Vi er så stolte af vores danske demokrati og ytringsfrihed.
Vi siger, at vi til hver en tid vil stå op for netop de værdier – og beskytte enhver, som trues på retten til at tænke, tale og tro frit.
Det lyder mægtigt flot.
MEN hvor er vi så, når det gælder?
For hvordan kan danske institutioner og myndigheder tillade pro-palæstinensiske demonstrationer at gå amok i deres hyldning af det, som disse kalder ”hellig krig”?
Hvorfor må de pro-palæstinensiske råbe ”From the river to the sea” – altså udslettelsen af Israel som stat, mens de svinger det palæstinensiske flag – og jøder samtidig opfordres til at gemme kalotter og Davidsstjerner væk?
Hvorfor må antisemitisk propaganda fylde på universiteter og andre steder i en grad, så alle opslag om noget jødisk fjernes – ja, mens et foredrag om Holocaust må aflyses, fordi de jøder, som skulle afholde det, blev truet?
HVORDAN kan vi acceptere det i Danmark?
Det burde vi heller ikke kunne.
Én ting er konflikten i Israel og Palæstina. Den er ulykkelig, og der er ofre på begge sider. MEN ingen her i Danmark skal trues eller overfaldes pga. noget, som sker i Mellemøsten. Vi skal kunne leve i fred og sikkerhed, og alle skal frit og sikkert kunne sige det, som de mener og tror.
Men sådan er det i øjeblikket. De danske jøder både trues og overfaldes – og vi andre siger ikke noget.
Det er til at skamme sig over.
For mener vi de fine ord om demokrati og ytringsfrihed, så skal vi stå vagt om dem – så også vores jødiske medborgere kan sige, hvad de mener, kan gå i demonstrationer med det israelske flag, stolte kan tage kalot og jødestjerne på.
Det sker ikke lige nu.
Lige nu svigter vi jøderne bigtime.
Det gjorde vi ikke under 2. Verdenskrig.
Dengang kendte vi vores besøgelsestid.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk