Disney får mig hver gang – som i hver gang. Jeg tudbrøler altid til slut, når kombinationen af eventyr, skurk og heltinde/helt går op i en happy end. Således også da jeg og min ledsager, en ung dame, som nærmest er vokset op med Disney-prinsesserne, så Disneys ”The Little Mermaid”, der har premiere i dag som film-version.

Måske det også har noget med musikken at gøre. Musik er nemlig det tætteste, som virkelighedens verden kommer på magi – og nogle af Disneys film har et soundtrack, der er i absolut særklasse – deriblandt musikken fra ”The Little Mermaid”.

Man havde så i filmen valgt at tilføje et par nye sange. Det skulle man have ladet være med. De nye sange var da udmærkede, men ikke i nærheden af de originale sanges skyhøje niveau, som det ret beset også kun er ”Snehvide”, ”Mary Poppins” og ”Løvernes konge”, der kan konkurrere med, når vi taler om Disneys egne produktioner.

Men de nye sange var trods alt skønhedsfejl i en film, som betager – fordi den er Disney Classics: Spændende, morsom og fuld at kærlighed.

Min ledsager, der som sagt kender Disney-prinsesserne indgående, var enig med mig.

Om end hun havde en stor og vigtig anke: Nemlig Ariels kjoler. I tegnefilmen har Ariel fx en glitrende blå kjole på, da hun står op af vandet efter kong Triton har givet hende ben til sidst i filmen. Dét havde filmens Ariel ikke.

Der var også andet, som manglede i en film, som ellers var imponerende flot, når det kom til kostumer, design og speciel-effects – og til at være politisk korrekt.

For som min ledsager sagde: Hudfarven på havfruen var selvfølgelig også anderledes – men bevares. Det er for os unge og børnene noget helt naturligt. Diversitet, du ved. Men når det er sagt, så laver man altså bare ikke om på Ariels kjoler. De skal se ud, som de gør i tegnefilmen – og det gør de ikke. Punktum.

Jeg tror, at en hel verdens små piger vil give min unge ledsager ret. At ændre på en ikonisk prinsessekjole er helligbrøde.

De ældre årgange vil nok lægge mere mærke til den mørke havfrue, som er langt fra den havfrue, som H. C. Andersen skrev om i eventyret, hvor der står: Men den yngste var den smukkeste af dem alle sammen, hendes hud var så klar og skær som et rosenblad, hendes øjne så blå som den dybeste sø.

Men selvfølgelig skal en mørk kvinde som sangerinden Halle Bailey kunne spille havfrue, ligesom en mand skal kunne spille en kvinde, en hvid en sort og så fremdeles. Hvis vi kun kan spille os selv, så bliver det hele hurtigt meget kedeligt – og vi går glip af en masse god skuespilkunst.

Men ja, Hollywood skal OGSÅ være politisk korrekt – og var det også med de syv havfruer, som kom fra hvert sit ocean, og ikke længere som i tegnefilmen havde navne, der startede med A – men derimod navne der passede til hvert sit ocean. Det var selvfølgelig igen min unge ledsager, som bed mærke i det.

Jeg var mere optaget af kong Triton (spillet af den spanske karakterskuespiller Javier Bardem) og hans indre kamp om at give datteren fri – og jeg græd, da han til sidst gav hende ben, og sagde: Nu har jeg kun ét problem – hvordan jeg skal håndtere at savne hende.

Heldigvis ender også dén del godt. Men det beviser, at Disney er for alle.

Der er noget, når man er barn, og drømmer om prinser og prinsesser. Når man er ung, og identificerer sig med Ariel eller/og prins Erik og deres kamp for kærligheden. Og når man bliver ældre, så er det åbenbart Kong Triton og hans smerte ved at skulle sige farvel til datteren, der rammer. Det er ok. Så længe man ikke rimer på Ursula, så har man sit på det tørre – eller det våde rettere.

For hvor vil man gerne leve nede i de oceaner – også med en fiskehale. Jeg vil i hvert fald (men jeg svømmer også Åbent Vand). Min unge ledsager er godt tilfreds med at blive på landjorden. Det er noget med præferencer.

Vi var til gengæld helt enige om, at Kong Triton og Eriks Dronninge-mor og alle de andre voksne roller spilles med en enorm dybde. Karaktererne har også levet et liv, mistet deres elskede, de har ansvar overfor andre og meget mere i den alvorlige boldgade, mens Ariel og Erik er unge og eventyrlystne.

Det er den kendte skuespiller Melissa McCarthy, som gestalter havheksen Ursula. En rolle, som hun spiller med en strejf af humor, som klæder det ellers ret uhyggelige hav-væsen.

Sebastian, Tumle og Skralde, som nu er en kvinde, er også med som muntre indslag, der kommer i en lind strøm filmen igennem. For som de krabber, svømmer og flyver rundt i Caribiens lune vande og varme luft, hvor historien foregår – selvom H. C. Andersen skrev om de kolde nordiske vande fulde af havfruer med rosenfarvet hud og blå øjne, som når de efter 300 års liv i vandet døde og blev til skum på havet.

For sådan gik det iflg. den danske eventyrsdigter havvæsner, medmindre et menneske elskede dem, og dermed gav dem et stykke af vedkommendes udødelige sjæl.

Og i H. C. Andersens oprindelige eventyr får havfruen heller ikke sin prins, men opnår alligevel en salighed større end normalt for en havfrue, idet hun efter 300 år sammen med luftens døtre, som hun også bliver til, da hun dør, svæver ind i Guds himmerige – til evig salighed. Fordi hun så har fået en udødelig sjæl.

Andersen har altså en helt anden slags happy end … men én som stadig viser, at man kan vinde det hele ved at bryde ud af sin egen verden og ind i en anden verden.

Filmen ”The Little Mermaid” handler så om at bruge sin stemme. Så det er dobbelt skade, at H. C. Andersens stemme ikke høres mere tydeligt i Disneys version af ”Den Lille Havfrue”.

For dimensionen med erhvervelsen af den udødelige sjæl er vigtig at få med, når man skal forstå den unge havfrues rejse op af vandet. En rejse, som hos Disney slutter på landjorden, men som hos H. C. Andersen førte havfruen endnu længere – helt op i luften og til sidst i den evige salighed.

For hvad er vigtigst? Sjælefreden/saligheden i evigheden eller kærligheden her på Jorden? Ja, Andersen, som skrev eventyret (og som ikke var bange for hverken skygger eller dårskaber), heppede på det første, mens Disneys drømmefabrik går med det sidste.

På den billedlige side af filmen er det også ærgerligt, at den ene ud af to meget ikoniske scener fra tegnefilmsversionen (som man ellers følger næsten slavisk i filmen) er droppet – nemlig den hvor Ariel med en stor pen skriver under på den katastrofale kontrakt med Ursula.

Den anden berømte scene – den hvor Ariel sidder på stenen og synger om, at hun vil være en del af menneskets verden – er heldigvis med sammen med en perlerække af andre scener under Koralmånens skær. 

Danmarksbloggen giver ”The Little Mermaid” fem ud af seks søstjerner – og siger: VI SES I BØLGEN.

Skrevet af: Anna M. Frederiksen, anmelder på Danmarksbloggen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk