Månedsarkiv: september 2016

Få ord gør hele forskellen

Udgivet den af
Svar

Nogle gange kan få ord gøre en kæmpe forskel. Prøv at læse disse to versioner af den samme historie.

1)     En gruppe på cirka 10 unge mænd spiller bold i Idrætsbassinet i Vandkulturhuset i DGI-byen i København. De fylder det hele på en måde, så det ender med, at fire piger i 12-13-års-alderen dropper at lege i bassinet, selvom det er deres soleklare ret også at være dér.

2)     En gruppe på cirka 10 unge mænd af arabisk herkomst spiller bold i Idrætsbassinet i Vandkulturhuset i DGI-byen i København. De fylder det hele på en måde, så det ender med, at fire piger i 12-13-års-alderen af etnisk dansk herkomst dropper at lege i bassinet, selvom det er deres soleklare ret også at være dér.

Begge versioner er 100% sande og skrevet i næsten enslydende sætninger. Men mange tænker alligevel to helt forskellige ting, alt efter hvilken version de hæfter sig ved af de begivenheder, som fandt sted for to dage siden, og som undertegnede var vidne til fra bassinkanten i Ellipsen, som omslutter Idrætsbassinet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vejen tilbage til 1800-tallets elendighed

Udgivet den af
Svar

Efteråret er kommet med regn og rusk … og om to dage træder kontanthjælpsloftet i kraft. Det kontanthjælpsloft, som vil føre tusindvis af danskere og danske børn direkte ned i fattigdom.

Som Danmarksbloggen ser det, er det nytteløst at tro, at man kan få den nuværende blå-sorte regering til at droppe kontanthjælpsloftet, som blot er et led i en plan om at gøre Danmark så ulige, at vi igen havner i 1800-tallets klasse-samfund og elendighed.

Det er sådan et forfærdeligt junglesamfund uden rettigheder, uden hjælp, uden velfærd. Et samfund, hvor en lille gruppe lever i vild luksus, mens dem, som har et arbejde er bange for at miste det – og derfor sparker nedad mod dem, som er udenfor, fordi de er arbejdsløse, syge, gamle eller på anden måde udsatte.

Et samfund, som vi skal undgå. DERFOR skal vi forpligte de røde partier på at droppe kontanthjælpsloftet og de andre ordninger, der viser den gale retning. De er også med allerede – altså på nær Socialdemokratiet. SÅ skal det virkelig batte noget – det som vi gør, alle os der vil tryghed, solidaritet og velfærd – så er det Socialdemokratiet, der om nødvendigt skal presses til medmenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkestyret er i fare

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen er mere end sjældent enige med Pia Kjærsgaard. Men i dag er en af de specielle lejligheder.

Danmarksbloggen deler nemlig fuldt ud Pia Kjærsgaards frygt for folkestyrets bevarelse i en tid, hvor politikerleden når nye højder, og mennesker søger over til de partier, der står stejlt på deres egne holdninger i stedet for at søge kompromiset og den politiske forhandling.

Læs mere her: http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-09-25-politikerleden-har-ikke-vaeret-storre-i-25-ar

For i dag stormer de nye partier – Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Alternativet og Enhedslisten – frem, mens de gamle partiers tilslutning falder.

Det er farligt. For ingen kan få deres vilje 100%. Politik er det muliges kunst – og dermed forhandlingen og forståelsen af, at alle skal have noget, men ingen kan få alt.

Dét skal danskerne til at forstå – igen.

Visse politikere, visse kapitalfolk, visse magthavere skal så OGSÅ til at forstå, at den stigende ulighed netop fremmer de her ekstreme holdninger, så skal folkestyret bevares, skal goderne også omfordeles noget bedre end det sker i dag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nye Borgerlige er hverken nye eller borgerlige

Udgivet den af
Svar

Er der noget, som det senest opstillingsparate parti Nye Borgerlige IKKE er, så er det netop nye og borgerlige.

Partiet har slået sig op på danske værdier i betydningen fremmedhad – og på en ultraliberal holdning til velfærden = minimalstat.

Det er ikke særligt NYT – Dansk Folkeparti er rundet af netop fremmedhadet og Liberal Alliance (og dele af Venstre) af den brølende liberalisme.

Det er heller ikke særligt BORGERLIGT – for i det at være borgerlig, som man ser det hos det mest borgerlige af alle borgerlige partier, nemlig de konservative, så er det at være borgerlig noget med at kende sin historie, sin kultur – og ikke mindst være et dannet menneske med stor viden og stor vilje til at samarbejde som fx den tidligere klima- og energiminister og EU-kommisær Connie Hedegaard er det.

For der er unægtelig meget langt fra den vidende og dygtige Connie Hedegaard til den populistiske og højtråbende Pernille Vermund …

Og desværre er det den sidste, som danskerne kan stemme på til det kommende folketingsvalg … og ja, Danmarksbloggen siger desværre – selvom bloggen bestemt ikke er særlig blå.

Men Connie Hedegaard står for viden, høj standard og kvalitet – det gør Pernille Vermund IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Mick Øgendahl´s FEST

Udgivet den af
3

Det sker, at undertegnede er i teatret bare for at nyde det – og ikke for at anmelde. Sådan var det i går, da jeg sammen med den 15-årige var inde i Glassalen i Tivoli og se Mick Øgendahls nye shov ”FEST”.

Men showet var simpelthen så godt, at det bare SKAL anmeldes – især fordi undertegnede er en af de der kulturelle og halvintellektuelle typer, som Mick Øgendahl både med ord og krop parodierer så godt, at jeg fik ondt i maven af grin, når jeg så mig selv i hans forvredne skikkelse med de slaskende arme på scenen.

For det var jo som at se sig selv i et spejl – og det er noget af en præstation, når personen på scenen er mand, og personen i salen – der genkender sig selv – er er kvinde. For i Danmark er vi stadig af forskelligt køn.

I Sverige derimod er man som bekendt ikke han og hun, men HEN, hvad Mick Øgendahl også gjorde opmærksom på til stor jubel fra en fuld Glassal.

I det hele taget bragede bifaldet gentagne gange – og til sidst stående – ned over en af dansk stand-ups´ absolutte stjerner, hvad enten han tog festtaler, sprængfarlige 16-årige drenge, hotdogs på vej hjem fra byturen eller hans nye hjemsted Holte under behandling.

Og her gik man i parentes bemærket og troede, at Mick Øgendahl boede i Greve, men turen er åbenbart gået endnu videre nordpå fra opvæksten på Falster, der selvfølgelig også var med.

For som Mick Øgendahl  sagde det, mens han pegede mod sig selv: Jeg er nok flyttet fra Falster, men Falster er alligevel herinde.

Nemlig – vi kan ikke rende fra vores rødder. Og heldigvis for det, når det handler om Mick Øgendahl. For en Øgendahl uden Falster er som en fest uden den flaske vodka, som i går aftes ved et uheld – og til stor moro også for manden på scenen selv – røg over gulvet.

Så det var en mega-fornøjelse at være med til Mick Øgendahls FEST … en fest med lige præcis den rette mængde pinligheder og stormende latter – også da han fortalte om den i virkeligheden ret alvorlige situation, da han var indlagt på psykiatrisk afdeling, men som med Mick Øgendahls klassiske og eminente kropssprog og mimik blev hylende morsomt.

Danmarksbloggen giver seks serpentinere ud af seks mulige – og småklukker stadig.

PS. Og nå, ja – de sædvanlige svinere (læs: hilsner) til vennerne Matthesen og Linda P. med flere kom selvfølgelig også til stor jubel fra et publikum, som naturligvis OGSÅ kommer til de shows, som vennerne laver. For sådan er vi jo, os der kan lide stand-up, vi er nogle værre skøger, der render fra den ene til den anden uden mindste blusel 🙂

MEN det her show – Mick Øgendahls FEST – det skal have topprioritet, lyder anbefalingen fra Danmarksbloggen. Showet spiller frem til slutningen af april 2017 over hele landet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skattelettelser giver ikke vækst

Udgivet den af
Svar

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet en analyse, der viser en stigende ulighed i samfundet. De seneste 15 års skattereformer har nemlig betydet, at de ti procent med de højeste indkomster har fået en skattelettelse på 41.000 kroner i forhold til hvis der ikke havde været nogen skattelettelser. Omvendt har de ti procent med den laveste indkomst kun fået 900 kroner i skattelettelse. Til sammenligning har den ene procent, der tjener mest, fået hele 95.000 kroner mere.

Så den som meget har, skal åbenbart meget gives …

Analysechef Jonas Schytz Juul hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd slår også fast: De ti procent rigeste har fået syv eller otte gange mere end de ti procent fattigste har. Også hvis man ser på skattelettelserne i procent i forhold til indkomsten, har de rigeste fået markant højere skattelettelser

Hos Dansk Erhverv har skattepolitisk chef Jacob Ravn en anden vinkel. Han siger: Det drejer sig ikke kun om, at de rige skal blive rigere. Det handler også om, at når man giver skattelettelser til de rigeste, så ved vi, at det øger produktiviteten, vi får større arbejdsudbud og folk får mere lyst til at uddanne sig..

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/penge/arbejderbevaegelsens-erhvervsraad-15-aars-skattereformer-har-tilgodeset-de-rigeste

Men præmissen holder ikke. I USA, hvor man igennem flere årtier har praktiseret denne ”Trickle-down”-politik er det på den mest skræmmende måde gået den gale vej.

Siden 1979 er de amerikanske arbejderes produktivitet steget med 69 %, men middelindkomsten for arbejderne er kun steget med 6,5%. Skulle middelindkomsten siden 1979 være vokset i samme takt som den gennemsnitlige indkomst, så ville den amerikanske arbejders årlige husstandsindkomst i dag være 100.000 kroner større.

Direktørens løn var i 1979 hele 30 gange større end en arbejders løn – i dag er den 200 gange større.

Og under Bush junior´s regeringstid, hvor skattelettelser og dermed ”Trickle-down” blev praktiseret mere end nogensinde før og siden, oplevede USA den svageste jobskabelse nogensinde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det digitale svigt

Udgivet den af
Svar

Endnu en bustur med 2A… endnu et møde med virkelighedens Danmark en helt almindelig hverdags-eftermiddag i sensommeren 2016 …

Jeg står på ved Christianshavns Torv og skal til Hovedbanen. Der er ikke mange ledige pladser, men en enkelt er der ved siden af en mand, som jeg vurderer til at være omkring 60. Jeg sætter mig ned, og vi falder i snak, og hans historie er ligeså typisk, som den er tragisk.

For nogle år siden fik min medpassager – som ellers levede et aktivt liv med job og venner – den første blodprop i hjernen og måtte med øjeblikkelig virkning stoppe med at arbejde, da han blev svimmel og ikke længere kunne det samme som før. Siden har der været yderligere to blodpropper, og nu er hans hjerne så dårlig til at huske, at han er nødt til at skrive alt op – og krydse det af, om det så blot handler om at købe en liter mælk. Hans balance er også blevet så dårlig, at han går med en rollator, som han kun har fået ”fordi de på sygehuset var venlige og hjalp mig med at skrive mails til kommunen og den slags, som jeg slet ikke kan,” som han fortalte mig.

For ja, udover blodpropperne har han også været ud og ind af sygehusene pga. diverse fald. Men det hele startede med de blodpropper, der simpelthen har smadret så altfor meget i en hjerne, der inden arbejdede med regnskab og administration i en privat virksomhed, og derfor (må man formode) har han været godt til at jonglere og holde styr på både fakta og tal.

Men nu er manden ved siden af mig i bussen et sted, hvor han ikke kan finde ud af at bruge hverken mobil eller computer. Og så er man ilde stedt i nutidens Danmark, som han siger det i et vredt tonefald, der også rummer den meget store afmagt, som mennesker altid føler, når systemet ruller henover og knuser dem.

For ja, mandens historie er klassisk, hvis man ikke er digital. For i det offentlige system i Danmark kommunikeres der via mail, og man skal selv finde adresser og information på hjemmesider osv. Eller nej. For det kan alle ikke bare. Der er masser af gamle og syge som min medpassager i bus nr. 2A, som ikke kan det – og det er ikke dem alle sammen, som har en søn, en datter, en nabo eller andre, der kan hjælpe.

Nogle af dem er helt alene – og helt fortabte. Og dét kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den danske borgerkrig 2018-24

Udgivet den af
Svar

Der er under to år til borgerkrigen starter i Danmark – i hvert fald hvis man skal tro forestillingen ”Den danske borgerkrig 2018-24” på Nørrebro Teater, der er bygget over Kaspar Colling Nielsens roman. Og lad det være sagt med det samme: Det er skræmmende teater – allermest fordi det er alt for tæt på vor tid fra personer over replikker og til handling.

Nu skal handlingen ikke røbes her, men hvis Danmark fortsætter ad den vej, som vi pt. er slået ind på, er stykkets handling et plausibelt – og meget voldeligt – bud på, hvad der KAN ske i vores lille lokale andedam, som slet ikke er så idyllisk og fredelig, som vi gerne vil tro.

Danmark er derimod allerede her i 2016 er et land, hvor uligheden øges meget og hurtigt, mens magthaverne gemmer sig bag deres kapital og politiske magt, der også omfatter våben i den sidste ende. Et land i krise, hvor få har for meget og alt for mange alt for lidt. Men hvor politikerne og de andre magthavere prøver at sælge tingenes skæve tilstand til vælgerne med floskler om danske værdier og dansk frihed.

Det kan ikke fortsætte. Det ved vi – og måske allerbedst os der oplevede COP15 i København i 2009 og deltog i den store fredsmarch ud til Bella Centret – og så magtens brutalitet overfor unge mennesker, der udøvede deres demokratiske ret, men som alligevel endte i det berømte futtog på den iskolde Amagerbrogade. Hos os rislede det ekstra koldt ned af ryggen mange gange, mens vi sad på Nørrebro Teater.

For tilbage i decemberdagene i 2009 var det nemlig ikke teater. Det var virkelighed, som fx da undertegnede – meget apropos lokaliteten Fætter BR bag Nikolai Kirke i København – blev stoppet netop foran dén butik af otte kampklædte politifolk med diverse skydevåben, der forlangte at se, hvad jeg havde i indkøbsposen fra Magasin. Jeg valgte så at samarbejde uden at brokke mig. Så efter de havde set mit nye halstørklæde, fik jeg lov til at gå videre.

Så heldige var de ikke alle sammen i forestillingen. Og det er måske også kun et spørgsmål om, hvor mange mennesker, der presses – og hvor meget de mennesker protesterer, før magten og kapitalen for alvor slår igen?! Overklassen kan nemlig i reglen godt kue underklassen, men ikke middelklassen. Den er simpelthen for stor – og for vant til at have det godt. Så middelklassen vil gå til oprør, hvis den føler sig truet på sin levestandard – og så har vi en situation, hvor COP15 var en hyggelig, lille generalprøve på, hvad magten kan og vil gøre for at bevare sin position.

Generalprøve var det til gengæld ikke på scenen, da Danmarksbloggen var på Nørrebro Teater. Det var derimod toptunet performance med både røg, lys, musik og andre effekter, der understregede stemningen – og handlingen. Alle virkemidler blev taget i brug, og som tilskuer var man ikke i tvivl om, at den seks år lange borgerkrig i Danmark 2018-24 var en blodig affære.

Alligevel var det stærkeste dog ordene som fx at høre Christiansborg, kampvogne og mortérgranater i samme sætning – eller når der blev talt om at skyde ned af Købmagergade. Gader og steder, hvor mange af os færdes hele tiden, og som vi har svært ved at opfatte som andet end fredelige steder. Eller det vil sige: Det har man ikke længere, hvis man tager en tur ud på Nørrebro og ser ”Den danske borgerkrig 2018-24”.

Stykkets hovedperson, en overklassedreng fra Rungsted, der har valgt at bo i en lille lejlighed på Nørrebro, er også meget uforstående til at starte med. Men han engagerer sig og oplever det hele, endda fra begge sider af den spånplade-mur ved Dronning Louises bro, der deler Danmark.

Selv tilhører han således den ene rige del, men han bor og lever hos den anden fattige og kæmpende del. Hvordan det nærmere spænder af – og hvad det afstedkommer for både ham og hans livs kærlighed Leonora, skal ikke røbes her.

Men det er en historie om stor kærlighed, filosoferen over dødens og krigens væsen og om at miste ikke kun livet, men også sig selv og evnen til at elske. Om at være bange for skygger, hvis man er rig – men måske også hvis man ikke er. For ingen af os kan undgå vores spøgelser. Det kan personerne i stykket heller ikke.

Virkeligheden og fortiden indhenter os altid, også selvom der er gået over 400 år efter borgerkrigen, og de (rige) udvalgte nu lever i evig ungdom og fornøjelse og seksuelle eskapader, som stykkets hovedperson også gør det. Men han må trods den materielle overflod og et avanceret stamcelleprogram sande, at et grundvilkår ved det at være menneske er ikke at kunne flygte fra sig selv.

Hvordan den erkendelse så spænder af, og hvilke konsekvenser den har for ham og hans trofaste hund – og hvilke små historier, der blændende fortælles undervejs som fx den om de små, flåede tomater, skal tilskueren selv have lov til at opleve.

Forestillingen kalder sig selv for en komedie – og der er også grinagtige scener undervejs, men siden Kasper Colling Nielsen skrev romanen i 2013, har samfundet bevæget sig i en retning, så smilene må stivne.

”Den danske borgerkrig 2018-24” er simpelthen uhyggelig realistisk i sin beskrivelse af, hvad der sker med mennesker og samfund, når troen på fællesskabet og demokratiet forsvinder ned i voldens og krigens bloddryppende mørke.

Danmarksbloggen giver fem stjerner ud af seks mulige.

”Den danske borgerkrig 2018-24”spiller til og med 22. oktober på Nørrebro Teater.

I rollerne ses: Nicolai Dahl Hamilton, Troels Thorsen, Malin Rømer Brolin-Tani, Benjamin Boe Rasmussen, Asbjørn Krogh Nissen, Marie Mandrup, Filippa Suenson, Nicolai Jørgensen og Sarah Boberg.

Det er Jakob Schjødt, der har instrueret. Claus Flygare har dramatiseret, og Nathalie Mellbye står for scenografien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det sorte had

Udgivet den af
Svar

Tillad mig at blive personlig. I weekenden var jeg til en sammenkomst, hvor der også var nogle mennesker, som uden mindste tøven, mindste refleksion mener, at SAMTLIGE muslimer i Danmark ønsker et samfund med Sharia-lovgivning, kvindeundertrykkelse, vold og en politik styret af religion – i den muslimske version. 

Hvem var de mennesker så, som jeg var sammen med? Fremtrædende medlemmer af Danskernes Parti måske? Redaktionen på Den Korte Avis? Nej, slet ikke. Det var såkaldt helt almindelige mennesker, som bor i lejlighed og hus – og som passer deres job. Klassisk dansk middelklasse, som tager på ferie og holder jul. Men for hvem verden også er så statisk og sort-hvid, at enhver diskussion er nytteløs.

For nogle af de mennesker, som jeg var sammen med i weekenden, er 100% fakta-resistente, og de søger konstant de lette løsninger på de komplicerede problemer. Hvorfor må andre bedømme, men sandt er det ihvertfald, at de mennesker mener, at alt skidt i samfundet kommer fra muslimerne. Derfor er hadet til muslimerne så sort og så stort, at det kan mærkes fysisk, når man er sammen med de mennesker.

Det var en meget ækel oplevelse – for nu at sige det rent ud. En uhyggelig oplevelse. Og det værste er, at der er rigtig mange af dem derude … Mange, mange flere end de få som jeg var sammen med et par timer i weekenden.

Og det værste er: De mennesker har også folk siddende i folketinget. Dem i folketinget – ihvertfald dem i ledelsen – er så klogere end de mennesker, der stemmer på dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

9/11 oplevet i New York

Udgivet den af
1

I dag er det 15 år siden, at terrorangrebene fandt sted i Washington D.C. og i New York – og at flight 93 pga heroiske passagerer forulykkede i stedet for at forvolde endnu et angreb. Og det vil selvfølgelig blive markeret over hele verden.

Sidste år var undertegnede sammen med familien i New York på netop denne dag, d. 11. september, som er en meget speciel dag at være i New York på. En dag hvorfra fire ting står helt klart i erindringen.

1)     Det nye World Trade-Tower, det såkaldte Freedom Tower, bygget så højt og relativt tæt på Ground Zero, at man ser det med det samme, når man kommer flyvende ind mod Manhattan. Det står bare der og knejser, stolt og trodsigt som om det siger; Hva´ så røvhuller? I kan IKKE knuse os.

2)     Ground Zero, som i dag er to store, åbne huller, hvor vandet fosser ned, og hvor navnene på alle de omkomne er indgraveret på de metalplader, der er omkring hullerne, og hvor der er stukket mange både flag og blomster. Der står også stadig folk og græder. Unge mennesker, som var børn, dengang de mistede en far eller en mor. Ældre mennesker, der mistede en søn eller en datter. Midaldrende mennesker, der mistede en ægtefælle.

3)     De mange brandstationer, der findes rundt omkring i gaderne, og hvor der d. 11. september står blomsteropsatser med foto og navne på de brand- og politifolk, der gav deres liv den dag.

4)     Og så selvfølgelig de to blå lys, der tændes ved solnedgang, og som ses bedst fra Brooklyn Bridge – gerne langt ovre mod Brooklyn-siden. De to blå lys, der lyser stærkt fra Manhattan og helt op i skyerne – og ligner de to tårne, der stod der engang, men som nu ikke er der mere. Det er et meget stærkt syn, og ligesom da vi sad i flyet og så Freedom Tower, da vi stod ved Ground Zero, og når vi passerede en brandstation, så blev mine øjne våde, og jeg snøftede og svælgede.

Men historien om 11. september er ikke kun historien om terror og død. Det er OGSÅ historien om menneskelighed, mod og troen på at det gode vil vinde – og skulle man være i tvivl, så skal man blot tænke på ”The Survivor Tree” – træet, der overlevede angrebet, og nu står ved Ground Zero som det bedste tegn på, at vi ikke kan knækkes, os der vil friheden og medmenneskeligheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk