Danmark kopierer den svenske model

Sverige har altid yndet at kalde sig selv for humanismens stormagt. Det lød også godt. Engang. For som det eneste land i Europa valgte Sverige trods Corona-virussens fremmarch at fortsætte samfundslivet næsten som normalt, da pandemien ramte. Ja, svenskerne veg ikke fra den fastlagte kurs med det åbne samfund, selvom Sverige allerede tidligt i pandemien havde mange flere COVID-19-døde end alle andre lande i Norden til sammen.

For i de andre lande – også Danmark – fik samfundssindet og solidariteten sammen med forsigtigheden en genfødsel. Også selvom man måske kunne have forventet, at mange flere lande ville lade egoismen definere vejen, lade de svage falde og dø, mens samfundstoget bruste videre. Men det skete ikke. Tværtimod valgte næsten alle lande livet over væksten, mennesker fremfor moneter.

Der var altså stadig civilisation og ansvarlighed tilbage i os mennesker. Dét skabte håb. Den endelige bundlinje var åbenbart alligevel ikke økonomisk betinget, men human – undtagen altså i det land, som kalder sig humanismens stormagt, men som har en historisk tradition med at vælge pengene.

Det gjorde Sverige i tiden 1940-45, hvor de samarbejdede med begge sider, både tyskerne og de allierede (svenskerne var også mest bange for russerne, og det er de stadig). Og det med at spille på flere heste fortsatte i de følgende årtier, hvor svenskerne nok tog imod mange flygtninge, men også havde gang i en omfattende våbenproduktion. Der er noget med svensk mentalitet, som rimer særligt godt på penge – også selvom de penge kommer med en menneskelig høj pris.

Man kan derfor også spørge, om det var tilfældigt, at dynamittens opfinder og stifter af Nobelpriserne svenske Alfred Nobel i sit testamente gjorde klart, at fredsprisen ikke skulle bestemmes af svenske institutioner og uddeles i Stockholm som de andre Nobelpriser – men at fredsprisen i stedet skulle bestemmes af norske folkevalgte og uddeles i Oslo (Norge var i union med Sverige, da Nobel skrev testamente).

Men tilbage til Corona-situationen, hvor Sverige er blevet voldsomt udskammet, og hvor kun meget få lande vil byde svenskere velkommen i denne sommer. Men holder den udskamning af Sverige stadig? Er Sverige stadig alene om at se på pengene først?

For man kan med rette på denne dag – eksakt tre måneder efter nedlukningen af Danmark – tænke over, hvad der tegner os lige nu, os her i lille Danmark: Samfundssind og solidaritet med de svage – eller selvtilstrækkelighed og skillinger?

For hvor forskellige er vi i grunden fra Sverige her medio juni 2020? Ikke meget, når man ser på den rasende hast, hvormed det danske samfund genåbner i øjeblikket -og den lethed, hvormed et steget smittetryk på 1,0 blev bortforklaret igår. For lige nu sker genåbningen – og måske også smitte-accelerationen – med en hast, som let kan ende i mange flere COVID-19-døde i Danmark – sådan á la den svenske situation.

For lige nu kopierer Danmark den svenske model fremfor at fortsætte med vores egen succesmodel fra foråret. Det er etisk forkert – og også økonomisk en rigtig dårlig idé. For det bliver meget dyrere at komme på fode igen ude i fremtiden, når først korthuset er faldet sammen, end det kunne være at holde fast i den forsigtige kurs …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solidaritetens udløbsdato

Jeg har tit – især i de sidste ti uger med den nye Corona-virkelighed – tænkt over, om den danske solidaritet havde en udløbsdato – og i så fald hvornår.

Nu kender jeg og alle andre danskere svaret. Den danske solidaritet har en holdbarhed på ti uger. 70 dage. Ikke mere – ja for en del danskeres (nemlig dem som har brokket sig over ikke at kunne det, som de plejer) vedkommende markant mindre.

70 dage. Ti uger er nemlig eksakt den tid, som er gået, siden Danmark lukkede ned midt i marts. Dengang skortede det ellers ikke på flotte ord og erklæringer om solidaritet fra alle sider. Men nu er fokus på fællesskabet afløst af individuelle krav om at få vores normale liv tilbage, selvom virussen stadig hærger i samfundet.

Vi ser det i den nye Genåbningsaftale, som åbner stort set hele Danmark med nogle få undtagelser.

Vi ser det hos de politikere fra især blå blok – og hertil skal regnes de radikale, som har presset på for denne store Genåbning, der skal rulles ud nu i den kommende uge.

Og vi ser det i mange af de kommentarer, som kommer på de sociale medier, kommentarer som fx ”Det var også på tide. Åbn nu bare det hele. Vi kan ikke vente længere. Man bliver bims af at sidde herhjemme og ikke kunne en skid. Nu har det her varet længe nok. Gamle, udsatte, kronisk syge og andre må blive hjemme og holde sig inde, hvis de ikke kan tåle det. Vi andre vil have vores liv igen.”

Det er forstemmende at læse og høre på den slags. For det er jo de stærke, de unge, de yngre, dem som i reglen ikke skal på sygehuset, hvis de får COVID-19, som siger det her.

Det er de stærke, som ikke vil undvære et normalt liv længere. Og samtidig beordrer de samme stærke i hårde vendinger de svage og udsatte – dem med markant færre kræfter og chancer for at overleve COVID-19 – om at gøre det, som de stærke ikke selv magter længere – eller ikke gider længere i egoismens uhellige navn.

Det er ikke kun usolidarisk. Det er ulækkert og vidner om en total mangel på empati og medmenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Godhedens Tog

Skynd dig, skynd dig. Der er ingen tid at spilde. Du vil da gerne være med i samfundet.

For toget kører nu, og ve den, som ikke når toget, men som må se det forsvinde i rekordfart, mens vedkommende bliver stående tilbage på stationen med en sugen i maven.

For dén person ved godt, at det går ham eller hende ilde: Ingen uddannelse, intet job, ingen fremtid, ingen avancementer, ingen pensionsordning, ingen nogenting. Ingen ture i det store hamsterhjul. Alt er tabt.

Men rolig nu. For der er et tog, som man altid kan springe på – og det er det vigtigste tog af dem alle sammen. Nemlig:

GODHEDENS TOG

For i modsætning til det økonomiske tog, så kører Godhedens Tog hele tiden og endda ganske langsomt, så når man ikke den ene afgang, så slap af og sæt dig på bænken og vent. Der kommer et tog mere lige om lidt.

Og nej, man kan måske ikke købe rugbrød eller betale husleje med Godhedens Tog, men alligevel er det Godhedens Tog, som man ikke kan leve foruden.

For ombord på Godhedens Tog møder man hensynet, empatien, solidariteten og alle de andre aspekter, som gør et godt samfund. Sådan et samfund, hvor de stærke passer på de svage, hvor de rige deler ud af deres overskud til de fattige.

Så kom endelig for sent – indimellem – til det højeffektive økonomiske tog og dets endestation: Hamsterhjulet. De ture, som du tager med Godhedens Tog, er nemlig guld værd for den, der søger indhold og mening i livet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tre Nytårsønsker for Danmark

Som optakt til Danmarksbloggens nytårsserie i starten af det nye år bringes her en skarp analyse af Danmarks tilstand her ved årsskiftet 2017-18 – og tre gode nytårsønsker, altsammen skrevet af Lotte Broe, lektor på UCC: 

Lige om lidt er det nytår, og derefter venter 2018 foran os. For mig og sikkert for mange andre er nytåret en tid for blandede følelser: Det er de store forventningers tid, hvor man kan ønske og håbe og måske endda tro en lille bitte smule på, at noget bliver bedre i det nye år. Og samtidig er det også en højtid, som kan fremkalde mismod, hvis ikke regulært depressionslignende tilstande, når man i korte glimt tillader sig at huske på, hvordan det de foregående år er gået med alle ens forsætter, ønsker og håb. Men ikke desto mindre vil jeg tillade mig at insistere på håbet og  endnu en gang stå der med mit champagneglas ved midnatstid den 31. december og ønske af hele mit hjerte, at 2018 bliver et bedre år end det år, vi nu siger farvel til.

Jeg har så meget brug for, at det bliver bedre – på det helt personlige plan, javist, men mest af alt på dét niveau, hvor vi er sammen om at skabe livsbetingelser og levevilkår i vores lille land. Jeg har simpelthen brug for, at DANMARK ryster offer­rollen af sig, og genfinder det overskud og den gejst, som vores enorme rigdom både berettiger og forpligter til. Derfor har jeg følgende tre nytårsønsker for Danmark:

For det første ønsker jeg for mit fædreland, at 2018 må byde på mere venlighed og mindre velgørenhed.

Der er meget, som tyder på, at Danmark er ved at ændre sig fra et velfærdssamfund til et velgørenhedssamfund. Altså et samfund hvor de fattige, de syge, de forfulgte og andre udsatte mennesker må forlade sig på de mere velstilledes nåde og barm­hjertighed for blot at kunne få mad på bordet, tøj på kroppen og andre livsfornøden­heder. I dag er det i stigende grad private hjælpeorganisationer og enkeltpersoner, der forsøger at løse de opgaver og lappe de huller, som den hensygnende velfærd­stat ikke længere kan overkomme. Og fra statslig side hyldes denne udvikling som en nødvendig ”modernisering” af velfærdsystemet, ligesom det i stigende grad lader sig høre i den politiske retorik, at familie og netværk må tage (en del af) ansvaret for omsorg og pleje af både børn, syge, ældre og døende. Og det er en retorik, som tilsyneladende vinder genklang hos en del af de mere velstillede i vores samfund; dem der beredvilligt påtager sig rollen som velgørenhedsudøvere, der arbejder på en slags kontrakt for den neoliberale minimalstat. En kontrakt skrevet med usynligt blæk, der garanterer meningsfuldt livsindhold og en nypudset samvittighed til gengæld for mere eller mindre fuldtonet opbakning til velfærdsstatens afvikling.

Der er over de senere år sket en systematisk udhuling af velfærdsydelser såvel som en afvikling af menneskelig anstændighed i mødet med de mennesker, der en gang blev anset som ”værdigt trængende.” Det gælder i forhold til mennesker, som ydmy­ges og plages til døde i ressourceforløb, jobprøvninger, sengepraktikker og andre groteske påhit i et kontanthjælpssystem, som ikke engang Kafka kunne have udtænkt mere absurd. Og det gælder forfulgte, traumatiserede mennesker, som søger fred og beskyttelse i Danmark, hvor de så anbringes i lejre under inhumane forhold – hvis de altså overhovedet får lov at komme ind i landet. Værst af alt gælder det – på tværs af nationaliteter og de konkrete problemstillinger – i forhold til børn, som i dagens Danmark fx kan opleve at vokse op i regulær fattigdom, hvor basale fornødenheder som mad, tøj og medicin ikke længere kan garanteres – eller opleve at stå alene med ansvaret for at finansiere de flybilletter og andre dokumenter, der kan redde familien ud af krigens rædsler.

Jeg ønsker inderligt for Danmark, at venligheden, medmenneskeligheden, ja, lad os bare sige næstekærligheden, må spire, gro og blomstre i 2018. Men at være hjælp­som og venlig over for medmennesker er altså ikke helt det samme som at ’dyrke’ velgørenhed og så at sige trække vejret gennem andre menneskers ulykke. Det er heller ikke – slet ikke – det samme som en accept af, at staten ikke længere kan eller bør tage sig af nødlidende borgere. Hjælpsomhed og venlighed er handlinger, som udspringer af indsigten i, at vi alle kan blive ramt af sygdom, arbejdsløshed, krig og andre ulykker; at vi alle er (principielt) udsatte. Og rummer derfor også en klar appel til både medborgere og politikere om, at forstå nødvendigheden af, at vi opretholder et solidt og trygt, statsligt garanteret sikkerhedsnet under alle borgere i Danmark og står ved vores forpligtelser i det internationale samfund. Det har vi slet ikke råd til at lade være med.

I forlængelse af dette er mit andet nytårsønske, at Socialdemokraterne rejser sig af asken og finder tilbage til det solidaritetsprojekt, som det gamle parti i sin tid udsprang af. Når jeg ikke bare sådan ønsker ’mere solidaritet’ i al almindelighed, men hænger mit ønske op på et bestemt politisk partis gøren og laden, er det ikke fordi jeg selv har særlige aktier dette parti. Nej, det hænger nærmere sammen med, at vi lever i et land, hvor det kan hævdes at vi ’alle er socialdemokrater for Vorherre’ (debatindlæg i Information d. 21/9 2010). – Det moderne Danmark er i så høj grad grundlagt på socialdemokratisk tankegods, at dette har været rammesættende for hele vores samfundsudvikling og politiske kultur op gennem det 20. århundrede. Men omkring overgangen til det 21. århundrede begyndte den faste grund at slå revner under socialdemokratismens magtbase både på og udenfor Christiansborg. Måske tydeligst illustreret ved bevægelsen fra den daværende statsminister Poul Nyrups retoriske udfald mod Dansk Folkeparti i 1999 (”Stuerene bliver I aldrig”) til det totale knæfald for DFs udlændingepolitik, som vi har været vidne til i årene efter Nyrups formandskab.

Og netop Socialdemokraternes forvandling fra et (også internationalt orienteret) velfærdsprojekt til et nationalpopulistisk vi-vil-have-magten-tilbage-projekt repræ­senterer for mig selve råddenskaben i det politiske Danmark. Men heri ligger også håbet om, at forvandlingen kan forvandles igen og blive starten på en ny bølge af værdighed og medmenneskelighed i dansk politik. Derfor denne appel til sosserne, både de erkendte og dem, der lever i skabene rundt omkring: Kom nu til jer selv og find tilbage til det menneskesyn og den politiske vilje til at forbedre levevilkårene for de fattigste og mest udsatte mennesker, som jeg er sikker på, at I bærer i jer.

Mit tredje og sidste nytårsønske for Danmark er, at et stort flertal af vores folke­valgte vil indse, at en ansvarlig og fremsynet miljø- og klimapolitik er en absolut nødvendig og stærkt hastende sag.

Grundvandsforurening, plasticforurening og voldsomme klimaforandringer truer ganske enkelt med at ødelægge livsgrundlaget for kommende generationer. Ikke langt ude i fremtiden, men inden for en horisont, som vil være mine børn og børne­børns livsperspektiv. At vi i Danmark fortsat ønsker at tillade brugen af glyphosat (’Roundup’), at vi ikke investerer langt mere målrettet og massivt i vedvarende ener­gikilder, og at vi synes det er lidt kikset og u-sexet (og derfor ok at gøre lidt grin med) at være vegetar eller veganer er blot enkelte eksempler på, hvor langt vi kan ramme ved siden af skiven, når det handler om at se en lille smule længere end til den fest vi lige har gang i her og nu.

Jeg er så fantastisk privilegeret, at jeg kan fejre juletiden og nytåret sammen med mine nærmeste, holde fri og nyde roen, stemningen og ikke mindst en masse dejlig mad. Og jeg vil nyde det i fulde drag – men jeg vil også give mig tid til at tænke på, hvordan jeg i 2018 kan bidrage til, at flere mennesker i fremtiden kan opleve den samme glæde og tryghed, som jeg nu lader mig omslutte af.

GODT NYTÅR DANMARK.

Skrevet af: Lotte Broe. lektor på UCC

Det Danske Frisind: Skål og Haps

Det danske frisind har trange kår. En øl i arbejdstiden – og straks er Fanden løs i Laksegade, som man ser det i nogle af reaktionerne på TV2´s udsendelse. Det er umoralsk, skriger de frelste, der med nedadvendte mundvige er gode til at gøre livet surt for alt og alle omkring dem.

Vi kender dem alle sammen, de der busy bodies, som prøver at gøre deres egen livsangst til den gældende moral i samfundet. De lever derfor også (godt) af deres egen forargelse, og vi møder dem overalt, hvor de med deres stikkende øjne ser alt – og med deres skarpe tunger altid får luftet deres modvilje.

Det er selvfølgelig også dem, de livsangste, der er imod nøgenbadning ved stranden og lignende. For tænk, hvad det vil betyde, hvis lille Birger ser, hvordan rigtige mennesker ser ud?!

De snerper også godt sammen, når den overvægtige køber en basse ved bageren – eller et ungt menneske tænder en cigaret ved busstoppestedet. Sodoma og Gomorra, kan man se, at de tænker.

For de har travlt med at dømme og bedømme alt og alle – og  frisind er for dem lig med tøjleløs umoral.

Desværre bliver de flere og flere – og de er efterhånden så mange, at samfundet er ved at blive så puritansk, at tøjleløs og umoralsk adfærd er det eneste rigtige modsvar. Så til kamp – til kamp. Vi må gå til modstand og få frisindet tilbage.

For livet skal leves – og gerne på en måde, så det nydes – også når det er usundt. Skål og haps …i sidste instans handler det også om solidariteten i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solidaritet = sammenhængskraft

Trepartsforhandlingerne starter i dag – og er der noget, som arbejdsgiverne og arbejdstagerne er enige om, er det færre på overførselsindkomster.

Men de er ikke enige om vejen dertil.

Arbejdstagerne mener – logisk nok – at det drejer sig om at skabe flere jobs. Noget, der også giver flere skattekroner og dermed et bedre grundlag for velfærd som sygehuse, alderdomshjem og skoler.

Arbejdsgiverne derimod mener, at det handler om at sætte arbejdsløse og andre udsatte på sulteydelser. For på den måde kan man piske arbejdsløse til at tage et job, der ikke findes (sic) eller til at sige ja til så lave lønninger, der er tale om at working-poor.

Danmarksbloggen er – ikke overraskende – enig med arbejdstagerne.

Et samfund kan kendes på, hvordan det behandler sine svageste – og det er ikke kun noget, der afspejler sig i socialpolitikken. Det kan også ses i måden, som arbejdsmarkedet er skruet sammen på. Og her gælder, at solidaritet = sammenhængskraft.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grib dagen – i 2025

Nu er Alternativet blevet europæisk – eller rettere den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis har startet en bevægelse, der minder om Alternativet, og som vil have mere demokrati – og mindre magt til de overnationale og ikke-demokratiske organer som fx EU-kommissionen. Til gengæld skal det demokratisk valgte EU-parlament mere på banen.

Bevægelsen hedder DiEM25 med henvisning til, at det først er i 2025 – efter en god, lang og demokratisk debat – at et mere demokratisk og solidarisk fællesskab i Europa skal etableres.

Danmarksbloggen er begejstret – og helt enig i, at løsningen for Europa og Danmark ligger i fællesskab og solidaritet.

Det store spørgsmål er blot, hvordan man overbeviser:

1)    de stærke, økonomiske kræfter, der vil bevare det bestående system – fordi de har flest fordele af, at de overnationale, ikke-demokratiske institutioner bestemmer.

2)    store dele af befolkningerne i Europa, der skræmte over udviklingen og migrationen fra Mellemøsten, ønsker det europæiske samarbejde beskåret – og nationalstaten (og grænserne) tilbage for fuld skrue.

Men vi er nødt til at prøve – demokratiet er simpelthen for vigtigt til at blive overladt til markedskræfterne, de overnationale institutioner og nationalismens spøgelse. Man kan dog diskutere, om ikke tidsfristen er lige lovlig lang – især når man ser på, hvad der sker i Europa i øjeblikket.

Læs mere om initiativet her: http://diem25.org/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Nytårstale

I takt med at man bliver ældre, ønsker man sig i reglen mindre og mindre for de kommende 12 måneder, men ikke i år.

I år må undertegnede indrømme, at ønskesedlen er længere end den har været meget længe.

Jeg ønsker mig:

1)      Bedre sociale forhold i Danmark

2)      Plads til mennesker i Danmark

3)      Plads til fællesskab og solidaritet

4)      At der tages vare på miljø, natur og kyster

5)      Bedre uddannelser og mere fri forskning

6)      Mere kultur

Eller sagt kort: At V-regeringen går af – og erstattes af en ny regering, som vil mennesker, fællesskab, kultur, natur og solidaritet. Alt det, der for alvor gør Danmark stort og dejligt – og dansk og rigt. For det, som er godt for det enkelte menneske, er også godt for samfundet.

Vi bliver nemlig fattige af skattelettelser, social ulighed og rovdrift på naturen – men vi bliver rige af solidaritet, social lighed og en satsning på grønne arbejdspladser og bæredygtighed.

Godt nytår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et fjendebillede med krigen i sig – og et mod, der skal hyldes

Det startede med Fogh og Kjærsgaard – denne langsomme, men grundige afmontering af solidaritet og medmenneskelig anstændighed i Danmark. En afmontering, hvor enhver er sig selv nærmest i et junglesamfund, hvor der kun er plads til at være stærk.

Thorning-regeringen prøvede så at afbøde nogle af konsekvenserne, men uden at tage det nødvendige opgør med det umenneskelige menneskesyn – og så dutter dét ikke noget på den lange bane.

Så er det så let som ingenting at rulle alt tilbage – og det har Løkke, Hjort, Støjberg og Thuelsen Dahl så sandelig også gjort. Ja, umenneskeligheden og uanstændigheden er siden i sommers foregået i et tempo og med en systematik som aldrig set før i Danmark.

Syd for grænsen foregik der noget tilsvarende engang i sidste århundrede!!!!!!!!!!!!

Ai, det er ikke fair at trække nazi-kortet, kan jeg høre nogle sige.

Jo, det er, er mit svar. For når først vi kommer derud, hvor vi tager folks vielsesringe fra dem og placerer dem i kz-lejre – undskyld teltlejre, så er det DIREKTE SAMMENLIGNELIGT. Så har vi skabt et fjendebillede, der har krigen i sig.

De her mennesker flygter fra krig og rædsel – men den danske V-regering og Dansk Folkeparti behandler dem som dyr!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Dét er så rystende forkert, så forfærdende at det skriger til himlen – og Danmarksbloggen håber, at FN snart vil indføre sanktioner mod Danmark. For vi bryder op til flere internationale konventioner og menneskerettigheder.

I mellemtiden gør os med anstændigheden i behold hvad vi kan …

Danmarksbloggen vil også i den forbindelse gerne hylde de tre markante Venstre-mænd, der indefor få dage har forladt Venstre i protest: Michael Jellesmark, Kåre Traberg Schmidt og Jens Rohde.

Danmarksbloggen er – som de fleste sikkert ved – på ingen måde blå, men det er ligemeget. De tre mænds mod skal hyldes. Desuden er Danmark et sted, hvor det ikke kommer an på parti-farve længere – men på ens menneskelige kvaliteter. På om man er på solidaritetens, lysets og kærlighedens side – eller om man vælger selvtilstrækkelighedens mørke.

Disse tre mænd valgte det første, da det gjaldt. Gid vi alle gjorde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Terror i Sverige – og i Norden

I går dræbte Anton Lundin-Petterson, en 21-årig ung mand med svenske rødder, to mennesker i den svenske by Trollhättan – en voksen og en 17-årig teenager foruden at han sårede flere andre. Han døde senere selv på operationsbordet.

Motivet står ikke helt klart endnu, men meget tyder på, at der er tale om, at Anton Lundin-Petterson har sympatiseret med den ekstreme højrefløj i Sverige. Præcis som nordmanden Anders Breivik gjorde det, da han i 2011 dræbte omkring 70 mennesker på øen Utøya.

Eller som Omar El-Hussein gjorde det i februar i København, hvor han skød og dræbte en filminstruktør og en ung jøde. Hans sympati lå så hos fundamentalistiske muslimer.

Men Danmarksbloggen er ikke i tvivl: Der er tale om terror i Sverige – som der var det i Norge og i Danmark. I hele Norden.

For uanset hvad ens politiske og religiøse baggrund er, så er det terror, når man angriber uskyldige mennesker med det formål at slå dem ihjel, bare fordi de tror og mener noget andet end man selv gør.

Dét er ikke “bare” racisme. Det er terror, og det holder simpelthen ikke. Vi skal lære at leve i fred og solidaritet med hinanden. Dét er vores eneste chance – både hver for sig og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk