De bedste bliver skræmt væk, siger tidligere minister Bertel Haarder i nedenstående artikel, hvor han hævder, at de mest egnede politikere aldrig bliver politikere, da de ikke vil udsætte sig selv for de ofte daglige ture igennem den offentlige vridemaskine, som er hverdagen for offentlige toppolitikere.
Det er rigtigt nok, men medierne har ikke hele skylden.For det er også sådan, at det desværre hverken kræver visioner eller idealisme at være politiker i dag. Begæret efter magt og egen vinding for en selv og ens nærmeste er det, der driver mange af vore dages politikere.
Tag bare statsministeren og alle hans bilagssager – men også datterens billige lejlighed i Herning. Eller Anders Samuelsen, der solgte topskattelettelserne for en Audi. Men også de røde kan være med – tag fx forhenværende finansminister Corydon, der udelukkende brugte det politiske system som springbræt for hans egen karriere – og var ligeglad med det fællesskab, som han var sat til at forvalte og forsvare.
Men nogle ønsker at blive i politik, og dem, det lykkes for, er dem, der til magtliderligheden og fortjenesterne tilsætter hensynløsheden og snuheden – kaldet den strategiske sans. Så det er ikke så underligt, at danskerne lider af politikerlede.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk