Anmeldelse: Josefine Ottesens “Vikingesagn”

Der er bøger, som nærmest læser sig selv. Josefine Ottesens ”Vikingesagn. De 20 allerbedste fortællinger fra Danmarks oldtid” er en af dem.

Bogen består af 20 gendigtede sagn og historier fra Danmarks oldtid (i denne forbindelse primært den sidste del af jernalderen og vikingetiden), og vi kender mange af dem i forvejen som for eksempel den om Kraka og den om Kong Skjold.

Ragnar Lodbrog, Rolf Krake, Uffe hin Spage og Hagbard & Signe er også navne, der som andre runer er ristet ind i vores kollektive hukommelse her i Danmark, for runer er gamle, og landets fødselsattest Jellingestenen fra slutningen af 900-tallet er den rene årsunge sammenlignet med disse herlige historier.

Men gode historier kan altid høres og læses igen, også fordi de her kommer i Josefine Ottesens version, der bygger på både de originale kilder som Saxo (altså historieskriveren), sagaerne og Axel Olriks ikoniske værk ”Danske Heltesagn” – men her i Josefine Ottesens udgave.

Og de 20 gamle sagn er bestemt ikke blevet dårligere af at komme en tur igennem hendes sind og hendes computer. Tværtimod så er de på alle måder saftige historier kommet ud igen i et moderne sprog, der er ligefremt og sprudlende og fortalt uden unødvendige detaljer, men alligevel med præcis den mængde forståelse, som også skal til, når man som nutidsmenneske skal rejse mere end 1000 år tilbage i tiden og historien.

Som en ekstra service gøres der endda først i bogen kort rede for begreber som sejde, bersærk, at sidde på høj og andet fra den tid. Det er nyttigt. For så er man klædt på til 20 historier, der står så knivskarpe og levende, at man ikke behøver at lukke øjnene for at se højilden på Samsø, da Argentyrs og hans brødres ånder viser sig for Hørveds datter, der kommer for at hente det magiske sværd, som hun mener er hendes fødsels-ret.

Man kan også næsten dufte drageblodet fra den drage, som Sigurd dræber – og man kan høre klangen af sværd og skjold fra de mange kampe og krige, som bogen er fuld af, og som næsten altid vækker ligeså megen hævntørst som tårer. For vi befinder os i den før-kristne æra, dengang æren var vigtigere end alt andet, dengang mænd var vikinger – og kvinder var skjoldmøer. For nok var der forskel på mænd og kvinder og deres liv, men langtfra så meget som senere hen. Og for alle var idealet såvel fysisk som psykisk styrke – især hvis man samtidig var sin slægt og sig selv tro.

For ingen af de gæve gutter og gutinder undskylder eller giver op i jagten på guld, ære, sejr og kærlighed. Tværtimod så kæmper, elsker, snyder og gør såvel mennesker som guder, hvad de i det hele taget kan for at nå deres mål. De kan derfor – trods eller måske netop på grund af deres fejl og mangler – være ganske inspirerende for os civiliserede nutidsmennesker med deres insisteren på livet i alle dets facetter uden unødig skelnen til moral og den slags.

For det er et fantastisk galleri af guder, mennesker og andre væsner, der rulles op i bogen – og selvom det i virkeligheden ikke er spor sympatisk med æresdrab, voldtægter, krig og tvang, så er disse personer og disse historier fulde af kraft og saft. For slet ikke at tale om, at de er en del af vores arv og vores historie, som vi med fordel kan tage med os ind i fremtiden. For det er som bekendt godt at kende sin fortid, hvis man skal forstå sin nutid og påvirke sin fremtid – også når den fortid er sagnbaseret.

Josefine Ottesen har i hvert fald sammen med tegneren Sune Elskær gjort sit til at denne mission bliver lidt nemmere, lidt sjovere og meget mere spændende. Sune Elskærs billeder er levende og supplerer med deres på en gange dunkle og klare farver Lorenz Frølich´s gamle illustrationer. Ja, det er næsten som om de synger til hinanden, de to slags illustrationer. Undertegnede kom til at tænke på Kai Hoffmanns ”Den danske sang”, hvor man synger om de tvende klange af blidt og hårdt. Frølichs billeder er så de blide, ophøjede illustrationer, mens blodet, ilden, mulden, tågen, mørket, guldet og bølgerne står levende og hårdt ud af Elskærs. Det er godt lavet – og næsten en historie i sig selv.

Danmarksbloggen vil gerne anbefale bogen til alle med interesse for historie – eller blot en god historie. De to ting går nemlig op i en højere og særdeles velskrevet enhed her. Bogen er derfor også velegnet til højtlæsning for de måske lidt større børn, om end også mindre børn har det med at blive revet med af historier om vikinger, sværd og andet gods fra vor oldtid. Og hvem ved? Bogen kan måske også vække historie-interessen hos en eller anden?

Bogen er også god som stillelæsning for det store barn, den unge og den voksne, og det gælder, hvad enten man er historie-nørd og nyder genkendelsens glæde – eller man bare kan lide en spændende fortælling.

Alle læsere og tilhørere er i godt selskab hos Josefine Ottesen og vikingerne m/k. Eneste anke er, at der godt måtte havde været endnu flere historier, endnu flere sagn og endnu mere kamp, magi og kærlighed. For man har det som læser med sagnene, som krigerne i Valhalla havde det med mjøden og flæsket – man kan bare blive ved og ved …

Danmarksbloggen giver seks store sværd ud af seks mulige. Bogen udkom midt i marts hos People´s Press.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Über out

Fællesskabet vandt en sejr i dag.
Über lukker i Danmark, hvilket Danmarksbloggen billiger.

For det er gift for samfundet, når egoismen sættes i system som det skete hos Über, hvor den, der havde bilen, tjente en ekstraskilling uden at betale skat, mens den, der hyrede bilen, slap billigere end med et normalt taxi-selskab.

Men nu er det altså slut … for denne model på denne måde. Desværre er kampen langtfra forbi. For egoismen og mig-mig-mig-mentaliteten lever stadig i bedste velgående, hvad man også kan se i den debat, som der kører pt.

Der er med andre ord nok at tage fat på for os, der stadig tror på fællesskabet og solidariteten – og som tænker, at kun sammen har vi en chance …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: “Vanviddets dybder”

Undertegnede kendte ikke Luna og Jepsen – de to gennemgående personer i Maria Kjær-Madsens serie om to unge mennesker, der oprindeligt begge var journalister. Men nu her i den tredje bog i serien ”Vanviddets dybder” er Luna startet på politiskolen.

Normalt er det et problem at komme ind i bog tre af en serie, men det gælder ikke ”Vanviddets dybder”, hvor man allerede fra første side er klar over, at en person ved navn Vincent og et sind i massive problemer med sig selv sammen med en Romeo-og-Julie-inspireret historie er et centralt omdrejningspunkt i bogen, der foregår på Sydfyn.

Ja, man kunne måske også – i hvert fald på nogle områder – drage en parallel til netop Tåsinge, hvor en anden ulykkelig kærlighedshistorie – nemlig den mellem Elvira Madigan og Sixten Sparre fandt sted for snart 130 år siden.

For nok er Sydfyn kendt som et idyllisk og smukt sted – og måske allermest overdådigt og frugtbart i en midsommeruge som den, hvor ”Vanviddets dybder” foregår. Men råddenskaben og ondskaben lurer som bekendt alle vegne – også selvom blomsterne dufter, kaffen er brygget, og havet blinker blåt og indbydende.

Ungdommen og sommeren er som bekendt heller ikke kun en tid, hvor man med studentens ord glad og fro kan synge om ”ungdommens vår”.

Der er i ”Vanviddets dybder” også et hav af personer, som det kunne være svært at holde styr på, hvis ikke det var fordi, at der forrest i bogen er indsat en liste over de personer, der er med. Det er en rigtig god idé med sådan en liste, som undertegnede tit slog op i. For så kunne jeg fokusere på såvel hovedhandling og -plot samt alle de små-handlinger og småplots, som der som små strømme flød ved siden af.

For der er noget at holde styr på i ”Vanviddets dybder” – både tidsmæssigt og geografisk. Heldigvis bliver alt også beskrevet godt og grundigt på bogens 368 sider, som dermed giver næring til mange gode timers læsning.

Såvel sprog som stil er også kendetegnet ved en stor nutidighed som for eksempel en Facebook-challenge, hvor en af bipersonerne mener, at hun er nødt til at hoppe i det endnu ret kolde vand, hvis ikke hun skal give popcorn og bif-tur.

Ja, sågår nutidens sproglige fejl er med i bogen. For på nutidigt faceboosk hedder det som bekendt, at man nominerer nogen til at tage denne challenge. Men det er sprogligt set forkert. På dansk er det rigtige udtryk at UDFORDRE nogen. Når man nominerer nogen, udpeger eller udnævner man dem – og det er i reglen noget, man er stolt af at blive som fx nomineret til en Oscar. Men det ved mange unge danskere ikke, heller ikke i bogen, der dermed også bliver troværdig i både den ydre og den indre dialog.

Og netop de indre dialoger spiller en stor rolle i bogen, og giver også svaret på mange af de spørgsmål, som man som læser stiller sig undervejs.

Mere skal ikke røbes her. Læs selv bogen – og læs den i bevidstheden om at lange synder trækker lange spor, selvom ingenting kan gemmes for evigt – heller ikke i det evige flydende element, vandet, der i denne bog rummer ikke kun livets begyndelse, men også livets afslutning for de mange druknede kvinder, som enten findes døde, eller som hentes frem fra politiets arkiver.

Danmarksbloggen giver fire ud af seks af de breve, som spiller en afgørende betydning i bogen. Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Illegale i Danmark – og danske klovne i udlandet

Nogle gange er det – sikkert ufrivilligt, men alligevel skræmmende – komisk at se nyhederne som TV2 her i aften, der på den ene side viser indslag om, at der findes omkring 18.000 illegale mennesker i Danmark, der enten samler flasker eller arbejder for 300 kroner om dagen, og som bor i parker som Folkets Park på Nørrebro. Det er ganske simpelt ikke i orden på så mange planer, men forventeligt i en verden hvor uligheden er så ekstrem.

Senere kom så et indslag om danske klovne, der skal ned til Vestbredden med kasserne pakket med konfetti og røde klovnenæser – og som selv mener, at de vil gøre mennesker glade.

Det er uden tvivl velment fra klovnenes side, som mener, at de spreder glæde, når de leger ”Bro, bro, brille” med flygtningebørn – og som ovenikøbet selv betaler for både rejse og ophold.

Men det må i bedste fald siges at være naivt at tro, at røde næser kan gøre en forskel i en verden, hvor bomberne falder, hvor børn og voksne er på flugt – og hvor mennesker er klar til at rejse meget langt for at bo under presenninger i et koldt og mørkt land, så der kan sendes penge hjem.

Det hænger bare ikke sammen!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Britta Thomsen: “Derfor har vi brug for KVINFO”

Vidste du, at Danmark har Europas mest kønsopdelte arbejdsmarked? At vi ligger under EU-gennemsnittet, når det kommer til kvindelige forskere? Og ved du, hvorfor det hænger sådan sammen?

Nej, vel. Men den viden har KVINFO i deres bibliotek, som er et landsdækkende forsknings- og specialbibliotek, der registrerer, indsamler og formidler dansk og international kønsforskning. Biblioteket har offentlige udlån og hjælper gerne folk, der skal bruge materiale.

I EU har vi en fælles politik om at fremme ligestilling i medlemsstaterne. Men det kræver viden, og derfor har man selvfølgelig videncentre til dokumentation af de konkrete forhold.

Når regeringen vil flytte biblioteket og lægge det ind under Det Kongelige Bibliotek, så fjerner de meningen med KVINFO

Højrepopulisterne går efter kvinderne. Derfor blev der demonstreret imod Trump. Pegida vil sende kvinderne hjem til kødgryderne, og LA vil eliminere nødvendig viden.

Kvinder, lad os gå i aktion imod den middelalderlige heksejagt.

Kvinder må åbenbart ikke være for kloge, specielt ikke om deres egen situation i samfundet. Og lad os så høre, hvordan LA har tænkt sig at leve op til EU´s ligestillings-lovgivning? Danmark er jo flere gange blevet kritiseret af både EU-Kommissionen og FN for manglende tiltag på ligestillings-området!

Skrevet af: Britta Thomsen, tidligere medlem af EU-parlamentet for Socialdemokratiet og adjungeret professor på CBS

Terror i London

For mindre end ni måneder siden stod jeg dér, hvor terroren ramte London i dag. Siden har tusinder, ja millioner vel gjort det samme. Dagligt færdes der som bekendt mange tusinde mennesker omkring Westminster Bridge, Parliament, Big Ben og alt det andet i området.

Jeg kommer så også til at stå dér igen om nogle måneder, når turen igen går til London. For terroren må aldrig kue os eller få os til at ændre vores livsstil.

Jeg vil dog bøje hovedet i respekt for de døde og de sårede, når jeg står der igen til sommer.

På samme måde, som jeg gjorde det i New York for halvandet år siden og herhjemme i København for to år siden, og som jeg vil gøre det i Berlin, i Paris, i Bruxelles og alle de andre steder, hvor bindegale terrorister dræber og sårer mennesker og ødelægger deres pårørendes liv.

For de kan dræbe nogen af os, men ikke os alle – og de får aldrig bugt med vores demokrati og frihed. ALDRIG!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Mareridts-listen og populismen

Verden har ikke i flere år været så usikker og urolig, som den er nu. Danmarksbloggen bringer her en liste over nogle af de mareridt, som kan sætte en hel verden i brand.

For tænk hvis …

* Rusland angriber Vesten … og ikke kun Ukraine

* Erdogan angriber Vesten … på mere end bare ord og tomme trusler

* USA vender ryggen til Europa – de er allerede godt i gang

* Kina og/eller USA besvarer Nordkoreas provokationer med militærmagt

* Kina og USA bliver uvenner

* Krigen i Syrien breder sig til hele regionen – og inddrager også Israel

* Flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Afrika mod Europa eksploderer

* Terroren i Vesten vokser markant

Otte kriser, som indbyrdes også hænger sammen på kryds og tværs – og som sammen med den stigende ulighed i samfundet er årsagen til, at de såkaldte populister står stærkt. For det gør de – også i Holland, selvom Rutte stadig er leder af landet. For Wilders gik frem ved det nylige hollandske valg – og havde Rutte ikke overtaget dele af Wilders holdninger, så havde han ikke fortsat siddet på taburetten.

Vi ser det også i Danmark, hvor Socialdemokratiet på mange måder har nærmet sig Dansk Folkeparti. Så nej, populismen tabte ikke i Holland. Den vandt – som den også gjorde det i Danmark for snart to år siden, og som den formentlig også vil gøre det i Frankrig og Tyskland – trods at den nyudnævnte leder af SPD Martin Shulz allerede nu kaldes Europas svar på Bernie Sanders og holdt en fantastisk god tale i går.

Men der skal mere til end flotte ord og likes på Facebook, hvis kursen mod kaos skal ændres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: Serien om Bjørnebanden

Det er er normalt, at serie-bøger ligner hinanden, både når det handler om, hvem hovedpersonerne er, og hvordan handlingen typisk forløber – samt når man ser på bogens indpakning, altså coveret. Tag fx barndommens De 5-bøger med deres klassiske røde rygge og farvestrålende forsider – eller de talløse variationer, der er lavet med både Agathas Christies bøger om Hercule Poirot og Miss Marple samt Arthur Conan Doyles bøger om Sherlock Holmes.

Men sådan er det ikke med Christian J.D. Dirksens serie om Bjørnebanden, hvis indtil videre fem bind på ingen måde ligner hinanden, hverken i skriftstørrelse, skriftfont eller illustrationsmåde.

Det stikker især i øjnene, når man ser alle fem bind stablet ovenpå hinanden. Men man finder ud af, at der er en god mening med forskelligheden, når man kommer i gang med de fem meget forskellige bøger.

For nok har bøgerne tilfælles, at samtlige repræsenterer et solidt skrivehåndværk – og især de første tre og den femte har en stor sans for at opbygge lige dele spænding og nysgerrighed på en måde, så man som læser hele tiden lige må læse lidt mere, også selvom klokken forlængst har passeret sovetid, og øjenlågene er ved at dratte i.

For der er tale om gode bøger med stramme og præcise kompositioner, troværdige dialoger og handlingsforløb, der er tidstypiske for 2010´erne – og måske vigtigst: Man kommer lige meget og lige godt ind i hovederne på og tankerækkerne hos de mange forskellige personer, som man følger igennem serien.

Men ellers er der ikke meget, som ligner hinanden i de fem bøger, bortset fra at Bjørnebanden, som udgør en stadig voksende skare politifolk omkring chefen Bjørn (deraf navnet) og hans assistent Vera, er med i dem alle – men absolut ikke på den samme måde hver gang. Nogle gange er Bjørnebanden eller dele af den nærmest bipersoner, som man kun lærer lidt at kende – men de i andre bøger er hovedpersoner eller meget vigtige bipersoner uden at mere skal røbes her.

Den første bog ”ID. LÅNT IDENTITET” handler om penge – mange penge – og om lånt eller måske rettere overtaget identitet, samt når magten beskytter sig selv – også ved at bruge ulovlige metoder. Vældig realistisk. For som bekendt er det kun på overfladen og i middelklassen, at man tror på fortællingen om, at lovene skal holdes. Og som læser sidder man bagefter med følelsen at have læst en krimi, hvor sammenhængen kun langsomt gik op for en, og man har en voksende utryg følelse indeni af at man ikke kan gøre alt, der skal til for at beskytte ens identitet. For kriminaliteten er som bekendt grænseoverskridende – og derfor foregår en del af denne bog også i Paris.

I den anden bog ”FAREN” er vi et helt andet sted – langt væk fra magtens korridorer og ude i Danmark og en dansk middelklasse-virkelighed, hvor mørke hemmeligheder, der går langt tilbage, kan føre både død og kærlighed med sig – og også gør det. Her sidder man ikke tilbage og er bange for noget i sit eget liv, men derfor er man som læser nu alligevel mere end almindelig ubehagelig tilmode, når bogens sidste side er læst. Det er godt lavet.

I den tredje bog ”HOVEDLØST” kommer udlandet igen på banen – endda med tråde til både de baltiske lande, Holland og Iran – og til begivenheder fra de to tidligere bøger. Som læser sidder man og tænker om mon ikke de tråde på et tidspunkt – i en senere bog – samles. Men intet skal røbes her. Det skal det til gengæld, at denne tredje bog er den hidtil mest uhyggelige bog i serien. Normalt skal der meget til at gøre mig bange, men jeg var simpelthen nødt til at tænde lyset hele vejen ud på badeværelset, da jeg skulle derud kl. 3 om natten efter endt læsning. For traditionen tro kunne jeg simpelthen ikke slippe bogen, men måtte have det hele med – også fortællingen om politifolkenes hverdag og indbyrdes relationer, som kun bliver mere spændende af at Mikkel Hedeby kommer på banen – og at Cecilie, som vi mødte i FAREN, får en større rolle.

Den fjerde bog ”TROLØS” handler mere om relationer – især amourøse – og religion end om kriminalitet, selvom der skam sker mord. Og undertegnede må også ærligt indrømme, at jeg er mere til krimier og plots end udspekulerede og psykologiske menage a trois-konflikter, der løber løbsk på mere end en måde, også fordi der er mange spil kørende mellem stort set alle involverede parter, hvoraf de fleste er både politifolk og private mennesker med følelser.

I den femte bog ”KVIT” er vi tilbage i krimi-sporet – og her endda i en version af snigende uhygge og afstumpethed, der minder om mange kvinders og unge pigers værste mareridt i disse år. Mere skal ikke siges, før så røbes handlingen i en på alle måder rigtig god bog, hvor der selvfølgelig også stadig sker ting og sager for vores venner i politiet på både det private og det jobmæssige område. For som bekendt er ingenting her i verden statisk. Heller ikke i Christian J. D. Dirksens serie om Bjørnebanden.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks stjerner for de første tre bøger og for den femte bog i serien om Bjørnebanden – og tre for nummer fire. Og håber, at der kommer en sjette bog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Magtens dronning – og kagen

Der var engang en fransk dronning, som ifølge overleveringen udtalte følgende om de fattige inde i Paris, der ikke havde råd til brød, og derfor sultede: Hvis ikke de har brød, så spis dog kage. Historien er vist en skrøne, men den illustrerer fint den daværende franske dronning Marie-Antoinettes manglende forståelse af hendes tid og det oprør, der kom mod hende, kongen og hele den franske adel – og deres dekadente overforbrug. Ja, det kostede hende også hovedet et par år senere, da hun sammen med kongen blev henrettet i forbindelse med den franske revolution, der startede en helt ny tidsalder i Europa.

Nu bruger vi heldigvis ikke guillotiner mere, men derfor kan magtens dronninger m/k godt miste deres politiske liv. Og især i denne tid, der på mange måder minder om tiden op til den franske revolution med stigende ulighed, stigende spændinger og en samfundsorden, der har spillet fallit. Dermed ikke være sagt at magtens mænd og kvinder ikke prøver at gribe magten. For det gør de – og med alle midler.

Og med kagen i går, hvor der stod 50 på, har Inger Støjberg vovet mere end bare at få én over næsen. For hendes berygtede kage, der markerer, at udlændingestramning nr. 50 er vedtaget, har så meget sprængstof i sig, at den enten sender Støjberg helt ud af enhver mulighed for at blive Løkkes efterfølger – eller også placerer kagen hende direkte i stolen som den næste V-formand.

Det er højt spil af en af Venstres mest markante bejlere til magten i partiet – og måske også i virkeligheden det, som kagen handler om. Det og så at tage stemmer fra Dansk Folkeparti, som i sædvanlig kræmmerstil har været ude og kopiere kage-stuntet med at love citronmåner ved stramning nr. 100. Ren copy-cat – og så endda så billigt. Så er der trods alt mere stil over Støjbergs flotte konditor-kage, selvom det at købe kage for at fejre, at man har gjort livet svært, ja umuligt for andre mennesker, er så umenneskeligt og lavt, at Støjberg burde kunne retsforfølges for det.

Men altså reelt retsforfølges – og ikke en skueproces, som dem under den franske revolution. For nok er Støjbergs kage-stunt langt under enhver anstændighedsgrænse – men derfor behøver vi andre jo ikke at følge hende derned.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Tyrkiske valgmøder i Danmark?

Danske valgmøder i Stockholm, London og Paris? Eller måske i Ankara? Eller Alanya.
Nej, ikke rigtig, vel?

Man holder valgmøder i det land, hvor valget foregår. Punktum.

Og derfor skal der ingen tyrkiske valgmøder være i Danmark. Så enkelt er det.

Så kan man sige, at Løkke skulle have ladet den tyrkiske premierminister komme – så man kunne have kritiseret Erdogans vej til at indføre diktaturet i Tyrkiet.

Omvendt kunne man også have kaldt det et knæfald for Tyrkiets spirende diktatur netop at lade premierministeren komme.

Så lige her er det en taber-sag for Løkke, uanset hvad – eller også er det en vindersag for den frie verden. Fordi vi ikke vil og ikke skal lade tyrkiske anti-demokrater som Erdogan og hans venner diktere, hvad vi gør eller ikke gør.

At herboende tyrkere så lejer et forsamlingshus, og der diskuterer valget i Tyrkiet på livet løs, må de gerne. For vi har både ytrings-, menings- og forsamlingsfrihed her til lands. Imodsætning til Tyrkiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk