Friheden trues både nedefra og oppefra

I et frit og demokratisk samfund kan enhver ytre sig, som man vil uden at frygte at blive truet eller udsat for vold og overgreb.

Sådan et samfund gad jeg godt leve i, og sådan var Danmark også engang. Men det er Danmark ikke længere.

Friheden trues, både nedefra og oppefra.

Nedefra af de bøller der retter trusler mod vores politikere og deres familier, sådan så mange spørger sig selv, om de overhovedet tør gå ind i politik, om de vil betale den pris, der evt. følger med, og som indebærer risiko for overfald og hærværk.

Forleden blev den socialdemokratiske politiker Mattias Tesfaye således spyttet i ansigtet i metroen, og kun én person ud af de mange, der var med metroen, kom ham til hjælp med et lommetørklæde. Alle andre havde travlt med at kigge ned på deres mobiler.

Men også oppefra er vi på vej mod en totalitær tilgang, som ikke rimer på demokrati.

Det seneste eksempel er folketingets formand Pia Kjærsgaards mærkværdige accept af partikollegaens Kenneth Kristensen Berths generalisering af en hel befolkningsgruppe (muslimerne), samtidig med at hun ikke tålte, at Pelle Dragsted (fra Enhedslisten og derfor en politisk modstander) brugte ordet racistisk i sit svar til DF´s Kenneth Kristensen Berths påstand om muslimerne.

Det rimer hverken på demokrati eller på ytringsfrihed, men derimod på kontrol og totalitarisme, og det er ekstra farligt, når det udøves direkte fra folkestyrets fornemmeste plads: Folketingets formandsstol.

Men danskerne? Hvad gør vi, selvom det nu brænder ikke kun om vores vugge, men også i vores lille vugge? Ja, vi fortsætter med at glo ned i vores mobiler og grine af videoer med søde hundehvalpe …

Man kunne fristes til at spørge, om vi overhovedet fortjener demokratiet, når vi ikke vil stå ved det og kæmpe for det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så syng da, Danmark

”Den danske sang er en ung, blond pige” er ikke en julesalme, alligevel fylder sangen meget her op mod jul. Sagen er nemlig, at en kvindelig brun forsker på CBS følte sig krænket og ikke-inkluderet, da den blev sunget sidste år – og nu skal man derfor så ikke synge sangen længere på CBS.

Læs mere her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/hoejskolesang-foerte-til-kraenkelsessag-paa-handelshoejskolen-i-koebenhavn

Danmarksbloggen er i denne sag helt på linie med det massive flertal af danskere, som mener, at det er for meget, når man kan føle sig krænket over en enkelt linie i en enkel sang – og at det så tilmed er nok til, at man ikke synger sangen mere.

Hvad bliver det næste? At vi ikke kan synge H. C. Andersens smukke ”I Danmark er jeg født”, fordi det krænker dem, som ikke er født i Danmark – men som alligevel bor her. Det er det rene pjat.

Ja, Danmarksbloggen mener, at der er tale om hysteri og knæfald for tilfældige individers luner, hvis man lader en følelse af at være krænket bestemme, om man må synge en sang. Eller for den sags skyld tegne en tegning, male et maleri, skabe en skulptur eller hvad det nu kan handle om.

Ordet, sangen, musikken og den kunstneriske udfoldelse skal kunne løbe frit, hvis vi vil bevare et åbent samfund, hvor vi kan leve i tillid til hinanden, uanset vores hudfarve eller hårfarve eller køn eller …

For det her handler om åndsfrihed – om ikke at lade sig kue af krænkelsestyranniet.

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale – thi hjertesproget er vers og sang, som vi synger det i den smukke ”Den danske sang”.

Danmarksbloggen har allerede afsunget sangen fire gange i dag – og har tænkt sig at nappe et par stykker mere – og undertegnede er endda mørkhåret og ikke ung mere.

Her er teksten, hvis du også vil synge ”Den danske sang”: https://festklaveret.dk/tekst/18/den+danske+sang+er+en+ung+blond+pige.html

Og læs historien bag sangen her i Danmarksbloggens serie fra 2015: http://danmarksbloggen.dk/?p=7191

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

4. maj – og vor tids frihedskamp

Mor, hvor lang tid tror du vi bliver ved med at fejre 4. maj og Befrielsen?, spurgte teenageren her til morgen, da jeg nævnte, at vi skulle have lys i vinduerne i aften.

Det er et af den slags spørgsmål, som det er nærmest umuligt at besvare.

For på den ene side så lever der stadig en pæn del mennesker, som kan huske den tid, selvom de måske kun var børn den aften, hvor frihedsbudskabet lød fra London, men omvendt er der siden kommet mange generationer, som hverken kan huske 2. Verdenskrig eller Den Kolde Krig, men som er født og opvokset i en Terrortid – som netop teenageren her.

Og når ens virkelighed, ens tilværelse her og nu er et liv i hovedstaden med en bevidsthed om at terroren kan ramme hver dag og hele tiden. Hvor teenageren både sammen med venner og med undertegnede besøgte synagogen i februar 2014 og siden deltog ved mindehøjtideligheden ude ved Krudttønden for slet ikke at tale om de altfor mange ture med blomster til udenlandske ambassader, så er der unægtelig langt til at stå ude i Mindelunden en 4. maj, selvom teenageren har været med – endda to gange.

For nok hænger tingene sammen – og nok skal man kende sin fortid for at forstå ens nutid, men 2. Verdenskrig er virkelig længe siden. Den tid er i øvrigt så langt mere overskuelig – og tryg – her mere end 70 år siden, at den sluttede, så det er let at have de rette meninger NU omkring den tid. Dengang krævede det mere at gå imod autoriteterne, som også var en dansk samarbejdsregering, heldigvis var der nogen, der gjorde det – som nogen også gør idag.

Opgaven er derfor heller ikke at se tilbage, men at vide hvad der skete – og se frem. Bruge kræfterne på at sikre også vor tid og fremtidige generationer den frihed, som Danmark fik igen d. 4. maj for 72 år siden – og det er en opgave, som kræver kamp både mod den fundamentalistiske islam og mod den indskrænkelse af vores frihedsrettigheder, som sker ligenu i tryghedens navn, og som de fleste glad og gerne siger ja til uden formentlig at kende prisen.

Så ja, vi vil nok fejre 4. maj længe endnu … men uden at tage nutiden og vor tids frihedskamp i betragtning giver det faktisk ikke mening. For ligesom at vi dengang i 1940 solgte os billigt til Tyskland for at undgå omfattende ødelæggelser, så sælger mange danskere også deres frihed billigt nu for at undgå muslimsk terror. Nu er det bare til staten – men gør det sagen bedre? Det synes undertegnede ikke, så også derfor og måske mest derfor skal der tændes lys i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Terror i London

For mindre end ni måneder siden stod jeg dér, hvor terroren ramte London i dag. Siden har tusinder, ja millioner vel gjort det samme. Dagligt færdes der som bekendt mange tusinde mennesker omkring Westminster Bridge, Parliament, Big Ben og alt det andet i området.

Jeg kommer så også til at stå dér igen om nogle måneder, når turen igen går til London. For terroren må aldrig kue os eller få os til at ændre vores livsstil.

Jeg vil dog bøje hovedet i respekt for de døde og de sårede, når jeg står der igen til sommer.

På samme måde, som jeg gjorde det i New York for halvandet år siden og herhjemme i København for to år siden, og som jeg vil gøre det i Berlin, i Paris, i Bruxelles og alle de andre steder, hvor bindegale terrorister dræber og sårer mennesker og ødelægger deres pårørendes liv.

For de kan dræbe nogen af os, men ikke os alle – og de får aldrig bugt med vores demokrati og frihed. ALDRIG!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Friheden ofres i frihedens navn

Når Haarder skal indsamle såkaldt ”danske værdier” til Danmarkskanonen, så skal han i hvert fald ikke kigge til egen partiformand.

Se mere her: http://kum.dk/temaer/danmarkskanon/

For nok snakkede Løkke i går på Grundlovsdag om fædrelandskærlighed og om at gøre Danmark stærkere. Men ser man på Venstres politik, så gør den Danmark markant svagere både på miljø-, social- og erhvervsområdet – og på frihedsområdet.

Danmark er nemlig meget mere end leverpostej og lagkage, humor og lejlighedssange, som det er blevet foreslået i Danmarkskanonen. Danmark er også – og især – skarp debat og en ytringsfrihed, der skal være absolut.

Som en anden Venstre-profil, nemlig Birthe Rønn Hornbech, sagde det i går: Er vi virkelig så svagt et folk, at vi føler, at vi er nødt til at skride til antidemokratiske midler for at opretholde demokratiet? Er vi virkelig parat til i den grad at indskrænke friheden for flertallet, fordi vi fejlagtigt tror, at vi derved kan udrydde ekstreme holdninger hos de få? Stikker det alligevel ikke dybere, det danske frisind, end at vi er parat til at opgive det og lade frygten regere? Friheden ofres – i frihedens hellige navn.

Så kan det ikke siges tydeligere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere at kæmpe for end vi troede

I dag er det kvindernes internationale kampdag – og der er stadig meget at kæmpe for. Ja, der er meget mere at kæmpe for, end vi måske troede – og det er en kamp, der kræver solidaritet.

For her i 2016 har vi ikke kun de klassiske kampe som fx kampen for ligeløn, der indtil videre nemlig kun er en realitet på papiret, men langtfra i praksis. Eller kampen for flere kvinder i bestyrelser og ledelser, hvor der stadig sidder alt for mange mænd, selvom det for længst er bevist, at diversitet i ledelsen, altså flere kvinder, giver bedre trivsel og mere overskud i virksomheden. For slet ikke at tale om at kvinder rammes meget hårdere end mænd af regeringens kontanthjælpsloft.

Men her i 2016 har vi også i Danmark en ny version af kampen for kvindens mest fundamentale frihedsrettigheder, nemlig at klæde sig som hun ønsker, færdes hvor hun ønsker, tage en uddannelse og et job, selv vælge om og hvem hun evt. vil giftes med, selv vælge om hun vil have børn, selv vælge om hun vil afbryde ægteskabet og mere endnu af samme skuffe.

For det er de ting, som nogle af vores muslimske medsøstre slås med overfor både familie og imamer – og det er en kamp, hvor de muslimske kvinder har brug for støtte fra alle os andre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En anden vej end imanernes

Vi svigter vores muslimske landsmænd, når vi overlader dem til imanerne og budskaberne om, at muslimer bedst klarer deres problemer selv i muslimske parallelsamfund – som man har set det udfolde sig i TV2-programmet ”Moskeerne bag sløret”.

Unge muslimske mænd og kvinder skal nemlig vide, at der er en anden vej end den, som imanerne anviser. At det faktisk er muligt både at være muslim og demokrat. At man godt kan være muslim og samtidig et frit menneske, der har sex før ægteskabet – eller måske er bi- eller homoseksuel.

Der findes jo også kristne, som er imod sex før ægteskabet – og imod homoseksuelle. Ja, det gælder rent faktisk flertallet af kristne set på verdensplan, da Romerkirken (som huser verdens mere end 1 milliard katolikker) kun anbefaler sex mellem mand og kvinde, og kun indenfor ægteskabet.

Så nej, det her er IKKE et spørgsmål om islam versus kristendom, men om hvorvidt mennesket skal være frit eller styret af religiøse dogmer.

Danmarksbloggen er tilhænger af frihed – og rummelighed, og mener, at det må være den enkeltes egen sag, hvad man tror på – og hvem vedkommende går i seng med – og hvornår.

Det er til gengæld samfundets sag at sikre, at alle har dé friheder og alle mulige andre friheder til at mene, tænke, skrive og tegne det, som man har lyst til.

Og derfor skal vi heller ikke acceptere disse religiøst betingede parallelsamfund, hvis værdier bygger på religiøse dogmer udlagt af imaner, der ideologisk befinder sig meget langt fra alt, der handler om frihed og rummelighed. Disse parallelsamfund skal derfor opløses. Spørgsmålet er bare, hvordan det skal gøres – samtidig med at alle rettigheder bibeholdes og uden at muslimer forfølges, bare fordi de er muslimer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Finn Nørgaard og Dan Uzan

Det er i dag et år siden, at terroren ramte Danmark. Et år siden at Finn Nørgaard og Dan Uzan blev skudt ned af en fej, ussel terrorist, som få timer senere selv blev skudt af politiet.

Danmarksbloggen var med til mindehøjtideligheden få dage senere ude på Østerbro. En iskold februaraften med taler og musik – men allerstærkest står mindet om den stilhed, der råbte højere end noget andet i de dage om vigtigheden af frihed og demokrati og menneskeret.

Om de umistelige værdier, som Finn Nørgaard og Dan Uzan gav deres liv for.
Ære være deres minde.

Værdier, som vi stadig kæmper for – værdier, som det altid er værd at kæmpe for. For uden dem så lever vi på knæ, og det skal vi aldrig. Så hellere dø stående …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Længsel efter en mere fri tid

På denne – endnu en isnende kold dag – længes jeg endnu mere end normalt efter varme, og ikke kun fysisk varme, selvom det ellers er relevant nok – især for de hjemløse. Men også efter mental varme – og nydelse og frihed.

Jeg er nemlig så træt af alle de trusler, der er i vores tid, og jeg ville så gerne – bare for en dag – leve i en tid, hvor alting kan lade sig gøre, hvor mennesker er frie og glade og ikke hele tiden definerer og defineres efter status og penge. Hvor effektiviteten, bundlinien og fornuften er sat ude af spil – bare lidt.

Jeg længes efter friheden – efter en fri og varm tid, hvor det farvestrålende, det barokke og alt det andet vanvittige danser og livsnyder og griner og har den fedeste fest. Fordi alt – om så bare for en stund – kan lade sig gøre.

Og ja, det er virkelighedsflugt, så det basker – eskapisme, så det drøner derudaf – men nogen gange, bare nogen gange kan man kun bære den tunge tid, som vi lever i, ved at hengive sig – bare for en stund – til længslen efter frihed, varme og nydelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalismens spøgelse

Nogle vil kalde det symbolpolitik – andre et nødvendigt forsvar for danske værdier.

Danmarksbloggen kalder det nationalisme, både når den er værst og når den er bedst.

For ja, det er godt at kæmpe for frihed og ligeværd, som det gøres i forhold til kvinders soleklare ret til at færdes alene på gaden og klædt på, som de ønsker det. Men det bliver også lidt latterligt, når kommuner lovgiver om mad i børnehaven.

På den anden side: Sådan er nationalismens spøgelse, når det først huserer: Intet er for småt, og intet er for stort til at kunne presses ned i den rød-hvide boks, der hedder DANSKE VÆRDIER. Så der presses, mens der råbes og skriges om Danmarks fortræffeligheder.

Det vil sige: Klassiske, danske værdier som solidariteten med de svageste og det tolerante frisind taler ingen om. De er for længst gået fløjten i et Danmark, der er mere angst og lukket end i mange-mange år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk