Tillad mig at blive personlig. I weekenden var jeg til en sammenkomst, hvor der også var nogle mennesker, som uden mindste tøven, mindste refleksion mener, at SAMTLIGE muslimer i Danmark ønsker et samfund med Sharia-lovgivning, kvindeundertrykkelse, vold og en politik styret af religion – i den muslimske version.
Hvem var de mennesker så, som jeg var sammen med? Fremtrædende medlemmer af Danskernes Parti måske? Redaktionen på Den Korte Avis? Nej, slet ikke. Det var såkaldt helt almindelige mennesker, som bor i lejlighed og hus – og som passer deres job. Klassisk dansk middelklasse, som tager på ferie og holder jul. Men for hvem verden også er så statisk og sort-hvid, at enhver diskussion er nytteløs.
For nogle af de mennesker, som jeg var sammen med i weekenden, er 100% fakta-resistente, og de søger konstant de lette løsninger på de komplicerede problemer. Hvorfor må andre bedømme, men sandt er det ihvertfald, at de mennesker mener, at alt skidt i samfundet kommer fra muslimerne. Derfor er hadet til muslimerne så sort og så stort, at det kan mærkes fysisk, når man er sammen med de mennesker.
Det var en meget ækel oplevelse – for nu at sige det rent ud. En uhyggelig oplevelse. Og det værste er, at der er rigtig mange af dem derude … Mange, mange flere end de få som jeg var sammen med et par timer i weekenden.
Og det værste er: De mennesker har også folk siddende i folketinget. Dem i folketinget – ihvertfald dem i ledelsen – er så klogere end de mennesker, der stemmer på dem.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk