Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Guldalderkvinderne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om de første almindelige kvinder, der blev berømte for deres kunnen, især på det kunstneriske område:

Guldalderkvinderne

Den danske guldalder er en samlet betegnelse for de årtier i 1800-tallet, hvor Danmark i højere grad end nogensinde før – og senere – var beriget med store ånder. Nogle af dem var kvinder, selvom de ofte levede i skyggen af deres berømte mænd.

Ude i Danmark skete der også noget. Skoleloven kom i 1814, og den betød, at alle – også pigerne – skulle i skole. I løbet af århundredet blev det også muligt for kvinder selv at eje fx en butik eller en beværtning.

Men det hele startede i 1784 – 12 år efter Struenses henrettelse og Caroline Mathildes forvisning til Celle i Tyskland.

Hendes søn med Christian d. 7 var efterhånden blevet 16 år og er en kvik ung mand, der ønskede reformer og fremgang i Danmark, som blev styret benhårdt og reaktionært af stedmoderen Juliane Marie, hendes søn og Guldberg . På papiret var faderen – Christian d. 7. – stadig konge, men kun på papiret.

Men nu skulle det ændres – og den kommende Frederik d. 6. handlede lynhurtigt. Foran sin far – kongen – lagde han et papir, der afskedigede den gamle regering, altså stedmoderen og de andre, og i stedet gjorde ham og hans værger til en ny regering. Kuppet lykkedes på et hængende hår – og hermed var vejen banet for Frederik d. 6., der først blev konge af navn flere år senere.  Men som af gavn var konge meget tidligt og med en stor ansvarsfølelse, der aldrig forlod ham, og som gjorde, at man sagde, at kongen sov med nøglerne til byens volde på sit natbord.

Det har han selvfølgelig ikke gjort. Men Frederik d. 6 var en arbejdsom mand, der ville sit folk det godt. Og i dette lilleput-København, stadig omgivet og defineret af Christian d. 4´s gamle volde, levede og virkede så de fleste af den danske guldalders store ånder, hvoraf mange var mænd.

Men der var i høj grad også kvinder.

En af de mest lysende guldalderkvinder er Kamma Rahbek, der egentlig hed Karen Margrethe, men som aldrig blev kaldt andet end Kamma. Hun levede fra 1775 til 1829 og var det måske største centrum i den danske guldalder.

Hun var levende, interesseret i det meste og havde altid en både kvik og tankevækkende bemærkning til det emne, som der blev diskuteret – eller det digt eller den passage, der blev læst op. For mange litterære og kunstneriske ideer og værker er blevet født – og slebet til – i hendes saloner.

Kamma var gift med forfatteren Knud Lyhne Rahbek, og de boede lidt udenfor voldene, ude på landet på Frederiksberg. I dag kan man stadig se deres hus, der allerede dengang hed Bakkehuset. Nu tæt omgivet af andre huse lige i nærheden af Søndermarken – men dengang var det langt væk fra byen og voldene. Kamma havde derfor også en stor have, som hun holdt meget af, og som gik helt ned til den nuværende Vesterbrogade.

Så her mellem stokroser og bøger levede Kamma Rahbek og hendes mand – og hertil kom de alle sammen, alle forfatterne, digterne, videnskabsmændene, teaterfolkene og flere endnu for at sidde og snakke og diskutere, især med Kamma, som er berømt for sine i hundredvis af breve – og for kun at ville skrive med ravnefjer.

Kamma lavede også æsker, som man stadig kan se. Men det vigtigste var og blev samtalerne med tidens store ånder, som alle kom derude – nogle gange til middag, men altid til the.

En af dem var H.C. Andersen, som godt kunne være både selvhøjtidelig og selvoptaget. Så historien går, at de af og til – Kamma og de andre digtere osv – godt kunne finde på at slukke lyset og lade som om der ikke var nogen hjemme, hvis de nåede at se, at eventyrdigteren var på vej over markerne inde fra Vesterport.

Næste aften bød de ham så velkommen igen – og alt var som det skulle være i Bakkehuset, der også var bolig for Johan Ludvig Heiberg en tid. Men mere om den del senere.

Magien slukkes, da Kamma døde af sygdom kun 53 år gammel. Hendes mand kunne slet ikke skabe samme atmosfære – og så savnede han Kamma. Han døde året efter hende.

En anden guldalderkvinde er Johanne Luise Heiberg, en af dansk teaters største skuespillerinder nogensinde, hvis ikke den største. Hun levede fra 1812 til 1890 og var halvt jøde – noget som påvirkede hende i en tid, hvor der også i Danmark var jødeforfølgelser. Dog noget mindre end i resten af Europa, blandt andet pga kong Frederik d. 6, der sørgede for, at jøderne både juridisk og på alle andre områder blev ligeværdige borgere i Danmark.

Johanne Luise kom fra fattige kår og startede som balletbarn – og med at danse på bordene på moderens beværtninger. Dansen blev dog snart afløst af skuespillet. Hendes talent var åbenbart, og Johan Ludvig Heiberg skrev på stedet vaudevillen ”Aprilsnarrene” til hende. Det er også ham, der har skrevet vores nationalskuespil ”Eleverhøi”. Og i 1831 blev de to gift. Mange havde været forelsket i Johanne Luise, men det var den næsten 20 år ældre Johan Ludvig Heiberg, der løb med hende – godt hjulpet på vej af hans dominerende mor Thomasine, som vi skal høre mere om senere i dag.

Og så startede en lang og glorværdig teaterkarriere, hvor Johanne Luise Heiberg var den absolutte primadonna, men hvor det ikke altid har været let, da hendes mand sørgede for, at hun skulle tituleres FRU Heiberg og ikke madam Heiberg, som det ellers var norm, at man gjorde med gifte koner. De ugifte kaldte man jomfru – uanset hvad de var. At denne forskelsbehandling har stillet hende dårligt overfor kollegaerne, tænkte hendes mand ikke på.

Johanne Luise fandt sig i det – og i at mandens søn med en anden kvinde delvist voksede op hos dem – og i at have svigermor boende i 25 år. Hun må have været et meget rummeligt menneske, selvom hun også kunne gå i stå, som da den verdenskendte svenske sangerinde Jenny Lind kom til København, og Johanne Luise næsten ikke kunne få sig selv til at hilse på den ellers meget venlige superstjerne, da de mødtes på Christianshavn, hvor Heiberg-parret boede i en årrække. Dér blev det for meget.

Hun sørgede også livet igennem over de børn, som hun ikke fik – og som hun købte sølvskeer til og gemte i skufferne.

Heldigvis kan vi læse om det hele selv i hendes erindringer ”Et liv genoplevet i erindringen”, som sammen med Leonora Christines ”Jammersminde” står som det bedste og det stærkeste erindringsværk skrevet af en dansk kvinde.

Johanne Luises svigermor Thomasine Gyllembourg skal sammen med Charlotte Dorothea Biehl også nævnes. Især den sidste er lidt for tidlig til at kunne kaldes en decideret guldalder-kvinde. Men uden de to kvinder her ingen kvindelig guldalder i Danmark. De banede simpelthen vejen for de andre kvinder ved at skrive i en tid, hvor borgerskabets kvinder ellers kun broderede og sang og så yndige ud på portrætter og til selskabelighed.

Charlotte Dorothea Biehl levede fra 1732 til 1788 og var blandt andet var gode venner med en af Fredrik d. 6´s betroede mænd, som var venner med siden hun lærte ham at kende på sine daglige spadsereture i Kgs. Have. Kærester var de ikke, men rigtig gode venner.

Charlotte Dorothea vidste tidligt, at hun gerne ville lære alt, som hun selv sagde det. Hun havde også en fantastisk morfar, der lærte hende at læse, og som opfordrede hende til at søge viden og dygtiggøre sig.

Det var hendes far mildt sagt ikke glad for, så da morfaderen døde, mens Charlotte Dorothea endnu var et lille barn, måtte hun læse og skrive i smug.

Det gjorde hun så meget og så godt, at hun som voksen oversatte fx teaterstykker og også selv skrev komedier. Mest kendt er hun dog nok for at have oversat Cervantes satiriske ridderroman ”Don Quixote”.

Thomasine Gyllembourg, der levede fra 1773 til 1856, var først gift med P.A. Heiberg, manden der blev landsforvist for at have skrevet ”ordner, bånd og stjerner hænger man på idioter”, og fordi han efterfølgende ikke ville sige undskyld til kongen.

P.A. Heiberg var nemlig oplysningsmand og en ivrig fortaler for ytringsfriheden, og ingen ved rigtig, hvorfor denne intellektuelle og meget akademiske mand i en alder af 32 giftede sig med et romantisk pigebarn på 17 år. Men sådan var situationen, og ægteskabet havde næppe holdt – uanset hvad. Thomasine havde også for længst forelsket sig i den jævnaldrende og langt mere dramatiske svenske adelsmand Carl Frederik Gyllemborug-Ehrensvärd, der i øvrigt kom hjemme hos dem, endnu mens P.A. Heibeg boede i Danmark.

Men nu gik forholdet fra platonisk til erotisk – og parret Heiberg blev skilt, og sønnen Johan Ludvig sat i pleje hos Rahbekkerne i Bakkehuset. Thomasine måtte nemlig ikke have sin søn boende hos sig, lød dommen ved skilsmissen. Men drengen skulle altså heller ikke sendes til Paris, hvor faderen boede. Så Johan Ludvig voksede op hos vennerne i Bakkehuset. Senere kom han som bekendt til at leve under tag med moderen, nemlig da hun blev gammel og flyttede ind hos ham og hans kone Johanne Luise Heiberg.

På det tidspunkt var hun for længst begyndt at skrive som fx romanen ”En hverdagshistorie”, og nok er hendes romaner i dag forældede og læses meget lidt. Men dengang roste Søren Kierkegaard hendes værker – og samtiden kaldte hendes roman ”Slægtskab og Djævelskab” for den mest betydelige nutidsroman i nordisk litteratur. I mange år var hun dog anonym – også fordi hun udviste et for tiden meget usædvanligt frisind, når det kom til kærlighed.

Endelig er der også baronesse Christine Stampe, der levede fra 1797 til 1868. Allerede som 15-årig kom Christine fra Fredericia til Italien, hvor hun skulle bo hos sine brødre, da forældrene var døde. Her mødte hun de danske guldalder-ånder, som tog til Italien på lange dannelsesrejser. Og det gjorde de stort set alle sammen fra H. C. Andersen over Eckersberg til især Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede og arbejdede i Rom.

En af de mere ukendte Italiensfarere var baron Henrik Stampe, som Christine blev gift med. Han var venlig, men ikke helt rigtig i hovedet. Så det blev hurtigt Christine, der styrede godset Nysø ved Præstø, hvor folk som Grundtvig, Ingemann, Marstrand, Ørsted, H. C. Andersen, Oehlenschlæger og flere endnu kom forbi og boede og diskuterede – meget á la den måde, som det foregik på i Bakkehuset hos Kamma Rahbek. Bortset fra at på Nysø blev man boende i dage, ja nogle gange ligefrem i uger. Det lå jo langt fra København …

Men Christines største bedrift handler om Thorvaldsen, Danmarks største billedhugger nogensinde. Han havde i mange år boet i Rom, men nu skulle han hjem. Udover på alle måder at støtte etableringen af Thorvaldsens Museum hjalp Christine Stampe også den store billedhugger med alt det praktiske fra at få pakket nede i Rom og sendt statuer m.m. til at lave et hjem for ham på Charlottenborg.

Endelig gav Christine også Thorvaldsen et atelier på Nysø, og hun sørgede for, at han bestilte noget. Han kaldte også hende for Mutter og hun ham den store dreng, og bortset fra dåbsattesterne har det også passet meget godt på deres indbyrdes forhold.

Udviklingen var altså i gang. Kvinderne markerede sig både som forfattere, mæcener og kunstnere – samt på de royale gulve, der også bød på flere markante kvindeskikkelser med dansk blod i årene i 1800-tallet. Den mest spændende af dem endda født uden én eneste dråbe blåt blod i årene.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.