Den perfekte krumme og søstersolidariteten

Hurra. Så lykkes det. Jeg har bagt et brød med den perfekte krumme, skriver overskudskvinden på Facebook kl. 11 en søndag formiddag som fx i dag, d. 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag.

To timer efter er hun dér med endnu en status – og endnu et foto: Denne gang en nøje tilrettelagt “tilfældig” placering af en bog (en af dem, som er in i øjeblikket – naturligvis), et tæppe og en kop dampende the – begge selvfølgelig af de “rigtige” mærker, de dyre og trendy.

Og sådan fortsætter hun, dag efter dag, med fotos og statusser, der fortæller, hvor perfekt hun og hendes liv er. 

At det hele så er iscenesat og også har sine skyggesider, har de fleste af hendes 467 “venner” forlængst gennemskuet. Men alligevel bliver mange, især kvinder, påvirkede af denne “superkvinde”, der for at booste sit eget vaklende selvværd konstant må fodre sit netværk med disse billeder af sin “perfekte” virkelighed.

Denne kvinde er nemlig så indfældet i sin egen virkelighed, at hun ikke kan rumme, at der findes andre virkeligheder end 1) den hjemmelavede rullepølse i hendes rustikke landkøkken samt 2) hun og hendes veninders åh så personligt udfordrende jobs i de kreative erhverv.

Men det er andre virkeligheder – også i Danmark.

Virkeligheder, hvor mange danske kvinders problemer ikke er hverken den perfekte krumme, eller om de skal læse denne eller en anden bog.

Kvinder, der derimod lægger søvnløse, mens de tænker på, hvordan de skal få pengene til at slå til resten af måneden. Og hvad nu – hvis børnene bliver syge? For medicin er der ikke råd til på en kontanthjælp. Men måske bliver jobbet i Netto også til noget? Det håber en af disse kvinder, også selvom hun ikke ved, hvem der skal passe børnene, når institutionen er lukket? Og vil ryggen overhovedet kunne holde til det?

Det er i dag Kvindernes Internationale Kampdag, og ja, der er stadig meget at kæmpe for, mine damer – også i Danmark.

Allermest solidaritet mellem danske kvinder – og gerne af den slags, hvor ressourcestærke kvinder som hende med den perfekte krumme kan løsrive sig fra sig selv og eget liv og i stedet føle et ansvar overfor de kvinder, der ikke er ligeså heldige som hende selv som fx hende, der ikke ved, hvordan hun skal få det hele til at hænge sammen.

Et ansvar som ikke skal udmøntes i nedladende velgørenhed, men i politisk og arbejdsmæssig kamp for 1) mere social lighed samt 2) lige løn for lige arbejde.

For det er kvinder som hende, der har tiden, overskuddet og netværket, der kan gøre en afgørende forskel.

Så lad os nu droppe krummerne – og tænke på brødene i stedet. Lad os se at komme i gang med at sikre alle kvinder – og mænd også for den sags skyld – gode levevilkår her i Danmark. Dét skylder vi hinanden.

Når vi så er i mål, kan dem, der har lyst, jo kaste sig over den perfekte krumme. Vi andre vil være godt tilfredse med at have sikret det daglige brød for os alle sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *