Halloween – en dansk højtid

I dag d. 31. oktober fejrer vi Halloween – også i Danmark.

Højtiden, som har taget de yngste og unge generationer med storm. For hvem kan ikke lide orange græskar, der lyser op i efterårsmørket, masser af søde sager og alle de herlige udsmykninger af hekse, spøgelser, edderkopper, vampyrer og andet fra skræmmeafdelingen?

Ja, det er der en del biologiske og/eller i-sindet-ældre, som ikke kan. Det er noget amerikansk møg, som slet ikke hører hjemme i Danmark, fnyser de.

Dertil må Danmarksbloggen bare sige, at stort set ALLE vores traditioner er nogle, som vi har hentet i andre lande – typisk det land, som var toneangivende på det tidspunkt, hvor traditionen kom til Danmark.

Og dét var USA i tiden omkring år 2000, hvor Halloween begyndte at sprede sig i Danmark.

Tidligere var det Tyskland, som vi hentede traditionerne fra som fx adventskransen, juletræet og sågar Skt. Hans-bålet.

Andre traditioner går så endnu længere tilbage – fx påskens æg, der er et ældgammelt frugtbarhedssymbol, som allerede de gamle egyptere brugte.

At klæde sig ud til fastelavn har også mange århundreder på bagen. Det har som minimum eksisteret, lige siden de gamle romere klædte sig ud til saturnaliefesterne aka Romerrigets måde at holde nytår på. Saturnaliefesten mindede nemlig meget om den voksenfest med druk, fest i gaderne, udklædning og erotisk løssluppenhed, som fastelavnen i Danmark var langt op i 1800-tallet, inden det blev en uskyldig fest for børnene.

Så nej, der findes meget få DANSKE traditioner, som har deres udspring her i vores lille land. Faktisk kun julemærkerne, kravlenisserne og de varme hveder – og de sidste har en magtfuldkommen og historieløs SVM-regering så afskaffet.

For faktum er, at vi importerer traditioner – for så at gøre dem til danske.

Det gælder også Halloween, som i de sidste to årtier er blevet tilpasset danske forhold, så Danmarksbloggen nu uden videre vil udråbe Halloween til en herlig dansk tradition.

En skøn højtid her midt i det mørke efterår.

Gys eller guf. Slik eller ballade. GOD HALLOWEEN.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bevar den danske kultur

I en global verden, hvor diverse streamingtjenester og andre med ønske om at tjene penge på vores behov for underholdning slås om vores opmærksomhed, er det vigtigt at holde fast i den danske kulturarv.

Det gør vi også med det helt åbenlyse som H. C. Andersen, hvis museum i Odense for nylig genåbnede i en ny og udvidet udgave.

Men hvad med de andre? Her kniber det gevaldigt.

Der er fx den verdensberømte forfatterinde Karen Blixen, som i årevis var indstillet til Nobelprisen i Litteratur – og også havde fået den, hvis ikke det havde været for ét enkelt medlem af Akademiet, som ikke kunne lide hende. Baronesse Blixen er kendt og elsket og læst verden over – og man kan besøge hendes hjem i Rungsted. Endnu.

For ja, Karen Blixen Museet findes – endnu. Men det lukker, hvis ikke finansloven går hjem. Ja, det var lukket på den finanslov, som Socialdemokratiet havde fremlagt – hvis partiet stadig havde været alene i regering. Og selvom Blixen-museet reddes med den nye SVM-finanslov, så gælder bevillingen kun i fire år.

Dét duer ikke.

Karen Blixen er ikke den eneste del af vores nationale arv – kulturarven på allerhøjeste hylde, som også imponerer resten af verden – som vi risikerer at smide ud med badevandet.

Det kan også ske med Skagensmalerne. Skagensmuseum fik fx kun 1,7 millioner kroner sidste år, mens Arken og Louisiana fik henholdsvis 32 og 33 millioner kroner.

Arken og Louisiana, som primært udstiller udenlandske og moderne kunstnere. Det skal også til – helt bestemt. Men det duer ikke at forgylde udenlandske kunstnere, mens dansk kunst og kultur går for lud og koldt vand.

Vi ER simpelthen nødt til at gøre mere for vores egen kunst og vores egne kunstnere – og vi danskere er nødt til at vide mere om dansk kunst og kultur, hvis vi fortsat vil være danske.

At være dansk er nemlig at kende sine rødder, sin historie, dét som vi er rundt af. For kun sådan kan vi føle dét fællesskab på tværs af tid og sted, som det er at være dansk.

Det kræver, at man kender sin historie – og sin kultur, som man netop kan møde på … ja, rigtigt gættet museerne, hvor dygtige mennesker står klar til at formidle alle fortællingerne, vise alle billederne og alt det andet.

Så en holdbar plan og penge nok er vejen frem for Blixen Museet, Skagens Museum og en hel masse andre vigtige museer og institutioner.

Sæt i gang. Bevar dansk identitet. Bevar Danmark. Bevar dansk kultur.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Travlt med at af-danske

Espen Andersen Bråthen hedder den danske statsborger, som dræbte fem mennesker i den norske by Kongstad i går i det, som formodes at være et terrorangreb. En by, hvor han også boede – og hvor flere naboer har omtalt ham som truende og skræmmende.

Espen Andersen Bråthen er født og opvokset i Norge. Han har også en norsk far – men en dansk mor, og det er derfra, at han har sit danske statsborgerskab.

Det får på en eller anden bizar måde hans uhyggelige forbrydelse til at virke tættere på. Som dansker skammer man sig simpelthen. Tænk at en dansker kan finde på det.

I debatterne på Facebook er der derfor også mange, som har travlt med at undsige Espen Andersen Bråthens danskhed. Det kan fx lyde:

Han er jo ikke rigtig dansk, når han har boet hele livet i Norge.

Han har jo ingen tilknytning til Danmark – bortset fra moderen.

Kan han overhovedet tale dansk?

Har han været i Danmark nogensinde?

Han ligner en nordmand.

Spørgsmålene og kommentarerne er mange, og de fleste af dem handler om at af-danske Espen Andersen Bråthen. For hvis man kan af-danske ham, så er det onde, som han gjorde, længere væk fra Danmark og os danskere.

Men faktum er, at Espen Andersen Bråthen er dansk statsborger. Og et dansk statsborgerskab er ikke sådan at løbe fra – eller at få. Spørg diverse udlændinge om det.

Desuden: Havde forholdet mellem Danmark og Norge været det samme som mellem Danmark og visse lande i Mellemøsten, så havde vi været tvunget til at tage ham ”retur”.

For han er jo dansk statsborger. Og i Danmark er vi som bekendt i disse år mere end klar til at sende kriminelle med et andet statsborgerskab end Danmark ud af Danmark asap – og uanset hvor længe de har boet her.

Heraus med dig, siger vi til alle kriminelle, som har statsborgerskab i andre lande, og synes, at det er helt fint, at de må rejse til et land, som de måske slet ikke kender. Men Espen Andersen Bråthen – han er norsk, og skal bare blive i Norge, mener mange.

Men det er der en dobbelthed i. For der skal vel være lige ret. Hvis vi sender udenlandske statsborgere ud, når de begår kriminalitet, må vi også være klar til at tage vores egne kriminelle statsborgere hjem.

Og desuden: Onde gerninger bliver hverken mere eller mindre onde af, hvem der udfører dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Expat Army indtager Wembley

Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Det gamle Egon Olsen-citat fra ”Olsen-banden i Jylland” er blevet overskriften for det fodbold-eventyr, som har taget ikke kun Danmark, men hele Europa og verden med storm.

Et eventyr, som i morgen fortsætter i London i en semifinale mellem på den ene side de rød-hvide vikinger fra Danmark og på den anden de lokale briter, der mener, at de er nærmest skæbnebestemt til at vinde.

Football is coming home, siger de fish-and-chips-elskende briter.

Jo, såmænd, kan man svare. Bolden er på britisk græs i denne EM-turnering. Men nu kommer vi og tager bolden – og sparker den videre til finalen, hvor vi skal møde enten de italienske gladiatorer eller de spanske tyrefægtere.

Dem skal vi nok også mule i denne moderne version af stammekrig, der kalder alt det frem, som findes inderst i hjernen – og lige nedenunder den tynde fernis af civilisation.

For det er, som om vi mentalt – og især nu i pandemiens tid – har brug for de store følelser, de lette svar, for dem og os-symbolikken. For at være sammen – i sig selv og om noget. Det gælder de unge, som ikke har oplevet EM-sejren i 1992 – og det gælder os, som kan huske 1992.

Det er derfor også noget vrøvl at tale om 2021-herrelandsholdet som den nye generations landshold, som en del medier har gjort det.

Herre-landsholdet i 1992 var hele Danmarks landshold – og ikke kun landsholdet for os, der var unge dengang. Og på samme måde er 2021-herrelandsholdet hele Danmarks landshold. Både unge, ældre, sorte, brune, hvide, gule, mænd og kvinders herrelandshold.

Fodbold inkluderer alle – også de danskere, der bor udenfor Danmarks grænser. Og nu har vi rigtig meget brug for dem. For danskere bosat alle andre steder end i UK kan nemlig ikke pga. COVID-regler rejse ind i UK.

Så vil man se semifinalen på Wembley, så skal man bo i UK – eller være rejst for flere dage siden.

Heldigvis er de cirka 30.000 danskere, der bor i UK, klar til opgaven. Og dén udfordring kan de udsendte vikinger sagtens klare. Der er omkring 6.000 billetter reserveret til danskerne, og i skrivende stund er næsten 5.000 af dem solgt til den Expat Army, som de danske i UK kalder sig selv.

Måske er navnet en henvisning til Dumbledores Army fra Harry Potter-sagaen. Det ved Danmarksbloggen ikke. Danmarksbloggen er derimod 100% sikker på, at den rød-hvide Expat Army vil synge, heppe og huje, som foregik kampen i Parken i København.

Wembley bliver dermed også hjemmebane for de danske fodboldherrer i semifinalen – og i finalen, hvis dette eventyr fortsætter, som vi håber.

For: Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Der er vistnok 8.000 billetter til salg nu til danskerne.

Mere Disney – mindre dansk?

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Folkeparti kan få Holger Danske til at vågne

Dansk Folkepartis spidskandidat til regionsrådet i Region Hovedstaden Henrik Thorup er gift med DF’s tidligere formand og folketingets nuværende formand Pia Kjærsgaard. Så han burde kende til Danmark, kan man mene. Men ikke desto mindre var han i går ude og foreslå, at man skulle forbyde læger med stort fuldskæg. Det er et knæfald for muslimske traditioner, mener Henrik Thorup. Læs mere her:

https://www.tv2lorry.dk/artikel/df-spidskandidat-vil-forbyde-laeger-med-stort-skaeg

Danmarksbloggen vil så gerne oplyse hr. Thorup og andre om, at der findes mange andre end lige muslimer, der har store skæg. Fx jøder, sikher, amishfolket, ortodokse kristne – og hipsterne ikke mindst.

Fuldskæg – og også stort fuldskæg – har været meget udbredt også i Danmark gennem tiderne.

Danmarks store statsminister Stauning havde et langt skæg, og vikingerne skal for eksempel også have haft det i stor stil. Tag også bare vores nationalhelt Holger Danske, der fra sin kælderplads på Kronborg sidder og sover, mens han holder øje med Danmark. Han har også et imponerende stort skæg, som den gamle kæmpe uden tvivl er ganske stolt over.

Så måske det er nu, at Holger Danske vågner op? Nu han tænker, at nok er nok – nu hvor hverken han eller hans gode venner vikingerne længere er danske – ikke iflg. DF´s tankegang i hvert fald.

For husk: Ifølge sagnet vil Holger Danske rejse sig og gå i kamp dén dag, hvor Danmark stander i vånde.

Og det gør Danmark og alle vores frihedsrettigheder nu, hvor angste mørkemænd m/k som Thorup kommer med det ene angreb efter det andet på det frie og åbne samfund, som er Danmarks styrke.

Så nu må Holger Danske meget gerne vågne. Det kræver nemlig meget at gå imod den strøm af had og angst, som kommer fra den ydre højrefløj. Nogen, der bor i Helsingør og lige gider gå op på Kronborg og puffe lidt til Holger? Måske synge Ingemanns ”I alle de riger og lande” for ham?

Teksten er her: http://www.ugle.dk/i_alle_de_riger_og_lande.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk arbejde til danske arbejdere

Man skal ikke gå over åen efter vand, siger et gammelt ordsprog. Det er ikke desto mindre lige det, som Dansk Erhverv ønsker, når de mener, at vi skal importere udenlandsk arbejdskraft. Se mere her:

http://www.avisen.dk/top-nyt-opgoer-om-udenlandsk-arbejdskraft-lurer_446617.aspx

Men nej, intet vand fra den anden side af grænsen, medmindre der er tale om specialister, som vi ikke selv har her i landet.

Men nu kræver det hverken en lang uddannelse eller et specielt erhvervsforløb at skifte sengetøj, plukke agurker eller andre opgaver i den service-industri, hvortil der i stor stil importeres udenlandsk arbejdskraft – ene og alene fordi den arbejdskraft er billigere (fordi den underbetales), og giver ejeren et større overskud.

Men det er samfundsundergravende virksomhed – og det skal stoppes. Så længe vi har danske arbejdsløse – og det har vi, endda i stor stil – så skal vi ikke importere polakker og andre til at klare opgaver, som danske arbejdere kan klare. Så enkelt er det. Solidaritet, mine damer og herrer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Frihed for Loke såvel som for Thor

Dansk Folkeparti hævder, at kristendommen er så central i dansk selvforståelse, at indvandrere bør gå i kirke for at lære den at kende.

Det kan der være lidt om, i hvert fald delen med at lære kristendommen at kende. Kristendommen har trods alt fyldt meget i 1000 års Danmarkshistorie, og den spiller stadig en rolle.

Så jo, tilflyttere til Danmark (UANSET HVOR DE KOMMER FRA) kan med fordel sætte sig ind i, hvad kristendom er – i den danske version vel at mærke. For der er unægtelig stor forskel på den rummelige danske folkekirke og mange andre versioner af kristendommen. Det KAN så også gøres via bøger og andre kilder til viden.

Og man behøver ihvertfald ikke at være kristen for at være dansk. Man kan sagtens være jøde, muslim, ateist eller alt muligt andet og stadig være ligeså dansk som en trofast kirkegænger i den danske folkekirke – eller en såkaldt kulturkristen.

MEN når nu vi er i gang, så vil Danmarksbloggen kraftigt opfordre Dansk Folkeparti til at lære Grundtvig at kende, åndskæmpen i dansk trosliv og manden der om nogen skabte den folkekirke, som vi har i dag.

Præsten, højskolemanden og salmedigteren N. F. S. Grundtvig levede i 1800-tallet, og sagde de berømte ord: Frihed for Loke såvel som for Thor – altså tros-, ytrings og åndsfrihed.

Og netop dén frihed er det særligt danske … det har de kultur- og historieløse DF´ere bare endnu ikke fundet ud af. Eller også har de – og kæmper bevidst imod det. Uanset hvad, så er DF ganske udansk – for nu at blive i deres egen dem-og-os-retorik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarkskanonen – et makværk

Så er der en uge til at bestemme, hvad der er SÆRLIGT DANSK …

Kulturminister Bertel Haarder satte i dag 20 forslag til afstemning ifbm den såkaldte Danmarkskanon. Læs mere her: http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/nyheder/20-vaerdier-udvalgt-til-danmarkskanon-afstemning/1/1/

Danmarksbloggen finder det rimeligt fjollet for nu at sige det pænt. For man kan ikke putte danskhed ned i en kasse – og selvom man prøvede på det, så er en uge alt for lidt tid til indgående at tale om og diskutere vort land og dets udvikling, hvilket kunne være en spændende proces. Men ikke med en kanon som endemål. Det er derimod en fortløbende proces.

Tiden er også på andre måder en vigtig faktor. For hvis andelsbevægelsen fx er speciel dansk, så har vi kun være danske i lidt over 100 år. Og hvis velfærdssamfundet og medmenneskelighed er specielle danske værdier, ja, så er Haarders egen regering da godt i gang med at gøre Danmark ganske udansk.

Dén Danmarkskanon er ligesom de andre kanoner et forsøg på at putte noget, der hele tiden udvikler sig, og som er større end noget menneske og nogen tid, ned i kasser. Det er makværk. Tåbeligt og fordummende og begrænsende.

Og desuden kunne flere af forslagene ligeså vel være globale – eller i hvert fald europæiske eller nordiske. Det eneste, der er særligt dansk, er det danske sprog og Danmarkshistorien, hvor Grundlovsdag er en særlig dag i vor tid, hvor der igen skal kæmpes for demokratiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Frikadellespisning er værre end tyrefægtning

Kan man sige, at frikadellespisning er værre end at være til tyrefægtning? Danmarksbloggen har undersøgt sagen – og svaret er, at det kan man godt. Grise i Danmark lider både længere og mere end nogen spansk tyr.

For nok er tyrefægtning bestialsk og modbydeligt – men inden tyrens frygtelige endeligt i arenaen, så har tyren haft fem gode år, hvor den har gået og hygget sig med masser af plads, frisk luft og sunde råvarer.

Læs mere her: http://denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Underholdning_og_spil/Forestillinger_og_forlystelser/tyref%C3%A6gtning

Det kan man ikke sige om den konventionelle danske gris, som lever i cirka 5-6 måneder – alle indenfor i båse og stalde, hvor den er klumpet sammen med andre grise, der også skal ende som frikadeller og bacon. Altså ingen frisk luft, mudderbade og andre herlige ting til den konventionelle danske gris, som er dem, der er flest af. Men derimod altfor mange grise på altfor lidt plads, inden de stuves endnu mere sammen og transporteres over altfor lange afstande til det billigste slagteri.

Økogrise – og især frilandsgrise lever dog liv, der er bedre, og som blandt andet indebærer, at de kommer ud i den friske luft.

Læs mere her: http://www.lf.dk/lf/Viden%20om/Landbrugsproduktion/Husdyr/Svin

Så ja, det ender tragisk for den spanske tyr. Men måden, som vi behandler vores konventionelle og til dels også de økologiske grise på, er endnu mere bestialsk og modbydeligt. For her er det ikke kun de sidste minutter, men hele grisens liv, der er frygteligt og kun til for vores fornøjelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk