Idag er det 71 år siden, at Danmark blev befriet – hverken 70 år eller 75 år. Men 71 år siden. Fejringen i år bliver derfor også mindre og mere “almindelig” end sidste år og om fire år, og netop derfor skal man tage i Mindelunden i år.
For det er bedst, når det ikke vrimler med toppolitikere, kameraer og alt andet fra det moderne medie-magt-cirkus. Når minderne og højtideligheden kan få lov til at stå for sig selv. Når der er plads til den stilhed og den højtidelighed, som altid kendetegner en 4. maj i Mindelunden.
Undertegnede kommer der tit 4. maj – og hver gang gribes jeg dybt. For her hviler mennesker af det helt store format. Mennesker som ikke blot sang “Kæmp for alt, hvad du har kært – dø om så det gælder” – men som reelt gjorde det. Dem og deres kammerater.
Jeg bliver så ydmyg – og så taknemmelig. For ude i Mindelunden mødes vi af mennesket, når det er størst og bedst.
Af mennesker med et format, som i dén grad er en mangelvare i vor tid.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk