd, Bjarne Corydon, brugte også kun den politiske karriere som et springbræt ind i det private erhvervsliv, og hendes anden nærmeste Noa Reddington er tilbage i medieverdenen, hvor han endnu engang bekræfter den symbiose, der er mellem medier og politikere – og ikke mellem befolkning og politikere.

Så tillykke med dagen, som også har torne for et Socialdemokrati, der stadig lider, idet partiet passer alt for meget på med at kommunikere holdninger, drømme og visioner, fordi man er bange for at blive beskyldt for løftebrud – hvor uretfærdigt det end er. For løftebrud laver alle – og man er nødt til at vise sine farver, hvis man vil have stemmer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Veloplagt Thorning i karaktér

Statsminister og leder af socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt har lige været i DR´s valgstudie.

Danmarksbloggen tager først og fremmest hatten af for hendes kampmod og insisteren på den danske velfærd, der med Thorning ved roret vil blive styrket – dog ikke så meget som Enhedslisten og SF ønsker, men langt mere end hvad blå blok vil med deres nulvækst.

Det var i det hele taget et billede af økonomisk ansvarlighed, som Thorning prøvede at tegne – også da hun snakkede dagpenge, hvor Danmarksbloggen godt tænke sig nogle flere konkrete bud på fremtidens dagpengesystem – også fra andre partier.

Endelig blev der talt flygtninge – uden at der kom noget nyt på bordet. Thorning strammer udlændingeskruen mere end nogen anden socialdemokratisk leder har gjort – og på den korte bane skal der nok give stemmer. På den lange er Danmarksbloggen derimod ikke så sikker, da partiets billede som “et af de humane partier” er truet.

Danmarksbloggen noterede sig også, at det generelt var en mere afslappet statsminister. Noget, der godt må være mere af i den sidste uges valgkamp, hvis Thorning skal have en større chance for fire år mere i statsministeriet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark – set fra Berlin og Paris

Undertegnede har på sommerens rejser til henholdsvis Berlin og Paris prøvet at kigge nordpå mod Danmark med udgangspunkt i de kommentarer og holdninger, som kom fra de tyskere og de franskmænd, som vi mødte undervejs.

Og der er to ting, som i dén grad skilte sig ud, når talen kom på Danmark:

Den første var vores statsminister Helle Thorning-Schmidt, som mange både tyskere og franskmænd kender, og som nyder megen respekt i de to store EU-lande – og også mere end hun gør det i Danmark.

Den anden var Dansk Folkeparti og den fremmedfjendskhed, som bliver stadig større i Danmark. Dén bryder man sig ikke om i Berlin og Paris, omend man qua sin historiske arv er lidt mere afdæmpet i sin kritik i Berlin, end man er det i Paris. I Paris er franskmændene så også til gengæld mere end klar over, at de selv slås med Front Nationale.

Enighed er der ihvertfald om, at fundamentalismen og fremmedhadet er et stigende problem både i Berlin, Paris og København – både i Tyskland, Frankrig, Danmark og alle andre europæiske lande.

Danmarksbloggen vil også tilslutte sig – og tilføje: Det sociale aspekt og hensynet til de svage i samfundet. For rummelighed og tolerance trives bedst med tryghed og solidaritet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Socialdemokratiets reelle problem er manglende vælgertilslutning

Medierne har i de seneste dage prøvet at gøre problemerne for Socialdemokratiet til et spørgsmål om ledelse – og helt konkret til et spørgsmål om Helle Thorning-Schmidts evne til at være formand.

Det lykkedes ikke. Snarere tværtimod så viser weekendens hovedbestyrelsesmøde med kredsformændene i Svendborg, at opbakningen til formanden er massiv fra alle dele af partiet.

Se indlæg fra Danmarksbloggen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4212

MEN, for der er et men. Socialdemokratiet har et problem. Den engang suverænt største parti i Danmark er i dag kun det tredjestørste … og det kan man ikke på nogen måde være tilfreds med.

Så noget skal der gøres og gerne noget nyt. For bliver man ved med at gøre det samme, så fører det bare til det samme – og det er der, at man er i øjeblikket hos socialdemokraterne. Man gør det samme, som man har gjort i årevis – og resultatet er det samme: En konstant faldende vælgertilslutning.

For det skel, som medierne prøvede at lave internt i Socialdemokratiet, findes ikke, men det gør det imellem socialdemokraterne og den meget store gruppe af eks-vælgere.

Så hvis socialdemokraterne vil tilbage som landets største parti, så skal man tage det faktum seriøst. For Socialdemokratiets storhed kommer ikke af at være blå og liberalistiske – det klarer de blå meget bedre selv.

En kommende storhedstid for det gamle arbejderparti kræver, at partiet vender tilbage til sine røde rødder og filosofierne om “de brede skuldre, der bærer de tungeste læs” og “når få har for meget og færre for lidt.”

Og dér er der noget at komme efter. For Socialdemokratiets reelle problem er den manglende vælgertilskutning, hvor man har gået fra små 25% af stemmerne til folketingsvalget i 2011 til knap 20% af stemmerne, hvis der havde været valg 14. marts. 2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De fleste socialdemokatiske lokalformænd vil beholde Thorning

DR skriver i nedenstående artikel, at en del socialdemokratiske lokalformænd vil af med statsminister Helle Thorning-Schmidt som formand for Socialdemokratiet, hvilket også er overskriften og det gennemgående tema i artiklen.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/04/02/133301.htm

MEN – for der er et men. I en indskudt sætning står der nemlig:  … Og selvom de fleste stadig bakker op om Helle Thorning-Schmidt ….

Aha, der er altså stadig flere socialdemokratiske lokalformænd, der vil beholde Thorning end det modsatte …

Hvor mange siger artiklen ikke noget om, kun at der er ringet til en række socialdemokratiske lokalformænd, hvoraf de 13 gerne vil af med den nuværende formand. Der er ialt 250 socialdemokratiske lokalformænd i Danmark, og da de har været fem journalister om at lave artiklen, må man formode, at de har ringet til en pæn del af de 250.

Det interessante her er derfor, hvorfor lokalformændene vil beholde Thorning. Og dét kunne det være spændende at få svar på istedet for at rode rundt i, at 13 socialdemokratiske lokalformænd ud af 250 gerne vil af med hende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lige ret for Helle og for Anders

For snart fire år siden fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen jobbet som NATO´s generalsekretær, og danskerne var – uanset politisk ståsted – stolte over, at en dansker var blevet valgt til den høje post.

Nu er vi dér – måske – igen, denne gang med Helle Thorning og en stor EU-post i hovedrollen. Men denne gang hagler det ned med kritik og nedladende kommentarer om Thorning, der bl.a. beskyldes for at have været mere EU-venlig end normalt her i den senere tid, for på den måde at have en større chance for at få et af de EU-topjob, der er i spil.

Dét er forskelsbehandling, så det batter.

Anders Fogh Rasmussen var – såvidt Danmarksbloggen husker – mindst ligeså NATO-positiv fx i forhold til at sende danske styrker til diverse brændpunkter som Helle Thorning nu er EU-positiv i forhold til fx børnechecken.

Så hvis der er nogen rimelighed til, så skal vi i Danmark være mindst ligeså stolte over Thorning, hvis hun får en stor EU-post, som vi i sin tid var det over Fogh Rasmussen.

Lige ret for Helle og for Anders.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen giver de danske partiledere “Michelinstjerner”

I går uddelte Danmarksbloggen – med et glimt i øjet – stjerner til nogle af de mest markante og betydningsfulde ministre.

http://danmarksbloggen.dk/?p=3906

Idag er det partiledernes tur til – stadig med et stort glimt i øjet – at få stjerner af Danmarksbloggen. Stjerner som gives udfra en samlet bedømmelse af den enkelte partilederes troværdighed og evne til at få sin politik igennem.

1 stjerne er dårligst – og 5 stjerner er bedst.

Socialdemokratiets leder statsminister Helle Thorning-Schmidt: 2 stjerner. Ja, det er næsten en gentagelse af i går, hvor det var hendes evner som statsminister, der blev bedømt. Men også som partileder prøver Thorning ihærdigt at fremstå som en person med styr på tingene, men det lykkes ikke særligt godt. Man skal bare beskæftige sig lidt med politik for at vide, at der er uro og utilfredshed med hende mange steder i både bagland og folketingsgruppe. Ja, noget tyder endda på, at hun nu for alvor er ved at miste magten. Men Thorning får formentlig lov til at løbe linien ud – og så bliver der valgt en ny partileder efter næste valg(nederlag), eller hvis Thorning inden får en EU-post.

De radikales leder økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager: 5 stjerner. Også her en gentagelse af i går. Vestager er pt. en af de mest styrende politikere på Borgen. En eventuel blå V-regering vil godt kunne få sine ting igennem uden de radikale, hvis der samarbejdes med Dansk Folkeparti, men en V-regering vil formentlig ønske at få de radikale med i diverse forlig for at kunne kalde sig en bred regering. Vælgerne er også godt tilfredse med Vestager, der pt. har indflydelse langt udover hvad størrelsen på de radikales folketingsgruppe indikerer.

De Konservatives leder Lars Barfoed: 2 stjerner. Barfoed prøver ihærdigt at gøre de konservative til et parti for borgerlige med høj moral og etik omkring, hvordan vi behandler vore medmennesker. Det har ikke nogen vælgereffekt. De konservatives problem er grundliggende, at der pt. ikke sidder nogen i folketingsgruppen, der kan genrejse det tidligere så toneangivende parti. Den eneste, der måske kan, sidder nede i Bruxelles og er tilsyneladende ikke interesseret i at komme hjem.

Venstres leder Lars Løkke Rasmussen: 2 stjerner. Løkke klarer sig ikke godt. Der er altfor mange dårlige sager, der klæber sig fast til manden, og som stadig huskes: Bilagssagen, GGGI-sagen og så videre. Sager, der lever i årevis og som stadig får nye udløbere. Det er derfor heller ikke overraskende, at uroen ulmer, og der rasles med sablen hos Venstre. Men tør man skifte chefen ud så tæt på et valg? Og hvem skal være kalif efter kaliffen?

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen: 1 stjerne. Det er måneder siden, at han sidst var på banen med et politisk budskab eller projekt. Senest har hans udmeldinger handlet om hans slankekur. Liberal Alliance er heller ikke med i noget politisk arbejde, men opholder sig på sidelinien, hvor de sidder og brøler op med deres ultra-liberalistiske budskaber.

SF´s leder Pia Olsen Dyhr: 3 stjerner. Hun er meget ny på posten, og derfor svær at bedømme. Men der er ingen tvivl om, at Olsen Dyhr er langt mere dreven og dermed formentlig også mere driftssikker end Wilhelmsen var det. Spørgsmålet er så blot, om hun kan genrejse SF. Det vil tiden vise.

Enhedslistens leder Johanne Schmidt-Nielsen: 5 stjerner. Schmidt-Nielsen er en politisk superstjerne, der holder den medmenneskelige fane højt. Det har sammen med en vilje til 100% at stå inde for sine holdninger gjort, at Enhedslisten idag er et parti, der suger stemmer fra hele den røde side – og enkelte blå. Der er heller ikke andre alternativer, hvis man vil stemme på et parti, der mener, at alle mennesker fortjener en værdig tilværelse, og at vi alle – solidarisk – bør bidrage til fællesskabet.

Dansk Folkepartis leder Kristian Thuelsen Dahl: 5 stjerner. Der var skepsis, da Thuelsen Dahl overtog Dansk Folkeparti efter Kjærsgaard, men det viste sig at være en bekymring, der i den grad er blevet gjort til skamme. Partiet er sidenhen blot vokset og vokset og kan ende med at blive landets største parti. Om det skyldes det stigende fremmedhad i Danmark, eller om det er fordi, at Thuelsen Dahl har formået at få de rabiate holdninger til at virke stuerene – eller en kombination – er svær at sige. Men missionen er – desværre – lykkes.

Skriv gerne en kommentar om hvilke partiledere, som du ville give stjerner – og hvor mange stjerner han/hun/de skal have.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen giver udvalgte ministre “Michelin-stjerner”

I går blev der med rund hånd delt Michelin-stjerner ud til danske restauranter.

I dag er det Danmarksbloggens tur til – med et glimt i øjet – at give nogle af de mest markante og betydningsfulde ministre stjerner. Stjerner som gives udfra en samlet bedømmelse af ministerens troværdighed og evne til at få sin politik igennem.

1 stjerne er dårligst – og 5 stjerner er bedst.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S): 2 stjerner. Thorning prøver ihærdigt at fremstå som en statsminister med styr på tingene, men det lykkes ikke særligt godt. Mange af hendes ihvertfald på overfladen politiske hjertesager har hun også måttet gå på kompromis med – eller helt droppe. Selvom det på en del områder er unfair, vil hun også altid forbindes med ordet løftebrud.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R): 5 stjerner. Dronning Margrethe, som hun kaldes på Borgen, har i den grad formået at sætte sin politik igennem i regeringen i en grad, så den blå tone, der i øjeblikket er herskende hos de radikale, også er den, der tegner regeringen. Det er ganske enkelt politisk håndværk, når det er bedst. Også fordi at vælgerne faktisk belønner hende for indsatsen.

Finansminister Bjarne Corydon (S): 3 stjerner. Corydons tre stjerner er et mix. For skal han måles på troværdigheden alene, får han kun en enkelt stjerne. Den danske befolkning og mange af hans egne partikammerater er trætte af Don Corydon, som han kaldes. Skal Corydon derimod måles på evnen til at få sine sager igennem – og få det som han vil, så ligger han på 4 eller 5 stjerner. Deraf den samlede score på 3 stjerner.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R): 4 stjerner. Manden har endnu til gode for alvor at vise, hvad han kan som udenrigsminister, men hans håndtering af situationen på Krim tegner godt.

Justitsminister Karen Hækkerup (S): 4 stjerner. Hækkerup er ny på posten, men særdeles driftsikker, og så kommer hun faktisk igennem med rigtig mange af sine politiske sager. At det dog kun bliver til 4 og ikke til 5 stjerner, skyldes Karen Hækkerups manglende evne til at kommunikere resultaterne ud til offentligheden.

Skatteminister Morten Østergaard (R): 2 stjerner. Østergaard er ny på posten som skatteminister, der ofte er en uriaspost. Og pt. bøvler han med både børnecheck og ejendomsvurderinger – indtil videre uden politisk gennemslagskraft.

Beskæftigelsesmininster Mette Frederiksen (S): 3 stjerner. Dengang under VK-regeringen var Frederiksen en af dem, der snakkede mest om at ville afskaffe fattigdommen og den sociale ulighed. Den direkte vej til det er at sørge for et godt forsørgelsesgrundlag for alle borgere, uanset om de har et arbejde eller ej. Og dér har Mette Frederiksen valgt at træde i de gamle blå fodspor istedet for at lave sine egne nye – og langt mere røde og solidariske. Alligevel mener Danmarksbloggen, at der et sted banker et rødt hjerte hos Mette Frederiksen, som kan komme frem en dag. Derfor tre håbefulde stjerner.

Udover de nævnte 7 ministre er der 13 andre ministre i Danmark i øjeblikket.
Se listen her – og skriv gerne en kommentar om, hvilke ministre du ville give stjerner – og hvor mange stjerner han/hun/de skal have: http://www.stm.dk/_a_1616.html

Læs også med i morgen, hvor Danmarksbloggen giver partilederne stjerner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarkbloggen anmelder statsministerens nytårstale

Sikke en fortælling statsminister Helle Thorning-Schmidt fortalte i går aftes i sin nytårstale.

Nemlig den smukke fortælling om et Danmark, hvor der bliver passet på de svage, hvor de ældre har en tryg alderdom, hvor unge kan få en gratis uddannelse, hvor arbejdsløse ikke skal frygte for dagen og vejen – og alle de andre velfærdsgoder, som vi havde engang.

Ja, netop engang.

For det velfærdssamfund, som Socialdemokratiet var hovedarkitekt på i sidste århundrede, er de selv ved at bryde ned sten for sten. Senest i forbindelse med finansloven, som blev indgået med blandt andet Venstre, der er mere klar end nogensinde til at slagte velfærdssamfundet fuldstændigt i skattelettelsernes navn.

Det giver ikke mening.

Danmarksbloggen ønsker mere end noget andet, at Socialdemokratiet i den førte politik traf beslutninger, der passede med den fortælling, som statsministeren kom med i går aftes.

For en ting havde hun ret i. Det er ikke en naturlov at skulle afmontere velfærdssamfundet. Det er noget, som vi selv bestemmer.

Og Danmarksbloggen er ikke i tvivl om, hvad vi skal vælge, når valget står mellem det mørke angst- og egoisme-baserede junglesamfund, som Venstre og Liberal Alliance ønsker – og så det lyse trygheds- og fællesskabs-baserede solidaritets-samfund, som statsministeren talte om igår.

For der er en forskel – og der findes vel også politikere blandt Socialdemokraterne, som stadig vil denne forskel. De sidder bare ikke i stats- eller finansministeriet. Desværre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk