Lys i vinduet – en nødvendig manifestation

I aften, d. 4. maj, er det 74 år siden, at Danmark blev befriet. Det markeres som sædvanlig med lys i vinduerne.

Men i år er der en ekstra grund til at tænde lys: Nemlig at de mørke kræfter, som skabte 2. verdenskrig, er på spil igen, og er ved at vokse sig stærke igen. Så stærke at de for første gang siden dengang er opstillet til Folketinget.

For det kan godt være, at Stram Kurs i deres ideologi kun dækker det halve nazi-kort – se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10546

Men det halve er stadigvæk alt for meget. Og hvis partiet fik magt, så kunne det hurtigt i praksis blive det hele. Stram Kurs´s ideologi har alt, hvad der skal til for at skabe et totalitært system.

Så dét parti skal stoppes. På den lange bane ved at vi stopper den stigende ulighed, og i stedet gør samfundet mere lige igen.

Men på den korte og symbolske bane kan vi tænde lys i aften og sætte det i vinduet til minde om dengang i 1940´erne, hvor mennesket gik amok i nationalisme og syndebuk-mentalitet og glemte sin menneskelighed, så millioner af mennesker døde.

For det må ALDRIG gentage sig. Vi skal – som enhver generation skal det – kæmpe for friheden.

Så: Tænd lys – i år er det også en demonstration, en nødvendig manifestation af troen på livet vort, på menneskets værd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

4. maj – og vor tids frihedskamp

Mor, hvor lang tid tror du vi bliver ved med at fejre 4. maj og Befrielsen?, spurgte teenageren her til morgen, da jeg nævnte, at vi skulle have lys i vinduerne i aften.

Det er et af den slags spørgsmål, som det er nærmest umuligt at besvare.

For på den ene side så lever der stadig en pæn del mennesker, som kan huske den tid, selvom de måske kun var børn den aften, hvor frihedsbudskabet lød fra London, men omvendt er der siden kommet mange generationer, som hverken kan huske 2. Verdenskrig eller Den Kolde Krig, men som er født og opvokset i en Terrortid – som netop teenageren her.

Og når ens virkelighed, ens tilværelse her og nu er et liv i hovedstaden med en bevidsthed om at terroren kan ramme hver dag og hele tiden. Hvor teenageren både sammen med venner og med undertegnede besøgte synagogen i februar 2014 og siden deltog ved mindehøjtideligheden ude ved Krudttønden for slet ikke at tale om de altfor mange ture med blomster til udenlandske ambassader, så er der unægtelig langt til at stå ude i Mindelunden en 4. maj, selvom teenageren har været med – endda to gange.

For nok hænger tingene sammen – og nok skal man kende sin fortid for at forstå ens nutid, men 2. Verdenskrig er virkelig længe siden. Den tid er i øvrigt så langt mere overskuelig – og tryg – her mere end 70 år siden, at den sluttede, så det er let at have de rette meninger NU omkring den tid. Dengang krævede det mere at gå imod autoriteterne, som også var en dansk samarbejdsregering, heldigvis var der nogen, der gjorde det – som nogen også gør idag.

Opgaven er derfor heller ikke at se tilbage, men at vide hvad der skete – og se frem. Bruge kræfterne på at sikre også vor tid og fremtidige generationer den frihed, som Danmark fik igen d. 4. maj for 72 år siden – og det er en opgave, som kræver kamp både mod den fundamentalistiske islam og mod den indskrænkelse af vores frihedsrettigheder, som sker ligenu i tryghedens navn, og som de fleste glad og gerne siger ja til uden formentlig at kende prisen.

Så ja, vi vil nok fejre 4. maj længe endnu … men uden at tage nutiden og vor tids frihedskamp i betragtning giver det faktisk ikke mening. For ligesom at vi dengang i 1940 solgte os billigt til Tyskland for at undgå omfattende ødelæggelser, så sælger mange danskere også deres frihed billigt nu for at undgå muslimsk terror. Nu er det bare til staten – men gør det sagen bedre? Det synes undertegnede ikke, så også derfor og måske mest derfor skal der tændes lys i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Kæmp for alt, hvad du har kært

Idag er det 71 år siden, at Danmark blev befriet – hverken 70 år eller 75 år. Men 71 år siden. Fejringen i år bliver derfor også mindre og mere “almindelig” end sidste år og om fire år, og netop derfor skal man tage i Mindelunden i år.

For det er bedst, når det ikke vrimler med toppolitikere, kameraer og alt andet fra det moderne medie-magt-cirkus. Når minderne og højtideligheden kan få lov til at stå for sig selv. Når der er plads til den stilhed og den højtidelighed, som altid kendetegner en 4. maj i Mindelunden.

Undertegnede kommer der tit 4. maj – og hver gang gribes jeg dybt. For her hviler mennesker af det helt store format. Mennesker som ikke blot sang “Kæmp for alt, hvad du har kært – dø om så det gælder” – men som reelt gjorde det. Dem og deres kammerater.

Jeg bliver så ydmyg – og så taknemmelig. For ude i Mindelunden mødes vi af mennesket, når det er størst og bedst.

Af mennesker med et format, som i dén grad er en mangelvare i vor tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Tænd lys i vinduerne i aften

Det er mange år siden nu. Faktisk helt bestemt 68 år siden, at Danmark blev befriet. Det skete en lys majaften, som aldrig blev glemt af dem, der oplevede den. Unge som gamle, børn som voksne.

Alle, der levede den 4. maj 1945, huskede – og husker – for evigt dén aften, hvor Danmarks befrielse blev annonceret i radioen – og en jubel brød ud, som os, der er født efter den 4. maj 1945, kun kan forestille os, hvordan må have været.

For vi har aldrig prøvet at leve i et besat land. Aldrig prøvet hvad det vil sige, når det mørke, det sorte og det onde i mennesker får så meget magt, som det havde dengang.

Men måske kommer vi til det. For aldrig har vi været tættere på gentagelsen af mareridtet, end vi er det i disse år.

Og nej, det skyldes ikke de terrorister, der hader os og vores åbne, vestlige demokratier. Det skyldes heller ikke vores politikere, hvor meget levebrødspolitikere nogle af dem måske er, hvor meget de kan virke væk fra almindelige menensker og almindelige menneskers liv. Ejheller kan ansvaret placeres hos finanskrisen, der ellers har fået skylden for så meget.

Årsagen til at menneskeforagt og had igen truer med at lægge sin mørke skygge over Europa skal søges hos os selv og i den egoisme og udelukkelses-kultur, der i disse år vinder så stærkt frem på bekostning af forståelsen af, at vi alle er hinandens skyldnere.

Derfor skal vi i aften tænde lys og sætte i vinduerne. For at lyse os selv og vores eget sind op, så vi igen kan se vore medmennesker, se at vi har en pligt til at rumme og hjælpe hinanden – uanset hvem vi er og hvad vi kan. Se at vores samfund afhænger af, hvad vi hver især gør for ikke os selv, men for alle de andre.

For aldrig mere en 9. april. Og aldrig mere en 4. maj. For nok var der jubel dén lyse majaften i 1945, men der var også sorg. For der var så mange døde, også i Danmark. Så heller aldrig mere en dansk regent, der må sige som Christian d. 10 måtte det ved Rigsdagens åbning med Grundtvigs ord: Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Så tænd lys, tænd lys – og sæt dem i vinduerne i aften, både de fysiske og de digitale vinduer, så de kan lyse på gader og stræder og måske ind i et menneskes sind. Danmarksbloggen prøver på det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk