Ukraine og et land i gave

”Vi fik et land i gave d. 4. maj,” skrev historikeren Palle Lauring ved flere lejligheder. Palle Lauring var en ung mand dengang i 1945, da Danmark blev befriet, så han vidste, hvad han talte om.

Det er nu 77 år siden – og hvert år har vi fejret Danmarks befrielse flere steder – blandt andet i Mindelunden, og det skal vi forsætte med. Som vi også skal blive med at sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj.

MEN LIGE NU ER DER ANDET PÅ SPIL. DER ER IGEN KRIG I EUROPA.

LIGE NU DØR MENNESKER I UKRAINE – dræbt af et aggressivt og stormagts-drømmende Rusland, som fejlagtigt tror, at de kan kue det ukrainske folk.

Men Valdemar Rørdams ord om danskerne fra 1907 – mens Tyskland havde besat Sønderjylland – gælder også for Ukraine:

Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.

For det ukrainske folk kan ikke forgå. De kæmper for dem selv – og for Europa. For frihed og demokrati. Og vi skal stå last og brast med Ukraine.

Så i morgen aften – d. 4. maj – vil Danmarksbloggen ikke tage til Mindelunden – men til Rådhuspladsen, hvor Politiken og Jyllands-Posten arrangerer en storskærms-event, hvor Ukraines præsident Zelenskyj vil tale direkte til det danske folk. Dér vil også være fællessang, fakler og et minuts stilhed.

Det bliver en levende, vibrerende og AKTUEL event, der hylder den frihed, som vi fik i gave for 77 år siden, og som Ukraine så tappert kæmper for nu – og som de SKAL have igen.

Og det er NU og HER, at det gælder – og det drejer sig om Ukraine, ikke Danmark. For 2. Verdenskrig er en gammel krig, og ingen græder mere over dem, som døde dengang. Der er faldet fred over dét nu.

I Ukraine er der ikke fred. Der er krig og skræk og rædsel – og død. Så alt for meget død og lidelse. I Ukraine mister mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner hele tiden – hvert eneste forbandede sekund – deres mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner.

Hver dag og hver nat sprænger bomber og rammer missiler – og hver dag og hver nat flyder det ukrainske blod og de ukrainske tårer. Det skal stoppe NU.

Så mød op på Rådhuspladsen i København – eller på Bispetorvet i Aarhus, hvor der er et tilsvarende arrangement – og vis de tapre mennesker i Ukraine, at vi står sammen med dem. Kan du ikke møde op, så tænd et lys derhjemme for Ukraine …

Danmarksbloggen kommer til at gøre begge ting … dét er helt sikkert.

Læs mere her:

København: https://www.facebook.com/events/1341551579699584

Aarhus: https://www.facebook.com/events/714852246614895

For Ukraine og ukrainerne skal også have friheden og et land i gave. Deres eget land. Ukraine. Slava Ukraini.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bornholms Befrielse kom først for 75 år siden

Sidste år fejrede vi – på en stille måde pga. pandemien – Danmarks Befrielse for 75 år siden. Men det var ikke hele Danmark, som blev befriet i maj 1945.

Ét vigtigt område manglende – nemlig Bornholm.

Bornholms befrielse fandt først sted d. 5. april 1946, da de russiske styrker forlod klippeøen efter 11 måneders besættelse.

Altså for 75 år siden i morgen!!!

Russerne kom nemlig til Bornholm i de ellers så festlige majdage i 1945, og besatte øen – efter de havde bombet Rønne og Nexø grundigt. Ja, de to byer var mere ødelagte af bomber end nogen andre danske byer blev det under 2. Verdenskrig.

Mirakuløst nok holdt dødstallet sig på 10 døde bornholmere.

Det er selvsagt 10 for mange, og familierne til de 10 var ikke de eneste bornholmere, som led under den efterfølgende russiske besættelse.

Nogle russiske soldater opførte sig fint, og der var eksempler på gode kulturmøder med dans og musik på torvene i de bornholmske byer. Men der var også de såkaldte russer-sager. Sager om russiske soldater som stjal cykler, brød ind i husene med skarpladte våben og tog, hvad de ville have – og værst overgreb og voldtægter i en grad, så mange bornholmske kvinder ikke turde være alene hjemme.

For tænk hvis der kom en russer forbi? Og det gjorde dér tit i de 11 måneder, hvor russerne var uvelkomne gæster på klippeøen.

Det var slemt – og det blev kun værre af, at resten af Danmark glemte Bornholm i glædesrusen. Og en ting er, at man i en tid (uden de medier som vi har i dag) ikke kan bebrejde den almindelige dansker ikke at tænke på klippeøen i jublen.

Men regeringen, folketinget, landets øvrighed og kongen glemte også.

Det så man måske tydeligst, da kongen genåbnede Rigsdagen d. 9. maj 1945. Her nævnte han ikke med ét eneste ord Bornholm, selvom de to store bombardementer af henholdsvis Nexø og Rønne fandt sted d. 7. maj og d. 8. maj 1945.

Kong Christian d. 10 talte derimod som om krigen var helt slut, da han ved Rigsdagens åbning citerede Grundtvigs ord ”Guds freds med vores døde i Danmarks rosengård, Guds fred med dem som bløde af dybe hjertesår”.

Men INTET om Bornholm, som i absolut intet.

Men Bornholm er også en del af Danmark. Og på klippeøen flød hjerteblodet stadig – og skulle flyde i yderligere 11 måneder, inden danske tropper kom til øen 5. april 1946 – og Bornholm igen blev frit.

Danmarksbloggen ønsker Bornholm, ja hele Danmark tillykke med den store dag i morgen.

Den dag, hvor HELE Danmark endeligt var frit igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vaccinerne er på vej

Lægevidenskabens svar på en månelanding, siger Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz om Corona-vaccinerne i det pressemøde, som er i gang om den danske vaccineplan.

For nu er vaccinerne på vej. De er ikke helt godkendte endnu, men det er tæt på.

Det lysner derude, og jeg tænker: Sådan må det have føltes, da Hitler begyndte at tabe under 2. Verdenskrig.

For nu ser vi i korte glimt forude lyset af den hverdag og det liv, som vi alle savner.

Vi er dér ikke endnu, men vaccinerne er på vej. Og der kommer til at være til os alle sammen, selvfølgelig til de ældste, de kronisk syge og sundhedspersonale først.

Dét er med længder årets bedste nyhed.

Indtil da skal vi blive ved med at holde afstand, bruge mundbind og holde os i vores sociale boble. Nu har vi også gjort det så længe, så klarer vi også det sidste seje stykke.

Thomas Senderovitz er meget tillidsvækkende, når han siger, at vi skal se ned i data, og vi går ikke på kompromis med grundigheden, kvaliteten og sikkerheden. Vi er i slutspurten, men alt skal være i orden, før vi stikker den første dansker – måske allerede i slutningen af 2020.

Det er vildt – og det bliver endnu vildere, når vaccinerne er her, og de er godkendte, og vi går i gang med at stikke. Det bliver – med tiden – som en ny befrielse for Danmark, ja for hele verden.

For det er en hel verden, som er ramt af pandemien. Men det er også en hel verden, som har løftet denne opgave med at finde en vaccine. Så vi kan godt som menneskehed.

Og Danmarksbloggen kan ikke lade være med at ønske, at vi efter Corona vil bruge disse erfaringer om at trække i samme retning på den endnu større opgave, som venter, nemlig at redde menneskeheden fra den miljø-katastrofe, som nærmer sig hastigt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

For 70 år siden: I dette Øjeblik …

For 70 år siden lød det pludselig – men ikke uventet – kl. 19.36 i den skrattende radioforbindelse fra London:

I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.

Hør det evt. her: https://www.youtube.com/watch?v=78pDhZb8hZo

Dét var et øjeblik, som kun dem, der oplevede dét, helt kan forstå dybden og vidden af.

Men vi andre – os der ikke var født dengang – ved alligevel, at det var det største, det bedste, som der skete i mange af de menneskers liv. At dén aften fik de et land i gave. Ældre familiemedlemmer har måske fortalt os, hvordan de oplevede befrielsen, vi har også læst om det, og nærmest alle har ihvertfald set det i alletiders bedste danske tv-serie “Matador”.

Derfor ved vi også, at nok er det 70 år siden i aften – men at det på en måde alligevel er “I dette Øjeblik” – noget man især føler, når man står ude i Mindelunden i Ryvangen sådan en majaften og hører Prins Jørgens March og derpå Frihedsbudskabet blive læst højt. Så svinder 70 år ind til ét eneste øjeblik …

Vi er også i vor tid tættere på en gentagelse, end vi har været det før i de 70 år. Friheden er truet i Danmark – og i Europa af kræfter udefra som Islamisk Stat, men også af kræfter indefra – stærke, nationale højrekræfter, der ikke er andet end en samling bisser og bøller, når der kommer til stykket.

Dét er skræmmende – og det er derfor tid til at tænde forstandens og medmenneskelighedens klare lys. Så tænd lys – og sæt dem i vinduerne i aften – til minde om og ære for dem, der levede – og døde – dengang for 70 år siden, men også som et håb, der rækker fremad.

Og lyt til kirkeklokkerne, der mange steder vil ringe ekstraordinært for at markere de 70 år. Nogle steder sker det i aften – og andre steder i morgen, som er dagen for Danmarks officielle Befrielse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1940´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1940´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1940´erne: Frihedskamp

1920´ernes og 1930´ernes tema om kvindens ret til at bestemme over sig selv og sin egen krop fortsatte ind i 1940´erne. Ja, faktisk var dette tema synonym med kvindekampen i størstedelen af 1900-tallet.

I 1940´erne skete der så – også pga 2. Verdenskrig – mindre end man måske kunne have forventet og håbet. Men i 1949 fik Mødrehjælpen dog lov til at informere gravide – og kun gravide (!) – om prævention. Så fik de da også at vide, hvad de skulle have gjort!!!

Ellers var 1940´erne et årti, hvor kvinderne kunne fejre, at der nu var gået et kvart århundrede siden valg- og stemmeretten i 1915. Det var dog svært at aflæse både i landspolitik og i kommunalpolitik.

I 1943 var der således to kvinder i Folketinget. Og ved kommunalvalget i 1946 satte mændene sig på 97% af taburetterne. 22 byråd og 1.117 sogneråd var helt uden kvinder. Og endnu var der ingen kvindelige borgmestre i Danmark.

I de offentlige embeder var der dog forår på vej.

Danmark fik sin første kvindelige professor i 1946. Hun hed Astrid Friis og var professor i historie ved Københavns Universitet og havde speciale i 1500-tallets historie og var anerkendt som forsker i både ind- og udland, især for den forståelse for samspillet mellem politisk, finansiel og økonomisk historie, som hun påviste i sin mangeårige forskning.

Og i 1947 blev de tre første kvindelige præster ordineret – ikke kun i Danmark, men i hele verden. Dette skete under stor international bevågenhed, men biskop Øllegaard fra Fyns Stift rystede ikke på hånden, da han gik i gang i Odense Domkirke med at ordinere  Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche-Petersen.

I stedet henviste han til Galaterbrevets ord om at: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”. Han – og en masse andre – kunne nemlig ikke se, hvorfor ikke kvinder kunne være ligeså gode til at forkynde evangeliet som mænd.

Men den dag i dag er der stadig dem, der mener, at kvinder ikke skal være præster.

I så fald de – skal vi kalde dem gammeldags – fik deres vilje igennem, ville der komme en voldsom præstemangel i Danmark. Der har nemlig i flere år været en overvægt af kvindelige studerende på teologi-studierne i København og Aarhus, og danskerne har for længst taget kvindelige præster – og biskopper – til sig.

Endelig er der Bodil Begtrup, som blev den første danske kvindelige ambassadør. Det skete i Island, hvor hun startede som gesandt i 1949, og i 1955 blev ambassadør. Senere blev hun også ambassadør i både Bern og Lissabon. Hun var cand.polit og havde inden ambassadør-posterne været udpeget af Danske Kvinders Nationalråd som medlem af delegationen til Folkenes Forbund i 1938, og som medlem af delegationerne til FN´s plenarforsamlinger i 1946-48. Her blev hun i 1946 valgt til formand for FN´s Kvindekommision, og i 1948 til næstformand for udvalget om menneskerettighedsdeklarationen. Bodil Begtrup opnåede altså poster som få danskere både før og siden hen har gjort det. Og hendes navn burde være kendt af alle – også for hendes store indsats for kvinders og børns vilkår i samfundet. Men hun er formentlig ret ukendt for langt de fleste danskere.

Ellers var årtiet præget af 2. Verdenskrig, hvor Danmark sammenlignet med mange andre lande slap let. Vi blev ikke sønderbombet – og modstandsbevægelsens aktiviteter sikrede sammen med redningen af jøderne vores ry og gjorde, at vi kunne betragtes som en af de allierede mod Nazi-Tyskland.

Kvinderne spillede også her en stor rolle, selvom de ikke er ligeså kendte som fx Flammen og Citronen og alle de andre store navne fra modstandskampen. Men kvinderne var der – og de gjorde en forskel, uanset om de kæmpede med i forreste linie eller om de sad derhjemme og sørgede for, at maden og tøjet var i orden.

En, som man kender, er Kirstine Fiil fra den berømte Hvidstens-gruppe. Hun blev i modsætning til mændene ikke dømt til døden og henrettet, men hun sad i fængsel, indtil hun kom hjem til datteren, der var blevet passet af moderen Gudrun Fiil, en meget stærk kvinde, der mistede både mand, søn og svigersøn.

Historien er velkendt – også pga Anne-Grethe Bjarups film ”Hvidsten gruppen” – en film, som dem, der selv oplevede den tid, siger på fineste vis formidler, hvordan det var på Hvidsten Kro og egnen dengang. Og en film som undertegnede – helt undtagelsesvis på sådan en faktuel side – vil anbefale alle at se. Jeg skammer mig ihvertfald ikke over at sige, at jeg græd som pisket, da rulleteksterne gled over lærredet.

Af andre navne kan nævnes:

Ulla Marie Kunøe, uddannet sygeplejerske, der blev både kurer og lavede efterretninger og transporter – og som endte som chef i Region 3, dvs. Sønderjylland.

Rita Lauridsen, der gik ind i modstandsarbejdet sammen med sin kæreste, og som skrev illegale blade samt gemte og transporterede våben i det vestjyske.

Esther Frederiksen, der sammen med sin mor og søster gav logi til mange modstandsfolk i hjemmet i Esbjerg, og som endte i Frøslevlejren, hvor hun sad til Befrielsen.

Ellen Wilhelmine Nielsen, der skjulte mange jøder i hjemmet i Dragør, og som også lavede andet illegalt arbejde. Endte i kz-lejren Ravensbrück, men overlevede og kom hjem med de hvide busser.

Johanne Hansen, husholdningsforstanderinden, der var med til at stifte partiet Dansk Samling, og som også var med til at etablere den lokale modstandsbevægelse på Als. Hun skjulte også modstandsfolk – og endte i kz-lejren Ravensbrück, selvom både hun og Ellen Nielsen (se ovenfor) var udtaget til at blive gasset. Men også hun kom hjem med de hvide busser.

Karen Jensen, der skjulte illegale på gården ved Aalborg – og som siden hen udvandrede til Canada.

Kamma Klitgård, der i Århus blev illegal logivært, taget af Gestapo og endte i kz-lejren Ravensbrück. Også hun kom hjem med de hvide busser – men dybt traumatiseret.

Navnene er kendt af de færreste – men vi burde kende dem.

Og så var der selvfølgelig Liva Weel, som vi allerede skrev om i sidste uge. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685

Liva Weel, som under hele besættelsen sang P.H.´s vise ”Man binder os på mund og hånd”- den vise, der som ingen anden vise i en mørk tid formidler troen på det humanistiske, på at vi igen en dag skal være mennesker med liv og frihed. Måske også derfor at den langt senere blev sunget til mindehøjtideligheden efter terrorangrebet i København i februar i år. For det er en sang, der til alle tider handler om ”Drømmen om frihed bli´r aldrig forbi”.

Heldigvis blev Danmark og danskerne frie igen den fantastiske maj-aften i 1945, hvor vi med Palle Laurings ord fik et land i gave.

Og med friheden fortsatte også kampen for kvindernes rettigheder – og fx balladen om Inger Merete Nordentoft, der var skolelærer og skoleinspektør i Vanløse – og faglig aktiv og folketingsmedlem for DKP, Danmarks Kommunistiske Parti – og som i 1946 fødte datteren Kirsten, uden at være gift og uden at have i sinde at gifte sig. Dét vakte et enormt røre. En ugift mor på en ledende post. Flere krævede hendes afskedigelse, men den smidige løsning blev, at forældrene selv valgte, hvem der skulle være skoleinspektør.

Resultatet blev, at en fjerdedel af skolens elever kom i en såkaldt ”vestlig afdeling” under en anden ledelse, mens de resterende tre fjerdedele af forældre valgte at fortsætte med frk. Nordentoft som skoleleder.

Også selvom hun bestemt ikke var en pæn pige i den gængse forstand i en tid, hvor kvindeidealet var den søde, smukke og føjelige kone, der glattede ud og sørgede for, at mand, hjem og børn i nævnte rækkefølge præsenterede sig fint og rigtigt overfor omverdenen.

Men måske var tiden ved at løbe fra de pæne piger? En ny tøjmode ”The New Look” og en ny tid – også for kvinderne – ventede i 1950´erne, som vi skal høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 26: Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Historien om Danmark under Anden Verdenskrig er historien om et lille land, der slap ualmindeligt nådigt gennem den værste krig i menneskehedens historie. En verdenskrig, hvis vanvittige og umenneskelige galskab blev sluppet løs lige syd for den danske grænse af vores gamle modstander fra 1800-tallet, men også igennem århundrederne åndelige inspirator Tyskland.

For såvel forfattere som kunstnere og erhvervsfolk og mange andre så op til og blev inspireret af tyskerne og tyske tekster, malerier og praksis – altså indtil 1930´erne, hvor Hitler og hans nazister kom til magten og ret hurtigt viste deres sande – grumme – ansigt.

En del danskere troede dog stadig, at man kunne leve i fred med Det Tredje Rige.

Det kunne man ikke. Polen blev invaderet i 1939, og 9. april 1940 kom turen til Danmark.

Tyske fly, skibe og mandskabsvogne kom over de danske grænser i den tidlige forårsmorgen, og modstanden var lille.

Diskussionen efterfølgende har været massiv. Nogle mener, at vi skulle have gjort modstand – som Norge gjorde det. Andre at det var lige meget mod en så stor overmagt, som Hitler-Tyskland var det.

Summa summarum var i hvert fald, at Danmark var blevet besat.

I starten betød det mindre for de fleste og deres hverdag. Danmark blev Tysklands spisekammer – til stor ærgrelse for dem, der mente, at vi skulle droppe samarbejdspolitikken med Tyskland og i stedet gå aktivt til modstand. Men dem, der mente det, var i undertal.

Flertallet var langt mere optaget af rationeringsmærkerne på smør og andre varer – og af hvordan erstatningskaffen smagte, end de tænkte på at gøre en forskel. Det skal dog ikke forstås således, at danskerne elskede tyskerne. For det gjorde kun få. Man sang danske sange til alsangs-stævner, gik med kongemærke og strikket hue i de britiske farver rød-hvid-blå, og man sluttede op om kong Christian d. 10., når han red sin daglige tur gennem Københavns gader.

Men modstandskampen var endnu i sin vorden. Den tog dog især fart fra 1943, hvor også samarbejdspolitikken endelig brød sammen med Folkestrejken 29. august, hvor også hæren blev opløst, og flåden enten sænkede sine skibe eller sejlede dem til England til brug i allieret krigstjeneste.

Ude i verden var det også begyndt at gå dårligt for Hitler og hans allierede, så alle vidste nu, hvad vej vinden blæste.

Alligevel betød det noget, at stemningen var vendt i Danmark. Af reelle modstandsfolk var der kun få. Nogle tal siger 5000, andre helt op til 20.000. Men for hver modstandsmand eller modstandskvinde var der en masse danskere, der mere eller mindre indirekte hjalp dem til at leve deres farlige – og ofte hemmelige – liv.

Som fx undertegnedes morfar, der lod modstandsbevægelsen på hans egn bruge hans skure til både hemmelige møder og opbevaring af de fra England nedkastede våben. Heldigvis var der ikke nogen våben i skurene den dag det hemmelige tyske politi Gestapo kom på besøg, men min morfar blev taget med til forhør alligevel. Han kom heldigvis hjem dagen efter til stor lettelse for min mormor, der i mellemtiden var så bange, som min mor aldrig så hende hverken før eller siden.

Så heldige var det ikke alle, der var. Mange danske modstandsfolk betalte den dyreste pris, nemlig livet. Navnene huskes endnu: Flammen, Citronen, Kim Malthe Bruun og mange flere.

Mange af de døde lægger i dag i Mindelunden i Ryvangen i Hellerup, der dengang under besættelsen blev brugt til henrettelsesplads – men som idag er en smuk minde- og begravelsesplads for nogle af Danmarks sande helte, hvad enten de var involveret i jernbanesabotage, fabrikssabotage, likvidering af tyskere og stikkere – og hvad enten de tilhørte BOPA, Holger Danske eller nogen af de andre modstandsgrupper.

Under alle omstændigheder: Mange var modstandsfolkene ikke, men de var modige – og det er i høj grad takket være dem, at Danmark efter krigen kunne regne sig på de allieredes side.

En anden bedrift, som vi kan være stolte af her i Danmark, er den måde, hvorpå vi hjalp jøderne i oktober 1943. Som dansk jøde havde man ellers kunne være i fred, men nu kom ordren: Alle danske jøder skulle interneres og sendes til kz-lejre.

Tyskerne fik heldigvis kun fat på meget få jøder. Dels fordi tyske kilder havde ladet det sive, og dels fordi danskerne kollektivt hjalp jøderne med at komme i sikkerhed i Sverige. Enkelte dog for en absurd overpris, men langt de fleste gratis eller for en lille sum penge.

Og dét er som sagt noget, som vi med rette kan være stolte over.

Vi kan til gengæld ikke være stolte over alt, hvad der skete ifbm befrielsen. Danske piger, der havde forelsket sig i tyske soldater, blev klippet skaldet og jaget nøgne gennem byerne, værnemagere og andre der havde samarbejdet med tyskerne blev ydmyget og nedgjort osv.

Ophavsmændene til disse overgreb var sjældent modstandsfolk, men den almindelige dansker, der fejt havde hyttet sig selv, mens det gjaldt – men som nu hvor det var overstået, kunne kanøfle dem, der havde været på den forkerte side.

Der var også mange, som blev modstandsfolk – eller sagde de var det – i de allersidste dage omkring befrielsen 4. maj 1945.

Det var ikke kønt.

Det må det til gengæld havde været at sidde og lytte til BBC dén forårsaften 4. maj 1945 og så høre de i dag så berømte ord:

I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig

Danmark eksploderede i jubel. De sorte mørklægningsgardiner blev revet ned og smidt ud på gaden. Der blev sat levende lys i vinduerne – en skik som stadig holdes i hævd. Folk strømmede ud på gaderne og faldt jublende hinanden i armene.

Og jublen og euforien fortsatte hele natten og dagen efter d. 5. maj 1945, som er den officielle befrielsesdag … og i dagene bagefter. Dog ikke på Bornholm, som blev besat af russerne – og som først blev frie igen i 1946.

Men resten af Danmark blev iklædt rødt og hvidt i de mindeværdige maj-dage, der stadig huskes så levende af alle, der oplevede dem. Det er efterhånden kun den ældste generation, så det gælder om at få de ældste i familien til at fortælle, mens tid er.

Hverdagen vendte på nogle måder dog hurtigt tilbage.

Allerede d. 9. maj 1945 åbnede en svækket kong Christian d. 10 Rigsdagen med Grundtvigs ord: “Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.”

Mere indfølt, dæmpet og respektfuldt kunne de fem forbandede år og deres konsekvenser ikke udtrykkes.

Efterspillet på den tyske besættelse blev også kort og ikke altid kønt med en masse love med tilbagevirkende kraft. Men det skete hurtigt, og der var en enighed om – både hos de gamle politikere og i Frihedsraadet – at samle op og komme videre.

Men selvom krigshandlingerne verden over sluttede i august 1945, da amerikanerne kastede de to atombomber over Japan, så var krigen på en måde langtfra slut.

En kold krig mellem de to nye stormagter, USA og Sovjetunionen, var en realitet – og våbenkapløbet blev skudt i gang over hovedet på et Europa, der nu måtte lære ikke længere at være det toneangivende kontinent.

Og netop kold krig og velfærdssamfund skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

For 69 år siden … Danmark atter frit

69 år er der gået, siden Danmark atter blev frit efter den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. 69 år er lang tid, og langt de fleste nulevende danskere er også født EFTER befrielsen.

Alligevel spiller den tid stadig en rolle. Ikke kun fordi vi alle har en personlig relation eller måske flere ifbm besættelsestiden som fx undertegnedes morfar, der hjalp modstandsbevægelsen med at gemme våben fra nedkastningerne – men også fordi de ting, der skete dengang stadig definerer Danmark – og resten af verdenen.

Uden 2. Verdenskrig var der nemlig aldrig kommet en kold krig og et jerntæppe ned igennem Europa. Et jerntæppe, der her 25 år efter Murens fald i Berlin stadig deler Europa op i en fattig og en rig del – selvom vi nu (næsten) alle sammen er forenet i EU.

Og det er altsammen vigtigt at vide – og forstå – her få uger før Europa-parlamentsvalget 25. maj.

At vide, at når vi er bundet sammen i Europa, så går vi ikke i krig mod hinanden. Det var også en af grundene til, at Kul-og-Stålunionen, som EU dengang hed, blev skabt i 1951.

ALDRIG MERE KRIG I EUROPA.

Sporene fra 2. Verdenskrigs rædsler og 1. Verdenskrigs skyttegrave kastede nemlig lange skygger, som først nu små syv årtier senere er ved at blive glemt.

Og netop derfor er det farligere at være europæer i dag, end det har været i snart 70 år. For nu er vi ude af 2. Verdenskrigs skygge – og desværre er samtidig meget af det, der skete og gik forud for 1939-45, glemt – og netop derfor kan det hele ske igen.

Det er allerede på vej. Vi ser det især i den nationalisme, der i disse år går sejrsgang gennem Europa som et sort og hadefuldt spøgelse fuld af angst og talen til den indre svinehund.

Men den er så sindssyg farlig, den nationalisme … for det var den, der i 1930´erne lagde grund til det, der skete i 1940´erne …

I Danmark stemmer næsten hver 4. dansker på dén nationalisme.

Danmark anno 2014, 69 år efter befrielsen, har altså aldrig været tættere på en ny besættelse, men denne gang lavet ikke af en ydre fjende, men af folk indefra. Folk, som mener, at de har patent på at være dansk, ja, de kalder sig ovenikøbet Dansk Folkeparti.

Der er derfor kun ét at gøre: AT GÅ TIL MODSTAND mod dén umenneskelighed, som dén nationalisme repræsenterer. For dén modstand er nemlig ægte dansk. Som man sang i “Danmarks Frihedssang”:

Gå til modstand, alle danske, alle mand som én, og gør Danmark frit

Derfor: Stem til EU-parlamentsvalget og tænk over, hvor du sætter din stemme. Tænk over, hvilket Europa, hvilket Danmark, som du, dine børn og børnebørn skal leve i.

For vi har – præcis som de havde dengang – valget imellem, om vi vil støtte den sorte, hadefulde og angste side eller den lyse, solidariske, fællesskabsorienterede – ja kærlighedsfulde side.

Eftertiden vil vide at dømme os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænd lys i vinduerne i aften

Det er mange år siden nu. Faktisk helt bestemt 68 år siden, at Danmark blev befriet. Det skete en lys majaften, som aldrig blev glemt af dem, der oplevede den. Unge som gamle, børn som voksne.

Alle, der levede den 4. maj 1945, huskede – og husker – for evigt dén aften, hvor Danmarks befrielse blev annonceret i radioen – og en jubel brød ud, som os, der er født efter den 4. maj 1945, kun kan forestille os, hvordan må have været.

For vi har aldrig prøvet at leve i et besat land. Aldrig prøvet hvad det vil sige, når det mørke, det sorte og det onde i mennesker får så meget magt, som det havde dengang.

Men måske kommer vi til det. For aldrig har vi været tættere på gentagelsen af mareridtet, end vi er det i disse år.

Og nej, det skyldes ikke de terrorister, der hader os og vores åbne, vestlige demokratier. Det skyldes heller ikke vores politikere, hvor meget levebrødspolitikere nogle af dem måske er, hvor meget de kan virke væk fra almindelige menensker og almindelige menneskers liv. Ejheller kan ansvaret placeres hos finanskrisen, der ellers har fået skylden for så meget.

Årsagen til at menneskeforagt og had igen truer med at lægge sin mørke skygge over Europa skal søges hos os selv og i den egoisme og udelukkelses-kultur, der i disse år vinder så stærkt frem på bekostning af forståelsen af, at vi alle er hinandens skyldnere.

Derfor skal vi i aften tænde lys og sætte i vinduerne. For at lyse os selv og vores eget sind op, så vi igen kan se vore medmennesker, se at vi har en pligt til at rumme og hjælpe hinanden – uanset hvem vi er og hvad vi kan. Se at vores samfund afhænger af, hvad vi hver især gør for ikke os selv, men for alle de andre.

For aldrig mere en 9. april. Og aldrig mere en 4. maj. For nok var der jubel dén lyse majaften i 1945, men der var også sorg. For der var så mange døde, også i Danmark. Så heller aldrig mere en dansk regent, der må sige som Christian d. 10 måtte det ved Rigsdagens åbning med Grundtvigs ord: Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Så tænd lys, tænd lys – og sæt dem i vinduerne i aften, både de fysiske og de digitale vinduer, så de kan lyse på gader og stræder og måske ind i et menneskes sind. Danmarksbloggen prøver på det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk