Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.
Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.
Danmarksbloggens påstand er NEJ.
Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.
Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.
Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.
Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.
Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.
Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.
Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.
For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk