Danmarksbloggen giver de danske partiledere “Michelinstjerner”

I går uddelte Danmarksbloggen – med et glimt i øjet – stjerner til nogle af de mest markante og betydningsfulde ministre.

http://danmarksbloggen.dk/?p=3906

Idag er det partiledernes tur til – stadig med et stort glimt i øjet – at få stjerner af Danmarksbloggen. Stjerner som gives udfra en samlet bedømmelse af den enkelte partilederes troværdighed og evne til at få sin politik igennem.

1 stjerne er dårligst – og 5 stjerner er bedst.

Socialdemokratiets leder statsminister Helle Thorning-Schmidt: 2 stjerner. Ja, det er næsten en gentagelse af i går, hvor det var hendes evner som statsminister, der blev bedømt. Men også som partileder prøver Thorning ihærdigt at fremstå som en person med styr på tingene, men det lykkes ikke særligt godt. Man skal bare beskæftige sig lidt med politik for at vide, at der er uro og utilfredshed med hende mange steder i både bagland og folketingsgruppe. Ja, noget tyder endda på, at hun nu for alvor er ved at miste magten. Men Thorning får formentlig lov til at løbe linien ud – og så bliver der valgt en ny partileder efter næste valg(nederlag), eller hvis Thorning inden får en EU-post.

De radikales leder økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager: 5 stjerner. Også her en gentagelse af i går. Vestager er pt. en af de mest styrende politikere på Borgen. En eventuel blå V-regering vil godt kunne få sine ting igennem uden de radikale, hvis der samarbejdes med Dansk Folkeparti, men en V-regering vil formentlig ønske at få de radikale med i diverse forlig for at kunne kalde sig en bred regering. Vælgerne er også godt tilfredse med Vestager, der pt. har indflydelse langt udover hvad størrelsen på de radikales folketingsgruppe indikerer.

De Konservatives leder Lars Barfoed: 2 stjerner. Barfoed prøver ihærdigt at gøre de konservative til et parti for borgerlige med høj moral og etik omkring, hvordan vi behandler vore medmennesker. Det har ikke nogen vælgereffekt. De konservatives problem er grundliggende, at der pt. ikke sidder nogen i folketingsgruppen, der kan genrejse det tidligere så toneangivende parti. Den eneste, der måske kan, sidder nede i Bruxelles og er tilsyneladende ikke interesseret i at komme hjem.

Venstres leder Lars Løkke Rasmussen: 2 stjerner. Løkke klarer sig ikke godt. Der er altfor mange dårlige sager, der klæber sig fast til manden, og som stadig huskes: Bilagssagen, GGGI-sagen og så videre. Sager, der lever i årevis og som stadig får nye udløbere. Det er derfor heller ikke overraskende, at uroen ulmer, og der rasles med sablen hos Venstre. Men tør man skifte chefen ud så tæt på et valg? Og hvem skal være kalif efter kaliffen?

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen: 1 stjerne. Det er måneder siden, at han sidst var på banen med et politisk budskab eller projekt. Senest har hans udmeldinger handlet om hans slankekur. Liberal Alliance er heller ikke med i noget politisk arbejde, men opholder sig på sidelinien, hvor de sidder og brøler op med deres ultra-liberalistiske budskaber.

SF´s leder Pia Olsen Dyhr: 3 stjerner. Hun er meget ny på posten, og derfor svær at bedømme. Men der er ingen tvivl om, at Olsen Dyhr er langt mere dreven og dermed formentlig også mere driftssikker end Wilhelmsen var det. Spørgsmålet er så blot, om hun kan genrejse SF. Det vil tiden vise.

Enhedslistens leder Johanne Schmidt-Nielsen: 5 stjerner. Schmidt-Nielsen er en politisk superstjerne, der holder den medmenneskelige fane højt. Det har sammen med en vilje til 100% at stå inde for sine holdninger gjort, at Enhedslisten idag er et parti, der suger stemmer fra hele den røde side – og enkelte blå. Der er heller ikke andre alternativer, hvis man vil stemme på et parti, der mener, at alle mennesker fortjener en værdig tilværelse, og at vi alle – solidarisk – bør bidrage til fællesskabet.

Dansk Folkepartis leder Kristian Thuelsen Dahl: 5 stjerner. Der var skepsis, da Thuelsen Dahl overtog Dansk Folkeparti efter Kjærsgaard, men det viste sig at være en bekymring, der i den grad er blevet gjort til skamme. Partiet er sidenhen blot vokset og vokset og kan ende med at blive landets største parti. Om det skyldes det stigende fremmedhad i Danmark, eller om det er fordi, at Thuelsen Dahl har formået at få de rabiate holdninger til at virke stuerene – eller en kombination – er svær at sige. Men missionen er – desværre – lykkes.

Skriv gerne en kommentar om hvilke partiledere, som du ville give stjerner – og hvor mange stjerner han/hun/de skal have.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk