PH-cafeen på Vesterbro i København dannede i går, tirsdag d. 25. november, rammen om et både spændende og relevant foredrag holdt af professor Jesper Jespersen fra RUC. Arrangør var tænketanken Cevea.

I den totalt fyldte sal sad mere end 100 mennesker og hørte forfatter til flere bøger om Keynes professor Jesper Jespersen fra “Institut for Samfund og Globalisering” på RUC fortælle vidende og engageret om Keynes, både hans liv, gerning og teorier, som på mange planer er så meget anderledes end de gængse værdier og forestillinger på nutidens politiske og økonomiske Parnas.

Måske fordi Keynes tog udgangspunkt i den økonomiske virkelighed – og ikke i en model af en (neo)klassisk drømme-økonomi?

En af de helt centrale pointer var Keynes beskrivelse af det gode samfund, som han definerede som et samfund med:

1) Fuld beskæftigelse
2) Retfærdig fordeling af goderne
3) Kortere arbejdstid

Hertil skal knyttes den kommentar, at da Keynes skrev sine teorier, var arbejdstiden minimum 48 timer, og der var max 2 ugers ferie. Men når det er sagt, så drejer det sig iflg. Keynes om at skabe betingelserne og rammerne for det gode liv, så vi kan nyde tilværelsen – og hvorfor arbejde mere end vi behøver for at producere det, som vi ikke har brug for? I vor tid kunne man måske også med fordel tilføje noget omkring miljøet og overforbruget af Jordens ressourcer.

Men altså: Keynes ønsker et samfund, hvor der er arbejde nok til alle – og hvor man deles om goderne.

En – efter Danmarksbloggens mening – god pointé, om leder hen til en af de andre hovedkonklusioner, som var:

At arbejdsmarked og varemarked ikke er to af hinanden uafhængige størrelser, men at deres strukturer og funktioner er indbyrdes afhængige.

Det giver således ikke mening at sætte lønningerne så lavt, at dem der arbejder ikke har råd til at købe varerne. Efterspørgsel, udbud og et velfungerende arbejdsmarkedssystem hænger sammen.

Ligeledes viser al erfaring også, at markederne ikke kan regulere sig selv – som det ellers hævdes i den (neo)klassiske økonomiske teori, og som nutidens politikere – også mange af de socialdemokratiske – bekender sig til.

Ser man historisk på sagen, opdager man også, at i de årtier (fra 2. verdenskrigs afslutning til en gang i 70´erne), hvor man agerede mere efter Keynes´ tanker end efter den (neo)klassiske økonomiske teori, var der ingen bankkriser, men derimod gang i vækst og beskæftigelse – netop fordi politikerne skal turde regulere og turde føre en økonomisk politik, der har to hovedpunkter:

1) Mindske usikkerheden – fx ved at sørge for at man er sikret ved sygdom og arbejdsløshed samt at sikre finansiel stabilitet
2) Skabe en samfundsmæssig balance – fx ved at sørge for en retfærdig fordeling af goderne 

Det giver altså mening – også idag – at sætte bankerne på bagsædet af bilen, istedet for at lade dem fortsætte på forsædet med den kurs, som er sat i øjeblikket, hvor Danmark og Europa er i den paradoksale situation, at:

1) Vi har aldrig produceret mere
2) Men vi har samtidig aldrig haft en større ulighed, en højere arbejdsløshed eller en højere gæld.

For nej pengemængden kan ikke styre sig selv.

Og med et EU, hvor kapitalen kan flyde frit og dermed skabe endnu større katastrofer, så ser det slemt ud, hvis ikke politikerne tør at være ansvarlige og begynde at føre en økonomisk politik.

For nok var Keynes liberalist (det glemmer mange, men det var han). Men Keynes mente også, at liberalismen skal tøjles, hvis ikke den skal løbe løbsk, og pengene skal skabe økonomiske bobler.

Pengene skal med andre ord ikke gemmes i kapitalfonde m.m., men skal ud og arbejde i samfundet og skabe arbejdspladser – og det er politikerne, som skal turde være ansvarlige. For markederne kan ikke selv.

Danmarksbloggen er 100% enig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk